Klumme

Guds spøgelse

Festen er forbi og Kierkegaard atter stedt til hvile, så hårdt plagede ateister og agnostikere igen kan trække vejret frit – hvis de da ikke sidder og grubler over deres første trosartikel: Guds død
10. maj 2013

Tag et brækmiddel! Det var et af de råd, som Kierke- gaard gav sine læsere, når de var trætte af den kirkelige kristendomsforkyndelses halvhed, men ikke helt kunne bekvemme sig til at vende den ryggen. Tag et brækmiddel! På prædikestolen stod en kostumeret deklamator med dannebrogsorden og alvorsmine og talte om den forfulgte frelser, som præsten selv trods sine retoriske bekendelser for intet i verden ville følge til himmels, når vejen afskar ham fra hans fede embede og verdslige status. Tag et brækmiddel!

Sandt nok, Søren, man kan brække sig over hykleri og halvhed, men man kan også blive syg af al din himmelske verdensforagt, når du ordinerer livslede og tro på en Gud, der af lutter kærlighed vil have os til at hade os selv. Man kan blive syg af dit dødsforjættende forfatterskab, når det ikke blot har inspireret Rilke og Kafka, men også reaktionære indremissionærer og nazistiske antisemitter. Og man kan blive syg, når den kirke, du ville rive ned, forsøger at opbygge sig selv ved dig, der ikke ville lade sten på sten tilbage af menighedsfællesskabet, men ofre det til hin enkeltes personlige Gud.

Så hvorfor ville kirken overhovedet hylde Kierkegaard i Vor Frue Kirke, som den gjorde det i søndags på hans 200-årsfødselsdag, når hyldesten forudsigeligt endte med halvhed og hykleri i københavnerbispen Peter Skov-Jakobsens tale, der hverken var kold eller varm, men lunken? Og når kirken ikke desto mindre følte sig forpligtet til noget så selvmodsigende som at celebrere sin største kritiker med en festgudstjeneste, hvorfor tog den så ikke tyren ved hornene og kritiserede ham? Hvorfor tilstod den ikke ærligt og redeligt, at Kierkegaard hverken er dens helgen eller hovedhjørnesten, ej heller en kirkefader eller apostel, men et af de mest genstridige og gavmilde gemytter, den danske litteratur har fostret, og som enhver kan lade sig forføre og forarge af efter behag?

»Min største oplevelse var en helbredelse. Kierkegaard var blot en af mine sygdomme.« Nej, sådan skrev Nietzsche ikke, da hans sygdom ikke var Kierkegaard, men Wagner. Og dog kunne han have skrevet det, hvis han i tide havde fulgt Georg Brandes’ opfordring til ham om at læse Kierkegaard. Havde han gjort det, havde vi måske fået det, vi savner i den etablerede Kierkegaard-forskning, nemlig en kritisk tradition. Brandes forsøgte selv i 1877 at grundlægge en sådan med biografien Søren Kierkegaard. En kritisk Fremstilling i Grundrids.

Når forsøget mislykkedes for Brandes, skyldtes det måske, at han ikke tog Kierkegaards kristendom alvorligt, men forsøgte at bortforklare den som en anakronisme. Han mente, at Kierkegaard af pietet ville genoplive den fædrene tro, men i stedet mod sin forventning opdagede individet, »hiin Enkelte«, personlighedens Amerika, som han i stædig stil med Columbus vedblev at betragte som traditionens Indien. Så let lader kristendommen sig ikke afskaffe, for nogen kimære er den ikke, men et historisk faktum, som én gang kommet til verden ikke forlader den igen.

»Gud er død!« Jovist, Gud er, som Nietzsche skrev, afgået ved en såre menneskelig død midt under den store sekularisering, men hans ånd svæver stadig over vandene, nemlig som et gudstab, som vi er fordømt til at leve med til tidernes ende, ligegyldigt om vi er kristne eller ej, ateister eller agnostikere. »Jeg troede, at jeg havde lagt kristendommen bag mig«, skrev den østrigske forfatter Carl Dallago i 1914, hundred-étåret for Kierkegaards fødsel; »nu ser jeg, at jeg har den foran mig, hvor Kierkegaard har sat den i vejen for mig.«

Nej, man bliver ikke nødvendigvis kristen af at fordybe sig i Kierkegaard, men i det mindste opmærksom på dimensionerne og karakteren af gudstabet i vores sekulariserede kultur. Den tyske teolog Christoph Schrempf læste og oversatte Kierkegaard, men mistede ikke desto mindre – eller netop derfor – troen. Kierkegaards blivende betydning lå ifølge den frafaldne Schrempf »helt og holdent i hans kamp med sig selv og den frygtelige alvor, han investerede i den.«

Mennesket har et forhold til Gud, død eller ej, og derfor er opgaven for det 21. århundreds Kierkegaard-forskning ikke at genoplive kristendommen, men den antropologiske religionskritik, der forstår gudsforholdet som det, det er: et menneskeligt selvforhold.

 

Peter Tudvad er filosof og forfatter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Heinrich R. Jørgensen
  • Lars Jorgensen
  • Ib Jørgensen
Heinrich R. Jørgensen, Lars Jorgensen og Ib Jørgensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ib Jørgensen

En antropologisk religionskritik indledte jeg for ca. 15 år siden gennem læsning af den tyske sociolog Dieter Claessen. For mere end 3 år siden lagde jeg en artikel om det Helliges genese ud på min blog

http://bricklayeribj.blogspot.dk/2010/12/mennesket-fr-religionerne-det-h...

På bloggen findes flere artikler om samme emne under etiketten religion

Det er min tese, at vi skal etablere et begreb om det Hellige eller Helligånden, som noget der ligger i mennesket og som stammer fra dengang vi for millioner af år siden begyndte at arbejde os ind i et menneskeskabt rum i naturen.

Alle vore guder har siden da været udsprunget af respekten for det hellige, men er blevet misbrugt på forskellig vis, ikke mindst dem der hævder at være de eneste, Gud, Allah, Jahve m.fl. Vi kan formentlig ikke afskaffe dem, men de må lade sig disciplinere af respekten for det hellige.

Mark Thalmay

Peter Tudvad afslutter med at skrive:
”Mennesket har et forhold til Gud, død eller ej, og derfor er opgaven for det 21. århundreds Kierkegaard-forskning ikke at genoplive kristendommen, men den antropologiske religionskritik, der forstår gudsforholdet som det, det er: et menneskeligt selvforhold.”

Et par 'High brow'-tanker til 'at tygge på' desangående, c'',):

En antropologisk religionskritik, der forstår ’gudsforholdet’ som et ’menneskeligt selvforhold’, må vel gøre sig klart, at som biologisk art, er et menneskeligt individ ikke bare et menneske som sådant.

Da ’liv’ er et processuelt begreb må derfor et givet menneske nødvendigvis enten være mand eller kvinde, og nødvendigvis befinder det sig i en bestemt livsfase: Er enten barn, ung, voksen eller gammel.

Det ’numinøst’ og/eller ’helligt’ ’guddommelige’ for et givet menneske kan derfor forstås, som de menneskelige tilstandsformer, som det netop ikke selv er, hvorved også dette begreb får processuel karakter.

Det er i forældre-børne-relationernes interpersonelle mikro-sociale felt, at den intra-subjektive, ’generaliserede anden’ (psykologisk: ’Selvet’ som dialektisk modpol til ’jeget’)grundlægges.

Den ’generaliserede anden’ har ’fantasmemiske’* fremtrædelsesformer og disse udgør de intra-psykiske formidlings-instanser for de inter-subjektive relations-strukturer og dermed for subjekt-decentreringen af den individuelle bevidsthed.

*’Fantasmem’: Min neologisme som står for en elementær, men mangetydig betydningsenhed/’gestalt’ i det felt, der udgøres af fantasiens irrealitet. Har som ’fantasi’ rod i det græske ’fantastai’: Det der viser sig/kommer til syne.

Med venlig hilsen

John Christian Mogensen

Peter Tudvad siger, at opgaven for det 21. århundredes Kierkegaard forskning ikke er at genoplive kristendommen, men den antropologiske religionskritik.

En antropologisk kritik af religionen var sådan set det, Kierkegaard foretog sig. Det udmøntede sig i sætninger som, at subjektiviteten er sandheden eller ”den enkelte er den evige sandhed”. De religiøse forestillinger er overtroiske, når de tros at svare til en objektiv realitet, i stedet for at være udtrykket for det subjektive, lidenskabelige forhold til denne realitet. I de Philosophiske Smuler siges det, at Guden blot er et navn vi giver det ubekendte, som forstanden støder på i sin paradokse lidenskab. Gud er med andre ord noget et eller andet udnævnes til at være af den, der forholder sig lidenskabeligt til det.

Alligevel er det urimeligt at hævde, som Tudvad gør det, at gudsholdet er et menneskeligt selvforhold. Mennesket forholder sig ikke kun til sig selv, men også til den større virkelighed, som det er en del af. At forholde sig til Gud er et subjektivt udtryk for, at man ikke har skabt sig selv.

At mennesket er skabt i Guds billede, er måske nok et omvendt udtryk for at Gud, dvs. forestillingen om Gud, er skabt i menneskets billede. Men den realitet som forestillingen prøver at være et passende billede af, er ikke skabt af mennesket, men denne realitet er tværtimod menneskets ophav.

Mark Thalmay

John M.:
”… forestillingen om Gud, er skabt i menneskets billede. Men den realitet som forestillingen prøver at være et passende billede af, er ikke skabt af mennesket, men denne realitet er tværtimod menneskets ophav.”

Javist, - og ’den realitet’ og ’større virkelighed’, som også menneskearten, i lighed med millionvis af andre arter, c’’,), er en del af og har som ’ophav’, er jo i tiden efter Kierkegaards død blevet afklaret til først og fremmest at være den dynamiske planetariske biosfære i dens interferens med det solare planetsystem.

Alle biologiske cellers genomer er en slags ’erindringer’ om alle disse milliard-årige ’skabelsesprocesser’.

’Æres den som æres bør’, c’’,).

Med venlig hilsen.

odd bjertnes

Det er ret pudsigt at fordi 'Gud' er en menneskelig formulering (af noget eksisterende) kan man bare konstruere en ny sådden rent kommercielt som er lisså rigtig.
Sådan spiller klaveret ikke.

odd bjertnes

hov - udsagnsled og grundled :) :
Det er ret pudsigt at fordi 'Gud' er en menneskelig formulering (af noget eksisterende) tror somme, at man bare kan konstruere en ny sådden rent kommercielt som er lisså rigtig.
Det var sådan klaveret ikke spillede....

Lars Jorgensen

Jesus' budskab er lige så aktuelt idag som det var, da man i sin tid - også... - korsfæstede ham...

Det samme kan siges om Kierkegaard...

Toke Andersen

"Jesus' budskab" er vist historiens mest oppustede gang banal ævl. Jeg har mødt børnehavebørn med væsentlig bedre greb om virkeligheden.

Kirkegård er da meget skæg, men også ret ligegyldig og seriøst passé.

Mennesket har et forhold til Gud, død eller ej.
Død eller levende er ikke begreber der kan bruges om gud, Tudvad!
Gud er et fantasifoster, en mental krøkke for mange mennesker eller, med lidt god vilje, et slags socialt redskab.
Redskaber dør ikke, men kan med tiden blive afløst af nye bedre redskaber.

Det er muligt at religion kan tilskrives en slags positiv virkning den gang vi ikke vidste bedre. Men i dag må al religion, tro på gud, yallah, julemanden, David Koresh eller L.Ron siges at være fordummende i en helt uacceptabel grad.

Tiden er kommet til at finde et bedre redskab.

Nick Mogensen

Det guddommelige er sådan ikke Gud. Det kan det være. Det guddommelige, fx troen på ting som ikke videnskabeligt kan udsiges - og meget sandsynligt aldrig kommer til -, er sådan set noget de fleste mennesker befatter sig med. Dermed er de fleste - og her taler vi vel om 99% (påstand) af den samlede befolkning i mere eller mindre udstrækning "religiøse" i forståelsen af troen som noget der ikke videnskabeligt kan godtgøres - eller i hvert fald ikke er blevet gjort det endnu?!

I forhold til Kierkegaard er min opfattelse, at Kierkegaard til tider forsøger - med et særligt slørende, halv-poetiske sprog, at nå frem til den konklusion, at man må henvende sig til troen (med et bestemt gudsbillede) for at finde 'frelse'.

Det er der sådan set ikke noget galt i per se. Man kan fint lære noget af Kierkegaard - men man må kritisk til værks og forstå, at Kierkegaard - ligesom alle andre - havde en bestemt habitus og dermed var stærkt (måske mere end andre?) motiveret i forhold til sine 'undersøgelser'. Hvorfor skulle manden provokere med hans mange pseudonymer hvis ikke han havde en slet skjult dagsorden for at skabe forskellige personaer, altså skabe armslængde; distance til hans egen selvopfattede habitus?