Kære Lars Hedegaard.
Det er efterhånden et stykke tid siden, at vi begge var ansat i LOs hus på Rosenørns Allé. Med stor succes redigerede du forløberen for ugebrevet A4: Fagligt Ugebrev, så den var fast citeret hver søndag kl. 24 i Radioavisen. Siden har du jo bevæget dig i en noget anden politisk retning – i lighed med en del andre, der tidligere stod til venstre for midten.
Jeg er meget enig med dig i, at man bør tage afstand fra såvel politisk som religiøs fundamentalisme. Derfor undrer det mig, at du i sin tid nærede sympati for dele af sovjetkommunismen, mens du nu plejer omgang med den meget aggressive, lutheranske absolutist Søren Krarup (tidl. MF, DF).
Mon du husker, at Henrik Sass Larsen for et par år siden klagede over det besvær, som han og andre socialdemokrater havde – og har – med at komme til orde i dele af den altdominerende borgerlige presse?
I 2003 satte landets største avis ellers vor udenrigspolitiske situation på en hård prøve i forbindelse med dens Muhammed-forhånelse. Prøven blev iværksat med det ædle formål at sikre ytringsfriheden. For en del år siden bragte selvsamme avis et par store annoncer, hvori den roste sig selv for sit frisind. Som dokumentation blev der bragt klip fra et par artikler i avisen – skrevet af folk med en kritisk holdning til borgerligheden bl.a. en artikel fra min hånd. Og det er da rigtigt, at det engang af og til lod sig gøre at skrive i denne avis. Men – det er ved at være meget længe siden.
Avisernes politiske sortering
Enhver debatredaktør er naturligvis i sin gode ret til at sortere blandt de indsendte indlæg. Men hvis sorteringen imidlertid er så konsekvent, at alle indlæg af en anderledes holdning afvises, bliver der jo tale om en udelukkelse.
Mange af mine partifæller i Socialdemokraterne er lige så ærgerlige som jeg selv over at være hindrede i at skrive i dele af den borgerlige presse. Men af frygt for at blive helt afskåret fra at få indlæg optaget i denne voluminøse del af de skrevne medier holder de sig tilbage med dokumentationen.
Et fuldgyldigt folkestyre forudsætter en fri debat – det vil blandt andet sige muligheden for at komme til orde – også i de aviser, hvor ens politiske synspunkter angribes eller misfortolkes.
Burde denne form for ytringsfrihedsknægtelse ikke være en sag for det Trykkefrihedsselskab, som du både er grundlægger af og formand for?
