Kommentar

Burde jeg få ansigtsmaling?

Er det virkelig nødvendigt at blive ulideligt normal, når man bliver voksen? Er der overhovedet et alternativ?
15. maj 2013

På Dronning Louises Bro i København er alt ved sin normale uorden. Der er spontan technofest i den ene ende, to konkurrerende østeuropæiske gademusikanter i den anden ende og hærgede, øldrikkende mænd på bænkene i midten. Helt henne på tærsklen til Nørrebro får jeg øje på en lille rundkreds af unge, der sidder på fortovet. De er den slags unge, jeg hverken kan betragte som børn eller som jævnaldrende, og som derfor stiller mig ansigt til ansigt med, at jeg ikke længere selv er så ung, som jeg har været.

Så sker det, at en af dem siger noget til mig: »Vil du have en?« råber hun.

Jeg stopper op.

»Hvad er det, jeg skal have?« spørger jeg.

»Ansigtsmaling!« siger hun glad, imens jeg konstaterer, at alle i rundkredsen allerede ligner stolte indianerhøvdinger med farvestrålende ansigter.

Eller, det ville de ligne, hvis altså ikke de var nuttede, unge, hvide bymennesker med glat silkehud.

»Det går vist ikke,« svarer jeg.

»Jeg skal jo passe ind i normerne og sådan noget.«

Jeg går videre, mens jeg lige når at høre den unge kvindelige penselfører sige: »Passe ind i normerne? Hvad er det for noget pis?«

Jeg var jo en af dem!

Det var jo ikke uden en vis ironi, jeg havde sagt det med normerne. Jeg kunne jo fornemme, at det lige præcis var normerne, ansigtsmalerne var gået til angreb på med deres pensler. Og det var jeg da helt med på. Jeg var jo i virkeligheden en af dem.

Fuck normer!

Jeg skulle bare lige noget nu her, hvor jeg ikke lige kunne have ansigtsmaling på. Måske lignede jeg egentlig heller ikke en af dem, som jeg gik der på broen i min cardigan. Men dengang jeg var på deres alder, cirka anno 2003, bekrigede jeg også normerne det bedste, jeg kunne. Jeg tog eyeliner på i skole, gik rundt om natten og satte byens bænke på højkant, og indrettede engang en druk-, hygge- og galskabshule i en tidligere kommunal kontorbygning. Engang blev vi også stoppet af politiet i færd med – med en ikke ligefrem indremissionsk promille – at bygge storstilede skulpturer af storskrald. Så hvis jeg engang bliver anholdt for en slem forbrydelse, vil de sige om mig på tv, at jeg er »kendt af politiet«.

Alt i alt synes jeg i hvert fald, det ville være urimeligt at skyde mig i skoene, at jeg skulle være fuldblodskonformist. Ikke desto mindre var det nok lige præcis det, hende den ansigtsmalede unge kvinde på broen anså mig for.

Normaliteten sniger sig ind

Da jeg fortsatte ned ad Ravnsborggade på Nørrebro, begyndte ironien i min bemærkning at krakelere lidt i kanterne. For nok havde jeg da sagt det med et glimt i øjet, men det var jo rigtigt. Jeg måtte afslå ansigtsmalingen, fordi jeg skulle passe ind i normerne. Jeg var på vej ned på Kaffeplantagen på Skt. Hans Torv. Inde på Kaffeplantagen kan man ikke bare sådan have ansigtsmaling på. Jeg kan ikke sige præcis hvorfor. Folk er søde hernede, men ansigtsmaling ville bare ikke passe ind.

Nu kigger jeg mig lidt omkring på den her café, hvor jeg føler mig hjemme, og opdager til min rædsel, at jeg er omgivet af modemagasiner, designerlamper, minimalistisk kunst og små fine hylder med gourmetvarer.

Måske er jeg slet ikke en af dem. Altså dem med ansigtsmalingen. Men hvem er jeg så egentlig?

Er jeg en af de ’normale’ mennesker, jeg havde så meget imod for nogle år siden? I så fald er jeg utilfreds. Jeg har altid holdt stædigt fast på, at man ikke nødvendigvis bliver klogere, bare fordi man bliver ældre. Jeg har i alle mine år troet på, at jeg var, som jeg var, fordi jeg var mig, og ikke fordi jeg var 15, 17, 22 eller 27. Det tror jeg stadig. Og jeg driller stadigvæk dem, der er ældre end mig, med, at de er satte og uopfindsomme og normstyrede. Og så bliver jeg pludselig konfronteret med en ansigtsmalet, ung kvinde, der lærer mig, at jeg selv har ændret mig på en kvalmende forudsigelig måde.

Hvor umærkeligt alderen sniger sig ind i vores liv med normaliteten på slæb! Jeg har aldrig skrevet under på, at jeg tilhører designerlamperne nu og ikke længere ansigtsmalingen. Jeg har aldrig bestemt mig for at blive ældre.

Hvilken slags oprør?

Hende på broen spår jeg ikke en bemærkelsesværdigt mere nobel skæbne. For hvilken fremtid har vi i det hele taget at drømme om ud over den normale altså?

Billedet af en kvinde, der går med ansigtsmaling som 45-årig, er billedet af ’kattedamen’ – en marginaliseret, excentrisk figur, elsket af katte og af potteplanter, men af mennesker kun mødt med medlidenhed. Den evigt unge mand har det ikke meget bedre i sin sorte læderjakke med langt gråt hår og en bitter form for frihed. Selv Mick Jagger, Bono og Ozzy Osbourne ligner en slags fejlcastede teaterskuespillere, når de går på scenen, som var de opsætsige teenagere.

Det er omsonst at gøre oprør med ansigtsmaling, når man først har passeret de 25. Der er ikke noget at komme efter. Men hvordan skal vi så gøre oprør? Der er ikke noget inde i mig, der ønsker en stiltiende accept af, at verden er fuld af ting, man ikke kan tillade sig at gøre, fordi man er en bestemt alder, type eller køn. Jeg tror, mange af mine jævnaldrende føler det samme. Så lad os snakke om det: Hvad skal vi drømme om?

Jacob Stubbe Østergaard er cand.mag. i moderne kultur og kulturformidling

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu