International kommentar

Cyperpirater truer skabelsen af intellektuelle værdier

Både i Sverige, Tyskland og Danmark har vi fået ’piratpartier’, der har nedbrydelsen af ophavsretten som vigtigste politiske program – en vision, der kun kan føre til anarki og dilettantisme
Debat
23. maj 2013

Hvorfor tyveri af ideer ikke forarger os lige så meget som tyveri af ting, kan måske være svært at forstå. Men sådan er det. Immaterielle værdier synes i højere grad at indbyde til at blive konfiskeret, eksproprieret eller stjålet. Hvorfor? Måske det er det rene barnemad at stjæle andres intellektuelle arbejde. Det er meget lettere at planke en afhandling eller downloade et eller andet fra nettet uden at betale, end det er at stjæle – ’at låne’, som det engang blev kaldt – en bil, der holder på gaden. Desuden er risikoen for at blive fanget meget mindre.

Og hvad der i hverdagen kan gøres ustraffet, har så stærk normprægende kraft, at det med tiden uundgåeligt svækker vores moralske sans.

Historiens ironi

Store teknologiske revolutioner indebærer ofte en trussel for dem, der lever af kunst, litteratur eller videnskab. Bogtryk, træsnit og kobberstik betød i sin tid en sådan revolution. Kopierne kunne nu produceres uden hjælp fra den munk, der førhen skrev og kolorerede manuskripter møjsommeligt i hånden. For samfundet og for alle, der kunne have interesser i sådanne værker, var der tale om et stort skridt fremad. For værkets ophavsmand betød det intet mindre end en eksistentiel trussel.

Hele hans levebrød stod på spil. Hvordan skulle hans ret til værket og til dets udbredelse herefter beskyttes?

Svaret blev, at det problem måtte straffe- og civilretten tage sig af. Ved hjælp af de paragraffer og domstole uden hvilket et samfund ikke kan fungere. Vel var det besværligt, men der var ikke andet for end at regulere den nye teknologi, på en måde så den hverken blevet hæmmet eller undertrykt. Der skulle gå mere end et århundrede, før retsstaten så nogenlunde blev i stand til at beskytte den intellektuelles evne og ret til at leve af sit arbejde.

Perfekte bliver sådanne løsninger selvsagt aldrig. Deres omfang og rumlige udstrækning udviser derfor store variationer. Således opdagede bestsellerforfatter Charles Dickens allerede i Boston sine egne bøger i udstillingsvinduet hos hver en boghandler, da han i 1842 besøgte Amerika. Dickens blev vred, for alt blev ’downloadet’ uden betaling: Selv havde han ikke modtaget så meget som en penny i royalties for disse pirattryk.

Datidens amerikanere var imidlertid bedøvende ligeglade med romanforfatterens ophævelser, og det er en af historiens ironier, at det 150 år senere netop skal være amerikanerne, der jagter kineserne med advokater og patentdomstole for at beskytte immateriel amerikansk ejendom imod at blive stjålet af Kina.

Sociale tilfælde

Internettet er en moderne revolution, der udmærket kan sammenlignes med, hvad der skete i Europa i 1400-tallet. Ganske som trykpressens reproduktionsevne forandrer cyberverdenen radikalt den måde, vi lever på, og endnu en gang er det intellektuelle arbejde ilde stedt. Eller for at sige det mere præcist: Retsstaten er ikke på omgangshøjde med denne udfordring. Ikke blot maler lovens mølle langsomt. Loven og dens apparatur er adstadigt og eftertænksomt, hvilket er præcis sådan det bør være, men i tider med revolution har dette sine åbenlyse ulemper. Og ligesom i 1400-tallet er der nu adskillige lobbyer og pressionsgrupper i frihedens navn – og en helt ny slags ’naturret’ – som vil tvinge retsstaten på tilbagetog og omdanne cyberspace til et lovløst sted.

Oplysningstiden og især Den Franske Revolution markerer begyndelsen på den moderne ophavsretslovgivning i Europa. Nationalforsamlingen anerkendte udtrykkeligt den enkelte arkitekt, forfatter eller komponist, som skaberen af immaterielle værdier. Det, som endnu i dag kaldes droit moral, skal beskytte hans værk imod at blive forvansket eller kannibaliseret på forskellig vis; og det er i udgangspunktet ophavspersonen, der råder over sit monopol exclusif d’exploitation.

Det er denne sidstnævnte ret, som pirater og andre krænker, når de uden tilladelse eller modydelse (læs: betaling) henter ting fra eller lægger ting på nettet – en adfærd som på sigt risikerer at forvandle musikere, filmskabere og forfattere til sociale tilfælde.

Det moralske og juridiske spørgsmål om, hvorvidt intellektuelt arbejde er noget, der skal betales ligesom enhver anden form for arbejde, ynder ’det frie nets’ ideologer at undvige ved at henvise til de praktiske konsekvenser af den nye teknologi. Et besynderligt argument. Det er ligesom at sige, at fordi tyveri er muligt, så bør det ikke retsforfølges.

Respektløs og barnagtig

Omkring det svenske Piratpartiet – Nomen est omen (navnet er omdømmet) – findes en aura af romantisk eventyr, der er dybt pueril for ikke at sige naiv. Faktisk er dets tilhængere da også næsten alle unge mennesker, og alle undersøgelser viser, at jo yngre de er, jo mere overbeviste er de om, at alt hvad der findes på nettet skal være gratis, fordi alternativet er et omfattende regime af kontrol og overvågning, som alvorligt ville skade den nyvundne frihed på dette område. Men ulykkeligvis forveksler denne svagt udviklede retfærdighedssans frihed med anarki.

Udtalt eller implicit udtrykkes der desuden her en respektløs holdning til intellektuelt arbejde. Alle kan selvfølgelig skrive et digt. Så hvorfor skal man betale for det?

Et begreb som ’professionalisme’ hører næppe til piraternes plusord.

Formentlig vil de forbinde det med forestillinger om establishment og elite, hvorimod deres egne idealer snarere har at gøre med en anarkistisk, folkelig og egalitær solidaritet – en solidaritet, der måske for første gang ikke nyder støtte hos samfundets intellektuelle.

© Richard Swartz og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Maj-Britt Kent Hansen

Ja, netop. Droit moral. Husk det!

Henrik Darlie

Vi har forstået:
Kopiering er tyveri, og kopisterne (der er unge krænkere) truer hele verden med anarki, på grund af deres respektløse og utidssvarende livssyn. Deraf navnet pirater der jo lugter lidt i retning af terrorister.
Tænk at I gider.

Ned med monsanto !

Anders Hansen

På internettet stjæler, eller låner man ikke. Man kopierer.
Derfor kan det IKKE svare til at fjerne en bil som står på gaden - så bliver ejermanden jo trist!
Derimod så KOPIERER man digitale filer - så det svarer til at jeg ser en bil på gaden, tager en kopi af den, og kører væk, men lader originalen stå.
Vil det være ulovligt?

Jeg tror blot at piratpartierne handler om, at folk er interesserede i at se film og høre musik, altså forbruge medier (vi er jo opflaskede som forbrugere), uden at skulle trues med fængsel og ruineres af bøder.
Internettet er frit og unikt i menneskehedens historie når det kommer til vidensdeling. Nu oplever vi at staterne prøver at begrænse og kontrollere, bla i form af EUs forsøg på at indføre ACTA.
Folketinget er begyndt at bandlyse hjemmesider, på trods af at CENSUR ER GRUNDLOVSSTRIDIGT - bør det ikke give grund til at råbe op?

Selvfølgelig skal man ikke stjæle andres ideer, og tage røven på dem, så man selv kan tjene kassen.
men viden bør være fri, og man bør ikke kunne straffes for at vidensdele, uden at tjene på det.
Multinationale virksomheder er ved at opkøbe, ikke blot verden, men RETTIGHEDERNE til verden, og regeringer støtter dem, og straffer borgerne, når det burde være omvendt.

Et eksempel er at sagen om Ole Lund Kirkegaards bog "Gummi-Tarzan". Disney opkøbte rettighederne til Tarzan (bemærk at de ikke skabte ideer, men bare købte dem), for at de kunne lave en tegnefilm.
Pludselig mente de at have monopol på ordet, og truede forlaget med retssag, for at sælge en bog som indeholdt ordet Tarzan, på trods af at den var skrevet FØR.
Men 1-2-3, nu eksisterer bogen "Gummi-Tarzan" ikke længere, den er slettet fra historien, og istedet er vi efterladt med "Gummi-T" - det kan man kalde en gummi-lovgivning, indtil det også bliver ulovligt.

Er det cyberpirater som truer skabelsen af intellektuelle værdier?
Betyder det, at hvis bare jeg har penge nok, så kan jeg købe ordet "information", og derefter anklage denne avis for at misbruge mit ord?