Klumme

Tosprogethed er godt for hjernen

Hvis man fra starten får hjernegymnastik med flere sprog, har videnskaben nu vist, at det ikke alene er godt for kompliceretindlæring, det beskytter også mod Alzheimers
30. april 2013

Da jeg fandt sammen med min første mand, var han enlig far, og ekskonen var død. Jeg var 22 og blev mor til en seksårig, og det var lige der, hvor vi unge elskende fik legater til at studere i Paris.

Den dejlige knægt tog vi selvfølgelig med. I løbet af et år, hvor han ikke sagde så meget og nogen gange kom hjem og fortalte, at han havde set flyvende køer uden for vinduet i den skole, han brutalt og meget fransk var blevet sat direkte i, var han blevet tosproget.

Det tror pokker, man ser køer flyve rundt, når et sprog skal læres så hurtigt. Enhver neurolog med sin scanner skulle have løbet hurtigere end synapshastighed for at følge med i det mirakel. Da han rykkede sprogligt, sprang han en klasse over.

Hvis vi så et øjeblik springer over forlængst forældede begreber som arv og miljø, eller biologi og socialisering, burde vi på baggrund af de nyeste videnskabelige erfaringer formå at omstille os lige så hurtigt. Hurtigere end de tosprogede børn, der af andre grunde kommer til at lide i stedet for at nyde godt af noget, vi alle kunne nyde godt af.

Man får vitterligt to verdener ind med to sprog. Når en spædbarnshjerne kun modtager et sprog, lukker det ikke alene af for nye lyde omkring de seks måneder, det lukker også hurtigere ned for det, der kaldes kognitiv plasticitet. Den tosprogedes hjerne står pivåben i langt længere tid.

Det er så også klart, at verden bliver lidt mere flydende eller flyvende, når man kan flere sprog. Som oversætter erfarer man, at når man glider fra det ene sprog til det andet, er det verdener, som skrider og udvides. Visse relativitetsforskrækkede kan godt teoretisere mod, hvad de betragter som farlige postmodernistiske teorier om verdens usikkerhed og afhængighed af sprog. Når de nu er så fakta-elskende, er fakta så til gengæld, at ikke alene får man forskellige verdener ind med flere sprog. Man bliver også metasprogligt bevidst og bliver langt hurtigere til at løse en række logiske og kognitive opgaver. Man bliver simpelthen lidt mere vaks, hvis man skal sige det på dansk. Den ældste søn er nu totalt tosproget. Han taler fortrinsvist fransk med sine to brødre, der er kommet ud af min mave.

Der er så det lille problem, at man også bliver en smule mere psykisk skrøbelig af tosprogethed. Intuitivt er det forståeligt nok. Man erfarer jo, langt ind under huden, at der er en usikkerhed mellem sprog og verden, og at ingen kan afgøre på hvilken side, den er. En af sønnerne sagde engang, at han ikke følte, han talte nogen af sprogene helt, fordi han hele tiden syntes, der manglede noget. Men manglen er alle udtryks følgesvend, spørgsmålet er blot, om man opdager det. Det er måske ikke så mærkeligt, at sønnerne valgte at blive kunstnere. Man må vælge et fag, hvor både tvetydighed og udforskning anerkendes.

Mine to bonusdøtre fik fremmedsprog rigtigt ind på livet, da jeg kom ind i deres verden. For det første det danske, som de senere har studeret på gymnasieniveau. Men de mødte også os danskere, som er vokset op med at se film på originalsprog. Det havde vi en del kampe med, for pigerne ville helst se blockbusters på fransk, ligesom vennerne. Jeg fandt løsningen, da den ældste ville se The Matrix. Jeg holdt fast i, at den først kunne ses, når man kunne se den på amerikansk. Så bed hun i det sure æble fra kundskabens træ og blev profet for originalsprog.

Det sidste nye, som videnskaben har fundet af, er, at tosprogethed beskytter mod hjernedegenererende sygdomme som Alzheimers – også når man går i gang med dem lidt senere.

Så hvad er det egentlig, vi venter på? Alle de tosprogede børn, vi overhovedet har i vore samfund, burde fra vugge til grav og da især i skolen styrkes alt det, vi formår at styrke dem. Fordi det ganske enkelt er en rigdom for et samfund, at så mange som muligt ikke stivner i deres verdener. Vi kan sagtens hægte de arme ensprogede på også, deres hjerner ville nok også have vældig godt af mere gymnastik.

I Danmark har de konservatives uddannelsesordfører, Mai Henriksen, udtalt, at man for tiden er ved at smugle såkaldt modersmålsundervisning ind af bagdøren. Hun har helt ret i, at det er skammeligt. Portene burde slås op på vid gab.

 

Tine Byrckel er psykoanalytiker og manuskriptforfatter

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ingrid Uma
  • Johannes Lund
  • Kristian Rikard
  • anne lindegaard
  • Claus Kristoffersen
  • Maj-Britt Kent Hansen
Ingrid Uma, Johannes Lund, Kristian Rikard, anne lindegaard, Claus Kristoffersen og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er nu betryggende, at blive specielt oplyst med den slags nyheder, som dameblade er gjort af, at f.eks. mit sønderjyske - som andet sprog - nu åbenbart på evidensbaseret videnskabelig forskning kan siges at beskytte mod ham dér Alzheimer og samtidigt øge hjernens såkaldte kognitive plasticitet - eller die Flexibilität des Geistes - så derfor, slå et slag for, at dialekterne ikke uddør ...

Mojn do, Tinne ...

Peter Ole Kvint

Alzheimers sygdom er en fysisk sygdom i hjernen. Jeg tror ikke at du kan lære et fremmedsprog hvis du lider af Alzheimers sygdom, så de syge er sorteret fra inden undersøgelsen.