Klumme

To gamle modstandere døde mandag

Kampene mellem Margaret Thatcher og BBC’s Alan Protheroe viser statens evige forsøg på at knægte public service-stationers uafhængighed – en kamp som end ikke Thatcher kunne vinde
10. april 2013

Dødsfald sætter tanker i gang og gendanner hukommelsen. Det skete for mig, mandag, da nyheden om en gammel kollegas død kom få timer før meddelelsen om Margaret Thatchers død. Lidt symbolsk fordi de bag kulisserne var hovedmodstandere i kampen om journalistisk frihed og uafhængighed versus statsmagtens fejlagtige opfattelse af den licensbetalte radio- og tv-station som statens ejendom.

Alan Protheroe blev 79 år. Vi var sidemænd under utallige møder i firserne, når Eurovisionens nyhedschefer mødtes, og han var i mange år en god ven og mentor. Han var vicegeneraldirektør for britiske BBC med særligt ansvar for nyheds- og aktualitetsstoffet. Utallige gange måtte han forlade møderne, når en ny Thatcher-inspireret krise opstod. Han var nummer to i BBC efter generaldirektør Alastair Milne, der i øvrigt døde for tre måneder siden. Begge blev fyret under dramatiske omstændigheder i 1987, da konflikten mellem Margaret Thatchers konservative regering og BBC nåede et højdepunkt.

Statsmagtens forsøg på at knække BBC’s journalistiske uafhængighed i Thatchers regeringstid – og senere under John Major og Tony Blair – var permanent og brutal. Og både i Storbritannien og Danmarkblev den skærpet i krigstider. Ingen kunne betvivle Alan Protheroes patriotisme. Kritikere på venstrefløjen anså ham oven i købet for at være det britiske militær- og efterretningstjenestes vagthund eller muldvarp i BBC. Han var oberst i det britiske hjemmeværn og blev efter sin fyring øverste chef for det britiske forsvars radio- og tv-tjeneste. Den lille, spinkle waliser udstrålede præcision og myndighed og havde en knivskarp tunge, som man kunne skære sig til blods på.

Nok var han officer, men han var først og fremmest journalist og redaktør i en tid, hvor den undersøgende og afslørende journalistik, for alvor slog igennem. Under Falklandskrigen skulle han forsvare BBC mod bidende angreb fra Thatcher. Hun mente, at BBC var »upatriotisk«, fordi stationen forsøgte at dække krigen fra begge sider. »En britisk krigsenke sørger lige så meget over sit tab som en argentinsk« sagde en »ledende BBC-redaktør« som mange mente, var Protheroe.

Synspunktet blev af Jernladyen opfattet som en krigserklæring, og hun indledte en nådesløs krig mod BBC, som hun åbenlyst ønskede, skulle blive mere kommerciel – bl.a. ved at indføre reklamer i sendefladen. Alan Protheroe lod en undersøgende og kritisk serie om Storbritanniens »hemmelige tjenester« udsende trods truslen om forbud, og han var medansvarlig for et BBC-interview med IRA-lederen Martin McGuiness, som BBC-bestyrelsen, uden om ham og generaldirektøren, havde gennemset og forbudt.

BBC-generaldirektør Milne udfordrede så direkte sin bestyrelse ved at slå fast, at ansvaret for udvælgelse og redigering for enkeltprogrammer var hans, og ikke bestyrelsens. En ny bestyrelse, som Thatcher lige havde udnævnt, fyrede herefter journalisten Milne og erstattede ham med økonomidirektør Michael Checkland. Alan Protheroe blev revet med i faldet.

Kampen om BBC fortsatte og nåede et nyt højdepunkt under Irak-krigen. Men den kritisk-journalistiske udvikling, som Alan Protheroe havde en central rolle i, kunne ikke standses og BBC-journalistikken var – og er fortsat – en inspiration for Public Service-stationer verden over, ikke mindst i DR og TV2. Nogle af de kritiske programmer, som blev bremset i den turbulente magtkamp mellem BBC og Thatcher, blev senere udsendt uden problemer.

Politikeres opfattelse af, hvad der er farligt, er ofte i direkte modstrid med, hvad journalister og redaktører mener er nødvendigt. Lighederne mellem britiske regeringers kampe mod BBC og kampen om DR er åbenlyse. Det samme er forskellene: Når handskerne smides er briterne særskilt brutale, danskerne mere pragmatiske. Bortset fra dækningen af Irak-krigen, som direkte kostede BBC-generaldirektør Greg Dyke jobbet i 2004 og indirekte førte til DR-general Christian Nissens fyring samme år.

Alan Protheroes kamp i 70’erne og 80’erne, for journalistisk uafhængighed og kvalitet, er langt fra forbi. Uafhængigheden vil formentlig bestå. Men kun hvis kvaliteten også gør det. Men det er en anden historie...

Lasse Jensen er mediejournalist og vært på P1-programmet ’Mennesker og Medier’.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jørn Vilvig
Jørn Vilvig anbefalede denne artikel

Kommentarer

det er for sent med spellcheck! (mit spellcheck-program reagerede i øvrigt prompte ved at sige, at den ikke kendte ordet...vi kunne jo så kalde det stavekontrol...) I øvrigt går jeg ud fra, at du alligevel forstod, hvad der stod, Thorbjørn.