International kommentar

Er den europæiske drøm død?

Historisk hukommelsestab, en elite uden kontakt til folket, brudzoner mellem syd og nord – det frie, velstående og socialt retfærdige Europa, vi drømte om, er ikke længere vores horisont, men vores politikere har ikke mod til at fortælle os det
Debat
3. maj 2013

Den Europæiske Union eksisterer ikke længere. I al fald ikke i den form, vi kendte. Hvilken ny form Unionen tager, kan være svært at overskue. Men måske er spørgsmålet også rettere, hvorfor det Europa, som stod i fokus for så mange af vore drømme, ikke længere findes. Svaret er enkelt: Alle de søjler, der tjente til at opbygge og begrunde EU’s eksistens, er i dag kollapset.

Vigtigst af disse var mindet om Anden Verdenskrig. En undersøgelse fra 2012 viste, at halvdelen af de tyske skoleelever i alderen 14-16 år ikke er klar over, at Det Tredje Rige var et diktatur. 40 procent var endvidere overbevist om, at menneskerettighederne var blevet lige godt respekteret af alle tyske regeringer siden 1933.

Ud fra dette kan man ikke udlede nostalgi efter Tysklands nazistiske fortid. Pointen er snarere, at den opvoksende generation af europæere ikke har et forhold til denne historie. I dag er den overbevisning, at EU fortsat kan bygge sin legitimitet på sine rødder fra krigen, følgelig illusorisk.

Fundamentet smuldrer

Det andet element, der lettede Unionens geopolitiske formation, var Den Kolde Krig – med andre ord: Endnu et fænomen, som ikke længere eksisterer. I dag har EU ikke – og kan ikke have – en fjende, der retfærdiggør dets eksistens på samme måde som Sovjetunionen og Østblokken gjorde fra 1949-91.

Den tredje søjle, der er smuldret, er velstand. Efter en global målestok er EU ganske vist stadig velstående, selv om denne iagttagelse ikke omfatter alle medlemslande. Men i dag forventer 60 procent af europæerne ikke, at deres børn vil kunne nå samme høje levefod som dem selv. Med dette i tankerne er problemet ikke, hvordan vi lever i dag, men hvilken slags liv vi kan forvente at leve i fremtiden. De positive udsigter og troen på en bedre fremtid, som var så vigtig en kilde til Unionens legitimitet, er også væk.

En yderligere kilde til legitimitet var troen på konvergens: Fattige lande ivrede efter at komme ind i EU i den forventning, at de med tiden også selv ville kunne få adgang til de fordele, som rigmandsklubbens etablerede medlemmer nød godt af. Forventningen havde endnu et vist hold i virkeligheden for bare et par år siden, men i dag – skal vi tro de økonomiske prognoser for de næste 10 år – vil et land som Grækenland sandsynligvis være lige så ludfattigt i forhold til Tyskland, som det var på dagen for sin tiltrædelse af Unionen.

Hvem skal vi låne fra?

Alle siger, at EU er et elitært projekt. Det stemmer. I dag er problemet ikke, at eliten er blevet antieuropæisk, men at den ikke længere taler med vægt i de nationale debatter. Det faktum, at alle medlemmer af eliten grundlæggende går ind for et forenet Europa er uden betydning, for ingen lytter til dem længere. De har mistet kontakten med almindelige mennesker. Ser man på sociologiske undersøgelser, kan det konstateres, at EU’s legitimitet begrundes vidt forskelligt, alt efter om vi befinder os i nord eller syd.

I lande som Tyskland og Sverige har borgerne tillid til EU, fordi de også tror godt om deres egne regeringer. I Italien, Bulgarien og Grækenland har folk ikke tillid til egne politikere og tror derfor mere på EU. Logikken er, at ’selv om vi ikke kender dem, kan politikerne i Bruxelles ikke være værre end vores egne’. Den seneste krise viser imidlertid, at også denne tillid smuldrer.

Den sidste, men ikke mindst væsentlige, søjle er velfærdsstaten. Der er ingen tvivl om, at eksistensen af en stærk velfærdsstat har været en integreret del af EU’s identitet, men spørgsmålet er, om den fortsat kan være levedygtig i en sammenhæng, der ikke kun præges af skærpet global konkurrence, men også af Europas store demografiske ændringer. Problemet er, at europæerne smelter som sne for solen. I 2060 vil 12 procent af befolkningen i EU være over 80. Europa bliver grå. Så måske er det ikke tilfældigt, hvis EU ofte opfører sig som en senil pensionist på den internationale scene. Fra hvem skal vi låne for også fremover at kunne finansiere denne velfærdsstat, som er så afgørende for de ældre? Fra de opvoksende generationer? Beklager, de er i forvejen udset til åreladning for at kunne betale for allerede ophobet offentlig gæld ...

Nye brudzoner

En yderligere konsekvens af krisen er udviklingen af nye modsætningsforhold hen over kontinentet. I EU findes ikke længere adskillelse mellem vest og øst, men andre mere kritiske brudzoner er vokset frem.

Det gælder dels forholdet mellem eurolande og de øvrige stater. Ofte, når de taler om EU, sigter franskmænd, tyskere, spaniere osv., i virkeligheden til eurozonen, uanset at strategisk vigtige lande som Sverige, Polen og Storbritannien ikke indgår i euroen. En mere kritisk brudzone findes mellem kreditor- og debitorlande. Da Grækenland ville holde folkeafstemning om landets hjælpepakke, indvendte Berlin: »Har I tænkt jer at holde folkeafstemning om vores penge!?« Intet land bør holdes som gidsel af eurozonen – det er just problemet, når vi har fælles valuta uden fælles politik.

Hvordan skal krisen løses? Nogle EU-lande er i krise, andre er ikke eller er i det mindste ikke så hårdt ramt. På nogle har krisen haft positive virkninger på bestemte praksisser. Ud fra dette synspunkt er det vigtigste resultat af enhver politik, at der er vindere og tabere. Men det har Europas ledere omhyggeligt undgået at fortælle os.

Vi tror stadig på, at ’win-win-politikker for alle’ eksisterer i virkeligheden. I lyset af den nuværende situation i EU er dette udtryk for ønsketænkning, for den naturlige solidaritet, der eksisterer i nationalstater, er endnu ikke udviklet for Unionen som helhed. EU-landene deler hverken samme historie eller samme sprog. Det er ikke usædvanligt, at der refereres til ’vi’, når der tales om Europa. Men hvad betyder det? Skal EU fungere bedre, er det absolut nødvendigt at finde en definition på, hvad der menes med ’vi’ i forbindelse med Europa.

 

Ivan Krastev er bulgarsk politolog © Kultura og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her