Der synes at være politisk enighed om at nyopføre Frihedsmuseet. I de fleste af de mange indlæg, som Information har bragt, slås der til lyd for, at et nyt museum bør bringe oplysninger om besættelsestiden som sådan – ikke kun om frihedskampen og den modstandsbevægelse, som påtog sig den. Men selvfølgelig skal både denne kamp og denne bevægelse have en fremtrædende plads.
I de første årtier efter befrielsen var det almindeligst anvendte udtryk for den politik, som SVKR-samlingsregeringen førte 1940-43, forhandlingspolitikken. Men dette udtryk er nu i vidt omfang kasseret til fordel for ordet samarbejdspolitikken. Et samarbejde forudsætter imidlertid frivillighed. Hvor var frivilligheden for de danske politikere i forhold til besættelsesmagten? Den var der ikke.
Højre- og venstrefløjen har i efterkrigsårene helst brugt udtrykket samarbejdspolitikken – i den hensigt at miskreditere de politikere, som førte en politik, der havde almindelig folkelig opbakning. Endnu ved valget den 23. marts 1943 fik SVKR-partierne og Retsforbundet således 95 procent af stemmerne fra de 90 procent af vælgerne, som mødte frem ved valgurnerne.
DKP’s glemte nazisympati
Med de tyske nederlag svandt opbakningen til forhandlingspolitikken til fordel for modstandsbevægelsen. Den blev til en begyndelse dels støttet af forhenværende medlemmer af den i 30’erne hastigst voksende fascistoide politiske ungdomsbevægelse, Konservativ Ungdom, og dels af DKP, hvis medlemmer alle så med sympati på, hvad der foregik i stalinismens Sovjetunion. Fra 1939-41 var kommunisterne sågar allierede med nazisterne i kraft af Hitler-Stalinpagten.
På dagen for Nazitysklands besættelse af Danmark d. 9. april 1940 var DKP-formanden Aksel Larsen i Moskva. Først to uger senere, d. 22. april, nåede han tilbage til København, hvor han den 26. april talte på et ’Aktivmøde’ for sine storkøbenhavnske partifæller. Han fremhævede bl.a., at Tyskland havde »besluttet at foregribe et engelsk angreb og med sine magtmidler selv overtage beskyttelsen (!) af Danmarks og Norges kongerigers neutralitet og værne (!) dem, så længe krigen varer«. Han brugte her et næsten direkte citat fra den tyske øverstkommanderende general von Kaupischs erklæring i forbindelse med overfaldet på Danmark.
Larsen gjorde det i øvrigt til en »forbryderisk gerning« at dele »den opfattelse, som hver aften prædikes fra London Radio, at det danske folk skal søge sin frelse i den engelske flåde, den engelsk-franske hær og de engelske bombeflyvere.« Og DKP’s Arbejderbladet advarede de danske søfolk mod at gå i allieret tjeneste.
Det er pinligt at læse kommunisternes udgydelser frem til ophøret af Hitler-Stalinpagten den 22. juni 1941. Men man ser ikke meget til dem i historiebøgerne og så heller ikke meget til dem på det nu nedbrændte Frihedsmuseum.
Urimelige krav fra Venstre
Venstres rolle var ikke meget kønnere. På selve besættelsesdagen gjorde Venstre det f.eks. til en forudsætning for at indtræde i en SVKR-regering, at SR-partierne skulle påtage sig det fulde ansvar for forsvarspolitikken i mellemkrigstiden. Det skete på trods af, at Venstre som initiativtager til forsvarsforligene i 1922 og 1932 fik reduceret hærens 52 bataljoner til 24 – altså mere end en halvering – og decimeret flåden kraftigt. I øvrigt brugte Venstre besættelsen til at sikre deres kernevælgere i landbruget meget store indkomststigninger, samtidig med at de holdt lønningerne nede. Dertil kom, at Venstre fik gennemtvunget en tilbagerulning af den socialreform, som blev gennemført i forbindelse med Kanslergadeforliget i 1933.
Til gengæld for en udstrakt støtte til landbruget undlod Venstre i forbindelse med dette forlig at stemme imod socialreformen. Men tre år senere kunne man i forbindelse med landstingsvalget læse om Venstres holdning til socialreformen. Partiet beklagede, at regeringen Stauning-Munch havde »gjort knæfald for den demoraliserende understøttelseslovgivning (dvs. reformen), som er socialismens kvaksalvermiddel«.
Når Venstre fór så voldsomt frem i 1936, skyldtes det en frygt for, at VK-partierne skulle miste deres flertal i Landstinget – det flertal, som Venstre konsekvent havde brugt til at hindre SR-flertallet i Folketinget i at gennemføre mange af dets lovforslag. Frygten var ikke ubegrundet. Fra og med landstingsvalget i 1936 fik SR omsider flertal – såvel i Folke- som i Landstinget.
Skærpet klassekamp
Venstre spejdede nu efter en mulighed for at rulle socialreformen tilbage. Muligheden kom – med den tyske besættelse af Danmark. I sine erindringer Modvind og Medbør (1959) giver besættelsestidens arbejds- og socialminister, Johs. Kjærbøl, udtryk for sin forundring over, at Venstre »i den situation, hvori Danmark befandt sig (besat af Nazi-Tyskland) ville kræve sin deltagelse i det politiske samarbejde betalt med sådanne forringelser af sociallovgivningen, som partiet under normale (parlamentariske) forhold ikke ville have haft mulighed for at opnå« – efter, at VK som nævnt havde mistet flertallet i Landstinget.
Skønt det af Venstre hævdede socialmisbrug ikke kunne dokumenteres, lykkedes det partiet at få gennemtvunget forringelser af såvel Arbejdsløsheds- som Forsorgsloven – herunder genindførelse af tab af stemmeret for modtagere af socialhjælp. Det er således en sandhed med stærke modifikationer, når besættelsestiden mindes som en periode med et stærkt folkeligt sammenhold. På Venstres foranledning blev der tale om en periode med en skærpet klassekamp.
Lad os få det dokumenteret på et kommende Besættelsestidsmuseum!
Henning Tjørnehøj er historiker
Sovjetunionen indså ved München-aftalen 30. september 1938 mellem Vestmagterne og Hitler, men uden Tjekkoslovakiet, at Vestmagterne var parat til at give Hitler hvad han pegede på - landområde efter landområde var blevet indlemmet i Tyskland - og nu også den selvstændig nation Tjekkoslovakiet mod den siddende tjekkoslovakiske regerings og folks ønske - blot for at få Hitler til at angribe Sovjetunionen.
Stalin indgik derfor året efter den 23. august 1939 Molotov-Ribbentrop-traktaten for at vinde tid mod den voldsomt oprustede tyske nazihær. Alle i Europa forsøgte at undgå at deres befolkning blev angrebet af denne den stærkeste hær verden endnu havde set.
Med hensyn til påstanden om kommunisternes forhold efter 1. september 1939 skriver historikeren Kurt Jacobsen i sin biografi om Aksel Larsen: ”Uagtet sin officielle stillingtagen til besættelsen, havde DKP fra starten bekæmpet samarbejdslinjen og forberedt sig på overgangen til illegalitet og kamp fra undergrunden...” og derfor fremstod KOPA/BOPA eller Kommunistiske/Borgerlige Partisaner fra start af modstandskampen og krigen igennem som landets største og bedst organiserede modstandsbevægelse.
DKP's kommunistiske kammerater i Tyskland havde været interneret siden 1933 – hvilket Carl Madsen beskriver i ”Flygtning 33” så mon ikke Tjørnehøjs: DKP’s glemte nazisympati er lige at stramme retorikken ...selv for en socialdemokratisk historiefortæller, der må indse at det socialdemokratiske projekt kun fik lov at eksistere som kapitalismens modvægt til sovjetkommunismen. DKP og socialdemokratiet falder for samme historiske udvikling: Kapitalismens sejers- og enegang. Man skulle måske i et anfald af galgenhumor ønske Socialdemokratiet tillykke med sejren.
"Bill Atkins skriver: "Stalin indgik derfor året efter den 23. august 1939 Molotov-Ribbentrop-traktaten for at vinde tid mod den voldsomt oprustede tyske nazihær"
Sovjetunionen var allieret med Nazi-Tyskland, hvilket bl. a. ses af, at Sovjet faldt Polen i ryggen ved efter den tyske invasion at invadere Polen fra øst.
Og så lige for en sikkerheds skyld henrette 10.000 polske officerer ved Katyn-massakren.
Hold da helt op Tjørnehøj.
Du ved godt, at danske kommunister ikke var allieret med hverken de danske nazister eller den tyske besættelsesmagt, selv om Stalin og Hitler havde indgået en ikke-angrebspagt. Du ved godt, at det var den socialdemokratisk ledede danske regering, der tilsluttede sig Anti-komintern pagten med Japan og Nazityskland. Du ved godt, at det var den socialdemokratisk ledede danske regering og dens politi, der gik langt ud over tyskernes forlangende, da de efter Hitlers invasion af Sovjetunionen fangede og internerede de danske kommunister, hvorfra de endte i KZ-lejrene. Du ved godt, at det var den socialdemokratisk ledede danske regering, der gav sin accept og velsignelse til oprettelsen af et dansk Frikorps under danske officerer til indsats på Østfronten. Du ved godt, at det var den socialdemokratiske statsminister, der erklærede, at frihedskæmperne var landsforrædere og opfordrede alle til at melde dem. Du ved også godt, at kommunister sammen med konservative var de ledende kræfter bag modstandsbevægelsen, mens socialdemokratiet var mest optaget af at få opstillet en kampenhed i Sverige, der kunne slå en eventuel social revolution ned i Danmark efter befrielsen. Den danske Brigade blev den kaldt, og den fik de fleste af våbnene fra England, mens de danske frihedskæmpere manglede våben.
Og så siger du: Jo, men det gjorde de socialdemokratiske politikere kun fordi de var tvunget. Hvor patetisk kan det blive?
Mon ikke vi er tjent med, at et kommende nyt Frihedsmuseum holder sig til modstandskampen? Hvis alle besættelsestidens dunkle aspekter skulle være repræsenteret proportionalt, så skulle der være flere etager med Venstre-landbruget, der tjente styrtende på at producere fødevarer til Tyskland (betalt af Den danske Nationalbank), og flere etager med danske entreprenører og industrivirksomheder (blandt andet hæderkronede virksomheder som F.L. Schmidt og A.P. Møller), der tjente styrtende på at bygge og producere for den tyske krigsmaskine, ofte under anvendelse af krigsfanger og slavearbejdere. Man kunne så anbringe modstandskampen i nogle lokaler i stuen, mere ville den såmænd ikke fylde i det samlede billede.
Torben Lindegaard
Forholdet mellem Polen og Rusland har altid været anstrengt. Sovjet havde et gammelt regnskab at gøre op med Polen, idet den fascistiske marskal Jozef Pilsudski,”den anden republiks” første præsident, i den polsk-sovjetiske krig 1919-1920 med hjælp af franske troppe fra Ententen (der hjalp "den hvide hærs" forsøg på kontrarevolution i Sovjet) overskred den ved 1. verdenskrigs afslutning fastlagte grænse - Curzon Linjen - og erobrede den vestlige del af Ukraine og efterfølgende sikrede Polen disse territorier ved Riga-freden i 1921. Sovjet der var tvunget i knæ af utallige krige i perioden fra oktoberrevolutionen 1917 og frem til 1924 kunne intet stille op.
Da så den polske fascistiske regering efter nederlaget til nazihæren i 1939 flygtede til Rumænien, var Polen reelt ingenmandsland og den Røde hær rykkede ind i deres tidligere vestukrainske besiddelser helt frem netop til Curzon Linjen for at oprette en stødpude mod det ventede nazistiske angreb mod Sovjet.
http://en.wikipedia.org/wiki/Curzon_Line
Der er ingen tvivl om at politikerne i England og Frankrig fik nervøs mave, da det gik op for dem at Hitler ikke forsatte fremrykningen mod Øst, mod Sovjetunionen, men først lige ville tage et opgør med deres plageånd fra 1. verdenskrig Frankrig. Og den proforma hær England havde landsat i Europa blev smidt ud ved Dunkerque 4. juni 1940 . England og USA satte ikke deres ben på kontinentet før D-dag 6. juni 1944, hvis vi ser bort fra introduktionen af moderne krig for amerikanerne ved landgangen på Sicilien. Fire år tog det den Røde Hær og det russiske folk at rive bugen op på det nazistiske vilddyr for til sidst at knække nakken på nazismen.
Naturligvis var mordet på de Polske krigsfanger ved Katyn en krigsforbrydelse, men jeg kan forsikre dig, at hvis du dykker i den polsk russiske historie, så er der sket mange massakre i tidens løb netop i det område - de to lande imellem - også mod civile jordløse bønder og sovjetiske embedsmænd.
Når Henning Tjørnehøj afspiller sin sædvanlige grammofonplade om besættelsestiden nævner han næsten aldrig disse udtalelser:
Regeringserklæring juli 1940 fremlagt af Scavenius efter forhåndsgodkendelse af Stauning:
"Ved de store tyske sejre, der har slået verden med forbavselse og beundring, er en ny tid oprundet i Europa, der vil medføre en nyordning i politisk og økonomisk henseende under Tysklands førerskab. Det vil være Danmarks opgave herunder at finde sin plads i et nødvendigt og gensidigt aktivt samarbejde med Stortyskland …"
Og Thorvald Staunings (S) tale i Studenterforeningen 8. marts 1941:
"Det er mit Indtryk, at Tyskland har visse Planer, der ikke blot sigter efter øjeblikkelig Nyordning, men efter en blivende europæisk Nyordning, der skal være raadende ud i Fremtiden. Denne Nyordning vil kræve et Samarbejde indenfor Europa, og Linien vil være den fra Tyskland kendte Planøkonomi, der sikkert rummer betydelige Fordele fremfor den Planløshed, som har været raadende hidtil som Bestanddel af det liberalistiske Samfund, der i udpræget Grad bygger paa Egoismen - altsaa Erhvervs- og Samfundsegoisme…
… Bedst vil det være, om man roligt og villigt medvirker til den Tilpasning, jeg her har antydet, naar Tiden dertil er inde, og den vil ikke være saa afskrækkende, som nogle maaske vil synes.
Det er usundt og uklogt at vende sig imod en Udvikling, som Tid og Forhold fører med sig. Tilpasningen til det nye Europa vil blive en af Tidens politiske Opgaver."
Igen igen skal vi høre om Hitler-Stalin Pagten fra 1939 uden at Munchen-aftalen fra 1938 bliver nævnt med et eneste ord.
Sovjet havde til stadighed op gennem 30'erne forgæves forsøgt at få en alliance med Frankrig/England, sådan at Hitlers aggressioner kunne begrænses ved truslen om en to-fronts krig.
Men denne politik fik det endelige dødsstød med den skændige Munchen-aftale i 1938 (Sovjet var bevidst ikke inviteret), hvor Frankrig/England indgik en aftale, der i realiteten betød, at Hitler fik frie hænder til at gå mod øst.
Denne trussel kunne Stalin naturligvis ikke sidde overhørig, og han indgik derfor i 1939 den såkaldte Hitler-Stalin Pagt, der var en fuldstændig kopi af Munchen-aftalen, blot med modsat fortegn. Nu fik Hitler frie hænder til at gå mod vest.
Dette stormagtsspil i 30'erne mellem Sovjet, Tyskland, England og Frankrig kan man have mange meninger om. Men at udpege Sovjet til at være skurken er at vende historien på hovedet.