Læserbrev

Mulig ligestilling af behandlinger

Debat
27. maj 2013

Der er godt nyt for akupunktører, kostvejledere, healere og andre såkaldt ’alternative’ behandlere: Konkurrence på lige vilkår med privatpraktiserende læger er måske på vej.

Konflikten mellem regioner og praktiserende læger gør, at lægerne måske opgiver deres ydernumre og dermed deres kontrakt med det offentlige. Det kommer derfor måske til at koste penge at gå til egen læge, ogmuligheden for betaling til læger åbner op for en debat på sundhedsområdet. For hvorfor skal det koste 500-800 kroner at gå til psykolog, zoneterapeut og massør og samtidig være gratis at gå til læge? Det er konkurrenceforvridning.

Lægevidenskaben er en uundværlig del af et moderne sundhedssystem og hospitalsvæsen. Mange års uddannelse og praktik sikrer en høj faglighed og kvalitet, og vores sygehuse er godt rustet med lægefaglig ekspertise. Sådan skal det fortsætte med at være. Vi skal, når vi behandles og opereres, forvente god, gratis og tryg behandling. Men kunne vores helbredsskavanker ikke lige så godt skyldes et forkert syn på kost, ubalancer i energisystemet, stressrelateret spænding eller manglende kropsbevidsthed? Kan den alternative behandlers indblik i utraditionel viden ligefrem være et vigtigt supplement i vores syn på helse og en kvalitetssikring af sundhedssystemet? Og hvis vi støtter læger, burde vi så ikke også støtte andre udvalgte anerkendte alternative behandlingsmetoder?

Forebygger sundhed

Et andet argument for at inddrage alternative behandlingsformer i den offentlige støtteordning er, at de alternative behandlere, som vi altså opsøger for egen regning, ofte styrker forebyggende sundhed. Vi er nemlig tilbøjelige til at opsøge alternative behandlere og psykologer både inden, under og efter eventuelle sygdomme, mens læger oftest konsulteres, når sygdommen har vist sig.

Alternative behandlere fordrer, at vi tager ansvar for egen sundhed, hvilket beviseligt er den bedste medicin mod dårligt helbred. Giv patienten en sum penge, og overlad valget af behandler til den enkelte selv. Hvis læger i en periode ikke forsørges via det offentlige, skal det blive interessant at se, om den alternative behandling får etableret sig som en positiv faktor for folkesundheden.

 

Erik Skou Kristensen, Bryrup

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Troels Ken Pedersen

Der er en afgørende forskel på medicinsk behandling og alternativ behandling: Medicinsk behandling er evidensbaseret. Det vil sige at vi faktisk kan få bekræftet, at behandlingen med overvejende sandsynlighed gør andet og mere gavn end blot placebo-effekt. Og med al mulig respekt for placebo-effektens herligheder, så får man OGSÅ placebo-effekt ud af ordentlig lægelig behandling.

Homøopati, krystalhealing osv. savner evidens for gavnlig virkning. Når der faktisk viser sig at være evidens for gavnlig virkning af dele af visse alternative behandlingsformer (f. eks. kiropraktik) så er pengene heller ikke langt bagefter. At bruge skattekroner på ikke-evidensbaserede behandlinger ville ganske enkelt være uansvarligt.

Derfor.