Alle rynker skal ikke glattes

Under overskriften ’Kultur eller natur’ fortæller Annegrethe Rasmussen i klummen mandag 22. april om, hvordan hendes tid i USA har påvirket hendes måde at se tv på. Hun har vænnet sig så meget til de udglattede og polerede amerikanske studieværters ensartede fysiske fremtræden, at hun tilbage i Danmark bliver distraheret af DR2-værternes ’naturlighed’. Hun spekulerer over værternes rynker, bumser og grå hår i en grad, så hun ikke formår at opfatte programmernes indhold.

Nuvel – jeg har det omvendt. Når amerikanske programmer ruller over skærmen, hører jeg ikke efter. I stedet spekulerer jeg over, hvor mange milliliter kvinden har fået fyldt på barmen eller læberne, om mandens maskuline hage er moduleret over et silikoneimplantat, om de naturlige tænder mon stadig gemmer sig inde bag facaderne, og om der kræves ét eller to stik af kanylen pr. udglattet rynke. Ja, er det overhovedet muligt at komme på skærmen, hvis man ikke fraskriver sig sit naturlige udseende?

Som purung tilbragte jeg et år som udvekslingsstudent i USA, hvor mange af mine jævnaldrende highschool-kammerater brugte både halve og hele timer på at lægge en endog særdeles voldsom makeup – hver morgen! De turde ikke gå uden for en dør uden at være iført fuld krigsmaling. Og selv om jeg aldrig havnede i den slags excesser, skulle man jo være et skarn, hvis man ikke prøvede at tilegne sig lidt af den fagre nye verden, man var så heldig at få en smagsprøve på.

Vel hjemme igen havde jeg så en nøgleoplevelse: En dag jeg kiggede mig selv i spejlet uden mascara, kunne jeg næsten ikke kende mig selv. Da bestemte jeg, at det skulle være slut. Jeg ville kunne hvile i min hud og min krop selv i den mest ’renskurede’ version. Jeg gik på mascaraafvænning.

Sundhedsfarligt?

Jeg er ikke puritaner. Jeg ifører mig gerne tøj, der komplimenterer min figur – sko med hæl og diverse former for pynt – og jeg putter også glimmer på øjnene i dagens anledning. Men hvad sker der, når synet af ’almindelige’ mennesker bliver så uvant, at det bliver et distraktionsmomen.

Hvilket selvbillede skaber det hos netop helt almindelige, forskellige mennesker, ikke mindst unge, at hele den offentlighed, de præsenteres for, ser ensartet, udglattet og ’ideel’ ud?

Annegrethe Rasmussen har en personlig grænse for kropsmanipulation, der går ved »det sundhedsfarlige«.

Hvad er det?

Personligt kan jeg begynde at mærke på mine fødder, at barndommens andenæb nok alligevel havde været mindre ’farlige’ for fodsundheden i det lange løb. Men hvad med nikkel i smykker og kosmetik? Naturlige duftstoffer, som alligevel er super allergifremkaldende? For ikke at tale om skønhedsindgreb, hvor man risikerer både lammelser og andet? Listen er lang, der er meget at tage stilling til.

Jeg har ikke hørt noget om, at indlæg i bh’er skulle være fysisk sundhedsskadelige, men hvad med den psykiske sundhed? Hvor sundt er det at føle sig skrupforkert med sine gajoler eller sin standard-B-skål, fordi man har vænnet sig til Linse Kessler? Hvor sundt er det at føle sig overvægtig, når man er 170 cm høj og vejer 60 kilo, fordi man har vænnet sig til Helena Christensen? Hvor sundt er det at føle sig forkert i sin sorte hud, fordi man har vænnet sig til at kigge på hvide nuancer i offentligheden?

Mangfoldige udtryk

Det lader til, at det, vi ser mest af, bliver målestokken – indtil vi kommer til et nyt sted og vænner os til at se noget andet. Derfor er jeg glad for at bo et sted med en mangfoldighed af etniciteter og ’looks’ repræsenteret, som jeg suger til mig hver eneste dag. Og for at have boet i Udkantsdanmark, hvor det i hvert fald virkede som om, der var mindre fokus på det perfekte.

Hvis jeg nu kigger mig selv i spejlet rigtig tit, f.eks. oftere end jeg ser på Linse eller Helena, kan det være, at jeg også vænner mig til rynkerne på min hage og skælde ud-furerne i panden, så de ikke længere virker så fremmedartede. Og måske er det derfor nogle mener, at man skal sige »jeg elsker dig« til sig selv i spejlet X antal gange om dagen – ganske enkelt fordi man på den måde vænner sig til sig selv?

Jeg ønsker for alle, ikke mindst mine børn og andre unge, at de kan holde af sig selv som de er. Derfor kan jeg også godt lide Dove-reklamerne med ’damer med deller’. Og jeg er rigtig glad for de danske studieværters ’naturlighed’ – i hvert fald relativt til deres amerikanske kolleger.

Katrine Wohllebe er oversætter