Kronik

Vi har gemt kærligheden langt væk

Livets mening er ikke økonomisk vækst. Alligevel er det hele samfundets og alle politiske partiers kongstanke og er blevet livets bestemmelse. Desværre gør den ideologi os gradvist mere blinde for det, der virkelig betyder noget: kærligheden
Det er godt at give barnet sin tid og omsorg. Det, man får igen, er således ikke en konkret fysisk genstand, men et helt og kærligt menneske, som har fået de bedste psykologiske vækstbetingelser for at klare sig i verden. Betingelserne er psykologiske og passer derfor ikke ind i det fysiske vækstparadigme.

Sigrid Nygaard

7. maj 2013

Vi længes efter kærlighed. Det har medierne for længst indset og har i stor stil kapitaliseret på den længsel. Alle kender Justin Bieber, Medina og Seebach. Kærligheden dyrkes i stor, næsten hysterisk stil. Men vi er sat i rollen som kærlighedens tilskuere. I biografstolen eller blandt de andre tilskuere til koncerten. I teenagepigens værelse, hvor Bieber-plakater giver fantasien råstof nok til utallige bryllupsrejser med kendissen.

Men hvordan går det med den levede kærlighed? FN’s Verdenssundhedsorganisation (WHO) forudser, at i 2030 vil flere mennesker være ramt af depression end af nogen anden sygdom. Der har været anlagt forskellige perspektiver på den psykologiske krise, der breder sig. Men forskerne har udeladt den allermest banale overvejelse: Er vi ved at miste fornemmelsen for en af livets grunddimensioner; kærligheden? Hver epoke har haft sine ideologier, som forsøgte at give kærligheden form og farve. Før bistod kristendommen med sine fortællinger om kærlighed. Fortællinger, som da de blev viklet ind i magt og økonomi, blev ukærlige. De store fortællingers død efterlod os med en unik mulighed for at definere en mere ren kærlighed.

Men man undlod at sætte noget i stedet for kristendommen. Derfor blev ét ideal enerådende; det økonomiske. Det er nu engang sådan, at en vis idé om økonomiske forhold er nødvendigt for overhovedet at overleve. Men uden andre idealers indvendinger blev økonomi – som i udgangspunktet er livets betingelse – livets bestemmelse. Derfor er kongstanken hos alle politiske partier økonomisk vækst. Idealet bliver at udvide den fysiske velstand.

Sov, træn, spis, gentag

Den markedsøkonomiske målestok er krøbet ind under huden på os og er blevet den målestok, udfra hvilken det væsentlige i tilværelsen vurderes. Det kommer til udtryk i vores fokus på vækst i karriereforløb, i muskler, i kondital, i bryster, i test, i antal ’venner’ og ’likes’ på sociale medier. Alt sammen vækst, der kan ses og måles.

I kølvandet ser vi opblomstringen af sygdomme som ’ortoreksi’ (overdreven sundhed) og ’megareksi’ (træningsmani). Eller i voksende bevægelser som the quantified self, hvor medlemmerne kontinuerligt overvåger og optimerer kroppens væksttilstand. En af nutidens mest populære træningsformer, crossfit, summerer meningen med det moderne menneskes liv op i en enkel grundsætning: Sleep Train Eat Repeat. Sisyfosmyten gjort til virkelighed.

Vi lever vores liv efter et økonomisk ideal, der er formet på baggrund af en særlig forestilling om mennesket. En forestilling, hvor menneskets handlinger hovedsageligt er ’rationelle’, ’kyniske’, egoistiske og for alt i verden målbare. Kærlighedens handlinger er det modsatte, men det mister vi fornemmelsen for, når vi dyrker ’den økonomiske mand’ som højeste ideal. Vi bliver fremmede over for kærligheden.

Min svigerfar spurgte mig engang, hvorfor det ikke længere var tjekket at blive gammel. Nu kan jeg svare ham, at alderdommen repræsenterer vækstidealets modstykke: afvæksten. Det bliver et uudholdeligt vilkår, som vi gemmer væk på plejehjem, hvilket, vi i øvrigt kan blive enige om, er meget lidt værdigt.

Bedre liv med store bryster?

Vi finder ikke værdi i at tilbringe tid med de ældre og overlader det til professionelle, som knap nok selv gider arbejdet. Institutionaliseringen og berøringsangsten i forhold til de ældre skærmer os fra den erfaring, de har at videregive. Det er uheldigt, for de gamle har noget vigtigt på hjerte. For hvis man vil nå en forståelse af det meningsfulde i livet, er det oplagt at vende sig mod dem, der har levet længst.

Her har man lavet nogle interessante undersøgelser blandt døende hospicepatienter, hvor man har spurgt dem om, hvad der har været meningsfuldt i livet. Beretningerne kredser altid om væsentligheden af at indgå i kærlige relationer til andre mennesker. Det er aldrig den dyre bil, det høje kondital eller de store bryster, der fremhæves. I den anden ende af aldersspektret findes en samfundsgruppe, som også har et potentiale for at give os nogle dybe erfaringer af kærligheden. Men som et resultat af det økonomiske paradigmes enerådighed, bliver også de gemt væk.

Det er ikke blot de ældre, der bliver institutionaliseret. Danmark har også verdensrekorden i institutionalisering af børn.

Moderskabets potentialer

Det ligger mig meget på sinde, at slå fast, at det ikke sker for børnene, men for vækstøkonomiens skyld. Det peger langt størstedelen af psykologisk forskning på. Vores økonomiske ideologi tvinger os ud i fuldtidsstillinger på arbejdsmarkedet, hvor vi kan bidrage til samfundets vækstøkonomi. Moderskabets værdi bliver underordnet værdien på arbejdsmarkedet, fordi værdien i moderskabet er langt mindre synlig for øjet.

Her giver man barnet sin tid og omsorg. Det, man får igen, er således ikke en konkret fysisk genstand, men et helt og kærligt menneske, som har fået de bedste psykologiske vækstbetingelser for at klare sig i verden. Betingelserne er psykologiske og passer derfor ikke ind i det fysiske vækstparadigme.

Men vi må få øjnene op for, hvordan de to sider hænger sammen: En økonomisk værdsættelse af moderskabet vil virke positivt tilbage på økonomien, da vi ved, at tilknytningen – eller mangel på samme – i barndommen hænger sammen med senere udviklingsforstyrrelser. En diagnose koster også penge. Mødrene bliver også ramt: I Norge har kvinderne efter indførslen af den fulde vuggestuedækning vundet verdensrekorden i sygefravær. Det koster også penge. Det sker ikke kun i Norge.

Flere kvinder herhjemme oplever tilsvarende, at de øver vold på sig selv, når deres børn i en tidlig alder skal afleveres i institution. Det bliver her tydeligt, at den økonomiske vækstlogik endnu ikke har gjort os helt fremmede over for de dybe kærlighedsfølelser, der eksisterer mellem mor og barn.

Moderskabet er måske det eneste sted i samfundet, hvor man ikke søger personlig profit, som den franske psykoanalytiker Marchel Gauchet for nylig udtrykte det. Desværre modarbejder den økonomiske vækstideologi de steder, hvor kærligheden kommer stærkest til udtryk.

Ingen plads til handicappede

I Danmark findes børn, som bliver ’sorteret fra’ umiddelbart efter undfangelsen. Fordi de bryder med vækstideologien. Derfor er det i dag mere reglen end undtagelsen, at vordende mødre får nakkefoldsscannet deres barn. En procedure som, ifølge Etisk Råds hjemmeside, har gjort Danmark til indehaver af en uhyggelig verdensrekord: Danmark er det land i verden, hvor der bliver født færrest børn med Downs Syndrom eller udviklingshæmning. Hvis udviklingen fortsætter, vil der i Danmark i 2030 – samme år, hvor depression bliver den mest udbredte sygdom – ikke blive født ét eneste barn med Downs Syndrom.

Nakkefoldsscanningen sender et signal om, at det ikke er ønskeligt at få sådanne børn. De kræver tid. Den slags tid, som vi har vanskeligt ved at sætte pris på. Jeg underkender ikke, at et liv med et udviklingshæmmet barn er krævende. Men jeg er sikker på, at en nyorientering i værdier vil vende vores opmærksomhed mod det værdifulde i samværet med sådanne børn. Det er min egen erfaring, at lige præcis mennesker med Downs Syndrom har en særlig evne til at åbne for nogle kvaliteter i mennesker, som en mere kærlig tilværelse kalder på.

De ældre fortæller om kærligheden, moderskabet udstråler den, og de udviklingshæmmede åbner op for den. Men en vækstlogik, vi alle sammen reproducerer hver eneste dag, dæmmer op for kærlighedens kilder. Vi har alle sammen et ansvar for at nedbryde de dæmninger, så vi kan vinde kærligheden tilbage.

 

Frej Prahl er stud. Bach. psych, far og medlem af SAMFO. Han er tidligere hjemmeplejer og pædagogvikar på institution for udviklingshæmmede

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anne Schøtt
  • Jan Willink
  • Liliane Morriello
  • Lars Knudsen
  • Mogens Højgaard Larsen
  • Ervin Lazar
  • randi christiansen
  • Kirsten Andersen
  • claus raunholt jensen
  • Pia Mørk
  • kim jensen
  • tine koed thomsen fragkiskatos
  • Lone Christensen
  • Brian Jensen
  • Holger Lyngklip Strøm
  • Rasmus Nyholm Jørgensen
  • Viggo Helth
  • morten Hansen
  • Dan Johannesson
  • Subhana Ahmed
  • Reda Ammari
  • Tor Brandt
  • Per-Arne Persson
  • Carsten Munk
  • Maria X
  • Thomas Elle
  • Vivi Rindom
  • Jes Thomsen
  • Carsten Søndergaard
  • Lykke Johansen
  • Karsten Aaen
  • Ralph Sylvestersen
  • Steffen Gliese
  • Anette Bjørnstrup
  • Olav Bo Hessellund
  • Brian Pietersen
  • Jørn Mortensen
  • Claus Piculell
  • Merete Jung-Jensen
  • Michael Povlsen
  • Helge Rasmussen
  • Bjarke Hansen
  • Søs From
  • Kim Rohde
  • Vibeke Rasmussen
  • Mette Olesen
  • Morten Prahl
  • Mogens Michaelsen
Anne Schøtt, Jan Willink, Liliane Morriello, Lars Knudsen, Mogens Højgaard Larsen, Ervin Lazar, randi christiansen, Kirsten Andersen, claus raunholt jensen, Pia Mørk, kim jensen, tine koed thomsen fragkiskatos, Lone Christensen, Brian Jensen, Holger Lyngklip Strøm, Rasmus Nyholm Jørgensen, Viggo Helth, morten Hansen, Dan Johannesson, Subhana Ahmed, Reda Ammari, Tor Brandt, Per-Arne Persson, Carsten Munk, Maria X, Thomas Elle, Vivi Rindom, Jes Thomsen, Carsten Søndergaard, Lykke Johansen, Karsten Aaen, Ralph Sylvestersen, Steffen Gliese, Anette Bjørnstrup, Olav Bo Hessellund, Brian Pietersen, Jørn Mortensen, Claus Piculell, Merete Jung-Jensen, Michael Povlsen, Helge Rasmussen, Bjarke Hansen, Søs From, Kim Rohde, Vibeke Rasmussen, Mette Olesen, Morten Prahl og Mogens Michaelsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Soren Andersen

@Lise Lotte

"hverken billeder af store biler, påstande om ligegladhed eller lejlighedsvis anerkendelses-trang spiller med i vurderingerne ?"

Det er kun et spørgsmål om at være i stand til at gennemskue egne handlinger. De ting folk skriver her er med at tegne et billede af dem selv og uanset om man vil det eller ej, så indeholder det et element af "se mig". John f.eks. har lige skrevet at hans version af kærlighed kan leve op til de krav der i sin tid blev stillet til de højere magter - det er altså ret godt gået!!! Men det er samtidig selvpromovering af den fineste slags.

Lise Lotte Rahbek

Soren Andersen

Heh, hele vores ydre repræsentation (udsende, materielle besiddelser, sprogbrug, etc) kan ses et forsøg på at hoppe op og ned og råbe 'se mig'.
Det har jeg intet problem med. Det er dejligt barnligt og gennemskueligt.

Jeg har da også fornøjelse af din måde at promovere dig selv på i dine indlæg, når du fortæller om, at vi alle promoverer os selv.. :)

John Fredsted

@Soren Andersen: Det er sikkert bare mig, den er gal med, idet jeg længes efter en fundamental anderledes indrettet eksistensform, forgæves naturligvis. En eksistensform, hvor et beskedent væsen - menneske som dyr - med intet behov for at dominere eller fylde stadig mere, ikke behøver frygte at blive løbet over ende - i den ene eller den anden forstand - af de tilsyneladende mangefold flere væsener, der aggressivt har netop sådanne behov. I mine øjne er den biologiske eksistensform grundlæggende en vederstyggelighed af brutalitet, og derfor er jeg midt i min dybe melankoli herover også glad for, at jeg har undgået at sætte børn i verden.

Soren Andersen

"Jeg har da også fornøjelse af din måde at promovere dig selv på i dine indlæg, når du fortæller om, at vi alle promoverer os selv"

Enig - jeg er f.eks. udmærket klar over at der ligger en (anden slags) anbefaling i at stort set ingen af mine indlæg får anbefalinger.

Soren Andersen

@John

Stor respekt for din ærlighed! Synes bare det er ærgeligt, at du har det på den måde

Andreas Trägårdh

Hvis man elsker én
betyder det samtidig
at der er også findes dem
man ikke elsker men hader

Man kan ikke elske uden at hade

randi christiansen

Kærlighed - uha - det er en svær en - vi kan jo ikke komme den på dåse vel - så gå lige venligst et spadestik dybere, tak.

Omsorg derimod, er vel udtryk for kærlighed - eller er det bare den bedste forretning/investering - bare sådan i det lange løb. Kan man leve uden omsorg?

At trække vejret er en kærlighedserklæring - livet er en stor kærlighedserklæring - men der er slanger i paradiset, uha - hva gør vi hva gør vi

Kristian Stensland

Kapitalismens krefter bidrar sterkt til fremmedgjøring – men det gjør også samfunnet forøvrig. I individets "trengsel" opp mot "systemet" kan lett angst oppstå, da angsten er menneskets følelse av ikke å være i sann overensstemmelse med seg selv. Hvis angsten melder seg, er det fordi mennesket har begynt å avvike i sitt forhold til det selv. Hva angsten forsøker å si oss, er at mennesket forsøker å være en annen, enn hva det i sitt vesens opprinnelse er anlagt til å være. - Kierkegaard personifiserer en holdning med karakteren spissborgeren. Dette er et individ som ubevisst flykter fra muligheten til å leve et autentisk liv. En spissborger kan nok ha sterke meninger og fremtre som moralsk høyverdig i andres øyne, men egentlig er dette et ureflektert individ. Spissborgeren slukes opp av samfunnets normer og forventninger, uten selv å være bevisst om det. Ubevisst flykter man fra muligheten til å leve et autentisk liv. Diskret holdes menneskets sanne selv hen i det uvisse. Nettopp i denne prosessen mister man noe av sitt naturlige jeg. Resultatet er at man blir fremmedgjort fra seg selv. Dette er spissborgerens tilværelse og dens mest elementære kjennetegn er selvbedrag. Spissborgeren tror selv han råder over sin skjebne, men det er bare omgivelsenes anonyme krefter som velger for ham (i det «nåværende» hegemoni). Og jo mer hardnakket og påståelig man blir, desto lenger fra sannheten står man som regel. Bare ved å gjennomskue dette fundamentale misforholdet kan man komme seg videre. Vi står altså dypest sett ikke i riktig forhold til tilværelsen.
For å komme til den autentiske nestekjærligheten må hver enkelt først gå gjennom den eksistensielle bevisstgjøringen som leder til konfrontasjonen med paradokset og troen. Da vil vi også i våre vennskapelige relasjoner og kjærlighetsrelasjoner utøve ekte nestekjærlighet. Først i resignasjon og åndelig gjenfødelse vinner mennesket seg selv, det blir seg bevisst om ånd og viser her kjærlighet ovenfor Gud og mennesket. Da oppnås samtidig grensen for hvor langt den intellektuelle fornuft kan føre oss. Det denne verden gjerne setter høyest og kaller kjærlighet, er bare godt forkledd selvkjærlighet. I den lidenskapelige forkjærligheten begrenser mennesket kjærligheten og elsker for å bli elsket. Det elsker seg selv. Ved å bare hengi seg til den enkelte, hengir man seg i stedet til seg selv. Man elsker bare formålsrettet og gode egenskaper. Bare det som er til nytte, og det er ikke kjærlighet, men dens «motsetning». Ifølge Kierkegaard er dette et forræderi overfor mennesket selv og Gud. Derfor er det dypest sett troen som gir svaret. Ved forvandlingen får mennesket et punkt utenfor verden, utenfor meningsløsheten, og ved det punktet kan man rokke ved alt.

http://www.dagsavisen.no/nyemeninger/_/

Kristian Stensland

I dagens materialistiske samfunn identifiserer vi oss stadig mer med hva vi eier og har. Vi er mer egoistiske og selvopptatte nå enn noensinne før i historien. Vi har blitt mer opptatt av det ytre skall enn vår sanne identitet og meningen med livet. Forskning innen positiv psykologi viser klart at lykken ikke vil vedvare eller bli til av det vi har og eier. I det postmoderne samfunnet blir vi i stadig økende grad tvunget til å velge oss selv. Egoet vil lure oss til å tro at vi selv er sentrum i universet. Det finnes ingen vedvarende fred, lykke eller ro ved å søke noe utover de indre verdier. En ektefødt, solid identitet må komme fra ”innsiden”. Vi identifiserer vår egen verdi og eksistens i forhold til det vi eier, i forhold til tankene våre, intellektet, status eller jobb og prestasjoner. Denne identifiseringsprosessen er oppkomsten til det vi kaller ”egoet”. Det er et falskt ”jeg” som speiler seg i det materialistiske og prestasjoner, og det er en veldig fattig og sørgelig erstatter for det ekte ”jeg”. De som er evige fanger av egoets tankekjør, er på sørgelig vis avstengte fra sitt sanne jeg, og som et resultat av dette, vil disse menneskene ofte bli oppfattet som falske. Man oppfattes som falsk og uekte fordi verdiene man måler seg selv med ikke i holdbar forstand eksisterer i utgangspunktet. Mens noen mennesker er kontinuerlig fanget i egoets kontrolldrama - opplever andre perioder av frihet når de er kreative eller er engasjerte i uselviske og altruistiske handlinger. ”Du er avstengt fra å Være (det altomfattende virkelige Jeg) så lenge egoet ditt absorberer all din bevissthet. Ubevisst neglisjerer man her bort sitt sanne, opprinnelige jeg.

For å finne tilbake til eget selv trenger vi et forankringspunkt utenfor det som er "av denne verden" - utenfor meningsløsheten. Ånden, derimot, søker det fornuftige, den søker kjærlighet og fred. Hva skjer i et menneske som oppnår troens stadie? Det ser tilværelsen fra et annet perspektiv og forvandles og gjenfødes deretter. Ånden vekker oss opp til kjærlighetsfulle, oppriktige og reflekterte vesener. Man fornekter nå gradvis sitt eget, og innretter seg på åndelig vis ikke lenger etter denne verden, men følger nå i stedet for Gud. Forandringen vil gradvis sette alt i sitt rette forhold til mennesket. Ved forvandlingen når mennesket et punkt utenfor denne verden, og ved det punktet kan man rokke ved alt. Ved troen oppnår man også til slutt den altomsluttende bevisstheten, der man gradvis begynner å våkne opp til den stille, rolige, dype, mentaliserende og empatiske bevisstheten som er omfangsrik nok til å drukne bråket fra egoets utrettelige bedrifter. Denne altomsluttende bevisstheten er det virkelige Jeg.

Ved korset avsluttes den gamle skapnings historie. Korset bringer alt til en ny begynnelse. 2 Kor 5,17 sier: «Om noen er i Kristus, da er han en ny skapning, det gamle er forbi, se, alt er blitt nytt.» Paulus sier det slik i Galaterbrevet: «Jeg lever ikke lenger selv, men Kristus lever i meg. Det livet jeg nå lever som menneske av kjøtt og blod, det lever jeg i troen på Guds Sønn, som elsket meg og ga seg selv for meg. (Gal 2,20). Gud står ifølge bibel i et fiendskap med verden. Derfor er det også Paulus sier til oss, innrett dere ikke etter den nåværende verden (den i kristen forstand "falne verden"), men la dere forvandle ved at sinnet fornyes. Det er egoets hensikt, å villede oss bort fra den sannhet som bor i ånden. Derfor er det også gjerne dem som av en eller annen grunn har falt utenfor systemet, eller er blitt "kallet ut" - eller simpelthen står utenfor systemet som bekjenner dem erfarer den hellige Ånd, mens andre ikke. (Joh 3,3-8).

http://www.dagsavisen.no/nyemeninger/_/

Kristian Stensland

I dagens materialistiske samfunn identifiserer vi oss stadig mer med hva vi eier og har. Vi er mer egoistiske og selvopptatte nå enn noensinne før i historien. Vi har blitt mer opptatt av det ytre skall enn vår sanne identitet og meningen med livet. Forskning innen positiv psykologi viser klart at lykken ikke vil vedvare eller bli til av det vi har og eier. I det postmoderne samfunnet blir vi i stadig økende grad tvunget til å velge oss selv. Egoet vil lure oss til å tro at vi selv er sentrum i universet. Det finnes ingen vedvarende fred, lykke eller ro ved å søke noe utover de indre verdier. En ektefødt, solid identitet må komme fra ”innsiden”. Vi identifiserer vår egen verdi og eksistens i forhold til det vi eier, i forhold til tankene våre, intellektet, status eller jobb og prestasjoner. Denne identifiseringsprosessen er oppkomsten til det vi kaller ”egoet”. Det er et falskt ”jeg” som speiler seg i det materialistiske og prestasjoner, og det er en veldig fattig og sørgelig erstatter for det ekte ”jeg”. De som er evige fanger av egoets tankekjør, er på sørgelig vis avstengte fra sitt sanne jeg, og som et resultat av dette, vil disse menneskene ofte bli oppfattet som falske. Man oppfattes som falsk og uekte fordi verdiene man måler seg selv med ikke i holdbar forstand eksisterer i utgangspunktet. Mens noen mennesker er kontinuerlig fanget i egoets kontrolldrama - opplever andre perioder av frihet når de er kreative eller er engasjerte i uselviske og altruistiske handlinger. ”Du er avstengt fra å Være (det altomfattende virkelige Jeg) så lenge egoet ditt absorberer all din bevissthet. Ubevisst neglisjerer man her bort sitt sanne, opprinnelige jeg.

For å finne tilbake til eget selv trenger vi et forankringspunkt utenfor det som er "av denne verden" - utenfor meningsløsheten. Ånden, derimot, søker det fornuftige, den søker kjærlighet og fred. Hva skjer i et menneske som oppnår troens stadie? Det ser tilværelsen fra et annet perspektiv og forvandles og gjenfødes deretter. Ånden vekker oss opp til kjærlighetsfulle, oppriktige og reflekterte vesener. Man fornekter nå gradvis sitt eget, og innretter seg på åndelig vis ikke lenger etter denne verden, men følger nå i stedet for Gud. Forandringen vil gradvis sette alt i sitt rette forhold til mennesket. Ved forvandlingen når mennesket et punkt utenfor denne verden, og ved det punktet kan man rokke ved alt. Ved troen oppnår man også til slutt den altomsluttende bevisstheten, der man gradvis begynner å våkne opp til den stille, rolige, dype, mentaliserende og empatiske bevisstheten som er omfangsrik nok til å drukne bråket fra egoets utrettelige bedrifter. Denne altomsluttende bevisstheten er det virkelige Jeg.

Ved korset avsluttes den gamle skapnings historie. Korset bringer alt til en ny begynnelse. 2 Kor 5,17 sier: «Om noen er i Kristus, da er han en ny skapning, det gamle er forbi, se, alt er blitt nytt.» Paulus sier det slik i Galaterbrevet: «Jeg lever ikke lenger selv, men Kristus lever i meg. Det livet jeg nå lever som menneske av kjøtt og blod, det lever jeg i troen på Guds Sønn, som elsket meg og ga seg selv for meg. (Gal 2,20). Gud står ifølge bibel i et fiendskap med verden. Derfor er det også Paulus sier til oss, innrett dere ikke etter den nåværende verden (den i kristen forstand "falne verden"), men la dere forvandle ved at sinnet fornyes. Det er egoets hensikt, å villede oss bort fra den sannhet som bor i ånden. Derfor er det også gjerne dem som av en eller annen grunn har falt utenfor systemet, eller er blitt "kallet ut" - eller simpelthen står utenfor systemet som bekjenner dem erfarer den hellige Ånd, mens andre ikke. (Joh 3,3-8).

http://www.dagsavisen.no/nyemeninger/_/

Frej Prahl (artiklens ophavsmand) kan tydeligvis erkende og forstå nutidens fortrædeligheder i et liv hvor kapitalismen har overtaget alt – også intimsfæren men har en (bevidst?) romantisk, uhistorisk forestilling om kristendom som en kærlighedens hule for individet i den tid vi alle (stort set) var troende:

”Før bistod kristendommen med sine fortællinger om kærlighed. Fortællinger, som da de blev viklet ind i magt og økonomi, blev ukærlige. De store fortællingers død efterlod os med en unik mulighed for at definere en mere ren kærlighed.”

I den historiske virkelighed handlede religion/kristendom meget lidt om Guds kærlighed og kærligheden til Gud og meget om social kontrol, seksualangst og angst for evig forbandelse og pinsler i skærsilden/helvedet. (Philipp Blau)

Sider