Kronik

Kierkegaard og kampen om kirken

Kierkegaard er blevet en uomgængelig teologisk autoritet, der stadig dominerer dansk teologi, mens Grundtvig nærmest blot er en kulturel og national ikon. Det på trods af, at Kierkegaards teologi fastholder kirken i sine dogmer, hvorimod Grundtvig gav muligheden for fornyelse
Både Kierkegaard og new-age-spiritualiteten er udtryk for det 19. og 20. århundredes stedse mere individualiserede tidsånd, der også er baggrunden for Kierkegaards voksende berømmelse gennem det 20. århundrede.
Debat
8. maj 2013

Det kan synes en historiens ironi, at kirkeministeriets udvalg om en ’moderne styringsstruktur for folkekirken’ den 2. maj spillede ud med sit første debatoplæg få dage før fejringen af 200-året for den Søren Kierkegaard, der stærkere end nogen har bidraget til at ryste kirkens fundament.

I sine filosofiske skrifter gjorde han op med den spekulative teologi, i sine kristelige skrifter gjorde han op med al udvendig gudsdyrkelse og med sin afsluttende ’kirkekamp’ i 1855 erklærede han kirken for hedenskab og præsterne for hyklere og løgnere. Undlader man at gå i kirke, så har man i det mindste én stor skyld mindre på samvittigheden!

For Kierkegaard gjaldt kun alvoren i den enkeltes inderlige gudsforhold. Over for samfund og fællesskab – som stat eller kirke – finder man hos Kierkegaard kun kritik, foragt og spot. Folk såvel som menighed betyder mængde, masse og dermed usandhed og åndløshed.

Fællesskab vs. individualisme

Kulturminister Marianne Jelved gjorde sig ved sin tiltræden bemærket ved at nævne Grundtvigs fortsatte betydning for dansk kultur og det folkelige fællesskab – for ’kultur er det kit, der binder os sammen’. Kierkegaard derimod legitimerer en individualisme, der opløser såvel kulturelt som kirkeligt kit i subjektivismens syrebad.

Alligevel er Kierkegaard i jubilæumsåret blevet panegyrisk hyldet, og det ikke mindst fra kirkens folk, skønt hans hån og spot er lige så rammende i dag som dengang. Men Kierkegaard er bemærkelsesværdigt nok blevet en uomgængelig teologisk autoritet – mens Grundtvig i dag vel nærmest blot er en kulturel og national ikon.

Kierkegaards angreb på kirken er blevet udnyttet af ’fritænkere’ og kulturradikale kirkekritikere. Men den virkelige trussel kommer fra hans syn på kristendommen som menneskeligt umulig og utroværdig som andet end absurd paradoks – et syn, som efterhånden er blevet fremherskende blandt teologer.

Stivnet i gamle dogmer

Kierkegaards gudstro var et credo quia absurdum, jeg tror, fordi det er fornuftstridigt. Og med dette credo blev Kierkegaard i løbet af det 20. århundrede teologernes filosofiske anker, hvormed man samtidig lænkede sig til fortidens dogmatik, som er forudsat i Kierkegaards paradokstænkning.

Ved på forhånd at erklære troen for absurd og selvmodsigende kvaltes enhver mulighed for tankebåret fornyelse af kirkens liv. Teologien stivnede i de gamle dogmer: den skabende og opretholdende Gud, synd og nåde, Jesu tomme grav, kødets opstandelse og det evige liv – dogmer, som i deres absurditet blot skal ’tros’.

Kierkegaard ville løsrive kristendommen som absolut sandhed fra historiens omskiftelser, mens Grundtvig omvendt knyttede kristendom og kirke tæt til historien med muligheden for fortsat vækst og fornyelse gennem tiderne til stadig større klarhed i ånd og sandhed.

Antikrist

Grundtvigs egen teologiske dogmatik er i dag lige så død som Kierkegaards, men hans historisk-poetiske syn er åbent for nytolkninger af arven fra fortiden, herunder den kristne mytologi – med Grundtvigs ord: »Hvad sandhed er, må tiden vise!« Under ’kirkekampen’ i 1855 fandt Grundtvig, at Kierkegaard var en fjende af kirke og kristendom, ja endog en mulig forløber for den Antikrist, som skulle indvarsle Dommedag – og som kunne forventes at fremtræde som Djævelen i kristelig forklædning! Og da Kierkegaard så faldt om på gaden og kort efter døde, fandt Grundtvig, at det var fortjent, for han havde begået den utilgiveligste synd: at gøre kristendommen umenneskelig.

Kierkegaard er i dag en teologisk autoritet, ikke mindst for bevægelsen Tidehverv, som med teologen Søren Krarup drog de logiske, politiske konsekvenser af Kierkegaards inhumane kristendom. At gøre lignelsen om den barmhjertige samaritaner til inspiration for politisk handling bliver således i Krarups kierkegaardske optik et udtryk for hovmod og synd.

Og det er jo ikke noget tilfælde, at da Thorkild Grosbøll i 2003 udtalte sig jævnt og ligetil om sin tro uden dogmatiske skyklapper, da var det hans dogmatiske, tidehvervske biskop i Helsingør, Lise-Lotte Rebel, som satte hælen i. Mens den kloge minister, Bertel Haarder (V), behændigt overførte tilsynet til den mere grundtvigske biskop i Roskilde, Jan Lindhardt.

Heller ikke han turde dog andet end følge Kierkegaard: Han repeterede dogmerne og fejede den kritiske tankes udfordring til teologien ind under gulvtæppet, så den stadig ligger, hvor Kierkegaard lagde den.

Den menneskelige ånd

For Grundtvig var folket og historien lige så afgørende som den enkelte og øjeblikket var for Kierkegaard. Forskellen viser sig også i deres forskellige brug af ordet ’ånd’, som var lige centralt for dem begge. Grundtvig kaldte mennesket »et guddommeligt eksperiment af støv og ånd«, mens Kierkegaard fandt, at »syntesen af det sjælelige og det legemlige skal sættes af ånd«. Men ånd har her radikalt forskellige betydninger.

For Grundtvig betød ånd den usynlige, men virksomme kraft gennem tiderne i de ’levende ord’, som formidler forfædrenes syn og sagn, tro og håb, sejre og nederlag, til inspiration for fortsat kamp for livet og lyset på denne jord. Ånd kan et menneske kun have fælles med andre, nulevende såvel som afdøde forfædre og endnu ufødte efterkommere.

For Kierkegaard kan man derimod kun have ånd helt alene – for ånd betyder den enkeltes forhold til sig selv eller »det i Forholdet, at Forholdet forholder sig til sig selv«. Det betyder ikke, at Kierkegaards begreb om ånd svarer til new-age-religiøsitetens søgen efter det guddommelige gennem inderligheden. Tværtimod finder Kierkegaard inderst inde kun tomhed – deraf angsten og fortvivlelsen, der er betingelsen for troens spring.

Men både Kierkegaard og new-age-spiritualiteten er udtryk for det 19. og 20. århundredes stedse mere individualiserede tidsånd, der også er baggrunden for Kierkegaards voksende berømmelse gennem det 20. århundrede.

I Danmark har man jo siden 1849 undgået at tage stilling til, hvordan en folkekirke skal styres i et demokrati. Man har holdt sig til den bestående orden, eller uorden – det velordnede anarki med Hal Kochs ord, en ’sædvane, der stammer fra før Grundloven’, som det hedder i udvalgets kommissorium.

Ingen tankemæssig fornyelse

Men nu i 2013 skal kirkens styrelse altså omsider ’moderniseres’. Debatoplægget fra 2. maj skal nu åbne for en bred ’folkekirkelig og folkelig debat’, før udvalgets endelige rapport skal foreligge i efteråret 2013.

Debatoplægget rummer ingen overraskelser. Der foreslås enten status quo eller nedsættelsen af et nyt, centralt folkekirkeråd, repræsenterende især menighedsråd, præster, provster og biskopper. Men udtrykkeligt kun som rådgivende råd, idet staten – altså ministeren og dermed regering og Folketing – fortsat skal styre kirken.

Den 23. maj i år er det så 10-året for det famøse interview med Grosbøll i Weekendavisen – det vil næppe blive fejret med nogen festgudstjeneste. Nok lever vi stadig i Grundtvigs fædreland, hvor vi priser frisind og rummelighed og gerne taler os til rette. Men vi lever også i Kierkegaards fædreland, hvor det ekstreme har sin ret, og absurde postulater kan standse samtalen.

Derfor bliver der nok kamp om kirken, men en tankemæssig fornyelse af trosgrundlaget er der ikke udsigt til. Desværre. I et historisk perspektiv er det dog et tidens tegn, at udvalget blev nedsat af en kirkeminister, der samtidig er minister for ligestilling, og som nok er døbt, men ikke opvokset i en kristen men i en hinduistisk og polyteistisk tradition.

Tiderne skifter, og også kirken må vel en dag finde sin vej ind i det globale 21. århundrede.

 

Ole Vind er dr. phil. i idéhistorie, pensioneret lærer fra Grundtvigs Højskole, hvor han stadig er tilknyttet som skolens lokalhistoriker, arkivar, bibliotekar og gæstelærer

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her