International kommentar

Forkerte konklusioner om lukningen af Cannes i 1968

Informations stort opsatte, historiske Cannes-artikel lider af en lang række fejl og misforståelser. Således har festivalen eksempelvis aldrig været mere mainstream, end den er i dag – i modsætning til, hvad skribenten hævder
24. maj 2013

Morten Piils artikel »Fra Fellini til Weerasethakul« d. 16.5 om Cannes-festivalen er så forvirret og fejlagtig, at nogle rettelser er påkrævet. Piil har decideret uret, når han siger, at festivalen med ’den nye bølges’ gennembrud kom til at stå for »noget radikalt nyt«. Det forholder sig stik modsat.

Selv om festivalen i 1959 viste Francois Truffauts og Alain Resnais’ debutfilm, havde bølgen op gennem tresserne utrolig vanskeligt ved at få sine film vist i Cannes. Bølgens mest nyskabende instruktør, Jean-Luc Godard, var udelukket fra Cannes og måtte i stedet ty til festivalerne i Venedig og Berlin, og det samme gjaldt så centrale bølgeinstruktører som Eric Rohmer og Claude Chabrol. Festivalerne i Berlin og især Venedig var langt modigere end Cannes.

Derfor var aggressionerne mod Cannes let forståelige, da en gruppe franske instruktører med Truffaut og Godard i spidsen besluttede at lukke festivalen i 1968. Det er ganske enkelt ikke rigtigt, når Piil skriver, at »et mindretal anført af Roman Polanski« var imod lukningen. Tværtimod. Polanski nedlagde omgående sit medlemskab af juryen og stod side om side med Truffaut og Godard, da de besatte festivalpalæets store scene. Jeg ved det, for jeg var der selv. Polanski kom godt nok med en polemisk bemærkning om, at Godard forekom ham lovlig stalinistisk, og i sin selvbiografi fortæller han, at han var ambivalent, men at han bakkede op bag festivallukningen fremgår utvetydigt af Benjamin Craigs History of the Cannes Festival:

»Louis Malle and Roman Polanski both immediately resigned from the festival jury, joining the call from François Truffaut, Jean-Luc Godard and a host of other French filmmakers, for the festival to be closed down as a sign of protest

Det er meningsløst, at Piil i denne sammenhæng nævner, at Polanski »fra sin polske ungdom havde fået en uudryddelig afsmag for politisk knægtelse af kunsten«, for lukningen af Cannes-festivalen var mildest talt ikke udtryk for en politisk knægtelse. Den var tværtimod en protest mod festivalens snævre, konservative og politisk undertrykkende udvælgelseskriterier.

Fik større betydning

Selv om Truffaut og Godard var enige om, at festivalen skulle lukkes, var de indbyrdes uenige om hvorfor. For Truffaut var hovedbegrundelsen, at regeringen havde fyret den legendariske Henri Langlois som leder af Cinemateket i Paris, hvor den klassiske filmtradition havde til huse, for Godard var begrundelsen desuden, at festivalfilmene var forældede ved deres fremkomst, fordi de var helt ude af trit med, hvad der rørte sig blandt arbejdere og studenter verden over. Også i forbindelse med festivallukningen gik Truffaut ind for en videreførelse af den klassiske tradition, Godard for dens sprængning. Men de var enige om, at festivalen var betydningsløs, hvortil Piil lidt dumt spørger: »Hvorfor lukke festivalen, hvis den var uden betydning?« Svaret er: netop for at give den betydning! Og det lykkedes som bekendt.

Piil er en romantisk nostalgiker, når han mener, at der i 60’erne var smagskonsensus mellem det store publikum og den »kræsne« festival, mens han i dag kan ironisere over, at en guldpalmevinder hedder noget så eksotisk som Apitchatpong Weerasethakul. Den Hollywood-orienterede Piil synes ikke at have opdaget, at et af filmkunstens kreative centre i mange år har ligget i Sydøstasien. Men vigtigere er det, at Cannes-festivalen har opdaget det og ikke er bange for at præsentere instruktører, der får Piils xenofobi til at bryde ud i lys lue.

Et bredere publikum

Derudover er det jo hverken et kvalitetskriterium eller det modsatte, at en film går hjem hos det store publikum. Et grotesk eksempel er, at en så ligegyldig og publikumsleflende film som Claude Lelouch’ Manden og kvinden fik guldpalmen i 1966 til trods for, at anderledes væsentlige film deltog i konkurrencen det år, bl.a. Orson Welles Falstaff, Miklos Jancsos Mænd uden håb og Volker Schloendorffs Den unge Törless.

Lige så absurd er det at påstå, at Cannes-vinderne i 60’erne normalt havde kontakt til det brede publikum. Guldpalmen blev faktisk også givet til temmelig ukendte instruktører som Henri Colpi og Anselmo Duarte – og de forblev ukendte. Derfor er det temmelig besynderligt, når Piil påstår, at den tid for længst er forbi, hvor en Cannes-vinder var en film, »alle bare skulle se«. Den tid har aldrig eksisteret, men er dog tættere på i dag end nogensinde. I det nye århundrede er Guldpalmen tildelt bl.a. Mike Leigh, Ken Loach, Lars von Trier, Roman Polanski, Jean-Pierre og Luc Dardenne, Nanni Moretti, Gus Van Sant, Michael Moore, Michael Haneke og Terrence Malik – altså netop instruktører, der har tag i et betydeligt publikum – ikke mindst takket være Cannes-festivalen.

 

Christian Braad Thomsen er filminstruktør og forfatter

 

Svar fra Morten Piil:

Polanski er ikke spor »ambivalent« angående Cannes-lukningen i sin selvbiografi, men skriver: »Min egen holdning var klar. Jeg syntes, at det var helt absurd at afbryde festivalen med den motivering, at det var et kapitalistisk symbol.« Og Polanski skriver yderligere, at han var enig med det sovjetiske jurymedlem, der betragtede idéen med at aflyse festivalen som »uhyrlig«.

Lige så tendentiøst Braad læser Polanski, har han læst min artikel. Jeg havde ikke forventet andet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu