Kronik

Skal standardiseret stordrift styre dansk forskning?

Historien om hvordan store dele af dansk pædagogisk forskning blev usynliggjort og stækket, da Aarhus Universitets enevældige ledelse tog magten over (det tidligere?) DPU
Debat
10. april 2013
Historien om hvordan store dele af dansk pædagogisk forskning blev usynliggjort og stækket, da Aarhus Universitets enevældige ledelse tog magten over (det tidligere?) DPU

Katrine Bælum

En cocktail af New Public Management-tænkning, enevældige ledere og stordrift er i disse år ved at ændre de forestillinger, vi hidtil har haft om forskning og universitetsdrift verden over. I Danmark er ikke mindst Aarhus Universitet (AU) gået foran i blandingen af denne cocktail. Rektor Lauritz Holm-Nielsen har ikke undladt nogen lejlighed til at fortælle omverdenen, at han selv har været den drivende kraft i en ændringsproces, der med hans egne ord er den mest ambitiøse og omfattende reform i Aarhus Universitets historie. Reformen skal gøre universitetet til et af de bedste universiteter i verden. Intet mindre.

Det er nu lidt over to år siden, at denne ændringsproces for alvor blev sat i gang.En nyligt offentliggjort arbejdsmiljøundersøgelse blandt AU’s ansatte fortæller sit tydelige sprog om, at ændringerne ikke har kastet megen stjerneglans over universitetet. Tværtimod har det kastet det ud i massive problemer. Til trods for at der er investeret flercifrede millionbeløb på at implementere nye organiseringsformer og administrative procedurer, vurderer et flertal af ansatte, at forandringsprocesserne ikke har været et gode. Det har besværliggjort og bureaukratiseret det daglige arbejde og givet massive problemer i administrationen. Jeg er selv ansat på AU, tilknyttet en enhed der blev fusioneret ind under Aarhus Universitet – det daværende Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU). Tallene for vores gruppe i spørgeskemaundersøgelsen taler for sig selv. Over 80 procent af videnskabeligt ansatte mener, at rektoratet ikke har givet en klar begrundelse for ændringerne, og et tilsvarende højt antal angiver, at der ikke er blevet lyttet til medarbejdernes indvendinger og forslag i ændringsprocessen. Og langt over halvdelen anfører, at betingelserne for at udføre det daglige arbejde er blevet forringet.

Benspænd for forskningen

For os ansatte på DPU har det fra starten været tydeligt, at dette handler om mere og andet end arbejdsmiljø. Tallene fra vores gruppe afspejler en grundlæggende ærgrelse og frustration over, at det nye AU ikke har levnet plads til, at DPU har kunnet få lov at fortsætte som selvstændig og synlig enhed.En markering af usynliggørelsen er, at ledelsen har gennemtrumfet en navneændring, så enheden nu hedder Institut for Uddannelse og Pædagogik (dog med den tvetydige melding, at vi indtil videre og i visse situationer har lov til at skrive DPU – men kun i parentes og efterstillet).

Men nok så afgørende er det, at beslutninger af vital betydning tages af personer og instanser i ledelseslag over DPU/IUP, der ikke har deres ekspertise inden for forskning i pædagogik og uddannelse, og som heller ikke synes synderlig interesserede i, hvordan dette område kan udvikles. Mange af disse beslutninger forekommer for os på DPU/UIP ikke bare som tilfældige og ugennemtænkte, men ofte som direkte benspænd i forhold til, at vi kan udføre vores kerneopgave: at styrke og videreudvikle den pædagogiske forskning.

Men hvorfor har den øverste ledelse haft brug for at stække og usynliggøre et kraftfuldt og på mange måder velfungerende fagligt miljø?Et fagligt miljø som blev grundlagt i år 2000 for at samle og »give et kvalitetsløft af den pædagogiske forskning i Danmark«, og som i løbet af relativt få år er kommet på landkortet som en kraftfuld uddannelses- og forskningsinstitution, kendt i både i pressen og i nationale og internationale forskningsmiljøer.

’Et samlet Aarhus Universitet’

Det sørgelige svar er, at DPU-brandet – og et stærkt selvforvaltende DPU – er en trussel for ledelsens virkeliggørelse af det nye AU. Ligesom andre lokale selvforvaltende miljøer er det. For den nye magtfulde ledelse er primært optaget af, hvordan universitetet udadtil kan fremstå som »et samlet AU«.

Inspireret af New Public Management er nyoprettede afdelinger for hhv. branding ogHR (Human Ressource) tildelt afgørende roller for at fremme dette.

Et af midlerne er en ’brandingplatform’, der pålægger alle medarbejdere i offentlig fremtræden at undgå at benytte lokale institutnavne o.l.., fordi den slags »detailoplysninger« vil »forstyrre budskabet om et samlet AU«.

Derfor skal vi medarbejdere udelukkende fortælle, at vi kommer fra Aarhus Universitet. For DPU sættes det i et grotesk relief af, at DPU i 2010 var det forskningsmiljø (dengang som fakultet), der ifølge infomedia havde flest hit pr. forsker i medierne. Men den ’gevinst’, der kunne være ved at brande DPU som selvstændig enhed, har åbenbart måttet vige til fordel for AU-ledelsens behov for at brande Aarhus Universitet som et »samlet universitet«.

Standardiserede værktøjer

Et helt grundlæggende problem er, at det nye AU bygger på management-inspirerede principper, der betyder, at grundlæggende spørgsmål om forskningens natur og prioritering aldrig kommer på dagsordenen. I denne logik er forestillingen, at man kan udvikle standardiserede værktøjer til ledelse og produktion efter forretningsmæssige principper, uanset hvad produktionens mål er. Det er underordnet, om det er forskning i nanoteknologi, pædagogisk forskning eller for den sags skyld bilproduktion, det handler om.

Og efter disse principper tvinges alle ledere på hele AU på kurser udarbejdet af den magtfulde HR-afdeling med inddragelse af eksterne konsulentfirmaer. Det erklærede mål er at skabe »fælles standarder og tankesæt« for AU. Efter opskrifter hentet fra management-verdenens redskabskasse bombarderes vi medarbejdere med ord som »strategisk ledelse« og »forandringsledelse«, og det beslaglægger tusindvis af vores arbejdstimer.

Hertil kommer endnu en fiks idé fra ledelsen, nemlig at centralisering og standardisering af drift og administration fremmer følelsen af et fælles AU.

Men den sørgelige sandhed er, at der er blevet opbygget centralistiske og fremmedgørende systemer, der betyder, at mange ting ikke fungerer, og selv banale småopgaver tager urimelig lang tid.

Modspil til enevældig rektor

DPU/IUP er stadig på mange måder en god arbejdsplads og et kraftfuldt miljø – og for mit personlige vedkommende er det et af de mest kreative og forskningsmæssigt kvalificerede miljøer, jeg har deltaget i i de over 30 år, jeg har været ansat i universitetsverdenen. Så jeg har – som mange andre af mine kolleger – i den omtalte arbejdsmiljøundersøgelse udtrykt stor tilfredshed med det nære miljø, dvs. samarbejdet med mine nære kolleger. Så meget desto større er ærgrelsen og frustrationen over de benspænd, som omorganiseringen af AU har medført, og som skaber besvær i dagligdagen og ikke mindst skaber usikkerhed om DPU/IUP’s fremtid, og dermed også fremtiden for store dele af dansk pædagogisk forskning.

Der er brug for, at et kursskifte på Aarhus Universitet befrier os for det nuværende standardiserings- og centraliseringsvanvid. Det bliver en af de store udfordringer for den nye rektor på AU, som tiltræder til august 2013.Det vil være oplagt at genforhandle retten til at bruge DPU-navnet. Men endnu vigtigere er det at få skabt et nyt AU, der tager afsæt i respekt for forskningens egenart, som giver plads til lokale miljøer og som afblæser centralismen – ikke mindst den hidtidige management-tilgang.

Politikerne bør gentænke den seneste revision af universitetsloven. For ganske vist opererer den med et godt og rigtigt armslængde princip om universiteternes selvstyre. Problemet er bare, at det i loven er blevet kædet sammen med magtkoncentration i et enevældigt rektorembede. Så tillid til universiteternes selvstyre kan under den nuværende styrelseslov oversættes med tillid til, at den enevældige rektor vil forvalte sin magt på en visionær, forsvarlig, forstandig og respektfuld måde.

Både som skatteborger og som ansat forsker må jeg konstatere, at den nuværende rektor ikke har forvaltet denne tillid på forsvarlig måde. Han har været primus motor i en ’reform’, der ikke bare har kostet flercifrede millioner af skatteborgerkroner, men som også på en række punkter har forringet forskningens betingelser. For at undgå det i fremtiden bør tilliden til rektor kombineres med øget demokratisk kontrol og debat.

Niels Kryger er lektor i pædagogisk antropologi, Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU), Aarhus Universitet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

mariann offersen

Eftersom jeg altid med intdresse har læst alle artikler fra DPU, vil jeg bede jer fortsat skrive DPU (i parentes, til slut eller hvordan nu regelen er).
Venlig hilsen.