Kommentar

Det skal være på dansk, det skal være bredt

’Mad Men’, ’The Wire’ og ‘Breaking Bad’ er amerikanske tv-serier, som anmelderne og de toneangivende kredse elsker og tror alle har set. Men for det store flertal skal det stadig være dansk og ikke mindst bredt
17. april 2013

Ligesom stort set alle mandlige danskere er eksperter i fodbold, er alle danskere eksperter, når det drejer sig om tv. Vi er forsynet med det mest dødbringende våben af alle: Fjernbetjeningen, som nådesløst bringes i anvendelse, når noget ikke er fascinerende, underholdende, interessant eller udfordrende.

I de såkaldt ’toneangivende’ kredse tales og skrives der meget om de nyere amerikanske tv-serier, der sprudler af talent og innovation. Mad Men er en af dem. Fortællingen om den kæderygende og kvindebedårende reklamemand Don Draper er så epokegørende, at selv DR2 lånte titlen og grafikken fra serien til en serie om store danske reklamepersonligheder. Jeg kender folk, der klæder sig ud som Don Draper, Peggy eller den storbarmede Joan og dermed er helt med på tidens store trend. Vi taler indforstået om The Wire og er helt enige om, at Alle præsidentens mænd – West Wing – er årtiers bedste politiske serie. Alle i de mere oplyste københavnske kredse siger, de har set West Wing-skaberen Aaron Sorkins journalist-serie Newsroom på DR2, og ’alle’ taler om Breaking Bad for slet ikke at tale om Californication, hvor den tidligere stramme FBI-agent fra X-files David Duchovny snakker, sniffer og boller sig igennem livet i det solbeskinnede Los Angeles.

’Eksperterne’ mener, at der er tale om noget, der ligner en revolution med disse nye og ind imellem episke tv-kunstværker. Man kan ind imellem bibringes den fejlagtige opfattelse, at fordi de ses af sådan nogen som os, så har ’alle’ set dem. Men det er lige så forkert som at hævde, at ’alle’ har set Deadline eller Blachman. Faktisk har de to sidstnævnte programmer op mod fem gange så mange seere som for eksempel Mad Men. Når Blachman på DR2 ses af lidt over 100.000 danskere, ses Mad Men af 20.000.

Så det er muligt, at ’vi’ taler meget om Mad Men, men alle de andre ser den altså ikke. Derfor fangede det min opmærksomhed, da TV3 Puls forleden meddelte, at man ikke havde købt seriens to sidste sæsoner. Der er simpelthen ikke seere nok til, at det kan betale sig, forklarer man på TV3. Kløften er dyb mellem tv-anmeldernes og medieelitens svar på fremtidens tv – og det, som seerne rent faktisk vælger at se. Når så mange talte og skrev om The Wire eller West Wing for et halvt års tid siden, var det, fordi vi havde købt DVD-boxsættet, og øvede os i det, som amerikanerne kalder ’binge-viewing’: Hvis man drastisk reducerede sine søvnperioder, kunne man nå at se alle 60 afsnit af The Wire på en Bededagsferie. Eller tage en uge fri og se 154 afsnit af Alle præsidentens mænd.

Nu kan vi tegne abonnement på Netflix, HBO, TV2 Play, Viaplay, YouBio – og gøre det samme. Over de seneste måneder har jeg fået set alle de afsnit af Spooks, Waking the Dead og Broen, som jeg ikke fik set på DR. Men jeg faldt ikke i den grøft, som andre tv-tosser som mig er faldet i: Jeg brugte ikke mine egne let sygelige og maniske tv-vaner eller særegne fascination af angelsaksiske tv-serier som en målestok for, hvad det store flertal af befolkningen synes, eller hvordan den gennemsnitlige tv-seer opfører sig. Intet tyder foreløbigt på, at de nye net-abonnementstjenester radikalt har ændret tv-vanerne. Folk er ikke holdt op med at se tv på den gammeldags facon. Det gør vi alle stadig i stor stil. Faktisk tilbringer vi nu mere tid med flow-tv-kanalerne, end vi gjorde i 2008, fortæller Gallups tal. Men den voldsomme stigning i tv-sendingen fra 2008 til 2011 er bremset, og nu bekymrer det ikke mindst de kommercielle stationer, at antallet af yngre seere (15-50 år) på bare et år er faldet med 11 procent. Men det skyldes næppe Netflix eller YouBio, siger alle de talknusere, jeg har talt med. Det skyldes primært, at det store, altfavnende trækdyr i dansk tv, TV 2’s hovedkanal, blev grebet af træthed, og de mange seere, der forlod TV 2, ikke fandt det, de ønskede på de andre kommercielle kanaler. Nogle af dem kom efter mange års fravær tilbage til DR1. Ingen af dem fandt trøst i de store amerikanske serier, som anmelderne og jeg elsker. Tværtimod. For den tid er forbi, hvor de store (eller små) udenlandske serier trækker et massepublikum. Det skal være på dansk, det skal være bredt.

Lasse Jensen er mediejournalist og vært på P1-programmet ’Mennesker og Medier’.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kirsten Zobel
  • Steffen Gliese
Kirsten Zobel og Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Thorbjørn Kühl

Hvor er jeg dog lykkelig over ikke at have noget fjernsyn. Hver eneste gang jeg er tvangsindlagt til at se fjernsyn hos venner og bekendte er jeg ved at brække mig over de mange reklameafbrydelser med fordummende reklamer for vaskepulver og andet bras jeg ikke har brug for eller lyst til.

Problemet løser sig ingen gang nødvendigvis af at downloade serier ganske uden reklamer, se bare The Gift Shop Sketch hvor de gør grin med Mythbusters, som er redigeret udelukkende med det formål at maksimere reklameudgydelsen.

Det er måske også derfor det er så befriende at se godt britisk BBC fjernsyn (på nettet selvfølgelig) bare synd at BBC har en tåbelig geoblock "Currently BBC iPlayer TV programmes are available to play in the UK only" det er jo nok derfor at en søgning på Watch Top Gear på Google kommer med hele to forslag til hvor du sikkert ganske ulovligt dog rent faktisk kan se showet uanset hvor i verden du befinder dig.

Så nej, jeg har set The Wire, og er igang med Breaking bad, men jeg vil aldrig mere være bundet af at skulle tvangsfodres reklamer som en anden foie gras and på et bestemt tidspunkt, så hellere købe HBO Go.

Michael Kongstad Nielsen

Det kunne jo også være fordi de omtalte amerikanske tv-serier er lavpandede, lavmoralske, blottede for andet menneskeligt indhold end sex og overflade. Beskriver de f. eks. pludselig arbejdsløshed, tvangsauktioner og gældsfælder? Eller almindelige menneskers problemer med mobning på jobbet, kærestesorger eller mistede venner?

Danskerne er nok meget tv-seende, men trods alt ikke toskedumme.

Brian Pietersen

det er længe siden jeg blev træt af amerikanske film... nææ....deres syn på livet og verden springer jeg over..la mig hellere få....fransk..svensk....osv..tak.

Roald Andersen

Selvfølgelig må jeg give Lasse Jensen ret. Det er langt fra alle, der tænder på de amerikanske serier, og det er ikke alt som udskriges som fantastisk, der også er det. Twin Peaks indvarslede vel lidt af den spaltning, der er tale om. Jeg opfatter Twin Peaks som en ulidelig kedelig, klichefyldt pastiche, men jeg har nære venner der elsker den serie.
Problemet med mange af TV-serierne i de regulære programmer er at man ikke se dem, når man har tid. Hvis man tit er optaget om aftenen orker man ikke at gå i gang med en serie som Mad Men, Sopranos eller Westwing, Og da vi ikke har haft adgang til ordentlige internetforbindelser før for et lille år siden bugner vores hylderne med nogle af disse, men også en masse andre nye og gamle serier: Morse, Frost, Smiley's People, The Singing Detective, Cold Feet, Wire in the Blood, Waking the Dead og Game of Thrones, eller gamle kultserier som Ka' De li østers?, The Invaders eller The Prisoner - ingen af de sidstnævnte tre egner sig for et større eller nutidigt publikum.

Mens Matador har en kæmpe, trofast tilskuerskare i Danmark, ville de langt mere ambitiøse serier som Heimat 1-3 være for et mere snævert dansk publikum. Jeg ved ikke af at Edgar Reitz' serier kan downloades, men det betyder ikke noget for jeg kan gå hen på hylden, stoppe en skive i afspilleren og blive revet med - og undre mig over, hvad jeg dog skal med Krøniken.

Thomas Larsen

Intelligente og dannede mennesker læser bøger. Og uddannelse er tilsyneladende ikke mere en garanti for dannelse. Og information er så absolut hverken intelligent eller dannet mere. Men fyldt med den uddannede provinsmiddelklasse som elske Mad men og er på facebook ( sic)

Maj-Britt Kent Hansen

Ingen af de omtalte serier har jeg set - nå, ja - dele af Matador i tidernes morgen, men ellers ikke.

Men så Dirty Sexy Money, som p.t. vises umanerligt sent på DR hver onsdag.

Hvorfor sidde oppe til den? Flotte, omend glittede og uvirkelige, luftbilleder af Manhattan kunne være en attraktion, men den ikke specielt fantastiske historie glider ned pga. noget helt andet. Nemlig Donald Sutherland. Den mand har virkelig spillet mange særprægede roller. Her spiller han nærmest normal mafiaboss med flamboyant tøjstil og i øvrigt sammen med Jill Clayburgh og Peter Krause.

Det er måske plat, men det fænger.

Vibeke Rasmussen

DR har da vist også købt samtlige de britiske krimi-serier, der laves og nogensinde er blevet lavet. Antallet synes at være legio: Holmes, Morse, Foyle, Frost, Poirot, Barnaby, Marple, Lewis, Taggart osv. osv. osv. Og de bliver så, på DR1, sendt i én uendelig båndsløjfe, om og om og om igen.

Betyder det noget, om nogen ser dem eller ej?