Klumme

Modsigelsens nødvendighed

Når spin gør politikere mindre, end de måske er
Debat
1. juni 2013

Præsident John F. Kennedy bemærkede engang, at den store fare for magthavere er omgivelsernes ærbødige tilbøjelighed til at tale magten efter munden. Iagttagelsen er så gammel som selve den politiske kultur, ofte beskrevet i litteraturen og kompenseret i magtafbalancerende foranstaltninger: som slaven, der bestandigt tilhvisker den romerske triumfator påmindelsen om hans dødelighed eller som den respektløse nar ved fyrstens hof.

Alligevel tilsidesætter det virkelige liv konsekvent Kennedys nødvendige morale, skaden er så godt som kronisk.

Den gamle embedsmandsordning var i nogen grad en garanti mod eftersnakken og følgagtighed, men for nu ikke at blive datidig rørstrømsk i nogen grad. Tjenestemandens uafhængighed af minister og borgmester var selvfølgelig relativ. Eller blev det.

Efter Systemskiftet – ikke det forlorne Søren Krarup opdigtede da Den Store Kreative Bogfører kom til i 2001 og Krarup fik magt – det ægte i 1901 med parlamentarismens indførelse, da manden med det reelle styr på landet, J.C. Christensen blev kultusminister.

J.C. – med fast ræv bag øret – troppede op i ministeriet om søndagen og gik i embedsmændenes skuffer. J. C. stolede ikke på, at de fulgte hans politiske vilje, hvilket de heller ikke gjorde. Men uafhængige var de. Med mindre de stjal af frimærkekassen var de i det store og hele også uafsættelige og steg automatisk i graderne.

Bidrager til ministres magt

Anciennitetsprincippet havde en indlysende ulempe, som ministre med skiftende held søgte at afhjælpe: selv oprørende uduelig-heder i embedskorpset, eksemplerne er legio, gik fra udnævnelse til udnævnelse, til de blev båret ud af deres sidste kontor.

Men alligevel: Den gode embedsmand i den bedste af alle verdener kunne sige fra i tide eller nænsomt meddele en lidt for opfindsom minister, at han kunne rende og hoppe. Kontraktansættelserne i moderne administrationer har en mere direkte kommandovej til ophøjelse og nedstyrtning, hvilket bidrager til danske ministres i forvejen ganske betydelige magt.

De sager der nu florerer ved kommissionerne, den stribe som de forrige ministerier Fogh Rasmussen (V) og Løkke Rasmussen (V) efterlod sig, peger i retning af ministerenevælde og embedsmandslydighed i betænkeligt omfang. Undersøgelserne skal selvfølgelig afdække disse forhold i detaljer. Men alene det faktum at en fagligt svag, men egenrådig minister i årevis lader hånt om lov og konvention antyder et systemsvigt.

Et svigt i kulturen var det også, da en beskæftigelsesminister sprang op og faldt ned på loven og forvaltede som det passede ham, eller at en skatteminister ikke blev stoppet af sit embedsværk, før der så meget som kunne antydes mistanke om urent trav.

Propagandisternes indtog

Nu er en anden rapport kommet, den om en aktuelt set vigtig side af embedsværket: om de særlige pressemedarbejdere eller spindoktorer eller propagandisterne og disses virke i forvaltningerne. Trods beroligende ord om omfanget af de pågældendes indflydelse forekommer ordene ikke særligt beroligende. Hvordan man end vender og drejer tingene, er det jo ifølge disses natur ikke den specielt hyrede presserådgivers og særligt fortrolige sparringspartners opgave at kværulere eller sige ret meget imod; snarere at mildne det bitre, forsøde det sure og fremstille arbejdsgiveren i et så vedvarende gunstigt lys, at ministeren til sidst ser sig selv i stråleglans og begynder at øve sig i kapgang på vandet.

Nu havde Rønn Hornbech, hvilket hun altid har fremhævet, ingen spindoktor; her fungerede embedsværket som ministerens specialværktøj, hvilket jo ikke gør sagen bedre, men blot understreger behovet for noget andet og mere i dansk politisk kultur. Hans Engell, landets professionelle politiske kommentator i særklasse, gjorde forleden gældende, at så farlige er disse propagandamedarbejdere heller ikke. Som regel står en eller to af typen jo over for flere hundrede embedsmænd. Heri har Engell ret som i så meget andet. Men under forudsætning af at embedsværket stadig fungerer alternativt neutralt og surt. Embedskorpsets upolitiske og anden hæderlighed er ikke en naturlov. Så varige og gunstige konsekvenser fik Tamilsagen heller ikke. Som sin kreative forforgænger siges statsministeren ikke at bryde sig om at blive sagt imod. Hvem gør det!

Sagen er blot den, at en politisk leder omgivet af specielle medhjælpere, der vil lederen og sig selv det bedste og er parate til at servicere på lederens præmisser og stort set udelukkende på disse, kun får leveret den halve eller kvarte bistand, i sidste ende tjenes madmor dårligt.

Lukket inde i magtcelle

At gøre ministeren og folket en større tjeneste er eksempelvis at udvikle ministerens repertoire af virksomme begreber og kategorier og dermed løfte horisonten op i udsyn og med flere nuancer.

Den sprogligt uselvstændige minister afslører sig ved idémæssig uselvstændighed, hvor ord og begreber reduceres til fællesnævnerkommunikation uden kerne og forslag til nytænkning. Blot et ekko af de medier, hvorfra propagandamedarbejderne i stort omfang selv stammer. Ministeren, der nøjes med disse udsagn og er rigtigt, rigtigt glad for, hvad hun selv siger af banaliteter, lukker sig inde i en magtkube. Derinde, hvor kun få har adgang, vogtes hun af færre medhjælpere, der afviser det kontrære, og udvikler den politiske retorik til tomme påstande om tvungen politisk økonomisk nødvendighed. Når kritikere påviser påstandenes tomhed omformer det redebonne spin, som det begav sig forleden, behændigt påstanden om nødvendighed til at nødvendigheden skam er et valg – og nødvendigt. Goddag, fru minister Økseskaft.

Statsministre bør omgive sig med mere nødvendige folk.

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Michael Kongstad Nielsen

Problemet er størst, hvis magthaverne ikke vil lytte. Til kritik og alternative rådgivning. For så kan embedsmanden ikke stille noget op. Hvis Bush og co. havde villet lytte, så var Irakkrigen næppe blevet til noget, og Afghanistankrigen næppe så lang. Hvis ministre er på vej ud i ulovligheder, skal de selvfølgelig have det at vide af deres embedsmænd, men selv embedsmænd kan jo møde deres faglige begrænsninger. Hvis det er fordi, de ikke tør, er de enten kujoner, eller deres foresatte barbarer, der slagter modsigerne for et godt ord.