Kronik

Europas ledere bør tage ved lære af Roosevelt

Offentlige investeringer og regulering af de frie markedskræfter var præsident Franklin D. Roosevelts svar på USA’s økonomiske krise i 30’erne. Måske nutidens Europa kunne lære noget af en præsident, der turde kæmpe for folket
Franklin D. Roosevelt ønskede ikke at omstyrte det politiske system, men han var overbevist om, at det var nødvendigt at bremse markedskræfternes frie spil. Her kaster Roosevelt baseballsæsonen 1936 i gang. Rosevelt præsterede at blive genvalgt tre gange – i 1936, 1940 og 1944.

Franklin D. Roosevelt ønskede ikke at omstyrte det politiske system, men han var overbevist om, at det var nødvendigt at bremse markedskræfternes frie spil. Her kaster Roosevelt baseballsæsonen 1936 i gang. Rosevelt præsterede at blive genvalgt tre gange – i 1936, 1940 og 1944.

New York Times

Debat
14. maj 2013

Målestokken for vor fremgang er ikke, hvorvidt den øger overfloden hos dem, der har meget, men hvorvidt vi skaffer nok til dem, der har lidt.«

Dette Franklin D. Roosevelt-citat fra 1930’erne, tilfældigt fundet på nettet, lyder som sød musik i mine ører i dag, hvor en dyne af pessimisme har lagt sig over et Europa domineret af neoliberalistiske økonomer, der prædiker brutale nedskæringer i de offentlige budgetter og lavere lønninger som eneste farbare vej ud af krisen. Og centrum venstre-politikerne retter lydigt ind. Det er, som om den frie vilje er sat ud af spillet. Man opererer med en abstrakt nødvendighed og glemmer, at samfundet er et resultat af menneskelige valg og prioriteringer. Ønsker vi virkelig velfærdssamfundet erstattet af et kynisk konkurrencesamfund, hvor fanden tager de sidste, og som de færreste nok – når alt kommer til alt – vil bryde sig om at leve i?

I dag ville ovenstående citat hånligt blive afvist som udtryk for en naiv klienttankegang, men citatet stammer ikke fra Enhedslisten, men fra den mand, der som USA’s præsident formåede at bringe sit land frelst igennem en økonomisk krise langt værre end den, vi kender i dag.

Roosevelt (1882-1945) tilhørte en særdeles velstående familie, men havde en stærk social bevidsthed. Allerede som senator og senere guvernør i New York satte han fokus på »det glemte menneske i bunden af den økonomiske pyramide«. Han vidste, at sult, fattigdom og arbejdsløshed er det stof, som diktaturer skabes af. Franklin D. Roosevelt blev indsat som præsident i 1933 – samme år som Hitler kom til magten i Tyskland. Denne mand, som polioen i 1921 havde lammet fra navlen og ned, havde en enorm styrke og karisma og formåede næsten fra den ene dag til den anden at vende stemningen i befolkningen.

»Det eneste, vi har at frygte, er frygten selv,« sagde han i sin indsættelsestale, der betonede nødvendigheden af en øjeblikkelig indsats. Og handling kom der. I sine første 100 dage fremsatte han en byge af lovforslag, som han med stor dygtighed fik manøvreret gennem Kongressen. Det var et reformamok, så det baskede, men vel at mærke ét, hvis mål var at skabe et mere retfærdigt og socialt afbalanceret samfund. Udviklingen gik hurtigt, og over hele landet syntes folk at vågne op af deres apati. Et lille eksempel på den nye optimisme er en plakat, som et firma i New Jersey var ophavsmand til:

»Præsident Roosevelt har gjort sit, nu må du gøre dit: Køb noget – køb hvad som helst, hvor som helst, mal dit køkken, send et telegram, hold en fest, anskaf dig en bil, betal en regning, lej en lejlighed, fix dit tag, bliv klippet, se et show, byg et hus, gå en tur, syng en sang, bliv gift. Det er lige meget, hvad du gør – men gør det og hold dig i gang. Denne gamle verden er begyndt at bevæge sig.«

Prædikantpræsidenten

Roosevelt var ingen kommunist i fåreklæder, sådan som den republikanske højrefløj yndede at fremstille ham. Han ønskede ikke at omstyrte det kapitalistiske system, men han var overbevist om, at det var en tøjlesløs kapitalisme, der havde ført verden ud i krise, og at det gjaldt om at bremse markedskræfternes frie spil. Et modigt projekt i et land med en så udtalt mistillid til staten som USA.

Roosevelt var ikke ideolog. Han var en stor moralist i ordets bedste betydning. Når han med et ironisk tvist kaldte sig selv for »en prædikantpræsident« (preaching president), skulle det opfattes etisk, ikke religiøst. Støttet af en tænketank, der bestod af akademikere, som var nok forskellige, men alle i stand til at tænke ukonventionelt, indgik han en aftale med det amerikanske folk om en ny økonomisk og social politik, New Deal.

Roosevelt lagde vægt på åbenhed. Ved to ugentlige pressekonferencer gav han offentligheden indblik i sine politiske prioriteringer og gennem sine populære kaminpassiarer i radioen tog han aktuelle emner op og sørgede for at inkludere den brede befolkning i sin politik. Der blev i hans tid foretaget reguleringer inden for bank- og finansverdenen, fagforeningerne blev styrket, og skatterne øget for de mest velstillede. En vigtig reform var National Industrial Recovery (NIR), en genopretningsplan for industrien, der skulle sikre en sund konkurrence, og som greb regulerende ind med regler for mindsteløn, arbejdstid etc. Ved at hæve lønningerne og sætte arbejdstiden ned ville man skabe flere arbejdspladser og sætte gang i forbruget. En Social Security Act fra 1935 – to år efter Steinckes socialreform i Danmark – lagde grunden til en amerikansk velfærdsstat. Under Roosevelt-administrationen flyttede det økonomiske center fra Wall Street til Washington, og det vil næppe være forkert at tale om en demokratisk revolution.

Forbundsteatret

I dag huskes Roosevelt måske bedst for sin Works Progress Administration (WPA), en enestående eksperimenterende social organisation, der med filialer over hele landet skulle bekæmpe massearbejdsløsheden.

Milliarder af dollar satte gang i offentlige projekter og skabte arbejde til millioner af mennesker. Der blev bygget skoler og broer, anlagt parker, plantet træer og renoveret bygninger. Velfærdsprogrammer som gratis skolemad og børnevaccinationer blev sat i gang. Kurser for ubemidlede tog kampen op mod analfabetismen, og bogbusser bragte litteraturen ud til isolerede områder.

Særlige afdelinger tog sig af kunst og kultur, der blev opfattet som hjørnesten i et demokratisk samfund. Mest opsigtsvækkende var det landsdækkende Federal Theatre Project (FTP), ledet af Hallie Flanagan, en glødende demokrat af den rooseveltske skole, der så forbundsteatret som et bolværk mod sygdom, fattigdom, fortvivlelse og social apati. FTP gav job til tusindvis af arbejdsløse skuespillere, instruktører og scenografer, og bragte teatret ud til helt nye befolkningsgrupper via lave billetpriser, gratis forestillinger for underprivilegerede, opsøgende teater og dramaværksteder på skoler og i sociale institutioner.

FTP havde særlige afdelinger for danse- og børneteater og for sorte teaterfolk, der spillede ny sort dramatik, men også afrikaniserede klassikeropsætninger som den sorte voodoinspirerede Macbeth, der blev Orson Welles’ kunstneriske gennembrud som instruktør.

En af teatrets største satsninger var dramatiseringen af Sinclair Lewis’ roman It Can’t Happen Here, der behandlede risikoen for et fascistisk kup i USA, og som i 1936 havde premiere samtidig i 21 byer. En kontroversiel nyskabelse var de ’levende’ aviser, hvor arbejdsløse journalister lavede research til montageprægede forestillinger, der præsenterede dagsaktuelle emner.

FTP blev en torn i øjet på konservative kræfter, og i slutningen af 1930erne indledte Senatets udvalg for ’uamerikansk virksomhed’ – en forløber for McCarthy-processerne i 50’erne – en heksejagt på venstreintellektuelle og havde åbenbart udset sig FTP som syndebuk for den i republikanske kredse forhadte New Deal-politik. For at redde WPA så forbundsregeringen sig i 1939 tvunget til sætte et brat punktum for eksperimentet.

Vi vælger selv vejen

Roosevelt havde mange fjender, men han havde solid opbakning i befolkningen. Han blev genvalgt tre gange (i 1936,1940 og 1944) og er den præsident, der har siddet længst i embedet. Han formåede ikke alene at skabe optimisme. Han skabte også resultater.

»Vi amerikanere af i dag – os alle – er personer i demokratiets levende bog,« skrev han i forbindelse med sin sidste valgkampagne. »Men vi er også dens forfatter. Det påhviler nu os at afgøre, om de kommende kapitler skal fortælle en historie om tilbagetog eller en historie om fortsat fremgang.«

I dag, hvor teknokrater har overtaget politikernes rolle i Europa, er der mere end nogensinde brug for forfattere, der kan føje nye kapitler til demokratiets levende bog. Roosevelts styrke lå i hans vision om et retfærdigt samfund, hans evne til at begejstre – og ikke mindst i hans insisteren på, at mennesket altid er vigtigere end økonomien og hans advarsler mod at betragte økonomiske love som naturgivne og kriser som uundgåelige fænomener, der med mellemrum skyller ind over verden.

Kela Kvam er professor emeritus på KU

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Thomas Krogh

Dennis

ALT hvad der er værd at skabe, kræver energi. Også software (programmør skal leve, computer skal have strøm, det færdige software skal køre - mere strøm). Selv hvis en dag der fremstilles software (AI), som kan selv-programmere, så vil også dét kræve energi - både skabelsen samt driften efterfølgende.

Selvsagt. Men i forhold til de maskiner jeg har været med til at lave før, er det stadigt - over en livscyklus - flere størrelsesordner mindre.

Desuden, så husk, det er ikke nok, at forblive på et niveau, vækst skal FORTSÆTTE. Og det skal fortsætte EKSPONENTIELT.

Ja, men energiforbrug pr BNP-enhed kan jo stadigt falde samtidigt. Som det har gjort år efter år i årtier.

Dennis Berg

Men jeg påstår bare, at der er grænser for det, netop som fysikeren i mit link, som jeg baserer min argumentation på. Du kommer ikke uden om de termodynamiske love.

Mathias Egholm

I "Prosperity without growth" beskriver Tim Jackson hvordan energi-inputtet pr. produceret vare er 33% lavere i dag (bogen er fra 2009) end den var i 1970 - altså vi producerer mere effektivt, bruger mindre energi og udleder mindre mængder drivhusgasser pr. enhed end tidligere. Men - og dette er det helt centrale, i og med at vores planet er fuldstændig ligeglad med relative forbedringer - vi bruger MERE energi overodnet set og den overordnede udledning af CO2 er steget med 80% siden 1970. Vi kan ikke blot læne os tilbage og tro at teknologien vil redde os, for teknologiske fremskridt og effektiviseringer bevirker ofte at udbuddet stiger.
Som filmen herunder siger: We need to talk about consumption
http://www.rspb.org.uk/community/ourwork/b/climatechange/archive/2013/04...

Per Torbensen, randi christiansen, Niels-Holger Nielsen og Flemming Andersen anbefalede denne kommentar
Niels-Holger Nielsen

Hav en god amputeret debat i Informations skørter.

Dennis Berg

Thomas Krogh:
Jeg forstår dig ikke helt. Du skrev tidligere at du ikke troede på uendelig vækst, hvorfor argumenterer du så for det nu?

Nic Pedersen

Nu sluttede stenalderen jo ikke på grund af stenmangel, så man må lige midt i den ellers udmærkede bevidsthed om begrænsede ressourcer tage nye teknologier og hidtil uudnyttede ting i betragtning!

Dennis Berg

Nic:
Nøgleordet er "uendelig". Ikke 50 år, ikke 100 år, ikke 1000 år.

Thomas Borghus

Jeg holder meget af det her klip med ham. https://www.youtube.com/watch?v=L9sq_PLF2rA Han havde mange tanker der stadigvæk er yderst relevante i dag. At han også havde sine fejl, er der ingen tvivl om - han var trods alt præsident for USA og det giver automatisk en slem omgang ridser i lakken - allerede dengang. Der findes nok også en gammel ex-sovjetborger eller to, der kunne have lyst til at spørge ham om, hvorfor han var så længe om at åbne en front op fra vest, mod Hitler, på trods af de garantier han udstak til Stalin og de 27 millioner sovjetborgere der måtte lade livet. Der kunne vist også været slået lidt hårdere ned på alle de amerikanske virksomheder der lavede big business med det tredie rige.

Nic Pedersen

Dennis,

hverken du, jeg eller menneskeheden holder alligevel næppe i det uendelige, uanset hvad ;-)

Thomas Krogh

Dennis

Jeg forstår dig ikke helt. Du skrev tidligere at du ikke troede på uendelig vækst, hvorfor argumenterer du så for det nu?

Jeg argumenterer for så vidt ikke for uendelig vækst - eftersom det i et endeligt univers vil være en matematisk umulighed. Jeg siger bare at i praksis - indenfor de horisonter vi nu engang kan gættes os til - er der, per se, ikke noget umuligt i det. Det er meget tænkeligt at vi ikke får perioder med 2-cifret procentuel vækst mere, og det er også tænkeligt at væksten ret hurtigt aftager til sub-procentniveauer, men at sige at vi indenfor horisont A, B eller C *definitivt* kan sige at vi ikke vil se en samlet netto-vækst - selvfølgelig heller ikke. Du kan da heller ikke sige at vi indenfor de næste 10, 100, 1000 eller xx år ikke ser en samlet vækst, vel?

Dennis Berg

I løbet af 400 år vil vi skulle producere det samme som solen, i løbet af 1600 år vil vi skulle producere samme mængde energi som hele galaksen ved 2% vækst.

Det er ikke uoverskuelige tidshorisonter.

Nic Pedersen

Så er det nok en god ide, at mindske antallet af "vi"!?
Det vil give mere plads på alle felter.

Thomas Krogh

Dennis Berg

I løbet af 400 år vil vi skulle producere det samme som solen, i løbet af 1600 år vil vi skulle producere samme mængde energi som hele galaksen ved 2% vækst.

Forudsat energiforbrug pr BNP enhed er den samme, men det har jo været faldende.

Hvad hvis nu vi tænkes os en langt lavere vækstrate, og samtidigt at energiforbrug per BNP enhed falder endnu hurtigere? F.eks. en netto vækst på 0,5%/år og samtidigt et energiforbrug der falder netto 0,6%/pr per BNP enhed - begge dele er meget realistiske.

Det er ikke uoverskuelige tidshorisonter.

Enig.

Dennis Berg

Du kunne måske også overveje et lidt lavere energiforbrug en hele solens? Det vil jo alt andet lige hæve temperaturen på jorden til solens.

Hans Jørn Storgaard Andersen

Det er nok en sandhed med modifikationer, at vi i Europa og især i Norden skulle tage ved lære af Roosevelt - jeg mener, at det stadig forholder sig omvendt.
Hvis vi altså snakker en velfærdsnationen som den Nordiske Model.

"En Social Security Act fra 1935 – to år efter Steinckes socialreform i Danmark – lagde grunden til en amerikansk velfærdsstat. "

Det er vel nok lige overdrevet, for mig bekendt HAR amerikanerne ikke en velfærdsstat, hvor sygdom og undervisning især ikke koster den enkelte noget.

Forfatteren til artiklen polemiserer lidt rigeligt - især i denne afslutning:
"I dag, hvor teknokrater har overtaget politikernes rolle i Europa,"

Det er jeg ikke enig med vedkommende i - det er noget af en skrøne, idet jeg tror, at det er angsten for det fremmede - f.eks. EU og FN - der får en sådan mening frem - uden sammenhæng og dokumentation i øvrigt.

Vore politikere gør som de altid har gjort i dette land - herser og regererer - og de behøver altså ikke "regnedrenge" eller "spindoktorer" - det er bare et nymodens påfund. Den gode politiker vover som altid at køre samfundet i den retning, som hun eller han vil det.

Steffen Gliese

Æret være Kela Kvams minde.

Sider