Det onde

Vi foretrækker monstre som kidnapperen i Ohio, for så kan vi holde det onde på passende afstand fra os selv
14. maj 2013

Søndag morgen sad jeg i biografens mørke og så Margarethe von Trottas nye film om filosoffen Hannah Arendt, og tankerne begyndte at vrimle om hendes meget omdiskuterede, men også så præcise begreb om ’det ondes banalitet’.

Filmen om Ahrendt har været vist i biografen Grand Teatret under ’Tyske Filmdage’, og det er uvist, om den kommer op igen. Det er da også en tung film, hvor den dramaturgiske mekanik nærmest knager, men så meget desto mere har man tid til at tænke undervejs. En fantastisk Barbara Sukowa spiller hovedrollen som Arendt, og der er en masse Mad Men-billeder fra de tidlige tressere i New York med storrygende hovedpersoner på alkoholdrop. Franskmænd strømmer til, de kender Hannah Arendts filosofi, og der er da også noget burlesk ved at se den midaldrende filosof Heidegger som kåd forårshare løbe op af en trappe, kaste jakken og lægge sit hoved i skødet på den purunge Arendt.

Arendt måtte som jøde flygte fra Tyskland i trediverne – først til Frankrig, så til USA. Tilbage blev Martin Heidegger, måske hendes livs store kærlighed og vel også største skuffelse. Helt uforståeligt for Arendt meldte han sig ind i nazistpartiet og ikke så meget som protesterede, da den jødiske kollega Edmund Husserl blev udelukket fra universitetet i 1936.

Trods sin tyngde burde filmen om Arendt blive pensum i ethvert gymnasium, når man nu ikke læser hende. Den koncentrerer sig om den tid, hvor Arendt, allerede kendt for sine skrifter om totalitarisme, drog til Israel for at dække processen mod Adolf Eichmann for The New Yorker.

Det israelske efterretningsvæsen havde i Argentina fanget det nazistiske monster, der havde stået for logistikken i Holocaust, og bragt ham tilbage til Israel til en rettergang dækket af verdenspressen og som noget helt nyt også vist i fjernsynet. Vidnesbyrdene fra nazismens ofre var rystende og hjerteskærende. Men ikke mindst gav processen indblik i Holocaust funktionsmåde. Det var dette Arendt havde et helt særligt øje for.

For Eichmann havde jo bare passet sit arbejde, forklarede han siddende i sit glasbur. Og det havde han gjort omhyggeligt og pligtopfyldende. I virkelige optagelser fra processen, forklarer Eichmann, at han ville have fulgt en hvilken som helst ordre fra sin arbejdsgiver. Hvis Eichmann var et monster, var han det ikke i en direkte forstand. Det monstrøse ved ham var, indså Arendt, hans manglende evne til at tænke sig om. Til selv at have en moralsk holdning til, hvad han foretog sig. Det var i den forstand, han ikke var menneskelig.

En af grundene til, at jeg personligt læste filosofi, var netop spekulationerne over, hvad moralske handlinger og ’ondskab’ egentlig er. De fleste i min gymnasieklasse var overbeviste om, at de aldrig selv ville have været onde nazister. For mit eget vedkommende var jeg ikke nær så sikker. Hvordan ville jeg have reageret, hvis jeg havde levet i tredivernes Tyskland? Ville jeg have ladet mig forblænde af tankerne om en national socialisme, og havde jeg så senere haft mod til at sætte mig imod det, når de så begyndte at forfølge min jødiske nabo?

Selvfølgelig var koncentrationslejrenes rædsler i en kategori helt for sig. Alligevel forekommer Arendts begreb om ’det ondes banalitet’ også at kunne bruges andre steder. Hvis man tør tænke sig selv med.

I de forløbne uger har kidnapperen fra Ohio fyldt alle forsider. Et håndterligt monster – en venlig guitarspillende mand, der griller spareribs i weekenden og holder unge kvinder indespærret. Det passer så godt til de krimier, vi dagligt sluger med uhyggen understreget af detaljer, som at han fremviste billeder på sin mobiltelefon af sin lille, hemmelige indespærrede datter til sin anden datter. Ganske vist kan man undre sig over, hvor lidt folk undrer sig over nedrullede gardiner og tillukkede rum. Men med tusindvis af avisoverskrifter kan vi i det mindste forsikre os om, at sådan er vi ikke selv. Det er paradoksalt nok betryggende.

For i de samme uger nåede et andet billede også frem til forsiderne: et par, der i døden favner hinanden i ruinerne på en tøjfabrik i Bangladesh, hvor 900 mennesker omkom, da den elendige bygning braste sammen. Det var selvfølgelig ikke nogens intention, at de skulle dø. Det har selvfølgelig intet med os selv at gøre, har det? Det er jo ikke det, vi vil, når vi køber den billigste T-shirt, vel? Skarpe Arendt ville have sat fingeren på det ømme punkt. Det ondes største banalitet er stadig, at man bare kan nøjes med ikke at tænke sig om.

 

Tine Byrckel er psykoanalytiker og manuskriptforfatter

Klummen i morgen: Lasse Jensen

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu