Kommentar

Efter nedskæringspolitikken

En højst usædvanlig koalition af partier uden for regeringen ønsker en ny og mere ekspansiv politik. Det samme gør vismændene. Satser vi på offentlig frem for privat vækst, kan vi samtidig sikre de nødvendige miljøinvesteringer
Debat
30. maj 2013

Noget tyder på at nedskæringspolitikken er ved at være ved vejs ende. Europas økonomi bevæger sig fortsat nedad. Sydeuropa er et sort hul, og Nordeuropas vækst kan stadig ikke komme i gang. Samtidig står det nu klart, at sparepolitikken ikke kan levere sit udtrykkelige mål, nemlig at reducere Sydeuropas gældsbyrde. De fleste økonomer er nok nyliberale, men mange kan dog alligevel se ud af vinduet, lægge to og to sammen og konkludere at den hidtidige politik simpelthen ikke fungerer.

Pres for ny politik

Også i Danmark er der kommet et pres for at føre en mere ekspansiv finanspolitik, begrundet i at det offentlige underskud nu er så lille, at vi er sluppet fri af EU’s sparekrav. En umiddelbart mærkelig koalition af Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti, Enhedslisten og vismændene kræver en ny politik. Margrethe Vestager (R) siger nej, men nylig erfaring viser, at regeringen kan være fleksibel.

En ekspansiv politik kommer imidlertid i to versioner, skattelettelser (de borgerlige) eller øgede offentlige udgifter (EL). Der er en række praktiske og principielle argumenter for at vælge den sidste strategi.

Hvis man bruger 10 milliarder kroner til at nedsætte skatten, opspares en vis andel, som altså ikke vil bidrage til forbrug og investeringer og dermed beskæftigelse; den private sektor svømmer i penge, men forbrugerne holder sig tilbage, fordi de frygter arbejdsløshed, og virksomhederne investerer ikke, fordi der ikke er udsigt til øget afsætning. Flere disponible penge ændrer intet ved dette.

Pisk eller gulerod?

Her er der i øvrigt en mærkelig asymmetri. Arbejdsløse formodes at søge arbejde, hvis deres vilkår forringes, arbejdsgivere at ansætte arbejdere, hvis deres egne vilkår forbedres. Altså henholdsvis pisk og gulerod, som om man går ud fra, at de to grupper er genetisk forskellige, så den ene reagerer på negative, den anden på positive stimuli.

Nu da guleroden ikke har virket på arbejdsgiverne, kunne man jo eksperimentere med at bruge pisken, f.eks. afgifter på overskud, der ikke investeres. Måske vil en sådan politik, hvor samfundet også stiller krav til kapitalsiden, udløse et helt orgie af aktivitet og innovation? Det kunne vende op og ned på den måde, vi betragter erhvervslivet, således at virksomhederne i højere grad indrettes efter lønmodtagernes og samfundets interesser snarere end den anden vej rundt.

Hvis de 10 milliarder kroner bruges til at ansætte lærere, sosu’er osv., giver det umiddelbar og sikker beskæftigelse. Bruges de på at bygge skoler og hospitaler (offentlige investeringer), er der heller ikke et fradrag i effekten. Og bruges de på at øge overførselsindkomsterne, kommer pengene de mindre velaflagte til gode, og de opsparer næsten ingenting. Som bekendt har regeringen hidtil satset på offentlig nulvækst (næsten), hvor man har fodret private virksomheder med de sparede penge fra fyrede offentligt ansatte. Denne benhårde nyliberale politik forholder vismændene sig faktisk ret skeptisk til i deres seneste rapport, der udkom tirsdag, så måske er der lys forude?

Offentligt forbrug frem for privat

Nu er det store dilemma i vore dage jo, at den store arbejdsløshed tilsiger vækstpolitik, men vækst forværrer miljø og klima. Så skal vi ofre de arbejdsløse eller klodens fremtid?

Kapitalistisk vækst har profitten, ikke miljøet, som drivkraft og mål. Derfor er grøn vækst ikke mulig, og derfor kræver en forbedring af miljøet negativ privat vækst. Krisen har reduceret EU’s CO2-udslip, og den økonomiske katastrofe i 90’ernes Rusland, hvor både BNP og levetiden for mænd faldt drastisk, var en gave til miljøet.

Vejen ud af dilemmaet er offentlig vækst, for den er ikke bundet af profitmaksimering, men kan satse på nødvendige miljøinvesteringer. Den kan også genoprette den krakelerende velfærdsstat ved at udvide det offentlige forbrug. Privat vareproduktion forurener, men offentlig service bruger først og fremmest arbejdskraft, og den forurener ikke. De fleste undersøgelser viser faktisk, at vi hellere vil have bedre sundhed og uddannelse end drukne i flere dingenoter.

Der er en demokratisk tillægsgevinst ved en sådan omprioritering af væksten. Det skyldes, at mens den private sektor er domineret af kapitalen, er den offentlige kontrolleret af folkevalgte i kommuner og Folketinget.

Demokratiet er i krise, for ligegyldigt hvordan vi stemmer, får vi den samme ’nødvendige politik’, ultimativt fordi kapitalen kan nedlægge veto mod andre politikker ved at true med at flytte. Ved at flytte magt fra den kapitalistiske til den demokratiske sektor svækkes denne vetoret, så der igen kommer mening i folkestyret.

Måske kunne SF, der traditionelt har været de offentligt ansattes parti, profilere sig på et sådant politikskift, støttet af EL? Striden om dagpengene var nødvendig, men defensiv. Der er langt mere perspektiv i en generel kamp for den offentlige sektor. Ramaskrigene vil blive øredøvende, men de gode argumenter står i kø.

Anders Lundkvist er politisk økonom

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

HC Grau Nielsen

Det lyder som opskrift på vejen frem.

Arne Thomsen

"Vejen ud af dilemmaet er offentlig vækst, for den er ikke bundet af profitmaksimering, men kan satse på nødvendige miljøinvesteringer." - skriver Anders Lunkvist.
Det kan jeg ikke være uenig i, men jeg har lyst at tilføje:
Lad kommunerne (og hele den offentlige sektor):
- tjene penge
- skaffe arbejdspladser
- gavne miljøet.

Regeringen og folketinget har besluttet, at der skal opstilles flere hundrede vindmøller på land.
Lad kommunerne gøre det!
En vindmølle kan tjene 3 - 5 mio. kr. hjem i form af grøn el hvert år i 20 år.
Og er der ikke penge nok, så udsted kommunale let omsættelige folkeaktier (uden stemmeret) så de er attraktive for usikre lønmodtageres sikkerhedsopsparing.
Her er der jo mange penge.

Den såkaldte "kommunalfuldmagt" hindrer, hvad der kaldes: "kommuners unfair konkurrence med det private erhvervsliv", men det gælder mig bekendt ikke vindmøller og solcelleparker.

Så hvad venter vi på? ; - )

Niels-Holger Nielsen

Inden man forsluger sig på Anders Lundkvist, vil jeg anbefale denne mene tekel: Crises of Capitalism and Social Democracy.
Hvad Anders Lundkvist anbefaler er gårsdagens politik. Ombejlet af den konservative venstrefløj og forstødt af de revolutionære. Hvem er de revolutionære? De er nemme at tælle. Men de fleste er for fremskridt og afskaffelse af krig. Hvad hælder flertallet deres hoveder til?