International kommentar

Hvordan kunne de gøre det imod os?

Mediedækningen af bombeattentatet i Boston og nedslagtningen i Woolwich har glimtvis ladet os ane mennesket bag terroristen
28. maj 2013

Det meste af politiets indsats omkring sidste måneds bombeaktion mod Bostons Marathon foregik efter et velkendt skema, deriblandt med foranstaltninger, som for bare to årtier siden ville have fået os til at gyse: Overvågningskameraer overalt, både institutionelle og private, registrerede vores mindste bevægelse.

Politiet og de øvrige myndigheder viste sig på få minutter i stand til bogstaveligt talt at lukke hel en storby ned. Grelle huller i informationsstrømmen blev aldrig udfyldt, fordi nye meldinger hele tiden konkurrerede om medieplads og fjernede alle muligheder for nuance og detalje: Hvad med den tredje bombe? Hvorfor hørte vi aldrig mere til den yngre brors selvpåførte sår, da han gemte sig i båden?

Terroristen som et menneske

At sige at terrorhandlinger efterhånden lader os ligeglade eller keder os, indfanger ikke helt kompleksiteten i vores følelser. Fra mordet på Kennedy til 11. september og videre frem har tv-journalistikken udviklet en fast formular til dækning af nationale menneskejagter med ca. denne formel: talende hoveder, lynhurtige overgange, afbrudte interview og opdateringer, endeløse gentagelser af de samme filmoptagelser osv.

Formularen er så velkendt, at det efterhånden føles vanedannende og vagt pornografisk. Vi sidder klinet til fjernsynet. Ikke kun fordi vi er interesserede, men fordi selve formularens vedvarende båndsløjfe gør os høje, giver os et adrenalinsus.

Således også i sidste uge i Woolwich, hvor terroristen blev fanget på mobilkamera. En mand sølet til i blodet fra sit netop dræbte offer forklarer over for en tilfældig forbipasserende med kameratelefon motivet til sit grusomme angreb. Det ene mere rablende politiske budskab end det andet ryger ud af ham. Og så pludselig denne kejtede undskyldning til »de kvinder, der har skullet se på dette her.« Men den blodtilsølede mand er ikke vred over, at hans makabre ugerning er blevet filmet, han er tværtimod tilfreds.

Det er en terroristpressekonference i det 21. århundrede, og den foregår en onsdag eftermiddag i Woolwich. Vi møder terroristen som et menneske. De, som kender den formodede gerningsmand, Michael Adebolajo, fortæller om en dreng med en typisk London-barndom: »en intelligent og sjov fyr, der spillede fodbold«.

Amerikansk antiamerikaner?

For mig var det mest interessante aspekt ved Boston Marathon-bomben netop den del, der trodsede formularen og slog ud i det, som den østrigske dramatiker Peter Handke engang kaldte »øjeblikket af ægte følelse« – den uventede strøm af om ikke sympati, så i al fald empati for Dzhokhar, den overlevende Tsarnaev-bror. Man havde ventet at finde et uhyre, og man fandt en dreng.

Jeg skal ikke kunne sige, om dette aspekt er nået igennem i den europæiske mediedækning, men på sin egen stilfærdige måde var det bemærkelsesværdigt og uventet – og et reelt brud på formularen.

Den første bølge af sympati kom fra Dzhokhars high school- og collegevenner, hvis varme ord om ham forekom helt ægte. De beskrev ham som en god ven, en social og udadvendt person, der deltog i alle deres aktiviteter. En ven brugte konsekvent ordet ’angiveligt’ som for at understrege, at han er uskyldig, indtil andet er bevist.

Herefter citerede medierne Dzhokhars tweets, som var fulde af slang, coolness og humor, og offentligheden blev endnu mere forvirret: Hvordan kunne denne unge mand være så amerikansk og alligevel så antiamerikansk? Fotos af Dzhokhar fulgte. Han var jo bare en stor dreng! Han lignede en på 12, ikke en på 19! Alle kendte nogen som ham – en sød fyr med en attitude, der røg hash, fjollede rundt og kunne være charmerende nok til at bringe tårerne frem i øjnene på både piger og drenge.

Da menneskejagten begyndte for alvor, kom der endnu en bølge af sympati. En klassisk amerikansk myte udspillede sig foran vores øjne – den enlige flygtning/cowboy, der jages af lovens lange arm. Løkken strammes om hans hals for hver time, der går. Som historien udviklede sig og dens fokus forskød sig til den urolige storebror Tamerlane og hans vrede mor, vandt Dzhokhar os igen over på sin side: Af mange blev han nu set som et uskyldigt offer for familiens pres.

Var det ikke, som om mange af os inderst inde ønskede, at han aldrig havde ment det for alvor, og var hans sønlige loyalitet på sin vis ikke beundringsværdig?

Loyal over for hvem?

Om ikke andet kaster hændelsen lys over et sentimentalt anstrøg i den amerikanske nationalkarakter, som europæerne kan finde naiv eller rørende, alt efter hvilken indstilling de har til USA.

Handlinger som Dzhokhar Tsarnaevs fører til stor forvirring blandt amerikanere. Han passede jo ind, han blev jo ’en af os’. Fra sin skolegang på high school til sin iPhone og tweets fulgte han et mønster, der så ud til at have sat ham på den ideelle amerikanske Tom Sawyer-rute – den rebelske knægt, der ender med at blive en af samfundets støttepiller. Så hvordan kunne han forråde os? Hvordan kunne han være så illoyal?

Hvad vi virkelig lærte af Boston Marathon-bombningen og drabet i Woolwich, var, at flere gamle loyalitetsbånd kværnede rundt i hovedet på de unge mænd, og at de rørte ham på et plan, der muligvis stikker langt dybere ned end der, hvor både iPhones og tweets kan nå. I Amerika, hvis borgere ofte nægter at se i øjnene, at de er led i en kæde, der går tilbage til forhistorien, viste denne tragiske begivenhed, at Dzhokhar uundgåeligt var forbundet til sin familie og til sin klan. Og at uanset hvor meget vi gerne vil tro noget andet, har det altid været en fiktion at tro, at man kan blive helt amerikansk.

George Blecher er amerikansk forfatter

© George Blecher og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer