Er du nærværende over for dit barn?

Mobiltelefonen og andre sociale og interaktive medier udfordrer den måde, vi hidtil har været sammen på, og kan være en potentiel kilde til stress både hos voksne og måske hos børn. Men skal vi gøre det rigtige, er vi nødt til at forstå, hvad der er på spil – nemlig en grundlæggende forskel på måden, vi hver især er til stede på
Mange børn og unge mennesker opnår nærvær og samvær ikke via stedet, men via nuet, altså ved at være øjeblikkeligt tilgængelig og svare på eksempelvis sms’er, der med mobiltelefonens lydløse vibreren fungerer som en insisterende prikken på skulderen.

Mange børn og unge mennesker opnår nærvær og samvær ikke via stedet, men via nuet, altså ved at være øjeblikkeligt tilgængelig og svare på eksempelvis sms’er, der med mobiltelefonens lydløse vibreren fungerer som en insisterende prikken på skulderen.

Søren Bidstrup
6. maj 2013

Det kan være svært at forstå og acceptere, når børn og unge prioriterer det virtuelle liv og samvær over det virkelige. Når de spiller for meget online i stedet for at gå ud og spille fodbold. Når de bruger tid på at pleje deres mange facebookvenner på bekostning af de få, nære venner. Når der er risiko for stress og mangel på koncentration ved den konstante tilgængelighed. Eller når de svarer på en sms, mens man står og taler med dem, til mødet på arbejdet, eller når familien er samlet ved middagsbordet.

Alt dette er en større og større udfordring, som kræver, at vi tager stilling og involverer os. Men det kræver også, at vi forstår nogle vigtige forskelle mellem børn og unge, der er vokset op med internettet, sociale medier og mobiltelefonen, og så os andre. Vi er nødt til at tackle det på en konstruktiv måde og få det bedste udbytte af samværet mellem generationerne og ikke bare fare ud med forbud og fordomme. Det kommer der i bedste fald nogle helt ubrugelige råd og regler ud ad, som bidrager til at gøre problemerne større, snarere end at løse dem. Og i værste fald er det mangel på respekt, når vi dømmer vores børns måde at være sammen på og opføre sig som mindre værdifuld end vores.

Mobilen er nærværende

Lad mig illustrere det med et konkret og kendt eksempel: Den tilsyneladende mangel på nærvær, som især børn og unge udviser, når de hele tiden skal tjekke mobilen, selv mens man står og taler med dem. En vigtig del af forklaringen på denne adfærd er, at mobilen også er meget nærværende og det oven i købet på en konkret, fysisk måde: Børn og unge har nemlig telefonen på vibration og oftest også på lydløs (høje, sjove ringetoner tilhører oftest personer, som ikke længere er helt unge). Men det er ikke for at undgå at blive forstyrret, mobilen bliver sat på lydløs. Det er tværtimod for at være helt sikre på altid at blive forstyrret. Som Ida på 14 år siger, citeret fra min bog Årgang 2012:

»Jeg har sms på vibration. Hvis nu jeg har den i bukselommen, så ligegyldigt hvor meget larm der er, vil jeg stadig kunne mærke den. Jeg har den ALDRIG på lyd.«

Unge vil være sikre på altid med det samme at opdage, når nogen sender en besked, og så er der kun én effektiv måde, nemlig at have telefonen på lydløs og vibration, samtidig med man har den så tæt på kroppen, at man mærker, når den bevæger sig:

Interviewer: »Mobilen, hvor har I den henne?«

Isabella, 14 år: »I lommen. Altid!«

Interviewer: »Har du aldrig nederdel på?«

Isabella: »Jo, jo. Så kan den sidde her i bh’en«

At være til stede samtidig

Men dette betyder samtidig, at en telefon, som vibrerer i lommen eller endda i stroppen på bh’en, har den samme påvirkning af kroppen som en finger, der prikker på skulderen og er ligeså svær at ignorere. Mathilde på 15 år: »Jeg vil svare, hvis der er nogen, der skriver til mig … For det svarer fuldstændigt til, at der er en, som prikker mig på skulderen.«

Unge er i højere og højere grad konstant opkoblede via deres smartphone, og det betyder, at der altid er nogle, som – potentielt og reelt – kræver let, hurtig og forpligtende tilgængelighed, og som konstant og kontant er nærværende. Det betyder, som forældre, lærere, ældre kolleger og ledere sikkert har bemærket, at mobiltelefonen for unge ikke er et fleksibelt og praktisk redskab, hvor man kan ignorere en sms og svare senere. En vibrerende mobiltelefon gør den digitale henvendelse lige så insisterende som en prikken på skulderen. Netop fordi der ikke er behov for at være til stede samme sted, har det paradoksalt nok betydet, at det er så meget vigtigere at være til stede samtidig. Og derved bliver samværet gennem f.eks. mobilen ekstremt forpligtende. Nærværet og det gode samvær opnås så at sige via nuet – ikke via stedet.

Den voksnes ’fleksibilitet’

Over for dette står du, kære voksne læser. Hvis du er nogenlunde som mig og de fleste andre voksne, så roser du stadig mobiltelefonen for dens fleksibilitet: At du kan nås alle steder, men samtidig kan ignorere et opkald og svare på en sms senere. At du kan sætte den på lydløs, og gemme den væk i tasken, så den ikke forstyrrer mødet inden frokost eller dit samvær med en god ven eller kæreste de næste par timer.

Det, der afgør, hvornår og hvor hurtigt, du svarer på en besked er formodentlig tre ting. A) Hvem der skriver: Er det din mor, kan du godt vente lidt med at svare, er det chefen, svarer du nok hurtigere, og er det din teenagesøn, ved du, at du skal svare med det samme. B) Hvad indholdet er: Er det bare sådan lidt sludder som, ’Hvordan går det så?’, er det ikke så vigtigt og kan vente, men hvis det er noget med ’Henter du mig nu?’, eller måske ’Jeg er blevet fyret, ring lige’, svarer du nok med det samme. Og endelig C) Hvor man er, når man modtager beskeden: Er man i biografen eller sammen med veninderne, svarer man ikke nødvendigvis. Er man omvendt alene og har tid og mulighed for at svare uden at forstyrre andre, er der større sandsynlighed for, at man gør det hurtigt.

Mobiltelefonen er meget fleksibel. Men hvad der samtidig er interessant, er, at det stadig er de tre parametre ’hvem’, ’hvad’ og ’hvor’, der afgør, om man tager telefonen og svarer på sms’en nu, senere eller slet ikke. De fleste voksne måler, vurderer og værdisætter stadig samværet i forhold til rum, også når det handler om mobile, digitale medier. Selv om mediernes mobilitet selvfølgelig har gjort også voksne uafhængige af stedet i snæver forstand – banalt fordi man kan have telefonen med sig overalt – er de stadig afhængig af rummet i mere abstrakt forstand. Og den højt besungne fleksibilitet skabes tværtimod via en uafhængighed af tiden (altså netop at vi ikke behøver at svare nu!).

Absolut afhængig af tid

Man kan forklare den konkrete adfærd på et lidt mere abstrakt niveau: De sociale og mobile medier betyder, at de unge kan gøre sig fuldstændigt uafhængig af rummet. Men for at udfolde dette i fuldt flor, har det til gengæld gjort dem så meget desto mere afhængige af tiden. Hvis man vil honorere den ægte, synkrone samtale, er det nødvendigt at være på, tilgængelig og online hele tiden. Man kan ikke bare reagere senere, når man har mulighed, eller fordi man ikke lagde mærke til det. For man er jo kun fuldstændigt uafhængig af rum, hvis man kan få fat i hinanden fuldstændigt ligegyldigt, hvor man er og ikke først, når man har frikvarter, er færdig med mødet eller ikke længere er sammen med familien om middagsbordet. Med andre ord altid, på alle tidspunkter, nu. Den absolutte uafhængighed af rummet medfører en lige så absolut afhængighed af tiden. Om man er sammen måles i tid, ikke i rum.

Man skal tage det meget alvorligt, når vores børn bliver prikket på skulderen hele tiden. Det er en udfordring mod den måde, vi hidtil har været sammen på og en potentiel kilde til stress. Men for det første nytter det ikke bare at kritisere, at de ikke er til stede i nuet. Det, vi kæmper mod, er tværtimod, at børn og unge altid skal være i nuet, og for det andet skal være ’til tide’ snarere end til stede. For det andet er det tæt på manglende respekt, og i hvert fald mangel på forståelse, hvis vi bare per automatik affærdiger vores børns måde at være sammen på som mindre værd end vores måde. Og selv hvis det faktisk var tilfældet, er det for det tredje stadig problematisk, hvis vi kategorisk kræver, at de er ’nærværende’, når deres sociale liv og venner først og fremmest kræver, at de er ’nuværende’. Det risikerer både at øge deres stress, ikke mindske den, og vil have en negativ virkning på deres (sociale) liv.

Måske kan man ane, hvor grundlæggende konflikten er, og forstå frustrationen, når den ene part kræver af godt samvær, at man er til stede, mens den anden part kræver, at man er til tide. Ikke mærkeligt, at det nogle gange kan være svært at forstå hinanden.

 

 

 

Søren Schultz Hansen er forsker, forfatter og foredragsholder med speciale i digitale indfødte. Ekstern lektor, Institut for Interkulturel Kommunikation og Ledelse, CBS. Forfatter til blandt andet ’Årgang 2012’ (Informations forlag, april 2011) om den første generation af digitale indfødte

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Lennart Kampmann

Spørgsmålet der venter på at blive besvaret er hvorvidt vi ønsker at børnene skal træde ud af barndommen en dag og blive voksne. I den voksne verden skal man hele tiden rangordne sin opmærksomhed. Er det en kunde på arbejde, er det ægtefællen der ringer, er det en nyhed på radio'n/tv'et/nettet.
At overlade til den 14-årige selv at finde ud af alt, er naturligvis en strategi, men om det er respekt vil jeg anfægte. Nogle gange kommer den 14-årige hurtigere frem ved at have en ramme at forholde sig til, fremfor at eksperimentere sig helt ud i overdrevet.

I gymnasiet hvor jeg underviser, er telefonen konstant tændt og den tager opmærksomheden. Den forhindrer den lidt dybere og i mine øjne mere interessante samtale med nærvær. Nærværet bliver, i en tid hvor man kan være tilstede overalt, den nye valuta, det man higer efter. Giv mig nærvær.....

Det er derfor ikke respektløst at bede den unge om at slukke telefonen i perioder, det er en vigtig indføring i voksen adfærd. Selvom mange voksne stritter imod endnu ;)

Med venlig hilsen
Lennart

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Leo Nygaard

Disse medier ændrer det medmenneske liv grundlæggende.
I praksis kan vi intet gøre ved det, hvis vi ville.
Politikerne er sat udenfor døren af denne, åndeligt set, femte statsmagt

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jesper Frimann

Tja, jeg tror nu ikke teknikken er så meget den store synder. Det er lidt for nemt bare at skyde skylden på teknikken. Det har vi jo gjort de sidste hundrede vis af år.

Da jeg startede med online games, for... snart 25 år siden, der var det en social ting, og en individuel ting. Man spillede med gutterne siddende i en maskin stue på uddannelses institutionen. Vi var som retel 4-15 mennesker der spillede og havde en eller anden form for social samvær.

Jeg kan se det samme med min 3 årige søn, når der skal spilles spil på hans iPad (en gammel 1'er han har fået af sin Onkel Jim (som også har en 2'er og en 3'er)), så skal det som oftest helst være sammen med Far eller Mor.
Og resultater og oplevelser skal deles og diskuteres.

// jesper

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Majbritt Nielsen

Jesper Frimann
Dejligt at læse at din søn søger dit samvær.
Sjovt nok så de knejte og knejtinder jeg kender til. De sidder på værelset og døren bliver kun lukket op for at spise aftensmad.
Heldigvis ikke mit problem. Jeg ville få hugget hovedt at for at spørge netop til det samme.

Men det er da ikke mange år siden at man kunne få et hjerteformet rødt klistermærke med teksten. Har du talt med dit barn i dag.
Så den med at forældrene er fraværende i barnets liv, for det meste, er vist ikke bare et nyt fænomen med elektonikkens indtræden.

Så den kan man vist ikke hænge på den knage.
Sorry forældre i er bare nød til at interessere jer for jeres børn selv. Der er kun en der stopper jer og det er jeres egen dovenskab.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Søren Schultz Hansen

Tak for kommentarer til kronikken, som jeg har læst med interesse:
@Lennart Kampmann: Jeg er helt enig. Man skal selvfølgelig kræve og diskutere "nærvær". Og det kan og skal også i nogle tilfælde betyde at slukke mobilen eller lukke ned for League of Legends. Man skal netop gå ind og sætte de grænser for sit barn, hvor de ikke selv kan, fordi de stadig er børn - også og måske især på dette område. Der hvor jeg synes det nærmer sig mangel på respekt, er hvis man som forældre ikke synes at interessere sig for eller anerkende at ens børn måske har en anden måde at være sammen på, og at den måde ER rigtig værdifuld for dem. Og hvis man som voksen uden - synes jeg - empati bare uden videre sætter sine egne værdier forrest.
@Leo Nygaard og Jesper Frimann: Som jeg også skriver i kronikken, tror jeg, at disse medier har afgørende betydning for vores måde at være sammen på. Men netop derfor mener jeg faktisk, at der er endnu mere grund til, at man ikke "laissez faire", at man tager stilling og handler. Men at man gør det på et ordentligt grundlag, så man ikke gør det helt forkerte.
Medierne er nemlig meget sociale, som Jesper Friman beskriver. For de unge i mine undersøgelser giver det nærmest ikke nogen mening at tale om "sociale medier", for hvad i alverden skulle de ellers være. Og paradoksalt nok kan det faktisk være en meget social adfærd at sidde bag lukket dør og nedrullede gardiner og spille League of Legends online. Selvom man som forældre "får hugget hovedet af", hvis man banker på :-)
Men som Maibritt Nielsen skriver, så handler det om interesse fra begge sider. Og det er netop i tråd med min pointe: at man i hvert fald skal prøve at forstå og sætte sig ind i, hvordan det fungerer for sine børn, før man sætter sig over i et hjørne og mumler vredt om mangel på nærvær og uhøflige ungdom, og før man - i oprigtig bekymring for stress - farer frem med bål og brand, regler og restriktioner, som faktisk skader mere end de gavner.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Leo Nygaard

Egentlig ikke noget nyt : Snakker i telefon. Vi må ses en dag. Snakker i telefon. Ses nok næste år.
Heldigvis generaliserer vi for meget. Mange ved hvordan en ko lugter, roder i et vandhul og spiller fodbold.
Har teenagere ikke altid været lidt fjerne og uforståelige.
Jeg tror, at det er en overgang, når mit barnebarn på 5 render rundt med et agressivt ansigt og skaber sig som i et spil med dragons og andet krigsfolk.

Nej, det er snarere de voksne (ikke os rigtigt voksne, som er machinenstürmere), der er alvorligt angrebne af medievirus, det sidste nye, døgnet rundt. De stakler.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Mads Bentzen

Et er fraværet og den samtidige illusion om at være "på" konstant. Noget ganske andet - og langt mere alvorligt - er den sundhedsfare, der er forbundet med teknologien.

WHO har klassificeret strålingen som "muligt kræftfremkaldende". Hertil er der et hav af evidens for neurologiske og neuropsykologiske skadevirkninger af den radiofrekvente stråling, som mobiltetlefoner, trådløse netværk, trådløse fastnettelefoner, babyalarmer, spillekonsoller osv. er baseret på.

Vi kan konstatere, at det påvirker os. Der er evidens for skadevirkningerne, og det giver os muligvis kræft.
Men industrien er stærk, og vi er alle top-begejstrede for og afhængige af teknologien. Så vi gider ikke høre på advarslerne...

EEA (Det Europæiske Miljøagentur), WHO (Verdenssundhedsorganisationen), Europarådet, Det Amerikanske Agentur for Miljømedin, lægeforeninge m.v. har stærke advarsler og det anbefales, at vi tager væsentlige skridt i forhold til at beskytte os mod strålingen, til vi bedre forstår langtidseffekterne.

Men vores egen Sundhedsstyrelse er kommet i lommen på industrien. De bruger kun én eneste konsulent på dette område. Han er fra Kræftens Bekæmpelse og frikender pure denne teknologi. Hans forskning er delfinansieret af industrien, og den er aldeles udskældt blandt uafhængige forskere for sit design. Men industriens ene million kroner var også den første af i alt 13 millioner...mon ikke de fik lov til at "kigge med" på designet?

Det er en hård anklage. Ikke desto mindre har Sundhedsudvalget rejst seks spørgsmål til vores Sundhedsminister om strålingen. Her er ét af spørgsmålene netop, om hun kan bekræfte, at den eneste ene konsulent på området har fået delfinansieret sin forskning af industrien.

Jeg håber meget, at denne avis vil se ordentligt på dette emne. OGSÅ selvom man netop har lanceret produkter på de trådløse platforme!

Brugerbillede for Vibeke Rasmussen

Skal forældre blot kapitulere og acceptere podernes manglende nærvær? Og skal børnene acceptere forældrenes?

Det skærer f.eks. i hjertet at se forældre, der ved afhentning af børn i daginstitutionen med den ene hånd og en mobiltelefon klistret til øret og al opmærsomhed koncentreret dér, med den anden frie hånd fraværende prøver at hjælpe barnet i tøjet. Det værste er næsten, at opleve hvordan børnene, sikkert belært af erfaringen, resigneret ikke så meget som prøver at få kontakt til den voksne.

Og der er de mange klapvogne med et 'fremadrettet' barn og en skubbende forælder der, uden så meget som øjenkontakt med barnet, er optaget af at tale i mobiltelefon. Så er det man uvilkårligt tænker "Husker du nu, også at tale med dit barn?" Eller hvorfor ikke i det mindste vende klapvognen så barnet kan se den voksne. Som derved om ikke andet kan simulere 'nærvær'.

Det er vel stadig et langt stykke af vejen op til de voksne, forældrene, at sætte standarden for – opdrage til – hvad man i omgang med andre, finder acceptabelt vedrørende manglende sam- og nærvær?

Brugerbillede for Mads Nielsen

Jeg vil mene at det er 100 % forældrenes ansvar at "opdrage" deres børn i at bruge mobiltelefonen med måde. Det vil sige at når forældrene siger den skal slukkes, så SKAL den slukkes. Ligesom så mange andre ting, som for eksempel fjernsynet. Eller under aftensmaden, hvor det største og tætteste nærvær på dagen er i familien.
Måske forældrene kunne prikke deres børn på skulderen rent fysisk og så håbe på at de vil fjerne fokus fra deres telefon......

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek

Vibeke Rasmussen

Ja, dem lægger jeg også mærke til. Måske især småbørn, som holder deres forælder i hånden på gaden, mens forælderens opmærksomhed er fuldt optaget af, hvad der foregår i mobiltelefonen. Børnene ser så sørgeligt resignerede ud .

Er der ikke noget med, at børn lærer ved at kopiere deres forældres tale og handlinger?
Det synes jeg at have læst et sted.

anbefalede denne kommentar