Kronik

Drop ghettolisterne og lyt til beboerne

Regeringen gentager med sine ghettolister den gamle regerings fejl. Men hvad får samfundet, lokalområderne og beboerne i ’ghettoerne’ ud af, at vi kalder dem ghettoer? Intet. I stedet må vi tage hvert område seriøst på dets egne præmisser
I Sjælør er der ingen erhverv, indkøbsmuligheder, kulturinstitutioner eller fritidsforeninger i nærheden, men derimod blok efter blok af almene boliger. Her handler beboernes egen historie om, at de savner muligheder for at komme omkring i byen for at lette hverdagens helt almindelige gøremål.

Stig Stasig

Debat
30. maj 2013

Du kender det fra filmens verden: Du var vild med Grease, Jurassic Park og Dirty Dancing, men husker du to’erne? For et par uger siden præsenterede by- og boligminister Carsten Hansen (S) regeringens genopfindelse af ghettolisten, der oprindeligt var et påhit fra Lars Løkke Rasmussen (V) & co. tilbage i 2010. En liste, der hvert år den 1. oktober udpeger, hvilke almene boligområder der skal betegnes som ’særligt udsatte’ eller ’ghettoer’.

Det nye ved sidste uges udspil er to yderligere kriterier om uddannelse og indkomst, der supplerer de oprindelige tre kriterier om kriminalitet, integration og beskæftigelse. Men helt ærligt; hvor mange ville købe billet til ghettolisten vol. 2, hvis den var en spillefilm?

Overfladisk mærkat

For som med så mange andre to’ere er også denne efterfølger en overfladisk og fladpandet fortælling om noget, vi enten allerede ved, eller som ikke er særlig interessant. Listen gengiver et overforsimplet plot om ’ghettoen’, der huser de sociale tabere uden uddannelse eller job og med en haltende moral, som fører dem ud ad en kriminel livsbane. Men rigtigheden af den historie kan du stole cirka lige så meget på, som du stoler på ægtheden af teenageskæbnerne i Beverly Hills 90210.

For det første: Ved at betegne områderne som ghettoer lægger man de stakkels beboere i slipstrømmen på en grufuld historie om de jødiske underklasseghettoer i Italien og de sorte ghettoer præget af vold og kriminalitet i USA. Modsat de etnisk opdelte enklaver, som ghettonavnet stammer fra, er områderne i Danmark de mest spraglede og mangfoldige kvarterer, vi har. At sætte mærkatet ’ghetto’ på boligområder i Danmark eller kalde dem ’huller i danmarkskortet’ svarer til at sætte filmgenren ’gyser’ på den socialrealistiske thriller, som udspiller sig i lokalområderne og dermed male fanden på væggen i forhold til disse områders kritisable karakteristika.

Alle områder er forskellige

Et andet problem er den forsimpling og generalisering, listen medfører. Listen tager på ingen måde højde for det lokale og særegne i områderne, på trods af at områderne på listen er vidt forskellige og placerer sig over hele landet fra København til Vejle. Det er forskellige liv, der leves med forskellige rutiner og problemer. Nogle områder er karakteriseret ved stor til- og fraflytning af beboere, mens andre har en fast beboerskare. Nogle områder ligger afgrænset fra stor set alle bymæssige funktioner, mens andre ligger midt i byens attraktioner. Nogle områder består af høje betonbyggerier med flade græsmarker imellem, mens andre er moderne rækkehuslignende områder med små haver og grønne fællesarealer. Og sådan kan man blive ved.

Når ’ghettoerne’ er så forskellige, er deres problemer lige så forskellige. Misforståelsen består i at fastsætte fem overskrifter på problemerne fra ministeriets side og dermed også diktere succeskriterierne for arbejdet i de udsatte områder.

Hjælp din bydel? Flyt væk

Et af de problemer, som listen udpeger, er integration. Dette kriterium udregnes i virkeligheden som andelen af »indvandrere og efterkommere fra ikkevestlige lande«. Er der flere beboere fra ikkevestlige lande i et boligområde end danske/vestlige beboere, er det lig dårlig integration. Forholder det sig modsat, er det lig god integration. Er din mor født i et ikkevestligt land, tæller du altså på minussiden, mens du tæller på den positive side, hvis dine bedsteforældre var danske. End of discussion. Hvis man skulle være så uheldig, at ens mormor var bosiddende i Teheran, Rio eller Shanghai, da vandet gik, kan man aldrig blive integreret i ghettolistens optik – ligegyldigt hvor mange leverpostejmadder man spiser, hvor flydende dansk man taler, og hvor meget bankospil man har dyrket i forsamlingshuset. Kun én ting kan man gøre for at gavne sit lokalområde i forhold til ghettolistens kriterier: man kan flytte.

Integrationskriteriet er altså pr. definition ukonstruktivt. Det handler ikke om at udvikle området eller dets beboere til det bedre, men derimod om at flytte mennesker med det uheldige label ’indvandrer’ til andre byområder. Kort sagt: Fokus flyttes fra at løse problemer til at eksportere beboere.

Se på hverdagen i stedet for tal

Listen over udsatte boligområder er rigtig god til at fokusere på fortiden, men rigtig skidt som værktøj til at kigge fremad. I stedet for definitionsmanien bør ministeriet give plads til at lade de enkelte områder og beboerne fortælle deres egen historie. For hvad skal der reelt til for, at de ressourcesvage beboere kan vriste sig ud af de negative spiraler?

De to første skridt er at indramme områdets karakter og lytte til dets beboere. Tag eksemplet Sjælør Boulevard: Det er et område på Københavns sydkant præget af fysisk isolation fra den omkringliggende by. Her er ingen erhverv, indkøbsmuligheder, kulturinstitutioner eller fritidsforeninger i nærheden, men derimod blok efter blok af almene boliger. Her handler beboernes egen historie om, at de savner muligheder for at komme omkring i byen for at lette hverdagens helt almindelige gøremål.

Derfor har vi over de seneste måneder undervist en gruppe kvinder fra Sjælør i at cykle. Disse kvinder er vokset op i lande uden en udbredt cykelkultur og har derfor aldrig lært at cykle. Denne basale egenskab ligger dem meget på sinde at lære. Kvinderne fremhæver selv, at de føler sig anderledes og begrænset sammenlignet med andre byboere. De ønsker at kunne cykle for at tage deres børn på cykelture og for selvstændigt at kunne klare hverdagens ærinder uden at være afhængig af f.eks. en mand til at køre sig i bil. Evnen til at cykle stiller også kvinderne bedre over for uddannelses- og arbejdsmarkedet, så det eksempelvis bliver nemmere at komme rundt i et job som hjemmehjælper eller at deltage i den årlige firmatur.

Kan man se effekten af vores cykelkursus på næste års ghettoliste? Nej, formentlig ikke. Men man kan mærke effekten for den enkelte beboer i det sekund, det lykkes dem at finde balancen på den tohjulede. Og man kan mærke effekten i boligområdet, når naboer og familier mødes om en ny fælles aktivitet: cyklen. Hvis vi var startet med listen i hånden, ville vi aldrig være kommet frem til dette behov for en udvidet mobilitet. Men ved at undersøge lokalområdet og beboernes begrænsninger er mobilitet overraskende nok det oftest udtalte behov fra beboernes side. Og i øvrigt den aktivitet i området med størst beboeropbakning.

En fejlslagen kurs

Derfor var vores byer og udsatte boligområder bedre stillet, hvis regeringen droppede den håbløse to’er og endeligt afskaffede den såkaldte ’ghettoliste’. Ghettolisten fordrejer politikere og byplanlæggeres hoveder og får dem til at fokusere enøjet på at leve op til de fem overfladiske succeskriterier på listen i stedet for at tage udgangspunkt i den lokale sammenhæng.

Dette talrytteri risikerer at være spild af tid, penge og kræfter. Men endnu værre: Det risikerer at gøre ondt værre, når de danske spraglede udsatte byområder stigmatiseres som de rene gyserfortællinger. Og det får måske også beboerne selv til at se spøgelser. Ghettolisten vol. 2 med de to nye kriterier om uddannelse og indkomst vidner om en instruktør (Carsten Hansen) og et filmselskab (SRSF-regeringen), som mangler mod til at skrive en ny historie. I stedet hænger de krampagtigt fast i en tidligere storfilms virkemidler og karakterer. Men bare fordi man tilføjer to nye biroller (ghettolistens to nye kriterier), får man ikke nødvendigvis løst de store udfordringer, der ligger til grund for filmens plot.

Naja Poulsen og Lise Rask er specialestuderende i byplanlægning ved Roskilde Universitet og frivillige i et udsat boligområde i København

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her