Kronik

En verden til forskel

De fattige klumper sig sammen i almene boligområder, og de velstillede flytter i villaer og ejerlejligheder. Dermed mindskes forståelsen og mobiliteten blandt befolkningsgrupper, og kriminaliteten stiger. Vi har brug for blandede byer, men de kommer ikke uden politiske tiltag
Uligheden i Danmark er stigende. En ulighed, der især falder i øjnene, når man taler om boligområderne, hvor hele bydele er præget af enten rigdom eller fattigdom.

Lars Wittrock

Debat
15. april 2013

Et lille bogstav i navnet. Men en verden til forskel på Gellerup og Hellerup. Uligheden i Danmark er stigende. En ulighed, der desværre er særligt synlig, når man taler om boligområderne, hvor hele bydele er præget af enten rigdom eller fattigdom.

I mange af de større byer ser vi, at lavindkomstgrupper klumper sig sammen i de almene boligområder, mens ejerlejligheder og villakvarterer i stigende grad huser de velstillede familier. Polariseringen har konsekvenser for forståelsen mellem befolkningsgrupper og vanskeliggør den sociale mobilitet i de lokale folkeskoler. Der er brug for langt mere debat om by- og boligpolitikken, som er nøglen til meget andet – skoleforhold, kriminalitet m.v.

Begge denne kroniks forfattere har personlige erfaringer fra udsatte boligområder. Lars Olsen boede mange år på Nørrebro, hvor datteren gik i den lokale folkeskole. Den barske hverdag i kvarteret er beskrevet i bogen Det delte Danmark (2005).

I september 2012 flyttede Jens Joel ind i blokkene i Gellerupparken. Det tog kun to måneder, fra jeg skrev mig op, til jeg kunne flytte ind. Jeg kom foran i køen, fordi jeg har fast arbejde. En ordning, der skal få flere ressourcestærke beboere til blandt andet Gellerup. Og det er sådan set en udmærket ordning. Desværre benyttes den af meget få. Gellerup er Danmarks fattigste sogn, og vi slås med et blakket ry i medierne.

Der må gøres op mod den stigende polarisering mellem boligformer og -områder. Der er brug for større ligestilling mellem ejerboliger og almene boliger, og vi må undgå, at socialt udsatte klumpes sammen i et mindre antal belastede områder. Der er brug for en samlet bypolitik.

Både fattige og rige koncentreres

Den økonomiske ulighed på det danske boligmarked er markant. Det er en generel tendens, at personer på overførselsindkomster er overrepræsenteret i de almene boliger. Tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at andelen af fattige i almene boliger er fordoblet siden 2002, og at særligt de udsatte boligområder har oplevet en meget stor tilvækst. Målsætningen om at tiltrække flere ressourcestærke beboere er ikke lykkedes i tilstrækkelig grad. De højtuddannede vil hellere bo med andre højtuddannede, og de har økonomiske fordele af at købe deres bolig, fordi skattepolitikken har begunstiget boligejerne. Konsekvensen er, at de fattige koncentreres i socialt belastede boligområder, mens de rige samler sig i velhaverkvarterer.

Opgøret med fattigdomsskabende ydelser som starthjælp og kontanthjælpsloft peger den rigtige vej, men vi skal videre. Udflytningen af kommunale arbejdspladser, som man blandt andet gør i Aarhus, erhvervsudvikling og reformer på kontanthjælps- og uddannelsesområdet skal sikre beboerne en bedre chance for at blive selvforsørgende.

Tryghed og helhedsindsats

De udsatte boligområder slås med et blakket ry, utryghed og nedslidte omgivelser. Derfor er de ikke attraktive for ret mange af dem, der har midlerne til at vælge selv. Der er brug for en helhedsorienteret indsats, hvis de udsatte boligområder skal gøres til attraktive bydele. Gennemgribende fysiske forandringer, fritidsjob og fritidstilbud, flere arbejdspladser, socialt blandede skoler og et opgør med ballademagerne er vejen frem.

Der er hårdkogte kriminelle, som bare skal fængsles. Mange af dem, der laver ballade, er imidlertid rodløse unge, som har for få alternativer til kvarterets asociale subkultur. Mange er unge med indvandrerbaggrund, hvor forældrene ikke har råd til – eller tradition for – at betale for SFO, fritidsinteresser osv. Derfor hænger de på gadehjørnerne uden ordentlige aktiviteter at tage sig til, og de bliver fanget ind af en subkultur præget af destruktive normer og æresbegreber.

Der bør skabes bedre fritidstilbud og for den sags skyld stilles krav om deltagelse i aktiviteter efter skoletid, ligesom helhedsskolen bør komme til sin ret som generel model. Helhedsskolen tilbyder børn og unge hjælp til lektier, og de stifter gennem skolen bekendtskab med den lokale fodbold- eller skakklub. Aktiviteter, som andre børn og unge får hjælp til af deres forældre.

Ligestil ejer- og almenbolig

En forstærket indsats i de belastede områder er kun en del af løsningen, nok så vigtigt er billige almene boliger andre steder i byerne. Dette vil ikke alene give nye muligheder for de socialt udsatte, men også åbne de attraktive bydele for folk med mellemindkomster som pædagoger og politibetjente.

Den almene boligsektor har i dag hverken finansiering eller driftsvilkår, som matcher ejerboligsektorens konkurrencefordel i en kamp om attraktiv bosætning. Det bliver ofte for dyrt at bygge alment på de attraktive beliggenheder.

Historisk har ideen med almene boliger været at give helt almindelige indkomster en mulighed for at bo godt – over hele byen. Den almene sektor spillede i mange år en central rolle på midtbanen i dansk boligpolitik. I dag fortrænges den alt for ofte til rollen som udbyder af boliger til socialt udsatte, som ikke har andre muligheder. Det er ikke sektorens selvforståelse. Og det er efter vores mening heller ikke sektorens potentiale. Almene boliger kan meget mere, men slås lige nu med vigende politisk interesse og fordomme, der hæmmer udviklingen.

De almene boliger har i mange år været økonomisk forbigået til fordel for andre boligformer. Alligevel taler man om det almene boligbyggeri som det eneste statsstøttede boligbyggeri. Det er rigtigt, at alment boligbyggeri er støttet, men intet boligbyggeri i Danmark er ustøttet. Ejerboligerne er endda støttet med skattebegunstigelser og afdragsfrihed, der har vist sig at udløse boligbobler. En ejerbolig er derudover et kapitalgode for husejere, hvor den almene bolig fungerer som forbrugsgode.

For at de almene boliger kan ligestilles med ejerboliger, er vi nødt til at sikre nogle økonomiske fordele. Billigere lån og lavere husleje vil være nogle bud på at gøre den almene sektor mere attraktiv.

Brug for blandede byer

Vi oplever i disse år den voldsomste migration imod storbyerne siden industrialiseringen. Nye kvarterer skyder op i mange af de større byer, og dette lægger sporene for samfundsudviklingen årtier frem.

I nogle af de store projekter er der almene boliger, som kan skabe en god blanding af høj-, mellem- og lavindkomster. Kig bare til Vejle og det store byudviklingsprojekt på Aarhus Havn.

Andre steder opføres derimod kun luksuslejligheder for de tykkeste tegnebøger. Et af de værste eksempler er den nye bydel i Tuborg Havn ved Øresund. Det konservative Gentofte benyttede ikke muligheden til lidt mere social balance, i stedet blev kvarteret kendt for storsvindleren Stein Bagger og gangsteren Brian Sandberg. Måske var kommunen bedre tjent med boliger til VVS’eren, der ordner afløbet, og sosu-assistenten, som passer de gamle på ældrecenteret …

I København er der gang i en hel stribe projekter, men med svingende antal almene boliger. Det er især samspillet mellem byggetidspunkt og konjunktur, som bestemmer antallet af almene boliger – og dermed kvarterets sociale sammensætning. Det er alt for tilfældigt. Københavns Kommune efterlyser ændringer af planloven, så kommunen kan stille krav i lokalplanen om bestemte boligformer og sikre billige grunde til almene boliger. Det er i vores øjne gode og fornuftige forslag.

Borgerlige politikere argumenterer med, at vi bare skal lade markedet råde. Det er ikke klogt. Talrige undersøgelser viser, at socialt blandede områder fører til højere social mobilitet og lavere kriminalitet. Børn af lav- og mellemindkomster når simpelthen længere i blandede bolig- og skolemiljøer. En fremsynet bypolitik kræver investeringer her og nu, men de kommer tifold igen i form af færre udgifter til specialundervisning, socialarbejdere, politi og meget andet.

Vi bør fastholde den danske tradition for blandede byer, hvor vi kender hinanden på tværs. Det kræver nye politiske tiltag.

Lars Olsen er journalist, forfatter og foredragsholder. Jens Joel, MF (S) er medlem af By- og Boligudvalget

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her