Kronik

EU deler ansvaret for atomkonflikten med Iran

Kun ved hjælp af lempelser af EU’s sanktioner samt en anerkendelse af, at EU ikke altid har handlet forbilledligt over for Iran, kan konflikten om det iranske atomprogram løses
Efter valget af præsident Ahmadinejad blev forholdet mellem Iran og EU gradvist forværret, atomforhandlingerne har stået i stampe, og EU har indført til stadighed strammere sanktioner.

Efter valget af præsident Ahmadinejad blev forholdet mellem Iran og EU gradvist forværret, atomforhandlingerne har stået i stampe, og EU har indført til stadighed strammere sanktioner.

AFP

Debat
27. maj 2013

EU fortsætter ufortrødent med at indføre sanktioner mod Iran. Samtidig arbejder EU på andet år med at opbygge tilliden i forhandlingerne med Iran i håbet om, at en konstruktiv dialog om det iranske atomprogram snart kan igangsættes. Hverken sanktionerne eller forhandlingerne har dog ført til reelle fremskridt, og fra europæisk side virker man mest af alt interesseret i det kommende iranske præsidentvalg i juni. Her er håbet, at en mere kompromissøgende og provestlig præsident bliver valgt. Der skal dog mere til end ét iransk præsidentvalg. Fremskridt hviler hovedsageligt på EU’s skuldre og kræver både politiske og retoriske indrømmelser.

Vestlig dobbeltmoral

Irans (civile) atomprogram skal først og fremmest ses som et prestigeprojekt for det islamiske styre, og for størstedelen af befolkningen fungerer programmet som et bevis på, at den persiske, suveræne nation ikke længere lader sig diktere af vestlige økonomiske og ideologiske interesser.

Er EU nervøs for et iransk militært atomprogram, må man således have øje for, at det islamiske styre i forhandlingerne med EU, USA og Rusland ikke må lide et diplomatisk nederlag. Kræver EU for mange iranske indrømmelser, før faktiske lempelser i sanktionerne kan komme på tale, kan det ende med blot at isolere Iran yderligere. Bruges det kommende præsidentvalg imidlertid som springbræt til at udvise europæisk villighed til (også) at forhandle på iranske præmisser, kan der igen komme fremskridt i forhandlingerne.

Fremskridt kræver dog også en europæisk erkendelse af, at fortsatte sanktioner mod Iran ikke styrker chancerne for en konstruktiv dialog om atomspørgsmålet. Dermed ikke sagt, at der ikke foregår menneskerettighedskrænkelser i Iran. Men fra et iransk perspektiv er sanktionerne blot endnu et udtryk for den vestlige dobbeltmoral. For hvorfor er det kun Iran, der skal sanktioneres for at håndhæve dødsstraf, når lande som Saudi-Arabien og Kina går fri? Og hvorfor er Vestens fokus så ensidigt på politiske rettigheder, når iranernes sociale og økonomiske rettigheder i form af f.eks. den forventede levealder og det uddannelsesmæssige og økonomiske udviklingsniveau overstiger Brasilien, Tyrkiet og EU-ansøgerlandet Bosnien-Hercegovina? Ikke underligt tolkes dette i Iran som et udtryk for, at EU’s egentlige intentioner i Iran er et regimeskifte og indførelsen af vestligt demokrati.

EU må ikke underminere styret

Det islamiske regime har svært ved at forsvare tillidsopbyggende forhandlinger med EU over for den iranske befolkning, så længe der er grund til at tolke EU’s interesse i Iran som et ideologisk angreb på regimet. Hvis man, som EU’s udenrigsrepræsentant Cathrine Ashton ved flere lejligheder har understreget, ser atomprogrammet som en af de vigtigste sikkerhedspolitiske udfordringer, må EU for det første gøre op med de politiske initiativer, der underminerer det islamiske styres nationale legitimitet – om disse så vedrører sanktioner på menneskerettighedsområdet eller ekstraordinære krav til tilsynet med de iranske militære faciliteter, som krænker den iranske suverænitet.

Det andet, EU kan gøre for at fremme chancerne for en konstruktiv dialog med Iran, er at erkende, at det ikke kun er Iran, der gennem årene har spændt ben for en aftale. Kritikere af den islamiske republik har ofte peget på, at styret ikke reelt er interesseret i at finde en løsning på konflikten mellem Iran og Vesten. Der har imidlertid været perioder, hvor en aftale faktisk har været tæt på, men hvor EU (i lige så høj grad som Iran) har forspildt chancen.

EU’s forspildte chancer

Forhandlingerne mellem EU og Iran var under Irans tidligere præsident Khatami (1998-2005) præget af væsentlig mere optimisme og gensidig respekt, end det er tilfældet i dag. Storbritannien, Tyskland og Frankrig havde i lyset af det øgede fokus på Irans atomaktiviteter i 2002 iværksat omfattende forhandlinger med det formål at øge den gensidige anerkendelse af begge forhandlingsparters bekymringer. EU ville være sikre på, at det iranske atomprogram ikke havde militære intentioner, og Iran ønskede deres ret til et civilt atomprogram internationalt anerkendt. Iran imødekom behovet for gensidig anerkendelse ved midlertidigt at suspendere berigelsesaktiviteterne, hvilket førte til en første indledende aftale – Teheran-aftalen – hvori det international atomagentur, IAEA, fik adgang til Irans atomfaciliteter. Aftalen indebar også, at både EU og Iran tilkendegav ønsket om aktivt at arbejde for en langsigtet samarbejdsaftale. Den gode vilje blev ydermere styrket det følgende år med en forbedret aftale i Paris.

Iran præsenterede et udkast til indholdet af en EU-Iran samarbejdsaftale i marts 2005 med et krav om, at EU inden for to måneder ville forholde sig til forhandlingsudspillet. Men da EU ikke kunne nå til enighed om en fælles holdning til et samarbejde med Iran – bl.a. fordi USA udviste stigende interesse i forhandlingerne – formåede man hverken at fremkomme med et udspil til den først aftalte deadline eller den efterfølgende udskudte deadline i juli 2005.

Den 1. august 2005 annoncerede Iran, at de havde i sinde at genstarte uranberigelsen til det civile atomprogram. I EU blev Irans beslutning modtaget som et tegn på Irans stigende fjendtlighed over for Vesten. Dette skal ses i sammenhæng med valget af præsident Ahmadinejad, der til forskel fra sin reformvenlige forgænger, Khatami, var kendt for sin religiøse konservativisme og antivestlige retorik. Siden da er forholdet mellem Iran og EU gradvist blevet forværret, forhandlingerne har stået i stampe, og EU indfører til stadighed strammere sanktioner.

EU’s respons på Irans genigangsættelse af uranberigelsen var imidlertid en graverende fejltolkning af det signal, det islamiske styre ønskede at sende til Vesten. Timingen af Irans annoncering den 1. august kan siges at indeholde et dobbelt motiv. På den ene side var den et udtryk for den mistillid, som Iran nærede til EU’s egentlige forhandlingsvillighed. På den anden side repræsenterede genåbningen af atomprogrammet, blot to dage før Ahmadinejads officielle tiltrædelse, et ønske om at signalere til omverdenen, at et civilt atomprogram var et langsigtet iransk projekt – uafhængigt af den retorisk antivestlige præsident Ahmadinejad. Ved at fejlfortolke disse signaler bidrog EU’s efterfølgende sanktioner og kritik af Irans atomprogram blot til, at den gensidige mistillid styrkedes.

Europa må erkende sine fejl

Såfremt EU virkelig ønsker en opblødning i de diplomatiske forhold til Iran for derigennem at øge sandsynligheden for reelle forhandlinger om atomprogrammet, må EU således først og fremmest nedtone den politiske målsætning om universel udbredelse af vestligt demokrati og menneskerettigheder til Iran. Understreges dette offentligt samtidig med, at EU anerkender, at der ikke altid er blevet handlet hensigtsmæssigt i forhandlingerne med Iran, vil EU ikke blot øge troværdigheden, men også udvise større forståelse for alternative, ikkevestlige syn på verden.

Vigtigere endnu så åbner man derved en dør på klem for, at det islamiske styre med en ny præsident kan åbne reelle, konstruktive forhandlinger med EU uden at tabe ansigt både nationalt og internationalt. Derved undgår både det islamiske styre og EU at få talt sig selv op i et hjørne, hvor militær konfrontation er eneste løsning.

Jeppe Teglskov Jacobsen er specialestuderende på Statskundskab, Aarhus Universitet, og har en M.Sc. i International Politics fra School of Oriental and African Studies i London, hvor han skrev speciale om forholdet mellem EU og Iran

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels Jespersen

Som supplement til kronikken:

1. Spørgsmålet om hborfor EU "forhandler" om Irans "atomprogram" kommer ikke rigitgt frem. Grunden til at eU i det hele taget "blander sig" skyldes taktiske hensyn - og ikke at man f. eks. tror at Iran har omgået eller vil omgå den fuldt kontrollerede berigelse og brug af uran i atomkraftværkerne i Iran. EU er mget bekymret for at USA skal male sig ind i ethjørne grundet den israelske lobbys magt over Mellemøstpolitikken. Israels har altid haft som mål at svække alle stater der bare kunne tænkes at ville sætte sig imod fortsat israelsk ekspansion og statsterrorismen udøvet mod palæstinensere og naboer - helst gennem proxy lakajer som USA og UK. Sålænge EU kan forhandle og bruge det som argument mod Israel og dets proxy medlemmer, kan man håbe på at undgå krigslignende katastrofer. Alle ved jo at Iran ikke har noget atomvåbenprogram (samtlige 17 amerikanske efterretningstjenester har jo sagt det samstemmende gennem mange år nu i det man kaldet "National Intelligence Estimate") og at al produktion er strengt kontrolleret af IAEA. Der har aldrig været noget brud på nogensomhelst af IAEAs krav til dokumentation af uranets brug. Men meget mediehysteri og forkert gengivelse af de dokumenter som produceres om inspektionen og kontrollen.

Der er dog sket et skred i IAEA ifølge fhv. chefer som Hans Brix og El Bareidi - idet man nu fremhæver hypoteser, som ikke undersøges, som mulige brud på reglerne. Det drejer sig om påstande som er fremkommet gennem israelsk eler andre medlemsstaters fabrikation af beviser. Som tidligere er tilbagevist under El Bareidi - men som stadig kan bruges til at skabe det indtryk gennem pressen at der nok er noget om snakken med a-våben, når vi nu altid hører om det etc etc...

Jeg vil gerne henvise til f. eks.

www.beeman.com

med mange artikler skrevet i tidens løb af eksperter.

Robert Kroll

Man kan og bør forhandle med alle - men man kan anstændigvis ikke give indrømmelser med det ene formål at fornøje nogle magthavere i et (religiøst) diktatur, der undertrykker elementære menneskerettigheder ude og hjemme og meget andet.

M h t Iran bør politikken være at holde "situationen flydende" og vente på, at iranerne selv får gjort op med magthaverne .

Iranerne får atom energi uanset sanktioner eller ej. Der skal nye boller på suppen for sanktionerne har indtil videre vist sig at have en modsat virkning - større fjendtlighed overfor de lande der danser for amerikanernes musik.

Vi bliver nød til at udnytte Irans ekstreme venlighed når de tilbyder olie, gas, teknologi og meget mere til Pk, Indien, Tyrkiet, Rusland, Kina, latinamerikanske lande og andre lande. Hvorfor slår vi ikke til så vi kan begynde at tjene penge istedet for at lade gælden vokse?

Desuden tror jeg ikke at der er opbakning nok til at få gjort op med magtindehaverne @ Robert.

Iran er en supermagt på den globale scene som virkelig har formået at skabe et godt image trods sanktioner. Det er som om at magtpolerne er ved at skifte og hvis vi ikke hopper med på den nye vogn - Iranbølgen, skyder vi os selv i foden og det vil kunne mærkes i den nærmere fremtid.