Kommentar

Tiden kræver nye karakteregenskaber

I Danmark har vi tradition for, at unges studievalg er styret af faglig interesse og lyst. Men en ny global konkurrencetilstand kræver, at lysten også omfatter vilje til at udføre kedsommelige pligter som moderne og fleksible medarbejdere
29. april 2013

Investeringsvirksomheden Goldman Sachs søgte for nylig efter investeringsrådgivere i et udviklingsland. Hundredvis søgte, otte udvalgte kom til samtale og kun tre af disse havde den formelle uddannelse i finansiering. Men det var ikke afgørende. Udslagsgivende var til gengæld, om ansøgerne demonstrerede fleksibilitet og læringsparathed samt evner for kommunikation og samarbejde. Eksemplet viser, at globale private arbejdsgivere leder mere efter formbar arbejdskraft end efter fuldt færdige kandidater. Og denne tendens ændrer sig heller ikke, hvis man ser på offentlige arbejdsgivere. Konkurrencetilstanden har ændret sig. Det er ikke nok at konkurrere på formelle kvalifikationer. Mindst lige så vigtigt er det, at dansk arbejdskraft konkurrerer på personlige kompetencer. Er det gået op for studerende på danske videregående uddannelser?

Faglig interesse afgørende

Det spørgsmål stiller tænketanken DEA i undersøgelsen Motivation og studieintensitet hos universitetsstuderende. Undersøgelsens svar er, at den faglige interesse og lyst er motivationen bag danske studerendes studievalg, ikke mulighederne for at få job og høj løn. Konsekvensen er, at der hersker stor usikkerhed om, hvorvidt danske studerende bliver til efterspurgt og konkurrencedygtig arbejdskraft. For højt uddannede fra Brasilien, Singapore, Sydkorea, Indien og Kina er langt mere motiverede og sultne. Det betyder, at de investerer flere timer i deres studier, søger ud i verden efter arbejde og har langt større drive end danskere. Så hvordan opnår vi denne sult efter uddannelse med jobudsigter, som unge i vækstlandene har? Her har vi i den forløbne uge mødt to svar. Det ene er, at danske studerende skal mødes med skrappere incitamenter – brugerbetaling på uddannelser uden jobmuligheder – til at vælge de job, samfundet har behov for. Ikke kun de uddannelser den enkelte umiddelbart har lyst til at tage. Det andet svar er, at man sådan set skal fortsætte med at støtte studerende i at følge deres lyst. For uanset hvad de vælger, så lærer de i det mindste metoder, der kan bruges i mange jobsammenhænge.

Mindre arrogance

Begge svar er utilstrækkelige. Det første fordi det abonnerer på forestillingen om, at man kan forudse, hvilke uddannelser, der er brug for. Det andet, fordi det tager fejl af konkurrencesituationen. Det handler ikke kun om at sælge sig på, at man behersker akademisk metodik, men også om at sælge sig selv som personliggjort arbejdskraft. Og her er vi fremme ved det presserende, men også penible spørgsmål: Har tilstrækkeligt mange danske studerende en personlighedskarakter, der dur i den nye konkurrencetilstand?

Ja, vil nogle sige; danskere har lige præcist lært at være læringsparate og samarbejdsvillige. Men jeg tror, at svaret er et nej, i hvert fald hvis man sammenligner danskere med kinesere. I Kina er konkurrencen og læringsparatheden ufattelig og anstrengelserne enorme, og begge forhold knyttet til et håb om at opnå vestlig velstand. I Danmark er vi formentlig relativt mere optaget af at udvikle og beskytte børn og unges selvværdsfølelse, ikke deres markedsværdi. Kort sagt: Kineserne er sultne og håbefulde, danskere selvtilfredse og frygtsomme – det vil sige, at politikere, pædagoger og forældre ofte frygter at fortælle, at lyst til spændende personlig udvikling ikke er nok.

Men hvorfor sammenligne os med Østen? Fordi alle de vestlige lande er ved at erkende, at magten flytter mod Øst. Og denne nye magt- og konkurrencetilstand sætter også danske opdragelsesformer, karakteridealer og velfærd under pres. Måske har vi ikke ligefrem udsigt til at sulte i Danmark, men udsigten til mindre hyggelige tider er i sigte. Og tiden kræver, at vi kultiverer en mindre arrogant og mere ambitiøs tilgang til uddannelse af den personliggjorte arbejdskraft. Kedsommeligt arbejde kan ikke sendes til Kina. Bilder vi os det ind, så ligger vi sidst i bunken af ansøgere til attraktive job.

 

Claus Holm er ph.d. og chef-konsulent ved Aarhus Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henning Kjær

Endnu en konsulent og enda chefkonsulent der er bekymret for ungdommes fremtid. De skal åbenbart være som kinesere eller andre hårdt diciplinerede mennesker i BRIK landede. Sådan nogle konsulenter har ført sig frem i hele mit mangeårige liv, de forsøger at forudsige fremtiden ved at se på fortiden evt. udviklingstegn i nutiden. Intet nyt fra den kant. De er ganske vist kloge/belæste, men ikke klogere på fremtiden end så mange andfre.
Da jeg blev ingeniør i 1980, tordnede alle de "kloge" at danmark ville komme til at mangle ingeniører, så med alle tilrådighed stående midler øgede Bertel Haarder optaget på ingeniøruddannelserne og da disse store ingeniørårgange blev færdiguddannede steg ingeniørledigheden til uanede højder. De forudsete jobudsigter var i mellemtiden fordampet.
Nu vil Claus Holm uddanne de unge til formbar arbejdskraft klar til kedsommelige pligter. Hvilket resourcespild.

Lise Koch, Lennart Kampmann, Karsten Aaen, John S. Hansen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Kedelige og rutineprægede opgaver skal dá så vidt muligt maskinudføres og robotificeres.
Det er det vi skal bruge de højtuddannede til at finde ud af, hvordan kan sættes i værk.

Artiklen er en udmærket og præcis analyse af de faktiske forhold og fremtidige udsigter.

Det er så småt ved at stramme til også i Danmark, hvilket de sidste par års politiske begivenheder viser. Danske politikere, fremfor alt regeringen, hælder officielt til den fejlagtige opfattelse, at der inden en rimelig tid kommer et opsving i Europa, hvilket er taget med i beregningerne. Der er dog ingen tvivl om at politikerne ved bedre, men blot ikke siger det offentligt. Bortset fra (ærlige?) Søvndal, der kom for skade at sige det offentligt for et års tid siden, at der 'ikke kommer opsving så langt øjet rækker'.

Uanset man ikke kan lide det, kommer man til at bide i det sure æble, og acceptere at verden ikke er som den var, indtil for blot 10 år siden. 'Magten flytter mod øst..' - det har den gjort i nogle år, og vil i stigende grad gøre fremover. Følgerne heraf er så småt ved at vise sig politisk.

Gorm Petersen

Der er en dansk møbelhandler, der fuldt ud kan matche kineserne - de er ligefrem imponerede over ham (han arbejder til dagligt i Kina).

Han var i P1 Business for nogle år siden.

Forklaringen er, at han fra barnsben var født ind i Tvind-imperiet.

Kondiløb - kolde afvaskninger - næsten ingen søvn - 365 dage om året - undtagen hvert fjerde år, hvor han knokler 366 dage om året.

Vi danskere kan ind imellem producere ekstremer. En dansk greve-søn havde under sit virke i Frikorps Danmark på østfronten imponeret SS-erne så eftertrykkeligt, at Himmler insisterede på, personligt at overrække en post-mortem tapperhedsmedalje til de efterladte. Muligvis eneste gang det skete.

Danskere kan ind imellem producere ekstremer - men det store flertal er sådan lidt la-la.

Niels-Holger Nielsen

'De forudsete jobudsigter var i mellemtiden fordampet.'

Ja, og lønstigningen inden for faget formentlig gået i stå. Det var vel det, der var meningen.

Karsten Aaen

Og fra 1984-1988, muligvis 1990, stod alle politikere i Danmark - og i hele Vesten og sagde dette mantra, som de gentog time efter time mv: 'se til japan, vi skal gøre ligesom japan. vi skal blive ligesom japan.' Og hvad var der så med Japan? Jo, de havde en koncern-struktur, hvor den øverste ledelse(tm) besluttede alt og medarbejderne blindt og lydigt fulgte efter.

i 1992-1994, altså for cirka 20 år siden var der så krise i Japan; den blev meget, meget dyb, denne økonomiske krise. Og Japan - og det japanske samfund og den japanske stat - er ikke kommet sig over denne krise endnu......

Der er tegn mange steder på at Kina mv. er ved at begå samme fejl som Japan; den indenlandske gæld i Kina er kæmpestor.......Kina bygger en masse dyre boliger som ingen har råd til at bo i........Kinas vækst er for nedadgående - og måske også kunstigt oppustet....

Mit bud er om 2-3 år er der ingen, der ser til Kina mere....

Hvilken læringsparathed er der i Kina? Mon ikke der i stor udstrækning er en læringsparathed vist ved dette: ved skriftlige og udelukkende skriftlige eksaminer at gentage hvad partiet har bildt dem, undskyld, lært dem. Ingen selvstændig tankegang overhovedet, kun ren gentagelse af de data og de informationer, som ledelsen i Partiet vil skal komme for en dag.....

Markedsværdi ----------? Danske elever mv. klarer sig rent faktisk godt i udlandet, sammenlignet med stort set alle andre elever mv. - og ja, også sammenlignet med elever fra Kina, Frankrig, USA, Spanien og Tyskland mv. Og det gør de, fordi de netop har lært at agere selvstændigt og reflektere og have mod og mands såvel som kvindehjerte til at sige deres mening om dette eller hint.

Og hverken børn eller unge skal have en markedsværdi? eller voksne for den sags skyld? Og da slet ikke en markedsværdi overfor en konkurrencestat som de skal hjælpe med at at konkurrere med andre stater, f.eks. Kina. Børn, unge og voksne har værdi fordi de er mennesker - ikke fordi de kan sælges på et konkurrencestaternes markeder som om de var trælle i Vikingetiden....

Gorm Petersen, Torben Bruhn Andersen og Viggo Helth anbefalede denne kommentar
Viggo Helth

Omstillings parathed er vel det mest brugbare. Studiet er en gennemgang af historisk materiale, det er den kreative evne og modet til at bruge det fremadrettet som betyder noget. Få år efter uddannelsen er der andre ting som gælder. Uddannelses systemet fratager de studerende evnen til kreativ udvikling. Det er den frie vilje og anderledesheden som giver udvikling, at være "normal" giver "normal" resultat, altså det samme som vi kender. Udvikling, innovation og god ledelse kommer af de 4xC
Curiosity, Courage, Creativity and Communication (lytning er en vigtig egenskab)

Gorm Petersen

Det er rart ikke at være den eneste der husker på, at det ikke var Kina men Japan der var de første til at vise, at planøkonomi kan være ganske effektivt - i hvert fald for en tid (Toyota-syndromet kaldes det vist). K Aa husker det også.

Omstillings-parathed der batter, er viljen til at gå ned i løn. Problemet er bare, at de sparede penge bliver brugt til at gøre topchefernes gager og gyldne håndtryk endnu mere gyldne.

Derfor er der ingen solidaritet i samfundet.

Hvilken økonom tør regne på den effekt MINDRE - ikke STØRRE - lønspredning ville have for konkurrenceevnen ?

At folk - uden at føle sig til grin fordi de smarte topchefer bare rager pengene til sig - kunne spænde livremmen ind, og faktisk øge konkurrenceevnen.

Før vi får økonomer, der i stedet for pr. automatik at gå ind for størst mulig lønspredning, og i stedet begynder at interessere sig for den menneskelige psyke, vil økonomi fortsat være mumbo-jumbo.