Kommentar

Studerende spekulerer i reeksamen

De studerende på landets universiteter kan i dag frit vælge at gå til reeksamen, hvis den ordinære prøve ikke passer i deres kalender. Grundet taxametersystemet gør universiteterne ingenting, hvorfor der må politisk handling til for at gøre op med sløseriet
3. april 2013

Når eksamensperioden nærmer sig på landets universiteter, hører man præstationsliderlige studerende, der som det mest naturlige i verden siger:

»Jeg vælger at dumpe den her eksamen, så jeg kan få en højere karakter til reeksamen.«

På selve eksamensdagen er der ingen kontrol med, hvorvidt man laver et reelt eksamensforsøg – hverken skriftligt eller mundtligt. Københavns Universitet (KU) er endda gearet til, at man blot med et enkelt tryk på en knap kan vælge at skrotte sin opgave! Man afleverer bare et papir med sit navn på eller meddeler eksaminator, at man ønsker at dumpe. Dette resulterer i, at man bliver inviteret til reeksamen, hvad enten man har lavet et reelt forsøg eller er dumpet med vilje.

Det nuværende system baserer sig altså på tillid, og man stoler på, at de studerende altid forsøger at bestå eksaminerne. Problemet er bare, at nogle studerende udnytter muligheden for at få højere karakterer, hvilket jo ikke er hensigten med reeksamen. Den udnyttelse skyldes dårlig moral og manglende respekt for rettidigt, hårdt arbejde. Det virker helt utroligt, at studerende på den måde kan spekulere i deres karakterer.

Levér dit bedste til tiden

På universiteterne har mange studerende den opfattelse, at reeksaminer er væsentlig lettere end de ordinære. Principielt set har universiteterne grundet taxametersystemet heller ingen interesse i, at de studerende dumper reeksamen. Taxametersystemet giver nemlig penge pr bestået studerende. Incitamentsstrukturen i uddannelsessystemet er altså skæv, fordi den kan få universiteterne til at tænke mere på økonomi end på kvalitet. Hvis reeksaminerne virkelig er lettere, kan man i den grad sætte spørgsmålstegn ved uddannelsessystemets troværdighed.

Én af de helt centrale værdier i en globaliseret verden er evnen til at holde mange bolde i luften samtidigt. Det synes således ikke at være et retvisende virkelighedsbillede, at man på studiet kan udskyde sine eksaminer, så de passer bedre ind i ens kalender. Man kan jo ikke som medarbejder i Finansministeriet sige til chefen:

»Finansloven bliver første færdig om en måned, for der har jeg bedre tid.«

De studerende lærer således ikke, at man er nødt til at levere sit bedste indenfor den tid, der er til rådighed.

Reeksamen betragtes af nogle studerende som en mulighed for at kunne passe studiejob sideløbende med eksaminerne. Når ens uddannelse er gratis, og man samtidig får SU, må man acceptere de karaktermæssige tæsk, det giver at tage reeksamen, hvis man prioriterer studiejobbet højere end den ordinære eksamen.

Det nuværende system latterliggør de studerende, der rettidigt passer deres ordinære eksaminer, da de effektivt set har mindre tid. Kan vi virkelig være tilfredse med, at det er en værdi, der eksisterer i det danske uddannelsessystem? Og er det virkelig de medarbejdere, der skal gøre Danmark konkurrencedygtigt i fremtiden?

Samfundet kan komme problemet til livs ved at ramme de studerende på deres karaktergennemsnit, så de mærker konsekvenserne af deres sløseri.

Karaktermæssige konsekvenser

I dag er der på eksamensbeviset ingen forskel på, hvor mange reeksaminer en studerende tager. Således kan en studerende med ti reeksaminer fremstå lige så dygtig som én, der rettidigt passer studiet. Af karakterbeviset bør det derfor fremgå, at karakteren er fra en reeksamen, og man bør højst kunne få 4. Det er et mere retfærdigt og retvisende system, fordi det skaber en karaktermæssig konsekvens af at dumpe, uanset om det er med vilje eller ej.

Naturligvis betyder det ikke, at sygdom skal straffes med lavere karakterer, og med en lægeerklæring i hånden skal hele skalaen være tilgængelig. Pointen er ikke, at det skal være sværere for de studerende at bestå eksaminerne, det er blot en metode til at minimere spekulationen.

Det må være politikernes ansvar at skabe et retfærdigt system, som belønner studerende for at passe deres studier, for hverken de studerende eller universiteterne synes at have interesse i at gøre noget.

Med de her foreslåede ændringer vil systemet forbedres, spekulation overflødiggøres og karaktergennemsnittet vil i højere grad afspejle evnen til at løse mange komplekse problemstillinger rettidigt.

Værdier der i den grad er en mangelvare.

 

Emil Sølver Rehling er stud.scient.pol på KU og Alex Bjørlig stud.HA(it.) på CBS

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eksamenshysteri! Og Eksamensliderlighed.
Eksamen er til dels altid også et spørgsmål om held.
Hvem kender ikke folk med høj eksamenssnit, som i tillid til snittet dovner den senere i livet og på den anden side de, som af egen drift hele tiden udvikler sig og vokser med opgaverne?
Tænk også på de, som har høje årskarakterer, men grundet notorisk dårlig hukommelse ikke kan klare sig lige så godt eller ligefrem dårligt i eksamensituationen?
Mig forekommer det altid, når studerende skriver eller udtaler sig som de to indlægsskribenter, som om de skal pege på sig selv som meget dygtige, men som
realiter lider under "cyklistsyndromet": "at bøje sig og træde nedad".
Henvisningen til den pressede arbejdssituation med en deadline har jeg i mit
arbejdsliv aldrig oplevet lig med eksamensituationen, da man på jobbet almindeligvis slet ikke kommer ud for noget nyt eller uprøvet.
På arbejdet er det kun et spørgsmål om øget tidsanvendelse indenfor en kort tidsfrist. D.v.s. at arbejde længere hhv. arbejde måske 36 eller flere timer i træk med en kvarters søvn en gang imellem - og det kan kun erfarene folk klare.