Kommentar

Venezuelansk pyrrhussejr

Problemerne står i kø efter Maduros snævre valgsejr. Sejrherren mangler opbakning og gennemslagskraft og kan potentielt få problemer med militæret. Taberen står i spidsen for en opposition, hvis ene mål er at slå chavisterne
18. april 2013

Sejrherren tabte, taberen vandt. Så kort kan udfaldet af søndagens valg i Venezuela sammenfattes. Den afdøde leder Hugo Chávez’ efterfølger, Nicolás Maduro, vandt overraskende knebent over den borgerlige oppositionskandidat Henrique Capriles – 50,75 procent af stemmerne til Maduro, 48,97 procent til Capriles. En sand nedtur for de ellers så sejrssikre Chávez-tilhængere, der under den korte, hektiske og beskidte valgkamp havde lænet sig op ad Chávez’ valgsejr i oktober, da han vandt over Capriles med 12 procent. Sejrssikkerheden – og en voksende erkendelse af, at Maduro ikke har Chávez’ gennemslagskraft og karisma – afspejlede sig bl.a. i Maduros valgkamp, der hovedsagelig bestod af slagord og nærmest religiøse påkaldelser af den afdøde, karismatiske leder.

Venezuelanerne – også de fattige, som er chavismens store sociale basis – er trætte af den officielle retorik, som ikke længere kan skjule en grasserende korruption, en voksende inflation, som nu er på over 25 procent på årsbasis, mangel på almindelige dagligvarer, strømafbrydelser og en voksende voldskriminalitet.

Hvem kan erstatte Chávez?

Den ellers splittede opposition vejrede morgenluft med Capriles’ uventet store stemmetal ved valget i oktober efter mange års ørkenvandring over for den populære Hugo Chávez, hvis reformer for første gang i det velstående olielands historie havde løftet mange af dets millioner af fattige ud af fattigdommen og gjort dem til medaktører den politiske proces. En proces, som blev stramt styret oppefra af en karismatisk leder, der talte deres sprog, så de kunne identificere sig med ham.

Hverken Maduro eller Capriles har Chávez’ gennemslagskraft. Men Maduro – der har en fortid som buschauffør og fagforeningsleder – må formodes at have en vis føling med, hvad der foregår i folkedybet. Den mere dynamiske Capriles, som kommer fra landets økonomiske og traditionelle politiske elites centrum-højrefløj, har ikke den samme føling med og indsigt i de fattigstes vilkår og kultur.

Valget har styrket Capriles, men ikke nødvendigvis alle oppositionsgrupper. Oppositionen kan samles om Capriles om det ene mål at slå chavisterne. Men hvad der skal ske derefter, er der dyb uenighed om. Oppositionskoalitionen Unidad Democrática (UD – Demokratisk Enhed) spænder over det meste af det politiske spektrum fra højre til venstre med to grupperinger som de dominerende: socialdemokrater og kristelige demokrater, heriblandt Capriles’ parti Primero Justicia (Retfærdighed Først), samt mindre højre- og venstregrupper, herunder udbrydere fra chavismen.

Maduros politiske bagland er også broget. Regeringspartiet PSUV (Partido Socialista Unificado de Venezuela – Venezuelas Forenede Socialistiske Parti) er et resultat af en årelang, knudret fusionsproces mellem 10 forskellige partier med Chávez’ og Maduros altdominerende MVR (Movimiento V República – Bevægelsen for den 5. Republik) som magtcentrum. Resten er diminutive venstrefløjsgrupper. Desuden er der 13 små marxistiske, socialistiske og nationalistiske partier og grupper, som støtter Chávez’ socialistisk-nationalistiske revolution.

Militæret som joker

Den tredje vigtige politiske gruppering er militæret, som siden Chávez’ tiltræden som præsident i januar 1999 igen har fået en fremtrædende politisk og social rolle. Siden diktatoren Marcos Pérez Jiménez’ fald i 1958 blev militæret gradvist sat uden for politisk indflydelse i et politisk system efter vestligt, demokratisk forbillede – som udviklede sig til et topartisystem, hvor socialdemokrater og kristelig-demokrater skiftedes til at have regeringsmagten, og den brede befolkning blev kontrolleret gennem et veludviklet og gennemkorrupt klientelistisk system, som blev bekostet af landets oliemilliarder.

Det var det, daværende major Hugo Chávez forsøgte et kup imod i 1992. Kupforsøget gjorde ham kendt og populær. Efter sin overvældende valgsejr i 1998 gav han atter militæret en social og politisk rolle. Det netværk af sociale bistandsmissioner overalt i landet, som er en del af rygraden i Chávez’ nye stat, holdes i gang af militæret, der bl.a. står for logistikken. Offentlige institutioner på alle niveauer ledes af nuværende og tidligere officerer. Mange officerer er gået aktivt ind i politik – 11 af landets 23 delstatsguvernører er således tidligere officerer, der er valgt for et regeringsparti.

Chávez forkælede militæret. I årene 2005-2012 brugte hans regering således mindst 16 milliarder dollar på våbenindkøb fra Rusland, Kina og Spanien.

Maduro kan dog langtfra være sikker på militærets loyalitet. Han har ikke en militær baggrund, mens hans vigtigste rival til at lede PSUV og landet, Nationalforsamlingens formand Diosdado Cabello, har en baggrund som løjtnant i hæren, hvilket kan blive afgørende ved et eventuelt opgør. Desuden hersker en udbredt uro i militæret over Den Bolivarianske Milits (Milicia Bolivariana), et slags hjemmeværn som Chávez oprettede og opkaldte efter sit store forbillede, frihedshelten Simón Bolívar. Det står direkte under præsidentens kommando og anslås at bestå af over 150.000 velbevæbnede mænd og kvinder. Militæret har 350.000 mand under våben.

I en svækket politisk position og voksende økonomisk og social krise kan Maduro se sig nødsaget til at føre en hårdere politisk kurs – med udsigt til politisk og social uro.

Resten af Latinamerika – både venner og modstandere – har god grund til nervøsitet. Chávez’ politiske og økonomiske indflydelse rakte langt. Fredsforhandlingerne i Havana mellem Colombias regering og oprørsbevægelsen FARC kom ifølge Colombias præsident Juan Manuel Santos således i gang takket være Chávez. Lande som Cuba, Nicaragua, Bolivia og en række mindre østater i Caribien står i økonomisk taknemmelighedsgæld til Chávez, der har sikret dem billig olie. De olieleverancer kan Maduro se sig nødsaget til at reducere – og derved mindske Venezuelas omstridte indflydelse i regionen.

Jens Lohmann er journalist og forfatter med speciale i latinamerikanske forhold

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Mark Thalmay
Mark Thalmay anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ganske udmærket gennemgang, synes jeg.

Det kræver en mand af usædvanlig karakter at inspirere en hel verdensdel til modstand imod den kolonianisme, som USA har fortsat i tiden efter den kolde krig. En mand, som har budt den globale magt trods og har forsøgt at opbygge et alternativt samfundssystem.
Venezuela har trods sin beskedne størrelse haft en enorm magt på verdensscenen.

Det bliver svært at fylde Chavez' sko, og jeg frygter at det går ned ad bakke herfra. Forhåbentlig kan andre sydamerikanske kræfter støtte eller tage over hvis Venezuela snubler eller falder, så den positive udvikling fortsætter.

Holger Madsen

Unionen af Sydamerikanske Nationer (UNASUR) har i dag i Lima holdt et ekstraordinær topmøde om valget i Venezuela.
Værten, præsident Ollanta Humala, startede mødet med at lykønske det venezuelske folk for deres store valgdeltagelse.
Nicolas Maduro præsenterede valgresultaterne for forsamlingen og opfordrede oppositionen i Venezuela til at respektere det officielle resultat fra Venezuelas nationale valgkommission (CNE) og ophøre med voldshandlingerne.
Maduro så positiv på CNE's beslutning om at revidere alle de 46% af valgstederne, hvor valgmaskinerne ikke var blevet revideret. Normal revision er 54% af dem.
Mødet varede omkring 2 timer, hvorefter lederne forberedte sig til at rejse til Caracas, for at deltage i indsættelsen af præsident Maduro i dag.

Michael Kongstad Nielsen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Holger Madsen

Nicolás Maduro er nu taget i ed som præsident for Den Bolivariske Republik Venezuela.
17 statsoverhoveder og mere end 60 delegationer verden over overværede cermonien.
USA og dermed også Danmark, har endnu ikke fundet ud af hvilken ben de skal stå på. Men det er vel også ret ligegyldigt.

Stig Bøg, Henrik Darlie, Niels Mosbak, Aksel Gasbjerg og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Benjamin Bach

Tak for linket, Steen Sohn! Deri findes følgende oplysning, som er virkelig interessant for den videre diskussion af valg-resultatet, urolighederne og USAs underlige ikke-anerkendelse af resultatet.

Capriles is demanding an audit of 100 percent of all votes; Maduro has apparently agreed. But the audit is unlikely to change the outcome. Unlike in the United States, where in a close election we really don’t know who won, the Venezuelan system is very secure. Since there are two records of every vote (machine and paper ballot), it is nearly impossible to rig the machines and stuff the ballot boxes to match. Jimmy Carter called Venezuela’s electoral system “the best in the world.”

Et andet sted står, at stemme-systemet fungerer ved, at man stemmer på en computer, som derefter printer en seddel, som man godkender og lægger i en stemmeboks. Herefter gøres op, at resultaterne er ens.

Gad vide om Capriles' krav om omtælling ikke siger mere om Capriles' metoder og demokratiske adfærd, end det siger om Venezuelas stemmesystem. Valget er slut, han har tabt... og straks erklærer han det illegitimt (en indirekte opfordring til oprør og selvtægt).

Stig Bøg, Holger Madsen, Niels Mosbak og Toke Andersen anbefalede denne kommentar
Holger Madsen

De private medier i Venezuela, bliver i dag angrebet hårdt af regeringskilder, fordi de benægter den vold med dødelig udgang, som højrefløjen har udført efter valget.
- De private medier indenfor TV og radio, sidder i dag på 80 eller 90% af lytter- og seertallene i Venezuela. Vi må erkende, at de har nogle effektive virkemidler, til at skabe sig et stort publikum, - lyder det bl.a. fra de samme regeringskilder.