Kommentar

Så tal dog sammen, USA og Iran

USA må tvinge Iran til seriøs samtale om Irans atomprogram. Foreløbig har Iran effektivt forhalet forhandlingerne i fem år og vundet dyrebar tid. USA må optrappe sanktionerne, så præsterne bliver møre nok til reel forhandling
24. april 2013

Endnu en forhandlingsrunde mellem mullaherne og 5+1-gruppen om Irans atomprogram endte resultatløs. Denne var den 10. forhandling siden juni 2008 og endnu et bevis på, at mullaherne fortsætter forhandlingerne kun for forsættelsens skyld.

Under sidste runde i Almaty i Kasakhistan fik præsteregimet et klart tilbud med hjem. De skulle standse uranberigelse ved 20 procent, og så ville de internationale sanktioner lempes. En beskidt handel for mullaherne, for de så det, som om de var tilbage til før, sanktionerne blev indført, uden at få de lukrative aftaler såsom overførsel af nye teknologi m.m., som 5+1-gruppen tilbød dem dengang. Så i stedet for et klart svar, som var aftalt, så havde mullahregimet en helt ny og useriøs aftale med til Almaty. En amerikansk kilde beskrev over for New York Times mullahernes tilbud som værende ufornuftigt og »disproportionalt« i forhold til de indrømmelser, de ville give.

Ifølge den nyeste rapport fra det amerikanske Carangie Endowment (Iran’s Nuclear Odyssey: Costs & Risks) har Irans atomprogram indtil videre kostet landet over 100 milliarder dollar i form af tabte udenlandske investeringer og oliesalg. Byen Bushehrs atomkraftværker med en pris på 11 milliader dollar (ti gange mere end normalt) dækker kun to procent af Irans elforbrug. 15 procent af landets el går tabt på grund af gamle og dårlige el-net forbindelser. For en mindre sum kan de genvinde 7,5 gange værkets el-produktion.

Opførelsen af atomreaktorer med så høje omkostninger i et land, som har verdens næststørste gasfelter – og er så solrigt, at det kun med en procent af sit areal kunne dække hele landets elforbrug – virker ret ulogisk. For nylig blev området også ramt af et jordskælv med en styrke på 6,1 på Richterskalaen.

Toppen af isbjerget

Den rygende pistol kan også ses flere steder. Mullaherne har mindst to gange forsøgt at snyde atomenergiagenturet (IAEA). De har undladt at melde opførelsen af de to berigelsesanlæg i Natanz og Fordo. Det var Irans opposition, der afslørede eksistensen af dem begge i henholdsvis 2002 og 2009. Men hvorfor insisterer mullaherne så meget på at blive selvforsynende med atombrændsler? Det kan jo ikke betale sig, medmindre man råder over et tocifret antal atomreaktorer. Det ville være, som at én privatbilist opfører et olieraffinaderi i sin baghave for at dække sin lille bils benzinforbrug.

Striden om Irans atomprogram er kun toppen af isbjerget, og det bør ses i lyset af en lang række dybtliggende fjendtligheder mellem USA og præstestyret. Hvis de to landes mellemværende kan betragtes som en uopklaret drabssag mellem de to, er forhandlingerne med 5+1-gruppen som en diskussion om, hvorvidt sønnen til den dræbte måtte have en lommekniv eller ej. Men det er drabssagen, som bør opklares først. USA og præsterne er nødt til at forhandle direkte – og ansigt til ansigt – for at løse deres stridigheder. Alt andet ville være spild af tid.

Præsterne er møre

Men mullaherne er slet ikke villige til en sådan direkte samtale med USA. Ud over at være et tabu ville det også være et klart nederlag for dem på forhånd, da de siden 1979 har kaldt USA for ’den store satan’ og påstået, at de har besejret USA for længst. Men de seneste sanktioner har gjort præsterne møre, og med lidt mere effektive sanktioner kan USA tvinge dem til at samtale.

Obama vil ikke huskes som den præsident, under hvilken Iran blev en atommagt. Han vil heller ikke huskes som den præsident, der kastede USA ud i endnu en beskidt krig. Men lige nu virker han som en tøvende præsident, der forærer mullaherne unødig ekstra tid.

Obama må komme i sving

5+1-gruppen vil afvente udfaldet af præsidentvalget i Iran, som afholdes den 14. juni. Men alle ved jo, at al magt i Iran ligger hos den åndelige leder, Khamenei. En iransk præsident har intet at skulle have sagt i denne sag. Selv Irans chefforhandler, Saeed Jalili, genfortæller kun det, som han har fået besked på af selve Khamenei.

Tillige sidder Khameneis svigersøns uerfarne bror, Ali Bagheri, som en vagthund ved bordet. Så der er ingen grund til at spilde tid på det.

Barack Obama sagde under sit besøg i Israel, at Iran er mindst et år fra at have sin atombombe. Men som vi så under Irak-krigen, så kan efterretningstjenester tage gevaldigt fejl.

Obama må se at komme – ligesom mullahernes urancentrifuger – i sving.

 

Reza Rahimpour er medlem af Dansk PEN

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu