Kronik

Vi har gemt kærligheden langt væk

Livets mening er ikke økonomisk vækst. Alligevel er det hele samfundets og alle politiske partiers kongstanke og er blevet livets bestemmelse. Desværre gør den ideologi os gradvist mere blinde for det, der virkelig betyder noget: kærligheden
Det er godt at give barnet sin tid og omsorg. Det, man får igen, er således ikke en konkret fysisk genstand, men et helt og kærligt menneske, som har fået de bedste psykologiske vækstbetingelser for at klare sig i verden. Betingelserne er psykologiske og passer derfor ikke ind i det fysiske vækstparadigme.

Sigrid Nygaard

7. maj 2013

Vi længes efter kærlighed. Det har medierne for længst indset og har i stor stil kapitaliseret på den længsel. Alle kender Justin Bieber, Medina og Seebach. Kærligheden dyrkes i stor, næsten hysterisk stil. Men vi er sat i rollen som kærlighedens tilskuere. I biografstolen eller blandt de andre tilskuere til koncerten. I teenagepigens værelse, hvor Bieber-plakater giver fantasien råstof nok til utallige bryllupsrejser med kendissen.

Men hvordan går det med den levede kærlighed? FN’s Verdenssundhedsorganisation (WHO) forudser, at i 2030 vil flere mennesker være ramt af depression end af nogen anden sygdom. Der har været anlagt forskellige perspektiver på den psykologiske krise, der breder sig. Men forskerne har udeladt den allermest banale overvejelse: Er vi ved at miste fornemmelsen for en af livets grunddimensioner; kærligheden? Hver epoke har haft sine ideologier, som forsøgte at give kærligheden form og farve. Før bistod kristendommen med sine fortællinger om kærlighed. Fortællinger, som da de blev viklet ind i magt og økonomi, blev ukærlige. De store fortællingers død efterlod os med en unik mulighed for at definere en mere ren kærlighed.

Men man undlod at sætte noget i stedet for kristendommen. Derfor blev ét ideal enerådende; det økonomiske. Det er nu engang sådan, at en vis idé om økonomiske forhold er nødvendigt for overhovedet at overleve. Men uden andre idealers indvendinger blev økonomi – som i udgangspunktet er livets betingelse – livets bestemmelse. Derfor er kongstanken hos alle politiske partier økonomisk vækst. Idealet bliver at udvide den fysiske velstand.

Sov, træn, spis, gentag

Den markedsøkonomiske målestok er krøbet ind under huden på os og er blevet den målestok, udfra hvilken det væsentlige i tilværelsen vurderes. Det kommer til udtryk i vores fokus på vækst i karriereforløb, i muskler, i kondital, i bryster, i test, i antal ’venner’ og ’likes’ på sociale medier. Alt sammen vækst, der kan ses og måles.

I kølvandet ser vi opblomstringen af sygdomme som ’ortoreksi’ (overdreven sundhed) og ’megareksi’ (træningsmani). Eller i voksende bevægelser som the quantified self, hvor medlemmerne kontinuerligt overvåger og optimerer kroppens væksttilstand. En af nutidens mest populære træningsformer, crossfit, summerer meningen med det moderne menneskes liv op i en enkel grundsætning: Sleep Train Eat Repeat. Sisyfosmyten gjort til virkelighed.

Vi lever vores liv efter et økonomisk ideal, der er formet på baggrund af en særlig forestilling om mennesket. En forestilling, hvor menneskets handlinger hovedsageligt er ’rationelle’, ’kyniske’, egoistiske og for alt i verden målbare. Kærlighedens handlinger er det modsatte, men det mister vi fornemmelsen for, når vi dyrker ’den økonomiske mand’ som højeste ideal. Vi bliver fremmede over for kærligheden.

Min svigerfar spurgte mig engang, hvorfor det ikke længere var tjekket at blive gammel. Nu kan jeg svare ham, at alderdommen repræsenterer vækstidealets modstykke: afvæksten. Det bliver et uudholdeligt vilkår, som vi gemmer væk på plejehjem, hvilket, vi i øvrigt kan blive enige om, er meget lidt værdigt.

Bedre liv med store bryster?

Vi finder ikke værdi i at tilbringe tid med de ældre og overlader det til professionelle, som knap nok selv gider arbejdet. Institutionaliseringen og berøringsangsten i forhold til de ældre skærmer os fra den erfaring, de har at videregive. Det er uheldigt, for de gamle har noget vigtigt på hjerte. For hvis man vil nå en forståelse af det meningsfulde i livet, er det oplagt at vende sig mod dem, der har levet længst.

Her har man lavet nogle interessante undersøgelser blandt døende hospicepatienter, hvor man har spurgt dem om, hvad der har været meningsfuldt i livet. Beretningerne kredser altid om væsentligheden af at indgå i kærlige relationer til andre mennesker. Det er aldrig den dyre bil, det høje kondital eller de store bryster, der fremhæves. I den anden ende af aldersspektret findes en samfundsgruppe, som også har et potentiale for at give os nogle dybe erfaringer af kærligheden. Men som et resultat af det økonomiske paradigmes enerådighed, bliver også de gemt væk.

Det er ikke blot de ældre, der bliver institutionaliseret. Danmark har også verdensrekorden i institutionalisering af børn.

Moderskabets potentialer

Det ligger mig meget på sinde, at slå fast, at det ikke sker for børnene, men for vækstøkonomiens skyld. Det peger langt størstedelen af psykologisk forskning på. Vores økonomiske ideologi tvinger os ud i fuldtidsstillinger på arbejdsmarkedet, hvor vi kan bidrage til samfundets vækstøkonomi. Moderskabets værdi bliver underordnet værdien på arbejdsmarkedet, fordi værdien i moderskabet er langt mindre synlig for øjet.

Her giver man barnet sin tid og omsorg. Det, man får igen, er således ikke en konkret fysisk genstand, men et helt og kærligt menneske, som har fået de bedste psykologiske vækstbetingelser for at klare sig i verden. Betingelserne er psykologiske og passer derfor ikke ind i det fysiske vækstparadigme.

Men vi må få øjnene op for, hvordan de to sider hænger sammen: En økonomisk værdsættelse af moderskabet vil virke positivt tilbage på økonomien, da vi ved, at tilknytningen – eller mangel på samme – i barndommen hænger sammen med senere udviklingsforstyrrelser. En diagnose koster også penge. Mødrene bliver også ramt: I Norge har kvinderne efter indførslen af den fulde vuggestuedækning vundet verdensrekorden i sygefravær. Det koster også penge. Det sker ikke kun i Norge.

Flere kvinder herhjemme oplever tilsvarende, at de øver vold på sig selv, når deres børn i en tidlig alder skal afleveres i institution. Det bliver her tydeligt, at den økonomiske vækstlogik endnu ikke har gjort os helt fremmede over for de dybe kærlighedsfølelser, der eksisterer mellem mor og barn.

Moderskabet er måske det eneste sted i samfundet, hvor man ikke søger personlig profit, som den franske psykoanalytiker Marchel Gauchet for nylig udtrykte det. Desværre modarbejder den økonomiske vækstideologi de steder, hvor kærligheden kommer stærkest til udtryk.

Ingen plads til handicappede

I Danmark findes børn, som bliver ’sorteret fra’ umiddelbart efter undfangelsen. Fordi de bryder med vækstideologien. Derfor er det i dag mere reglen end undtagelsen, at vordende mødre får nakkefoldsscannet deres barn. En procedure som, ifølge Etisk Råds hjemmeside, har gjort Danmark til indehaver af en uhyggelig verdensrekord: Danmark er det land i verden, hvor der bliver født færrest børn med Downs Syndrom eller udviklingshæmning. Hvis udviklingen fortsætter, vil der i Danmark i 2030 – samme år, hvor depression bliver den mest udbredte sygdom – ikke blive født ét eneste barn med Downs Syndrom.

Nakkefoldsscanningen sender et signal om, at det ikke er ønskeligt at få sådanne børn. De kræver tid. Den slags tid, som vi har vanskeligt ved at sætte pris på. Jeg underkender ikke, at et liv med et udviklingshæmmet barn er krævende. Men jeg er sikker på, at en nyorientering i værdier vil vende vores opmærksomhed mod det værdifulde i samværet med sådanne børn. Det er min egen erfaring, at lige præcis mennesker med Downs Syndrom har en særlig evne til at åbne for nogle kvaliteter i mennesker, som en mere kærlig tilværelse kalder på.

De ældre fortæller om kærligheden, moderskabet udstråler den, og de udviklingshæmmede åbner op for den. Men en vækstlogik, vi alle sammen reproducerer hver eneste dag, dæmmer op for kærlighedens kilder. Vi har alle sammen et ansvar for at nedbryde de dæmninger, så vi kan vinde kærligheden tilbage.

 

Frej Prahl er stud. Bach. psych, far og medlem af SAMFO. Han er tidligere hjemmeplejer og pædagogvikar på institution for udviklingshæmmede

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anne Schøtt
  • Jan Willink
  • Liliane Morriello
  • Lars Knudsen
  • Mogens Højgaard Larsen
  • Ervin Lazar
  • randi christiansen
  • Kirsten Andersen
  • claus raunholt jensen
  • Pia Mørk
  • kim jensen
  • tine koed thomsen fragkiskatos
  • Lone Christensen
  • Brian Jensen
  • Holger Lyngklip Strøm
  • Rasmus Nyholm Jørgensen
  • Viggo Helth
  • morten Hansen
  • Dan Johannesson
  • Subhana Ahmed
  • Reda Ammari
  • Tor Brandt
  • Per-Arne Persson
  • Kristen Carsten Munk
  • Maria X
  • Thomas Elle
  • Vivi Rindom
  • Jes Thomsen
  • Carsten Søndergaard
  • Lykke Johansen
  • Karsten Aaen
  • Ralph Sylvestersen
  • Steffen Gliese
  • Anette Bjørnstrup
  • Olav Bo Hessellund
  • Brian Pietersen
  • Jørn Mortensen
  • Claus Piculell
  • Merete Jung-Jensen
  • Michael Povlsen
  • Helge Rasmussen
  • Bjarke Hansen
  • Søs From
  • Kim Rohde
  • Vibeke Rasmussen
  • Mette Olesen
  • Morten Prahl
  • Mogens Michaelsen
Anne Schøtt, Jan Willink, Liliane Morriello, Lars Knudsen, Mogens Højgaard Larsen, Ervin Lazar, randi christiansen, Kirsten Andersen, claus raunholt jensen, Pia Mørk, kim jensen, tine koed thomsen fragkiskatos, Lone Christensen, Brian Jensen, Holger Lyngklip Strøm, Rasmus Nyholm Jørgensen, Viggo Helth, morten Hansen, Dan Johannesson, Subhana Ahmed, Reda Ammari, Tor Brandt, Per-Arne Persson, Kristen Carsten Munk, Maria X, Thomas Elle, Vivi Rindom, Jes Thomsen, Carsten Søndergaard, Lykke Johansen, Karsten Aaen, Ralph Sylvestersen, Steffen Gliese, Anette Bjørnstrup, Olav Bo Hessellund, Brian Pietersen, Jørn Mortensen, Claus Piculell, Merete Jung-Jensen, Michael Povlsen, Helge Rasmussen, Bjarke Hansen, Søs From, Kim Rohde, Vibeke Rasmussen, Mette Olesen, Morten Prahl og Mogens Michaelsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mette Olesen

Meget fint skrevet og jeg kunne ikke være mere enig. Jeg voksede op med en storesøster med Downs syndrom, som lærte mig alt om kærligheden :-)

Morten Pedersen, Thomas Borghus, Kirsten Andersen, Tom Paamand, Lone Christensen, Holger Lyngklip Strøm, Torben Selch, Stefan Skjerning, Flemming Andersen, Reda Ammari, Lykke Johansen, Per Torbensen, Steffen Gliese og Peter Andersen anbefalede denne kommentar
Michael Bruus

"Vi har gemt kærligheden langt væk"

Nej, det er ikke rigtigt; Vi har lært at erstatte den med noget der kan købes.
Det er en meget vigtig detalje, at få øje på, nå man skal finde tilbage til kærligheden.

Og tak for det hjertevarme debatoplæg, Frej Prahl.

Lone Christensen, Holger Lyngklip Strøm, morten Hansen, Reda Ammari, Kristen Carsten Munk, Vivi Rindom, Lykke Johansen, Rasmus Kongshøj, Mette Olesen og Julius Gotthardt Møller anbefalede denne kommentar
Vibeke Rasmussen

Også børn med progeria synes at kunne lære os noget om kærlighed. Det altoverskyggende indtryk, et møde med disse børn, til trods for det urimeligt tunge lod de har fået her i livet, efterlader, er glæde og positivitet.

Man kan ikke andet end knuselske disse små alt, alt for tidligt ældede børn, samtidig med at man må undre sig over, hvad det mon er – i deres genetik? – der gør dem alle så ubeskriveligt elskelige.

Og undre sig over at dette karaktertræk ikke bliver fremhævet, eller i det mindste nævnt, i (kliniske) beskrivelser af progeria.

Oplysende hjemmeside om progeria, oprettet af forældere til et barn med lidelsen:
http://www.progeriaresearch.org/

Holger Lyngklip Strøm, Reda Ammari, John Fredsted og Jørn Mortensen anbefalede denne kommentar

Dejligt at du husker den.. Kærligheden!

Men desværre.. den er altså KUN i vejen, i det samfund vi lever i, i dag !!

fremtiden for de der ikke er "samfundsnyttige" ser sort ud :-(

HÅBER at alle ved det.. for kun sådan kan kynismen bekæmpes!

Er I i tvivl om at det er sandt, så anbefaler jeg, på det KRAFTIGSTE at alle ser denne dokumentar:
den hedder " USA's fortabte narkokrig" Men den kunne SAGTENS hedde
"Hvordan genindfører politikerne en NY slags holocaust.. så de Unyttige ikke koster samfundet TID og Penge"
http://www.dr.dk/tv/se/dokumania/dokumania-krigen-mod-narko#!/01:22:44

Michael Madsen, kim jensen, Holger Lyngklip Strøm, Carsten Mortensen, morten Hansen, Reda Ammari, Katrine Visby og Brian Pietersen anbefalede denne kommentar
H.C. (Hans Christian) Ebbe

Bare dette at denne artikel , som indeholder ganske banale overvejelser, er "trykt", er et tydeligt tegn på hvor alvorligt det står til...så set i det lys...er den en nødvendighed!

kim jensen, Lone Christensen, tine koed thomsen fragkiskatos, Flemming Andersen, morten Hansen, Reda Ammari, Kristen Carsten Munk, Lise Lotte Rahbek, Brian Pietersen og Jørn Mortensen anbefalede denne kommentar
Olav Bo Hessellund

Gode overvejelser. Spørgsmålet er bare om den bliver læst af de, der mest har brug for det.

Her i 200-året for Søren Kierkegaards fødsel kan det være på sin plads at minde om, at menneskets værdi består i uendeligt meget mere end sin sociale duelighed og samfunds-mæssige produktivitet. Det gør artiklen på sin egen måde fint opmærksom på. Og det har vi nok mere end nogensinde brug for at blive mindet om.

Brian Pietersen, Mie Kjær, Lone Christensen, tine koed thomsen fragkiskatos, Carsten Mortensen, Ole Hilby, morten Hansen, Dan Johannesson, Reda Ammari, Sten Victor, Per Torbensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

jeg er ikke enig i artiklens præmis om, at et vist begreb om økonomi er nødvendigt. :-)

Ronan Vandrer

http://www.youtube.com/watch?v=NguMa3rPDh8

Som i ovenstående svar, ka' jeg se at emnet vedkommer en del - og at nogle har link til relevante budskaber.
Her er - i kunstnerisk form - min egen udlægning på et kærlighedsfuldt liv: "Den gamle mand græder." Tjek YouTube
For jo, hvordan liberalismen end fører sig frem, er vi stadig nogle der beskæftiger os, med kærligheden.
Så gerne flere artikler og debatter i den kategori.

Carsten Mortensen, Steffen Gliese og Peter Andersen anbefalede denne kommentar
Dorthe Møller

Faldt lige over dette citat:
"I dag smider vi Ødipus og fortællingen ud på samme tid: Vi elsker ikke længere, vi frygter ikke længere, vi fortæller ikke længere" /Roland Barthes
I et samfund hvor der hele tiden bliver fokuseret på fremdrift, vækst, modernisering, forandring, omformning er der ikke plads til at kigge bagud eller bare at være til stede. Og på disse præmisser må kærligheden jo tabe....

Katrine Visby

Dette er en meget vigtig kronik.
Ordet kærlighed er ikke et ord, der bliver brugt i offentligheden. Hvornår har man hørt en person på fjernsynet nævne kærligheden som en vigtig faktor i vores liv? Medmindre det er en hed kærligheds film. Tænk hvis man hver aften på nyhederne sagde afsluttende; husk at elske hinanden, og pas godt på hinanden. Det ville sætte noget helt andet i gang.
Vi skal alle blive dygtigere, sundere, smukkere, mere effektive. Vi skal have fremgang, god økonomisk vækst, være konkurrencedygtige.
Når man taler om heldagsskolerne, tænkte jeg på, at børnene vil jo bare allerhelst være sammen med deres forældre, som elsker dem. Men familierne i vores samfund har ikke meget tid til at være sammen.

Vores tid er psykopaternes højborg. For at komme frem og få succes i livet, skal man helst have psykopatens egenskaber. Psykopaten er netop en person, der har manglet kærligheden og omsorgen i sin tidlige barndom. De gør meget skade, og der er mange af dem i top-stillinger og i magtfulde positioner - og det er et problem.
Er man følsom, hensynsfuld, kærlig og tilbageholdende bliver man hurtig tromlet ned af de hårde, aggressive typer.
Kærligheden har ikke nogen værdisætning i vores samfund, den er ikke målbar, kan prissættes eller er konkurrerende.

Kærligheden er total og faktisk det vigtigste for vores eksistens.

Dybest set vil vi jo bare gerne elskes.

Dorte Manscher , Ervin Lazar, Olav Bo Hessellund, Hanne Larsen, Mogens Højgaard Larsen, Michael Madsen, Lone Christensen, tine koed thomsen fragkiskatos, Holger Lyngklip Strøm, Ole Hilby, Stefan Skjerning, Flemming Andersen, morten Hansen, Anne Schøtt, Subhana Ahmed, Reda Ammari, Eddie Pier, Vivi Rindom, Morten Vifeld Issa, Carsten Søndergaard, Sten Victor og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Katrine Visby

Stod det til mig, skulle vuggestuer afskaffes. Der er intet mere hjerteskærende end at skulle forlade sit lille grædende barn. De er så små, at de ikke får noget ud af at være der. Det er der de har allermest brug for forældrenes kærlighed og kontakt.

Vi mennesker må gøre op med hvordan vi vil indrette vores samfund. Om det skal være de statslige institutioner, der skal varetage vores børn, eller om det skal være forældrene. Pengene er det altdominerende, og de gør at vi ikke kan følge vores naturlige instinkter.

Jeg ved ikke hvordan det rent praktisk skulle kunne lade sige gøre i vores hektiske tempofyldte samfund, men vi må følge vores hjerter istedet for vores fornuft og effektivitet. Der har været en tid før vuggestuernes opfindelse.

Engang i fremtiden vil vi se tilbage på vores tid, dengang vi afleverede vores små børn i statslige vuggestuer, fordi vi ikke vidste bedre vil man hovedrystende sige.

Lone Christensen, tine koed thomsen fragkiskatos, Ole Hilby, Flemming Andersen, Subhana Ahmed og Peter Andersen anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Jeg er ikke med på dender med moderkærligheden som det ypperligste - eller parforholdskærligheden som noget for alle.
Men det er da ikke ensbetydende med, at alle disse mennesker som ikke har skabt deres egen allernæreste familie er udenfor kærligheden.
Tværtimod.
Der findes andre former for kærlighed end den mellem par eller mellem nære familieforbindelser.
Men det taler vi SLET ikke om.

Der er ikke penge i det.

Dana Hansen, Inger Sundsvald, Michael Madsen, H.C. (Hans Christian) Ebbe, Vibeke Rasmussen, Torben Selch, Flemming Andersen, Tor Brandt, Kristen Carsten Munk, John Fredsted, Tarje Bargheer og Kirsten Bjerrum anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Prahl siger: "Vi længes efter kærlighed". Måske skulle han tale for sig selv.
Og så siger han: "Den markedsøkonomiske målestok er krøbet ind under huden på os". Måske skulle han igen tale for sig selv. Og sådan kan man gå hele artiklen igennem. Lad dog os andre normale mennesker være i fred.

Sten Victor

"Vi har gemt kærligheden langt væk"

Ja, flere og flere nok i sig selv, som bekræftes den egoistiske og "jeg" tidsalder vi lever i. Og det bliver kun værre fremover.

Uden kærligheden bliver Danmark og verdenen et meget, meget fattigt sted.

Suk.

Kirsten Bjerrum

Helt enig i artiklens overordnede pointe! At kærligheden har svære kår, når alskens værdier skal opgøres i excel-ark og business-cases, og alt skal retfærdiggøres med økonomisk nytte.

MEN jeg synes det bliver ensidigt, sentimentalt og potentielt reaktionært, når moderkærligheden postuleres at være truet af arbejdsliv og tilhørende daginstitutioner. Der kan da være masser af kærlighed i daginstitutionen. Særligt i de gode institutioner. Mellem børn ikke mindst og mellem børn og voksne. Venskaber, leg og fællesskab er vel også en slags kærlighed?

Dermed ikke sagt, at moderne familier ikke kan trænge til aflastning og rummelige, fleksible arbejdsforhold. Kærligheden er bare større end familielivet, endsige 'moderskabet'.

Thomas Steensen, Dana Hansen, Rasmus Søndergaard, Lone Christensen, Brian Jensen, Vibeke Rasmussen, Sascha Olinsson, Ole Hilby, morten Hansen og Kristen Carsten Munk anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Nej, der er kun familien. Det er et moralsk diktat. Kun familien kan det der med kærlighed. Hvis kærlighed findes, findes den kun i familien. Derfor må de bedste, der vil kæmpe for kærligheden, gå tilbage til kødgryderne og afvise erhverslivets krav om arbejdsindsats. Det har vi ikke tid til, da vi skal dyrke kærligheden, og andre må betale for den, ikke os.

Rasmus Søndergaard og Christian Pedersen anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Michael K. N

Såså, roolig nu.
Kop kaffe? Rosévin? Småkage? Chips...?

Jeg nægter at blive undervurderet, fordi andre mennesker mener at de har fundet og ruget på de vises sten.
Sagen er jo - at vi alle er så catans tilpsaningsvenlige, at vi bliver lykkelige,
der hvor vi er, hvis vi får lov.
Og SÅ har vi kærlighed at dele ud af. :)

Dana Hansen, Inger Sundsvald, Michael Madsen, Michael Kongstad Nielsen, Christian Pedersen, Kristen Carsten Munk og Olav Bo Hessellund anbefalede denne kommentar
Karsten Aaen

ehm - hvilken kærliged taler vi om? Agape, eros, caritas (se her: http://en.wikipedia.org/wiki/Charity_%28virtue%29) eller philia - Eros er den erotiske komponent, philia er kærligheden i venskabet, caritas agape bruges om den guddommelige kærlighed (se evt. her: http://da.wikipedia.org/wiki/Agape og her: http://en.wikipedia.org/wiki/Agape)

Kærlighed - ja, men hvilken kærlighed. Philia? eller Caritas? eller en helt femte eller sjette?

Og det er ikke kærligheden der præsenteres som det overordnede tema i artiklen af Frej Prahl - det er relationerne mellem mennesker; relationen til sin søn, sin datter, sin ægtefælle - det er relationerne til sin partner, sine kollegaer, sin ægtefælle, som set i et liv spejlet i erindringens overflade bliver og er vigtige - og dermed bliver det vore relationer til andre mennesker som giver os dybde og perspektiv på livet.

Dana Hansen, Vibeke Rasmussen, Steinn Kristjánsson, Michael Madsen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Karsten Aaen
Ja.. helt kan man nok ikke skille kærligheden fra relationerne.
Men den findes.
Og i vores teknologiske muligheder, er kærligheden til andres tanker og holdninger vel heller ikke umulig.

Steinn Kristjánsson

Karsten

Jeg regner med at han snakker om universel fælles mennskelig empati og sympati, gensidig ubetinget respekt og tillid uden egoistisk længsel, og lidenskab og fysisk, psykisk, følelsesmæssig tilknytning og forventninger og potential frygt. Men jeg har ikke læst artiklen fordi jeg er bange for at de som titler sig Stud. Bach. psych, føler sig nødt til at være lidt faglig nuanceret når de skriver halv folkelige / halv akademiske artikler hvis de ikke vil ramme plet og det har jeg ikke nogen forstand på.

PS
I love you!
All of you!

Eddie Pier, Peter Andersen og Carsten Søndergaard anbefalede denne kommentar
Jens Overgaard Bjerre

Det er rigtigt, at det danske samfund med sin protestantiske etik er ved at synke ind i sig selv, som en slags fascistisk ideal om konkurrence, som det eneste rigtige. Og at et barn, som ikke har omsorg og kærlighed i de første år af sin opvækst, senere vil betale for det med en depression. Og, at de ældre er 'anstødelige' i og med, at de viser livet fra den anden side; en side som ikke handler om konkurrence, men om livets afslutning.

Jeg selv er ved at blive vanvittig af den konstante konkurrence om hvem som har klaret sig økonomisk og dermed materielt. Hvad laver du?, hvor bor du?, er sikre spørgsmål i samværet med andre. Man kommer ikke langt med et hjerte , som er opfyldt af kærlighed i dag. Jesus, ville være spærret inde på en galeanstalt eller et topsikret fængsel for torrortrusler, hvis han havde sin gang på jorden i dag. Hvor præsterne er nogle hyklere og selv faldet i suppedasen om at rage til sig og se på den økonomiske side af sagen. Og proklamerer et syn om Guds kærlighed, på en måde, som er forældet, uklart og irrelevant.

Hvad artilken mangler er den klassemæssige analyse af sagen. De højere klasser vil i langt højere grad kunne leve et liv, hor nærheden til naturen og deres arbejdsforhold kan kompensere for en nærmere kontakt til deres børn. De kan også have råd til at mor går hjemme i en periode, hvor barnet har brugt for det. Ligesom deres økonomiske forhold sikrer dem langt bedre samværsmuligheder i familien og ved skilsmisser.

Den side, at arbejderklassen er bliver hårdere ramt, som altid, er ikke med. Og, at man fra politisk hold er bedøvende ligeglad med de fattige. Tværtimod har der netop været to artikler i Information, som har fortalt om klassemæssige rascisme. Den ene om den amerikanske abortlæge, som blev massemorder og den anden om Journalisten Hannes Råstams bog om den falske seriemorder Thomas Quick. Begge artikler foræller om ofrerne for et samfunds klassepolitik.

Flemming Andersen, morten Hansen, Subhana Ahmed, Karsten Aaen, Kristen Carsten Munk og Peter Andersen anbefalede denne kommentar
Per Nielsen

Der er INGEN som tvinger børn i institution.

Der er helt op til den enkelte forældre.

Men det er klart, at velfærdsnarko samfundet kræver rigtig mange indtægter og dermed også mange på det private arbejdsmarked for at genererer skatteindtægter.

Og nej det er ikke muligt for en enlig mor at gå hjemme med sine børn og samtidig bliver fuldt aflønnet af staten. Man kan altid diskuterer om forældre evt. skulle have den betaling/udgift, som samfundet har ved børnepasning.

Som jeg ser det, vil det blot gøre at en masse, primært kvinder, ikke kommer på arbejdsmarkedet. Og er det det vi ønsker som samfund ??.

Jeg finder den danske model med "billig" pasningsmuligheder helt genialt og en helt afgørende ting for den måde, hvorpå samfundet har udviklet sig.

Det har helt sikkert været afgørende for ligestilling.

Men hvem siger at artiklens "forslag" er mere rigtige end det nuværende system.

Personeligt har hverken jeg eller min kone på noget tidspunkt haft dårlig samvittighed ved at afleverer i dagpleje og eller børnehave. Begge steder har være helt optimale og har givet vores børn super oplevelser.

Jeg ser det på ingen måde som negativt,når alle forældre blot husker, at de stadig har hovedansvaret for børnene og ikke mindst deres opdragelse.

Thomas Steensen, Dana Hansen, Rasmus Nyholm Jørgensen og Mikkel Madsen anbefalede denne kommentar
Soren Andersen

Hver generation har deres egen version af "det var meget bedre i gamle dage", denne her går dog ekstraordinært langt i sit forsøg på at overbevise folk om at de idag lever i en forfærdelig verden.

Vibeke Rasmussen, Christian Pedersen og Mikkel Madsen anbefalede denne kommentar
steen nielsen

KÆRLIGHED,
Kærlighed til et liv uden symptomer.
Kærlighed til rettigheder,
Kærlighed til retfærdighed.

Jeg har gennem længere tid haft en lang række symptomer som jeg ikke ved om kommer fra mit indeklima eller fra kost eller begge dele. Det har heller ikke indtil vider været muligt at undersøge.

Skal indeklimaet undersøges skal der foreligge en skriftlig opfordring fra en læge og den er åbenbart svær at få. En undersøgelse koster 16-18 tusinde kroner hos Teknologisk Institut, så det er umuligt for folk der er ubemidlede at få sådan en.
Derudover synes det i vores sundhedssystem utroligt svært, at få en henvisning til at få sådanne symptomer undersøgt, endsige bare finde en ekspert der kan finde ud af hvor de kommer fra, når man ikke spiser medicin bør man jo ikke have symptomer som er kendt som bivirkninger fra medicin.
Så kan man få en usædvanlig stor KÆRLIGHED til retfærdighed og en kærlighed til systemer hvor problemer f.eks. indenfor sundhed kan undersøges.
Lejernes LO er intet bevendt, de er umulige at få fat på eller når det så endeligt sker, fralægger de sig ansvar og skubber sagen videre til Kommunen igen.

En storfyrste i Århus (Rådmand for Social og Sundhedsområdet, red.) som ved enhver lejlighed taler om hvor mange penge han tjener, udtaler at der er en lang række socialt udsatte i Århus der ikke vil være i deres bolig, og kalder fænomenet for; frivilligt fattige, jeg kan jo godt forstå, at de ikke vi være der hvis de har ligeså mange indeklimaproblemer/symptomer, som jeg har ved at opholde sig i deres bolig og at det ikke kan undersøges og at dette problem kun eksisterer når de opholder sig i deres bolig.

Så kan nogle mennesker få en ufattelig KÆRLIGHED til et retfærdigt til et samfund hvor problemer kan undersøges og hvor alle borgere har de samme rettigheder til at få undersøgt om alle regler og love og forskrifter er overholdt.

John Fredsted

"FN’s Verdenssundhedsorganisation (WHO) forudser, at i 2030 vil flere mennesker være ramt af depression end af nogen anden sygdom."

Jeg synes det er vigtigt at tilføje følgende: Der er en altafgørende forskel på at være melankolsk og på at være (klinisk) deprimeret. Hvor sidstnævnte kan kræve medicinsk indgriben, så hverken kræver eller berettiger førstnævnte noget sådant. For at være melankolsk i et samfund, der tilsyneladende bliver stadig mere kold, er ikke udtryk for et sygt sind, men derimod for et sundt sinds reaktion på et sygt samfund, hvor kun de stadig mere robuste (altså, mindre og mindst følsomme) mennesker kan fungere.

Interessant kunne det derfor være at vide, om WHO er opmærksom på denne distinktion, eller om organisationen, i overensstemmelse med tilsyneladende alt for mange psykiatere (og psykologer) verden over, er med til følelsesmæssigt at amputere vores kultur ved at medicinsk vej at forsøge, illusorisk, naturligvis, at udradere for eksempel sorg og melankoli. Kærlighed er at lade også disse tilstande af det menneskelige følelsesliv få plads i det offentlige rum og i vores samvær med hinanden.

randi christiansen, Michael Madsen, Vibeke Rasmussen, Mikkel Madsen, Jens Overgaard Bjerre, Kirsten Bjerrum, Karsten Aaen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Peter Andersen

"Der er INGEN som tvinger børn i institution."
Det vil den enlige mor nok blive glad for at høre.

Jeg var selv i vuggestue fra 7-17, bortset fra søndag.
Det er en del år siden, men det virker stadig.

randi christiansen, Niels Duus Nielsen, Tor Brandt og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Ligeså meget som i det neoliberale konkurrencesamfund, skal årsagen nok også findes i det scientistiske verdenssyn, som synes at have præget den vestlige verden mere og mere siden oplysningen.
Her dikteres det, at alt, hvad der ikke kan måles, vejes og kvantificeres i det hele taget, ikke alene er betydningsløst, men slet ikke eksisterer!
Et psykologisk studie viste en klar sammenhæng mellem en persons overbevisning om hardcore materialisme og samme persons manglende interesse for moralske problemer - dvs. spørgsmål vedrørende hvorledes vi omgås og behandler hinanden.
Realiteter, som ikke kan håndteres med grafer og matematiske ligninger, anses for at være ikke-eksisterende. Kærligheden er blot én af disse realiteter, om end måske nok en af de vigtigste.

Mogens Højgaard Larsen, Vibeke Rasmussen, Rasmus Nyholm Jørgensen, Stefan Skjerning, Lise Lotte Rahbek, Karsten Aaen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
claus raunholt jensen

Der er i dag al mulig grund til at frygte og hade kærligheden. Mennesket på markedet, Homo Economicus, den rationelle forbruger og hedonist, kan slet ikke bære den transcendente passion og det rene hjertes askese.

Jeg tænker ikke på kærlighed i vor tids forstand - bittersødt besvær med parforhold eller empati, der gør hjertet varmt. Ej heller på sødladen rørelse over familie og børn og velgørenhed. Ej heller på munter forelskelse og lir i en pause mellem shopping og arbejde for vækst.

Jeg tænker på kærlighed i den gamle form - ubrydelig troskab mod et menneske eller en sag, en troskab indtil døden. Denne kærlighed er indædt, fanatisk, og parat til tragedie og offer. Den er det skandaløse brud med den neoliberale Zeitgeist.

Den er ikke tolerant og mild, den er et chok, en voldshandling, en utopisk eksplosion fra et uset tomrum. Den er djævelen i kroppen, bomben under systemet og for det liberale subjekt en altødelæggende terror.

Michael Madsen, Karsten Aaen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Et symptom forekommer mig at være den måde, hvorpå folk næsten skjuler deres parforhold. Det er kun i en tilfældig bisætning, at man ofte finder ud af, at folk ikke er singler. Højst bizart, at noget, der burde være ganske vigtigt, karakterdefinerende og i forgrunden, nærmest omtales som en selvfølgelig gadget.

Finn G. Christensen

Det er en præmis i indlægget om kærlighed, at vi mangler kærlighed....og at den har været der tidligere, og at vores samfunds jagt på det materielle dræber mulighederne for kærlighed.....og med så stramme præmisser giver konklusionen sig selv......
Men hvor nævnes alle de ydre forandringer som presser os? Den eksplosive uhæmmede befolkningstilvækst på jorden, stigende krav om velfærdsgoder uden modsatte krav om at yde mere.....hele den drømmeverden som mange mennesker lever i, gør at andre må knokle for at der er plads til denne verdens Dovne Robert´er......men ja vores børn lider, for i lighedens navn skulle alt institutionaliseres, kvinderne ud på arbejdsmarkedet, og alle skulle vel have bil, samtalekøkken, charter rejser osv. uanset hvad de selv kan bidrage med og producere - se nu snakken om dagpenge modtagerne som skal vænne sig til kontanthjælp, det er stort set umuligt for dem at skrue ned på den materielle levestandard, nu bliver selve det at have en høj materiel levestandard snart en menneskerettighed - hvor opstår kravene til at samfundet skal producere stadig flere materielle goder? Hos den befolkning der ikke kan gøre det selv....de presser dem der kan og får omfordelt via skatter, og så kører rouletten, og de svageste, de gamle og børnene bliver taberne......så det er hos de krævende årgange som ikke selv evner at bidrage med effektivitet, at årsagerne skal findes.........børnefamilier der vil have hus, bil, to jobs, ferier, gratis velfærd osv......det er dem der skal starte med at skære ned på deres materielle krav og velfærdsydelser......så kommer kærligheden tilbage........me me me me me me me og de andre skal betale for det.....det er jo socialisme, ikke sandt?

Lise Lotte Rahbek

.. meget illustrativt for, at kærligheden er gemt væk, egentlig,
Finn G.C's indlæg om at det er de andre, der er dumme.
Allesammen.

Michael Kongstad Nielsen

Denne artikel ligger øverst på hitlisten over "mest læste". Skulle nogen komme og påstå, at vi ikke har et kærlighedsfuldt liv, tænker folk måske, og labber de smøren i sig? Jeg tror mange ængstes lidt ved tanken om, at deres familieliv ikke er helt perfekt. For det er ellers det, de bruger alle deres kræfter på. Og om ikke andet skal det fremstå som perfekt i forhold til omverdenen og vise, at man stiller krav og har evner til at lade kærligheden fylde og flyde, så deres iøvrigt fremragende liv kommer helt ud i tåspidserne også hvad denne disciplin angår, hvad denne artikel også handler om at åbenbare, som var det en facebookopdatering, se mig.

Mads Nielsen

Det er bagsiden af kapitalismen. Den overskygger kærligheden, så vi bestandig fokuserer på arbejde, økonomi, gæld, over og underskud, budget mm. Og når nu kapitalismen har fået et hårdt slag af den økonomiske krise, fokuserer i meget højere grad på den end tidligere, da det er absolut nødvendigt. I det hele taget for at tjene til levebrødet. Make business, not love.

Jeg tror vi en gang imellem har brug for at stoppe op og bare slappe og give os tid til mere nærvær og kærlighed med familie og venner. Blus ned for stresset. Bare en gang imellem.

Rasmus Nyholm Jørgensen

Endelig en som er i stand til at sætte ord på den nagende mavefornemmelse, som jeg gang på gang har forsøgt at udtrykke, men som ofte kommer til at lyde som pibende brok.

Rasmus Nyholm Jørgensen

hhhhmmm er par af kommentarene giver nu også anledning til endnu en gennemlæsning med mere kritiske øjne :-) Jeg tror i mange tilfælde ikke det er kapitalismen som klemmer "kærligheden" ud .... det er pationen ... eller det at man brænder for noget og derfor glemmer sine nærmeste i kampen. At så samfundet i dag synes på en mer mer mer dødspiral gør det jo ikke bedre - men samfundet er jo os - dig og mig!! Tro på sommerfugleffekten .... før vi får italesat problemstillingen sker der jo ikke noget :-)

Mogens Højgaard Larsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

En eksplosiv og uhæmmet befolkningstilvækst ville indebære, at verden ikke kunne brødfødes; men verden kan brødfødes, i tal er der i dag færre, der sulter, end i 1960. Og det eneste probate middel til at få befolkningstal til at falde er produktivitetsstigning (færre kan fremstille mere - altså også udfasning af bangladeshere, kinesere o.a., der står udviklingen i vejen med billig manuel arbejdskraft) og deraf afledt materiel sikkerhed.

Soren Andersen

Forfatteren har misset pointen..

"Det kommer til udtryk i vores fokus på vækst i karriereforløb, i muskler, i kondital, i bryster, i test, i antal ’venner’ og ’likes’ på sociale medier."

Alle de nævnte mål (som i virkeligheden ikke er mål) handler om én ting: at opnå andre menneskers accept, anerkendelse, og i sidste ende kærlighed. At forfatteren ikke kan forholde sig til at rammerne har ændret sig i forhold til dengang "alt var som det skulle- og burde være" er helt og aldeles hans eget problem.

"Beretningerne kredser altid om væsentligheden af at indgå i kærlige relationer til andre mennesker. Det er aldrig den dyre bil, det høje kondital eller de store bryster, der fremhæves"

Nej selvfølgelig er det ikke det! Den dyre bil, de store bryster m.m. havde kun det ene formål at forøge chancerne for at komme til at indgå i kærlige relationer til andre mennesker. De har aldrig været et mål i sig selv, så hvorfor så spilde tid på at fortælle om det? Det ville svare til at beskrive en stor kulinarisk oplevelse med en lang fortælling om bestikket.

John Fredsted

@Soren Andersen: "Den dyre bil, de store bryster m.m. havde kun det ene formål at forøge chancerne for at komme til at indgå i kærlige relationer til andre mennesker."

Jeg er bange for, at du (som så tilsyneladende rigtig mange andre i denne verden) blander begreberne 'belønning' og 'kærlighed' sammen. Hvor førstnævnte forudsætter en forudgående præstation, der bør sidstnævnte ikke gøre det. Kærlighed, når det altså er kærlighed, er tilstede også i de stunder, hvor et menneske er ude af i stand til at præstere.

Mogens Højgaard Larsen, Michael Madsen, Lise Lotte Rahbek og Vibeke Rasmussen anbefalede denne kommentar
Vibeke Rasmussen

Mens jeg er enig i, at "De ældre fortæller om kærligheden, forældreskabet [og ikke kun moderskabet!] udstråler den, og de udviklingshæmmede åbner op for den", – som vist var den sætning mere end artiklen, der udløste min anbefaling – mener jeg til gengæld ikke, at kærlighed er noget, vi bliver nødt til at tilbageerobre. Den findes, er jeg sikker på, i samme om ikke endnu større omfang end f.eks. i vores forældres tid. Eller vores oldeforældres eller tipoldeforældres.

– Nej, jeg (/vi?) "længes" ikke efter kærlighed, og jeg (/vi?) går ikke til koncert eller i biografen for at være vidne til andres kærlighed. Og forelskelse i et teenage-idol har da vist eksisteret til alle tider?
– Hvad kristendommens fortællinger, som de fortælles i Bibelen, angår, ser jeg ærlig talt mere fordømmelse og had, skam og skyld, end kærlighed.
– At politiske partier ikke har 'kærlighed' på partiprogrammet, ser jeg ikke noget problem i og foretrækker, at de koncentrerer sig om 'økonomisk vækst' frem for 'kristendom'.
– Og et barn mister ikke automatisk sine forældres kærlighed, fordi de 'anbringer' dem på plejehjem, ligesom forældre ikke mister deres barns kærlighed, fordi de sender det i daginstitution.

Men på vores breddegrader er vi stadig ikke så gode til at sige "Jeg elsker dig". Men det er vist en helt anden historie … som mere har med vores "koldblodede", nordiske natur at gøre.

tine koed thomsen fragkiskatos

Jamen, jeg ”LEDES” i dobbelt betydning;

Lad os dog bare tage fat på festen, tage forskud på året 2030 og dets kommen, lad os skåle for den NY fagre Verdens effektivitet, på rationalitetens magt ... for slet ikke at nævne den økonomiske vækst’s sejr!
Lad os mæske os i atter et ”gode” fra reklamernes overflod af fristelser, lad os bedøve os og forglemme os ... Vi tager da bare en pille til, eller to... eller 10 og lader os udråbe, atter og atter igen, som Nationen med Verdens Lykkeligste Folk!

Paradokset vil, at selv i læsende og nu skrivende stund, fyldt op af disse ords vished om ren, enkel visdom, må mit øje, mit sind lokkes af reklamens altfavnende tilstedeværelse. Se da blot lidt til venstre fra artiklen’s rækker af ord og der kan jeg forledes ud og ind i ”Zalando’s” fristende lækkerier fra uddraget af et spisekort over de skønneste beklædningsstykker og matchende langskaftede skotøj til pynt og til pryd af mine ankler... eller lidt til højre fra mit synspunkts midte, der lokker ”Synoptik” minsandten med deres bud på rent skær i kraft af SOLbrillen, og ved vejs ende i min læsning fordrejes mit syn og forklejnes mit sind, bare en lille bitte smule er jeg ganske sikker på, af snuheden, hvormed "Stofa" med budskabet om bare, endnu mere hurtighed... lister sig ind over mig. Så er jeg helgarderet sikret.

Jeg ledes til at mærke, til at se, til at høre, til at tro, at der er en vej; i Kærlighedens navn, lad os dog tage livet, vores liv, vores børn’s liv med eller uden ”diagnotiseret diagnoser”, vores gamles liv, vores syge’s liv... lad os tage ansvar for det LIV, som vi har fået skænket til det formål; at leve LIVET, ikke forbruge og slet ikke MISbruge livet.

TAK for indholdsrige ord, med masse af sundt stof, kost, til at lade sig, mig, gro på.

Soren Andersen

@John

Du kan altså ikke at se at en mand kunne finde på at forsøge at imponere vha. f.eks. en stor bil? Hvis han nu er ser det som sin mulighed for at få adgang til den kærlighed der også gælder ubetinget på et senere tidspunkt? At forsøge at imponere det modsatte køn er ret basalt hos stort set alle arter.

Det behøver iøvrigt heller ikke være en stor bil, det kunne f.eks. og være dybtfølte indlæg på information.dk. der demonstrerer en helt unik og ægte forståelse for hvad kærlighed i virkeligheden er.

Meget apropos har du jo selv skrevet sådan et, og lur mig om du ikke allerede har høstet anerkendelse hos det modsatte køn for dit indlæg.

Lise Lotte Rahbek

Soren Andersen

Mon ikke du undervurderer kommentatorerne, som (uanset køn) har dannet sig et indryk af hinanden over tid og hvor hverken billeder af store biler, påstande om ligegladhed eller lejlighedsvis anerkendelses-trang spiller med i vurderingerne ?
Det tror jeg.
Kommentatorerne her på stedet er slet ikke dumme.

Dana Hansen og Mogens Højgaard Larsen anbefalede denne kommentar
John Fredsted

@Soren Andersen: "Du kan altså ikke at se at en mand kunne finde på at forsøge at imponere vha. f.eks. en stor bil?": Jo, da, det har jeg skam ingen problemer med at se.

"Hvis han nu er ser det som sin mulighed for at få adgang til den kærlighed der også gælder ubetinget på et senere tidspunkt?": Der er i mine øjne to ting galt med den sætning: Det ene er, at adgang til lugter af en dom over en præstation. Det andet er, at manden på denne måde ikke giver kvinden (som menneske) noget frit, men derimod med en bagtanke.

Ingen af delene er i mine øjne kompatible med det, jeg anser for værende kærlighed: at sætte fri, og at afstå fra at tage (unødig) plads. Paradoksalt nok, eller tragisk/sørgeligt nok, så forekommer netop disse to ting tilsyneladende sjældent netop mellem såkaldte kærester.

Ja, det forekommer tilsyneladende sjældent mellem mennesker i det hele taget, og netop derfor vil vores art i mine øjne også ende op med at destruere planeten (klimatrussel, ressourceudtømning, forurening, etc.), men det er sikkert en noget anden diskussion.

Soren Andersen

@John

"Ja, det forekommer tilsyneladende sjældent mellem mennesker"

Så er vi tilbage til udgangspunktet, "verden er et forfærdeligt sted befolket af forfærdelige individer". Spørgsmålet er så om det er dig der stiller for høje krav eller det er resten af holdet den er gal med?

Sider