I denne uge tager Folketinget fat på forhandlingerne om folkeskolens fremtid. Og i debatten indtil nu er der ét tema, der af uransagelige årsager har glimret ved sit fravær, nemlig spørgsmålet om, hvordan skolen bedst griber den store inklusionsopgave an.
Inklusion lyder abstrakt, men er i sin kerne en meget konkret udfordring: Hvordan sikrer vi, at det politiske mål om at integrere stort set alle elever i de ’almindelige’ klasser sker på en ansvarlig måde? Børn med særlige behov – det være sig af indlæringsmæssig, kognitiv, følelsesmæssig, social eller personlighedsmæssig art – har jo behov for en indsats, der forebygger mistrivsel og understøtter en sund psykisk og faglig udvikling. Det stiller naturligvis alle – skoleledelser, lærere, forældre, elever og den kommunale pædagogisk-psykologiske rådgivning (PPR) – overfor enorme udfordringer. Og det kræver adgang til tværfaglige kompetencer, der rækker ud over dem, som lærerne alene besidder.
Blandt andet skal kommunerne have mulighed for at opprioritere adgangen til den psykologfaglige specialviden, der er nødvendig for at identificere de børn, der har vanskeligheder og dermed kræver en særlig indsats. For det behøver nemlig ikke være de ’støjende’ elever, der mistrives. Det kan lige så godt være den stille og fagligt dygtige elev, som skolen skal have hjælp til at få øje på.
Ekspertise er nødvendig
Når en lærer opdager, at en elev har vanskeligheder, skal læreren have mulighed for hurtig og umiddelbar adgang til at konsultere en psykolog, så barnets problemer bliver tacklet så tidligt som muligt. Lykkes den forebyggende indsats ikke, så bør det være muligt, at den særlige indsats, barnet har brug for, kan foregå uden afbrydelser i skolegang, fritidsaktiviteter og kontakt til kammerater og familie. Derfor skal ekspertisen være til stede i kommunalt regi.
Vi har derfor en appel til partierne, der nu skal blive enige om en reform af folkeskolen. Hvis vi skal nå den erklærede målsætning, så må I også tage konsekvensen og sikre, at rammerne for inklusionsopgaven er til stede i barnets nærmiljø – og ikke mindst er til rådighed for de fagpersoner, der skal løse opgaven i praksis.
Eva Secher Mathiasen, formand for Dansk Psykolog Forening
