Læserbrev

Læserbreve

24. maj 2013

Jordan lukker syrisk grænse

Morten Bendtsen, studerende mellemøststudier, København

Uden officiel forklaring, har Jordan lukket grænsen til Syrien. I dag er der omkring en halv million syriske flygtninge i Jordan, og det forventes, at dette tal vil mere end fordobles inden årets udløb. Jordan var onsdag vært for en international konference om Syrien, og lukningen af grænsen skaber opmærksomhed omkring Jordans flygtningeproblem. Omkring 75 procent bor ikke i flygtningelejre, men ude blandt den jordanske befolkning, hvilket skaber økonomisk og politisk pres på Jordan. Subsidier på vand og olie betyder ifølge Jordan, at hver syrisk flygtning koster staten 17.000 kroner om året.

Det anslås, at 160.000 flygtninge arbejder illegalt og presser lønninger ned og arbejdsløsheden op. Ifølge regeringen har de syriske flygtninge allerede kostet landet over 4,7 milliarder kroner. De syriske flygtninge, der er fanget på grænsen mellem Syrien og Jordan, er udsatte. Vælger Jordan at holde grænsen lukket, vil det få fatale konsekvenser. Hvis Jordan skal åbne grænsen, må det internationale samfund træde til og hjælpe Jordan med at hjælpe de syriske flygtninge.

Alternativ til kapitalismen

Per Bilde, Silkeborg

Tak til Preben Wilhjelm svar den. 23. april på de kritiske kommentarer, som en gruppe marxister fremførte i en kronik den 11. april. Jeg finder emnet vigtigt at analysere, i en tid, hvor få sætter spørgsmålstegn ved kapitalismen og det frie marked. Der er dog et perspektiv, som endnu ikke er kommet tilstrækkeligt klart frem i debatten om Wilhjelms bog, nemlig nødvendigheden af en global mobilisering. Vi kommer ikke uden om den marxistiske indsigt, at kapitalismen kun kan bekæmpes internationalt. Selv om det tidligere er mislykkedes, er der ingen vej udenom. Sammen med meningsfæller i hele verden må vi i gang med en international mobilisering med det perspektiv, at kapitalismen kun kan tæmmes og modificeres gennem oprettelsen af en international politisk magt. Gerne et reformeret FN, men i første omgang blot en mobiliserende politisk vision.

Wilhjelm har ret i, at kritikken af kapitalismen skal genoplives, men dertil skal der først formuleres en ny international vision om et politisk alternativ.

Affald handler om opbevaring

Jens Bjørneboe, Helsinge

Alfred Larsen peger den 21. maj på, at der ikke er grund til, at Risø-affaldet placeres i Roskilde. Men denne sag handler mere om, hvordan affaldet skal opbevares end om dets placering. Det er besluttet, at det skal anbringes i et slutdepot, som angiveligt er sikkert i 300 år. Men da affaldet indeholder langlivede isotoper, og da der i udlandet allerede er problemer med slutdepoter, er denne løsning uforsvarlig. Alternativet er en mellemlagerløsning, som man bruger i Holland.

Her overvåges affaldet, så man kan gribe ind ved lækager, og det er tilgængeligt, hvis det senere bliver muligt at uskadeliggøre dele ved grundstofomdannelse. Det er svært at få mellemlageret diskuteret på lige fod med slutdepotet, fordi vi ikke som i Sverige har et uafhængigt organ, der kan give myndighederne modspil. Deres synspunkter har stået uimodsagt, fordi deres selvhøjtidelige og arrogante facon har skræmt dele af pressen fra at grave i sagen. Borgergrupper i de områder, som risikerer at få et slutdepot, kæmper sammen for at opnå, at affaldet bliver opbevaret i et mellemlager.

Skab ordentlig sundhedsportal

Finn Lillelund, Slangerup

Jeg håber at det igangværende lovgivningsarbejde i forhold til almen praksis også tager hånd om den manglende/ufuldstændige integration mellem de praktiserende lægers journalsystemer og sundhed.dk. Det kan da ikke være rigtig, at man skal betale et privat firma, som cure4you for, at opbevare korrespondancen med familielægen, og så får man endda ikke adgang til journalen. Sundhed.dk er vor fælles sundhedsportal og skal indeholde konsultationer, journaler, medicin, prøveresultater, vaccinationer og alle andre sundhedsoplysninger.

Radikale ønsker blandede bydele

Liv Holm Andersen, bolig- og integrationsordfører, R

Regeringen har for nylig fremlagt et udspil, der handler om at vende udviklingen i de udsatte boligområder. Udspillet fokuserer på partnerskaber med kommunerne, erfaringsudveksling og udbygning af de eksisterende redskaber, der virker. Derudover reviderer vi kriterierne for den liste, man udvælger de udsatte boligområder efter, ved også at inddrage uddannelse og indkomst. Hermed kommer etnicitetskriteriet til at fylde langt mindre, og der fokuseres langt mere på de virkelige sociale udfordringer. Det medfører, at områder lettere kan komme på listen uden at have høj andel med anden etnisk baggrund. Som radikal er det noget, jeg glæder mig over, for vi ser nemlig ikke etnicitet som et problem i sig selv. Vi arbejder for mere blandede bydele ikke kun i de udsatte områder, men alle steder, da det skaber det mest dynamiske samfund. Det er netop én af grundene til at sætte ind både med fysiske og sociale indsatser i de udsatte boligområder og gøre dem til attraktive boligområder.

Danmark får middelkarakter

Søren A. Christensen & Tobias N. S. Sabro, Aarhus

Danmark er medlem af den europæiske menneskerettighedskonvention. Det betyder, at Danmark skal opfylde og overholde konventionens regler. Vi har en lang tradition for at sige, hvad vi mener, og det danske demokrati er respekteret af EU, som et land med et godt retssamfund, hvor man overholder de skrevne love. Nogle vil mene, at Danmark er den artige dreng i konventionsklassen, som rækker hånden op når menneskerettigheder skal overholdes.

Men da Danmark endelig skulle til eksamen og blive bedømt af FN’ menneskerettighedsråd i september 2011, fik de ikke det tolvtal, som de havde forventet. De fik overraskende mange anmærkninger, i alt 133 anbefalinger. Blandt andet inden for emner, som kvinders rettigheder, diskrimination af etniske minoriteter samt forholdene for flygtninge og asylansøgere. Danmark ligger stadig i den pæne ende af karakterskalaen, men der er plads til forbedringer. Det kræver, at vi skal stræbe efter at blive verdensmestre i menneskerettigheder. Siden 2011 er Danmark kommet på rette vej, men vi kan gøre det bedre.

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu