Kronik

Thatcher blev skelsættende

Jernladyen lagde sig ud med hele samfundet. Hun tabte ofte slaget mod kirken, biskopperne og Overhuset, men hun vandt kampen om den politiske tanke. Efter hende har vi tænkt på mennesket i økonomiske termer
Thatcher efterlod et polariseret land. En femtedel af befolkningen levede under fattigdomsgrænsen, og vreden fik frit løb på Trafalger Square efter hendes død. Foto: Scanpix

Thatcher efterlod et polariseret land. En femtedel af befolkningen levede under fattigdomsgrænsen, og vreden fik frit løb på Trafalger Square efter hendes død. Foto: Scanpix

17. april 2013

Dér foran 10 Downing Street stod den første kvindelige premierminister. Juristen, kemikeren, formanden for det konservative parti, købmanden i Granthams datter, Margaret Thatcher.

Det stod ikke skrevet over hendes vugge, at hun skulle komme så vidt. I et land, hvor de sociale kulturer er fastlåste, i et land, der er opdelt, og hvor klassebevidstheden stadig er væsentlig på alle niveauer, var det noget særligt, at dér stod en kvinde, som havde arbejdet sig op til at blive formand for det konservative parti, selv om hun hverken var af adelig eller højborgerlig herkomst.

Som det første tog hun helgenen Frans af Assisis ord i sin mund:

»Hvor der er splid, måtte vi bringe harmoni.
Hvor falskhed råder, måtte vi bringe sandhed.
Hvor tvivlen trives, måtte vi bringe tro.
Og hvor fortvivlelsen gror, måtte vi bringe håb.«

Alle var forbløffede. En konservativ premierminister, der citerede Frans af Assisi. Nationen havde lige overstået ’the winter of discontent’. Landet lå ned, fordi det politiske system hele tiden stødte mod fagforeningerne. Det trak op til politisk kamp. Og så pludselig disse fredfyldte ord fra en kvindes mund, der både var konservativ og metodist. Man fornemmede, at verden var under forandring.

Margaret Thatcher blev ikke alene en af de væsentligste premierministre i Storbritannien i det 20. århundred, hun kom også til at lægge navn til en ideologi: Thatcherisme. Hendes måde at tænke socialt, kulturelt og politisk blev fremherskende, og i dag vil mange hævde, at man ikke kunne forestille sig politikere som Gerhard Schröder, Tony Blair og Gordon Brown uden hendes tankegods. Tankevækkende!

Thatcher og kirken

Nicholas Boyle, Englands store tysklandskender fra Cambridge Universitet, har fastslået, at her mødte verden en politik, der satte sig stærkt igennem, og personligt opnåede Thatcher at blive genvalgt tre gange i træk. Det særlige er dog, at det er en politisk tænkning uden intellektuel substans, men med stor gennemslagskraft såvel udenrigspolitisk, indenrigspolitisk som europapolitisk. Der er heller ikke tale om langsigtede mål. Ligeledes er det en politik, der lovede mindre statsmagt, men faktisk blev der endnu flere regeringsindgreb.

Thatcherismen er i høj grad regeret af formodningen om den gode forretning. Privatisering var at foretrække frem for statsejede fælles værdier (gas, kul, vand, togdrift, post).

Thatcher gik så langt, at hun på et tidspunkt hævdede: »There is no such thing as society.«

Der gik ikke lang tid, inden det blev klart, at det bestemt ikke var en ydmyg franciskaner, der var blevet premierminister. Fra begyndelsen blev der lagt en klar og bestemt politik. Storbritannien var blevet lagt i jern af fagforeninger. Dem tog hun et opgør med.

I takt med, at privatiseringen af de offentligt ejede selskaber og den stramme økonomiske politik tog til, blev hendes popularitet væsentligt mindre.

Men så skete der noget, som Thatcher vendte til et politisk mirakel. Argentina besatte Falklandsøerne. Premierministeren fandt sig ikke i provokationen. Flåden blev sendt af sted, og efter en kort indsats blev øerne tilbageerobret. Flåden vendte hjem med tab, men den nationale stolthed var skudt op i brystet på alle. Året efter, i 1983, vandt Thatcher en jordskredssejr ved parlamentsvalget. Den politiske opposition blev nærmest jævnet med jorden, og der var ingen politisk modstand af væsentlig karakter.

Man har altid sagt, at ’Church of England’, den anglikanske kirke, var ’The Conservative Party at prayer’, men det tror jeg ikke, Thatcher følte i årene, der fulgte. Med opmærksomhed havde det kirkelige England iagttaget den sociale udvikling, og det havde omsat sig i bekymring for samfundsudviklingen.

Det første sammenstød mellem kirken og Thatcher skete omkring Falklandskrigen. Der havde været kritiske røster pga. krigen, og da Thatcher bad om en national sejrsgudstjeneste i St. Paul’s Cathedral, svarede ærkebiskop Runcie meget resolut, at det kunne der under ingen omstændigheder blive tale om, men der ville blive afholdt en forsoningsgudstjeneste.

Premierministeren blev rasende. Ingen biskop skulle ødelægge hendes nationale iscenesættelse. Det blev antydet, at ærkebiskoppen var en fej mand, men hun var kommet til den forkerte – Robert Runcie havde været kampvognsfører i et af de sidste vigtige slag i Anden Verdenskrig, slaget ved Arnhem i 1944. Det lykkedes ikke politisk at bagtale ærkebiskoppen. Folket kendte også hans fortid.

Det indledte et nyt slag. I årene fra 1982 til 1990 var der endeløse diskussioner mellem Thatcher og biskopperne, mens den eneste politiske modstand kom fra Overhuset.

I 1984-85 begyndte regeringens kamp mod minearbejderne i det nordlige England. Det udviklede sig til at blive en forbitret politisk uoverensstemmelse mellem minearbejdernes fagforbund og regeringen. Thatcher knækkede minearbejderne og poserede sejrsstolt.

Jeg er ikke sikker på, at hun erkendte polariseringen og det had, hun skabte mod sig. Da jeg i 1988 flyttede til England, fik jeg spørgsmålet: »Hvad synes du om England?« Spørgeren skyndte sig at tilføje: »Det var engang et godt land – indtil vi fik en diktator.« Den holdning mødte jeg overalt i Nordengland, Wales og Skotland.

Biskoppen i Durham i Nord-england, David Jenkins, havde selvfølgelig taget sit folks parti, sin egns parti. Han var et humoristisk menneske, og der var altid debat om ham. For de fromme var han ikke from nok, og for premierministeren var han en politisk modstander, der skulle nedkæmpes. Han udtalte, at kristne skulle bekæmpe samfundets yndlings-ideer: de riges idealer, dyrkelsen af magten for magtens egen skyld, den vilde forbrugerisme, den uhæmmede konkurrence og den ufølsomme individualisme. Mennesket var ikke kun en ’homo economicus’, der levede i evig konkurrence, men først og fremmest et menneske, som levede i et fællesskab, hvor mildhed, barmhjertighed og næstekærlighed var i centrum. Thatcher skældte ham ud for at være marxist, blødsøden og uvirkelig – ved en enkelt lejlighed kaldte hun ham sågar tosset. I september måned 1985 kom ’Faith in the City’, som var kirkens undersøgelse af de sociale forhold i byerne. En 18 mand stor kommission af sociologer, økonomer, statskundskabsfolk og teologer havde udarbejdet dette rystende dokument, som påviste, hvordan fattigdom og kriminalitet var hverdag for millioner af briter. Thatcher fór frem mod biskopperne, kommissionen og kirkefolket.

Hun indførte et meritokrati i Storbritannien, som under andre omstændigheder kunne have gjort et klassesamfund godt. Men hendes tro på, at den enkelte blot kunne skabe sig vej og ved flid og arbejde kunne arbejde sig op, efterlod hende med en foragt for de mennesker, der ikke kunne gøre sociale og økonomiske fremskridt. Hun var ikke for fin til at fremhæve stakler som dårlige borgere, og at uligheden i hendes regeringsår forøgede kriminaliteten, havde hun ét svar på: strengere straffe.

Tabte slaget, vandt kampen

Margaret Thatcher efterlod et land, som var polariseret. En femtedel af befolkningen levede under fattigdomsgrænsen. I de udsatte kvarterer ulmede oprøret, og da hun gennemførte Poll Tax, en kopskat (skat, som rammer alle lige uden hensyn til økonomiske forhold, red.), brød det ud i lys lue i de store byers gader. Vi vidste alle, hvor vi var den sene eftermiddag, da det blev meddelt, at hun havde trukket sig tilbage. I den del af England, hvor jeg boede, var det som om en sten faldt fra hjertet.

»The lady’s not for turning,« sagde Thatcher om sig selv med reference til, at hendes politik lå fast, som den var.

Årene har vist, at hun vandt. Hun tabte ofte slaget mod kirken, biskopperne og Overhuset, men hun vandt kampen om den politiske tanke. Efter hende har vi tænkt på mennesket i økonomiske termer. Vi er i langt højere grad rettet mod en tankegang om ’den gode forretning’.

Jeg er altid trådt et skridt tilbage, når mennesker har udtrykt deres beundring for Margaret Thatcher – premierministeren, som skilte en befolkning, slap småborgerligheden løs og lod bornertheden og regnearkene dominere diskussionen.

Thatcher blev skelsættende i den politiske historie, og ’tanken’ lever videre. Hvad det var, hun mente med Frans af Assisis bøn, har jeg dog aldrig fundet ud af.

Peter Skov-Jakobsen er biskop i Københavns Stift og boede og arbejdede i Hull, England, i årene 1988-1998

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Vibeke Døssing
  • Lene Timmermann
  • Brian Pietersen
  • Edith og Vagn Bertelsen
  • Steffen Gliese
  • Stig Bøg
  • Steen Sohn
  • Grethe Preisler
Vibeke Døssing, Lene Timmermann, Brian Pietersen, Edith og Vagn Bertelsen, Steffen Gliese, Stig Bøg, Steen Sohn og Grethe Preisler anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Nej, vi har da ikke! Vi er nogle, der holder fast ved, at topmålet af stupiditet er at tro på økonomien, når der er masser af bedre alternativer at tro på.

Lene Timmermann, Bertil Ejnarsson og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Som thatcher her beskrives i relation til samfundets svageste må man vel kalde hetzen i danmark imod kontanthjzlpsmodtagere for thatcherism?

Steffen Gliese

Det er jo genialt at kalde hende skelsættende - for hvis der var noget, hun gjorde, var det at sætte skel.

Flemming Andersen

Damen var en ulykke for os alle, fanden byder hende glad til bords nu

Bertil Ejnarsson, Per Torbensen, Bo Johansen og Henrik Rude Hvid anbefalede denne kommentar

Det var ikke nok for Thatcher og co at store dele af arbejderklassen mistede arbejde, indkomst, bolig og socialt sikkerhed. Hun havde tit en frisk bemærkning om selvforskyldt arbejdsløshed og doven underklasse.

"I think we've been through a period where too many people have been given to understand that if they have a problem, it's the government's job to cope with it. 'I have a problem, I'll get a grant.' 'I'm homeless, the government must house me.' They're casting their problem on society. And you know, there is no such thing as society.

The unconditional supply of social benefits to those who were thought incapable of coping undermined the incentive to work and undercut the family unit. It promoted habits of idleness and delinquency. It permitted single-parenthood to become a financially sustainable, alternative way of life.

Ulrik Hermann

For en liberalist som mig var Margaret Thatcher en helt tilbage i 80erne. Hun kæmpede for at få Storbitannien op af stilstandens hængedynd som al for megen socialisme havde bragt landet ud i. Det var så langt ude at marxistisk orienterede fagforeninger satte dagsordenen og staten ejede store dele af industrien. Og det reddede hun landet fra, og det fortjener absolut ros. Se link (på engelsk)

http://www.telegraph.co.uk/comment/telegraph-view/9982183/Thatcherism-wa...

Og hvorfor kan vi ikke bare blive enige om at hun var en af de store. For da Labour afløste The Conservative Party i 90erne fortsatte de Thatchers økonomiske politik stort set uændret, simpelt hen fordi den rigtig, nødvendig og effektiv som Telegraph så rigtigt anfægter.

Og kommentarerne i Information er forstemmende, det virker som al politisk udskud i Danmark læser netop denne avis. De mener tilsyneladede at deres totalitære verdensopfattelse er det eneste der dur. Og selv når Helle Thorning gør et forsøg på at rette op på økonomien her i landet er man bare imod, selv om indsatsen er pauver så virker det som om regeringen har forstået at industrien skal have bedre vilkår for at kunne trække Danmark igang. Og den realitetssans bør Helle T. da have ros for.

Prøv at se ud i verden, totalitær socialisme er ikke lykken nogen steder, hvorfor skulle den så være det i Danmark. Og Margaret Thatcher fortjener betegnelsen som en af de helt store reformatorer i de sidste 100 år, men det kan man ikke finde ud af på denne avis, her vil man hellere sidde i sin totalitære hængekøje og brokke sig over alt og alle. Føj

Thatcher var en gave til Storbritannien. Hun havde modet og viljen til at dreje landet i en anden retning væk fra den afgrund, fagforeningerne var på vej til at styrte landet i. Thatcher gjorde først og fremmest op med de engelske kulminearbejdere og vristede landets økonomi fri af deres jerngreb. Og så privatiserede hun væsentlige dele af de engelske offentligt ejede selskaber.

Sjældent har man set man en politiker, som i den grad ser behovet for ændringer i samfundet. Og gør noget ved det.

Ulrik Hermann

Du kan selv være et politisk udskud - oven i købet et asocialt ét af slagsen...

Jamen vi kan sagtes være enige om at Thatcher var en af de store reformatorer. Vi er så bare uenige på punkter der omhandler positiv effekten af den førte politik.
Thatcher fandt det ikke problematisk at arbejdsløsheden steg voldsomt eller at hjemløsheden og fattigdommen blev forøget for mange under hendes reformer.
Sideeffekterne som øget kriminalitet og optøjer bemærkede hun dog, men drog ikke konklusioner hen ad, at der var sammenhænge.

Thatcher kan ikke forstås uden dette her: Hun var datter af en købmand som ejede - hold nu fast - to forretninger.....Og som var ekstremt liberalistisk....Thatcher henviste selv til Mr. Gladstone (fra the Liberal Party, se her: http://en.wikipedia.org/wiki/William_Ewart_Gladstone ) Og det var hans politik, denne Mr. Gladstone's, Thatcher henviste til, not the collectivism som kom til senere...... Hun hadede ser det ud til kollektiver....og ideen om at der fandtes samfund med medlemmer som kollektivt er forpligtet overfor hinanden. (Hun havde intet imod at at mennesker, af sig selv, gav penge til de fattige, eller til charity organisation, hun mente blot at staten ikke skulle gøre noget som helst for de fattige, for de hjemløse mv og osv).

Hendes politik ser ud til at være baseret på hendes fars småborgerlige snusfornuft og så det her: ideen om den gode forretning.......som staten aldeles ikke skal blande sig i. Staten skal så at sige ikke blande sig i hvordan bønderne tager sig af deres svin eller køer, eller hvordan fabrikslederne (og fabrikanterne) tager sig af deres ansatte. Hvis den enkelte ansatte oplever at blive skidt behandlet, f.eks. ved sexual harassment, går man til domstolen, ikke til fagforeningen. Hvis den enkelte arbejder vil have mere i løn, går man da blot til ledelsen (som hendes fars ansatte havde gjort) og beder om mere i løn mm.

Og det var vel derfor Thatcher fjernede reguleringen af finans-sektoren i 1986-1988 - fordi there's no business like business.....og fordi hun fuldt og fast troede på at ejerne af firmaerne ville investere deres fortjeneste (profit) tilbage ind i virksomhederne og ind i firmaerne som hendes egen far havde gjort. (og som min egen far gjorde da min familie havde en kjolefabrik....) Desværre for Thatcher fungerede det ikke på den måde i 1980erne, verden var nu blevet et andet sted. Aktionærer mv. ejede selskaberne og selskaberne eneste grund - og væsentligste grund - til at være her på jorden er denne: grådighed. Forstået på den her måde: Et aktieselskabs eneste grund til at eksistere at få så meget udbytte/så mange penge som muligt så hurtigt som muligt.

ps: hvordan var det nu lige det gik med tog-driften i England/UK/GB da Thatcher havde dereguleret alt? Togene der gik i stykker, toge som brændte, toge som aldrig kom....og togselskabernes køreplaner passede aldrig med hinanden.....

Steffen Gliese

Ulrik Hermann, det er liberalismen, der for almindelige mennesker er totalitære. Der er en ægte, demokratisk frihed, og det er friheden fra bekymring. Den varetager alle i fællesskab i et demokratisk samfund, efter evne. Fordi nogle synes, at ens timer er mere værd end andres timer, er det jo ikke, fordi der er realitet i det., så i et demokratisk samfund er det udmærket, at alle bidrager til alles velbefindende med det, de kan.

Steffen Gliese

Man kan ikke rigtig sige, at det starter et sted, Michael Pedersen, det er jo en tilstand, som bygger på en vekselvirkning mellem individ og samfund.