Klumme

Danmark er vistnok et kristent land

Men vi har efterhånden kultiveret kristendommen så dygtigt, at den er vanskelig at skelne afgørende fra ren og skær familietradition
3. maj 2013

En forårssøndag i Danmark, et kongerige, der kan føre sin dronnings royale slægt mere end tusind år tilbage i tiden, helt tilbage til Harald Blåtand, der gjorde danerne kristne. En forårssøndag i Danmark, et forår, der nok har ladet vente på sig, men som ikke desto mindre indfinder sig med samme regelmæssighed som amen i kirken. En forårssøndag i Danmark, en søndag, hvor 14-15- årige drenge og piger bekræfter den tro, deres forældre i sin tid har ladet dem døbe i, thi efter dåb følger konfirmation – efter konge tronarving, efter vinter forår, efter fadervor amen:

Man ankommer til kirken, forsøger at finde en parkeringsplads, men uden held, for ikke blot er de mange andre gæster også i bil, nej, nogle af konfirmanderne bekræfter deres dåb ved at køre hjem til festen hos mor og far i lange limousiner og vintage veteranbiler, der allerede holder og venter. Jakkesæt og hvide kjoler, butterfly og højt stylet hår, laksko og snøreliv, nej, det er ikke et bryllup, men en konfirmation, der handler lige så meget om romantik som om religion. De smukke, unge mennesker går i procession ind i kirken fulgt af andre i uniformer og med flag, nej, ikke kampuniformer og faner, som om kirken var en stridende kirke i en syndig verden, men spejderuniformer og Dannebrog, for kirken har sejret i verden og er blevet ét med den.

Bevares, ingen alarm for min skyld, da jeg ikke er kristen, men jeg undrer mig over, at kirken kan leve med at være kulisse for så verdslig en festlighed, at man rent glemmer ham, der ifølge dens lære led offerdøden på korset for vore synders skyld. Eller har kirken mon fortrudt, at den gjorde dogmet om Jesus Kristus, menneskesønnen og verdensfrelseren, til sin hovedhjørnesten? Nej da, svarer præsten frejdigt, for i kirken bekender konfirmanderne jo deres kristne tro, ligesom de per konfession forsager Djævlen og alle hans gerninger (der ellers interesserer dem en del mere end Vorherres, når de skal i biografen på deres andendag).

Udmærket, de unge mennesker har altså lært deres trosbekendelse, men forstår de også den tro, de bekender sig til? Har de læst i Bibelen? Indser de, at kristendommen hverken er ideologi, filosofi eller livsklogskab? »Mit rige er ikke af denne verden«, hedder det immervæk med Kristi ord i Det Nye Testamente. Jovist, svarer den bibelkyndige præst på sine konfirmanders vegne, men Kristus er idel nåde og ren kærlighed. Og som præst forstår han også at hylle kristendommen i humanismens klædebon, så de lærer at skelne mellem Det Gamle Testamentes brutale Gud, der hjemsøger fædrenes synder på børnene indtil tredje eller fjerde led, og Det Nye Testamentes milde Fader, der lyser menneskene i køn og kuld med sin elskede, enbårne søn.

»Således elskede Gud verden ...« Ja, således elskede den kristne Gud menneskene, at han lovede hver og en, der ville tro og lyde ham, evigt liv i sit himmelske paradis – og gråd og tænders gnidsel udenfor. Således elskede Gud menneskene, at han sendte sin søn til os for at sætte splid imellem en mand og hans hustru, imellem en far og hans søn – thi den, der ikke hader sin næste for Kristi skyld, er ham ikke værd. Således elskede Det Nye Testamentes Gud sine skabninger, at han lovede dem, der ikke ville tage imod hans søn, tro ham på hans ord og falde i svime over hans mirakler, at det skulle gå dem værre på dommens dag end Sodoma og Gomorra – to byer, som han ifølge Det Gamle Testamente jævnede med jorden.

Nej, jeg siger ikke, at kristendommen i ligefrem forstand er rå og brutal, blot at den ikke er så blid og blød, som vi i vores magelighed har gjort den til. Den er et kors for forstanden, som derfor kommer til kort, når den vil forstå Guds kærlighed på menneskets præmisser. Ak, I dårer, manden har jo ret, ham, hvis 200-års-fødselsdag I ikke desto mindre fejrer på søndag, Søren Aabye Kierkegaard:

»’Præsternes’ Christendom forholder sig til: ved Hjælp af Religionen (som uheldigvis just er for at bevirke det Modsatte) at kline Familierne mere og mere egoistisk sammen, og til at arrangere Familie-Festligheder, skjønne, herlige Familie-Festligheder, f. Ex. Barnedaab og Confirmation, hvilke Festligheder, sammenlignede med f. Ex. Dyrehavstoure og andre Familie-Glæder, have en egen Art Fortryllelse, at det ’tillige’ er religieust.«

 

Peter Tudvad er filosof og forfatter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Maj-Britt Kent Hansen
Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu