Kommentar

Bangladesh-arbejdere har brug for mere end boykot

Tekstilarbejdere er allerede i gang med kampen for bedre arbejdsforhold. Det bedste, det globale nord kan gøre, er at støtte dem i denne faglige kamp
8. maj 2013

Da nyheden om den sammenstyrtede bygning spredte sig i Savar, en by ikke langt fra Bangladesh’ hovedstad Dhaka, strømmede arbejdere ud af de dårligt byggede fabrikker for at hjælpe til med redningsarbejdet – og var samtidig klar til at smadre biler og barrikadere veje.

De følte lige dele medfølelse for deres kolleger på den sammenstyrtede fabrik og vrede mod det ansigtsløse system, som skærer deres hverdag op i timer til tekstilforarbejdning og minutter til hvile.

De lod sig ikke stoppe af frygt for politiets repressalier. De var nødt til at være på gaden for at vise, at de var levende mennesker over for en verden, der alene så dem foroverbøjet over deres maskiner eller som døde kroppe, slæbt ud af katastrofeområder. Arbejdere med blod i årene er et uvant syn.

Fabriksejere skyndte sig at lukke deres underentreprenørenheder og søge ly bag Atiqul Islam, formanden for Bangladesh Garment Manufacturers and Exporters Association (BGMEA).

Denne mand udviste ringe omsorg for de kvæstede og døde. Hans bekymring gjaldt »urolighedernes forstyrrelse af produktionen,« og han kaldte arbejdervolden »endnu et hårdt slag mod tekstilindustrien«.

Utilfredshed med fabrikker i tomgang og genstridige arbejdere er, hvad man kan forvente fra den slags personer. Hvert sekund, maskinerne står stille, koster dem penge. Barmhjertighed er en bekostelig affære.

Modstand og medløb

Fagforeningsarbejde og venstrefløjsaktivisme har rødder i Bangladeshs grundlæggelse i 1971. I det, som tidligere hed Østpakistan, forvandlede antikoloniale kampe sig til arbejderbevægelse og socialistiske organiseringer. Ud af disse strømninger opstod Awami League of Sheikh Mujibur Rahman, som ledte landet frem mod uafhængighed. Denne arv er stadig synlig i kalenderen, hvor 1. maj er en national helligdag.

Privatisering af industrien og statslige foretagender begyndte imidlertid for alvor i 1975 og tog fart i 1980’erne. Det var i denne periode, at regeringen besluttede at gøre Bangladesh til et led i den globale kommercielle tekstilfremstillingskæde, som nu udgør 80 procent af landets eksportindtægter.

Der blev etableret Export Processing Zones (EPZ’s) med forbud mod fagforeninger. Dette tiltrak multinationale tekstilvirksomheder til Bangladesh, og de lavede aftaler med lokale underentreprenører – som til gengæld kontrollerede produktionen inden for meget snævre marginer.

Opstand og repression

Kreditkrisen, som startede i 2007, svækkede den eksportorienterede model, som den bangladeshiske stat havde taget til sig. En generel forbrugsnedgang i det globale nord førte til fyringer af flere end en fjerdedel af arbejderne i Dhakas EP-zoner. I løbet af de seneste to år er Bangladeshs arbejdere i stigende grad gået på gaden for at protestere over afskedigelserne af deres kolleger.

Arbejdere i Ashulia forlod arbejdet, fordi en af deres egne var blevet anholdt. Deres protester blev mødt med politimagt, og en mand blev dræbt af skud. Arbejdere i Narayanganj gik i strejke, da virksomheden fyrede 126 arbejdere. Da strejkelederne blev angrebet af bøller, angiveligt hyret af fabriksejerne, svarede arbejderne igen med at smadre Kolapatti – et marked, hvor bøllerne havde deres hovedkvarter.

Mens denne kamp stod på, gik der ild i Tazreen-tekstilfabrikken i Ashulia, og 125 arbejdere mistede livet. Tusinder flere gik på gaden i vrede, og krævede ejernes hoved på et fad og bedre sikkerhed på arbejdspladserne.

Disse aktioner er ikke et nyt fænomen, men trækker derimod på en arbejdermilits, der går tilbage til 1920’erne. I disse tidlige år voksede arbejderbevægelsen ud af spontan modstand. Det er imidlertid blevet stadigt sværere under de nuværende utålelige arbejdsforhold og den intense politiundertrykkelse.

I kølvandet på sidste års optøjer i Ashulia og Narayanganj nedsatte regeringen en krisehåndteringsgruppe og en særlig industriel politistyrke – men ikke for at sikre overholdelsen af arbejdsretten. Deres opgave er at spionere på og i arbejderorganisationerne.

Brug for politisk pusterum

På trods af vanskelighederne med at trække underbetalte og udmattede arbejdere til fagforeningsmøder, er National Garment Workers’ Federation og det kommunistisk ledede Garment Workers’ Trade Union Center stadig aktive.

Ngo’er har også kastet sig ind i kampen, ikke mindst Bangladesh Center for Worker Solidarity, et initiativ, der er støttet af amerikanske fagforeninger. Denne støtte er imidlertid ingen garanti for sikkerhed: Centrets ledende organisator, Aminul Islam, blev myrdet sidste år.

Dan Mozena, USA’s ambassadør i Bangladesh, sagde til BGMEA sidste juni, at hvis de blev ved at ignorere arbejderrettigheder, kunne situationen »udvikle sig til en voldsom storm, som kan true Bangladeshs varmemærke i Amerika«.

Det globale nords reaktion på den seneste ’ulykke’ i Bangladesh har været at tale om boykots – at knække den globale varekæde i forbrugsleddet. Men det er ikke nok. Der er behov for støtte til arbejdernes forsøg på at opbygge deres egne organisationer i produktionsleddet. Et pres på de regeringer, som hygger om de multinationale virksomheder, ville skaffe et pusterum til arbejdere, som lige nu lider under den tunge vægt af multinationale virksomheder, der pakker deres undertrykkelse ind i sukrede fraser om værdien af hårdt arbejde og vækstrater.

Bangladeshere kan fuldt ud stå for deres egen faglige organisering; hvad de har brug for, er politisk opbakning til det. Hvad der dermed også er behov for, er en utvetydig modstand mod ikke blot den ene eller den anden tøjforhandler, men mod hele det system, som producerer lommer af lavtlønsøkonomier i syd for at understøtte et gældsdrevet forbrugssystem i nord.

 

 

Vijay Prashad er professor i Sydasiatisk historie ved Trinity College, Connecticut, og forfatter til bl.a. bøgerne ’The Poorer Nations: A Possible History of the Global South’, ’The Darker Nations: A People’s History of the Third World’ og ’Arab Spring, Libyan Winter’

© The Guardian og Information

Oversat af Nina Trige Andersen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steffen Gliese
Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu