Danmark har en klar styrkeposition inden for vedvarende energi og det at bruge energi effektivt. Vi har gennem mange år opbygget værdifuld viden og omsat den til vækst og eksport i hele verden. Men hvordan kommer vi videre, så vi kan skabe endnu flere job? Det spørgsmål har Miljøministeriet og Dansk Energi stillet i en ny rapport, som fokuserer på vindervirksomheder inden for cleantech. For uanset hvor grønne og miljøvenlige en virksomheds produkter er, så skal den kunne konkurrere med den globale konkurrence.
Man skal kunne tiltrække investeringer, sælge varerne og skaffe en god bundlinje. For at finde ud af, hvad der kan skabe fremtidens danske vindere, har vi undersøgt 1.200 grønne virksomheder og trods store individuelle forskelle, tegner der sig et mønster. De virksomheder, som skaber arbejdspladser til Danmark, tænker globalt og målrettet på eksporten. De inddrager kundernes behov i deres innovationsprocesser og har ofte egne udviklingsaktiviteter. Samspillet med forskningsinstitutioner og andre virksomheder, eksempelvis energiselskaberne, går igen. Meget skabes via videndeling og tit med det offentlige som medspiller.
Følger man succeshistorierne, så springer energieffektivisering i øjnene. Med energiselskaberne som krumtap, er der skabt viden og løsninger, som har bevist deres potentiale i udlandet. Og potentialet vokser. Smart grid er for eksempel et område, hvor danske virksomheders resultater er i fremmarch.
Potentialet skal udnyttes
Der skal satses på udvikling og eksport inden for det grønne område, og det sikres bedst i et samspil mellem det offentlige og virksomhederne. Vi skal ikke skabe virksomheder, som er afhængige af støttekroner, men vi skal udnytte den styrke, som staten har opbygget inden for eksportfremme, forskning og hjælpeprogrammer til teknologiudvikling.
Vi tror på, at konklusionerne i rapporten kan hjælpe til at skabe de næste guldæg i cleantech-branchen. Sektoren rummer et stort potentiale, som vil kaste forretning af sig. Her står danske selskaber godt for at kunne udnytte mulighederne, hvis de griber det rigtig an.