Læserbrev

’Open Access’ vil skade forskningen

4. maj 2013

I tillægget Videnskapløb i Information den 2. maj er en artikel med overskriften ’Fri forskning til folket’, som handler om open access i den akademiske verden. Artiklen giver indtryk af ét stort jublende og klappende kor af tilhængere, der bare venter på den længe ventede indførsel af fuld open access i den videnskabelige verden.

Det ville have klædt Information at have talt med flere, der er kritiske over for udviklingen af open access, for det drejer sig ikke blot om en håndfuld tilbageskuende humanister. Faktisk er hele Foreningen af Danske Videnskabsredaktører imod – en forening som består af fagfolk fra alle discipliner, der har erfaring med udgivelse af videnskabelige tekster og forskningsformidling.

Mikrofonholderiet i artiklen favoriserer bibliotekarer, som arbejder med distribuering af tekster og som derfor naturligvis er interesserede i en så friktionsløs distribuering som muligt og gerne via åbne, elektroniske databaser.

Forskere og redaktører arbejder derimod med fremskaffelse, analyse og sproglig bearbejdning af viden – en tidskrævende og dyr proces medmindre forskere og redaktører skal arbejde gratis.

Det nævnes, at forskere fremover skal til at betale for at få publiceret deres tekster i open access – netop fordi det koster at redigere og udgive. Det vil betyde, at udgiften til publicering skal tages af de eksisterende forskningsmidler, så man derved får mindre forskning for pengene.

Forskning udgivet på dansk

Skepsis blandt humanister og samfundsforskere skyldes blandt andet, at vi har tradition for også at udgive på dansk til den danske befolkning, men mange af de dansksprogede tidsskrifter har svært ved at overleve med open access, for derved kommer der for få penge ind til den nødvendige redigering og udgivelse i de ofte abonnementsbaserede tidsskrifter.

Flere danske tidsskrifter skranter og er allerede lukket. Disse tidsskrifter repræsenterede netop viden om dansk forskning til den danske befolkning, mens de engelsksprogede tidsskrifter, som vil være i stand til at tiltrække udgivelsespenge – og overleve med open access, primært er på et akademisk og sprogligt niveau, som de færreste danskere er i stand til at læse. Skønt det danske folk betaler gildet, kan det næppe kaldes ’Fri forskning til folket’.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu