En kulturrevolution. Det kalder uddannelsesminister Morten Østergaard (R) 21. maj den reform af uddannelsessystemet, som han barsler med.
Ministeren mener, at undervisningsinstitutionerne skal fokusere på erhvervslivets behov og uddanne kandidater til job i den private sektor. Dermed drager han den fejlslutning, at universiteterne har deres fokus på at uddanne kandidater til den offentlige sektor. Mens det angiveligt var tilfældet for et årti siden, så er der sket meget på de danske universiteter og for de nyuddannede kandidaters ansættelsesmønstre.
Vores egne undersøgelser og tal fra Danmarks Statistik viser, at der er en markant stigning i antallet af humanister, der får ansættelse i den private sektor. I 1978 var kun 1 procent af humanisterne ansat i det private erhvervsliv, mens det i 2009 var helt oppe på 42 procent. Så humanisterne er altså allerede i høj kurs på det private arbejdsmarked.
Ministeren peger selv på, at humanister bliver ansat i eksportsektoren, men han vil samtidig dreje de humanistiske uddannelser, så de ved mere om afsætning og bundlinje. Her skal Østergaard passe på ikke at detailstyre de danske uddannelser i en sådan grad, at uddannelserne ensrettes.
Fokus på enkelte fagligheder
For det første har både den offentlige og den private sektor brug for forskellige kompetencer. For det andet risikerer ministeren at ensrette uddannelserne i en sådan grad, at vi i fremtiden vil mangle kandidater til den offentlige sektor og dermed gentage tidligere tiders fejltagelse. Universiteterne bør ikke ensrette uddannelserne til enten det ene eller det andet arbejdsmarked, men uddanne kandidater, der med deres særlige faglighed, kan bruges på hele arbejdsmarkedet.
Jeg vil derfor opfordre ministeren til at holde op med at fokusere snævert på enkelte fagligheder, men i stedet satse på samspillet mellem naturvidenskab, samfundsvidenskab og humaniora. Kulturforståelse, kommunikative færdigheder og sprog skal spille sammen med ingeniøropfindelser, teknologi og naturvidenskabelig grundforskning, for eksempel for at gøre ideer og produkter salgbare og forståelige både i Danmark og på de internationale markeder.
Ingrid Stage, formand for Dansk Magisterforening (DM)