Gi’ os samfundet tilbage’ – kunne vi sige med en lille omskrivning af Natasjas »Gi’ mig Danmark tilbage«. Sat på spidsen, har vi i Danmark nærmest udviklet en sær social blufærdighed, der gør, at vi giver op over for vores medmennesker. Vi er blevet vænnet til at stille spørgsmålet: ’Hvad kan samfundet gøre for mig’, frem for at stille spørgsmålet: ’Hvad kan vi hver især gøre for hinanden?’.
Det kan se ud, som om civilsamfundet er blevet passiviseret, og vi har glemt, at velfærdssamfundet er os alle sammen. Velfærdssamfundet er ikke synonymt med den offentlige sektor. Det er dig og din nabo. Det er borger til borger, der danner fællesskaber og tager ansvar for hinanden.
Lige nu er civilsamfundets rolle i fremtidens velfærdssamfund til debat. Er det kommunen eller den frivillige sociale organisation, der skal løfte velfærdsopgaverne? Og hvordan?
I vores optik er det et problem, når kommunerne selv rekrutterer frivillige til f.eks. biblioteker og plejehjem. Det er et problem, fordi kommunale frivillige ikke har en fælles ramme, de kan agere i. De har ikke et fælles værdigrundlag, de kan stå på. Og de kan ikke være fortalere for den ældre, der har brug for at få gjort ordentligt rent. Samarbejdet mellem kommunen og den frivillige kommer i stedet til at handle om, hvem der må hvad. Hvem må skifte en ble eller købe en liter mælk – eller sørge for at biblioteket er åbent? Samarbejdet mellem kommunen og frivillige bliver en arbejdskamp frem for et samarbejde om, hvordan vi gør det, vi hver især – sosu-assistenten og den frivillige – er bedst til.
I starten af maj inviterede regeringen 35 udvalgte organisationer og kommuner til at tilbringe et døgn sammen for at diskutere, hvad der skal stå i et nyt frivilligcharter for samspillet mellem ’foreningsdanmark’ og det offentlige. Det skal erstatte det gamle charter fra 2001 – et dokument skrevet af repræsentanter fra foreninger, kommuner m.fl. for »at styrke og udvikle samspillet gennem grundlæggende værdier og fælles rammer for samspillet«. Charteret blev imidlertid aldrig brugt aktivt, hvorfor der er behov for et nyt.
Regeringens dagsorden er samskabelse. De ønsker at lave en fælles aftale om, hvem der skal løfte hvilke opgaver i samarbejdet mellem kommunen og den frivillige organisation. Den dagsorden er fagbevægelsen også glad for. De vil gerne have spilleregler for, hvordan sosu-assistenen og den frivillige skal samarbejde på plejehjemmet.
Det vil vi ikke. Vi mener ikke, at man kan sætte grænser for at være medmenneske. Og det er jo det, man forsøger, når man vil lave spilleregler for, hvilke opgaver kommunen selv skal løse, og hvilke opgaver, frivillige organisationer skal inddrages i.
Det offentliges udvidede rolle
I dag oplever snart sagt alle frivillige organisationer en massiv vækst i antallet af frivillige. Det viser os, at civilsamfundet ikke er blevet helt inaktivt. Tværtimod ser vi en stigende villighed til igen at drage omsorg for hinanden. Alene i Røde Kors er vi nu knap 30.000 frivillige, der lokalt yder en social indsats i Danmark.
Vi har set, at det offentlige gennem de seneste 40 år i stigende grad er gået ind på områder, der vedrører mellemmenneskelige relationer. Det er sket, samtidig med at vi som familier er flyttet længere væk fra hinanden, at vi lever i større byer, at vi bliver ældre, og at vores kommunikationsformer har ændret sig. Det har betydet, at vi ikke skovler sneen for den ældre dame ved siden af. Vi inviterer ikke den enlige mor nedenunder til mad. Eller tager børnehavevennen med i biografen. Vi sætter os ikke på plejehjemmet og holder den døende tante i hånden. Eller tager hjem til den kollega, der er sygemeldt med stress.
Vi tænker, at det skal det offentlige tage sig af. Eller også gør vores blufærdighed, at vi ikke vil trænge os på. Og det er ikke godt nok.
En del af et fællesskab
Her kan vi som frivillige sociale organisationer noget. Vi skaber fællesskaber, der inkluderer gamle, unge, kvinder, mænd, etniske minoriteter, de skæve eksistenser, handicappede – dig og mig. Vi kan give den ramme, der gør, at man tager skridtet og ringer på naboens dør. Ikke som sig selv, men som et fællesskab – en samlet frivillig organisation. Det er én af de ting, der adskiller frivillighed i en kommune fra frivillighed i en værdibaseret organisation som Røde Kors. Kommunerne hyrer individuelle frivillige til at løse en opgave for kommunen. Det kan være på et plejehjem, et bibliotek eller som mentor for en ung arbejdsløs. Når man har løst sin opgave, går man hjem. Man yder sin indsats ud fra egne og ikke fælles værdier. Man skaber ikke et netværk for den, man yder en frivillig indsats over for – eller for sig selv.
I Røde Kors står vi på værdier som medmenneskelighed, neutralitet og frivillighed. Vi bruger værdierne helt konkret hver dag som et fælles udgangspunkt for alle frivillige i Røde Kors. Så den frivillige besøgsven på plejehjemmet eller den frivillige i genbrugsbutikken er rustet til at sige ja eller nej til en opgave som f.eks. et bleskift med udgangspunkt i deres egne grænser.
Vi tror på, at fremtidens velfærdssamfund vil, kan og skal rumme mere frivillig indsats også inden for kerneområderne af velfærd. Men det bekymrer os, hvis kommunen bare vil bruge os som gratis arbejdskraft. Og det kan let komme til at se sådan ud, når kommunen selv hyrer frivillige til det værested, de har skåret ned på, eller på det bibliotek, hvor de har indskrænket åbningstiden. Hvis kommunen laver en spareøvelse, vil det bedste være at tone rent flag.
Historisk har civilsamfundet gennem det seneste århundrede traditionelt fungeret som innovatør. Det er her, nye løsninger er blevet udviklet – for efterfølgende at blive overtaget af det offentlige. Eksempelvis sygekasserne som startede som frivillige foreninger for i 70’erne at blive overtaget af det offentlige og blive til Sygeforsikringen Danmark.
Er det, vi ser nu, i virkeligheden, at pendulet er ved at svinge tilbage, fordi vi skal tage et fælles ansvar for vores samfund? Har civilsamfundet mulighed for at genindtage de områder, hvor det handler om mellemmenneskelige relationer i stedet for at være en del af den spareøvelse, vi tror, det er? Set i det lys bliver grænsediskussionen overflødig. For man kan ikke sætte grænser for medmenneskelighed. Men man kan respektere det, vi hver især står for.
En civilsamfundsstrategi
Vi har foreløbigt sagt ja til at være med til at skrive det nye frivilligcharter, og vi deltog derfor på den føromtalte camp i begyndelsen af maj. Men vi har samtidig sagt til de involverede ministre, at vi ikke synes, at den proces, de har sat i gang, giver frivillige reel mulighed for indflydelse.
I diskussionerne om et nyt frivilligcharter har vi lagt vægt på, at frivillige skal respekteres og anderkendes – ikke for at være et supplement til det offentlige, men for at have en egen værdi. Vi kan udvikle og løfte opgaver, det offentlige ikke kan og lære borgerne at være en del af et demokrati.
Men det vigtigste for os er, at regeringen skal følge charteret op med en civilsamfundsstrategi, hvor der etableres forpligtende rammer for, hvordan regeringen vil støtte civilsamfundet. Det handler både om økonomiske rammer og afbureaukratisering, men det handler mest af alt om at have en vision for, hvilket aktivt civilsamfund regeringen ønsker at støtte. Regeringen skal tage et medansvar for at bringe værdierne tilbage på dagsordenen. Og i den øvelse kan de med fordel hente inspiration i den civilsamfundsstrategi, Danmark har vedtaget for udviklingslandene.
Hvis regeringen vil forpligte sig til det, vil vi for vores del forpligte os til at bevare vores innovationskraft, vores fortalerrolle, vores engagement i at skabe bedre vilkår for samfundets svageste, vores rolle i forhold til at skabe fællesskaber for alle samt tilføre flere frivillige. Og ikke mindst vil vi tage ansvar for med afsæt i vores værdier at vise vores tillægsværdi. Vi vil have samfundet tilbage.
Susanne Larsen er præsident, og Anders Ladekarl er generalsekretær i Røde Kors i Danmark
