Klumme

Rousseau var en dårlig far

Mens man i Danmark fortsat dyrker Jean-Jacques Rousseau som den frie opdragelses fader, undersøger man i Frankrig hans symptomer på helt anden vis
Debat
28. maj 2013

Jean-Jacques Rousseau var en af den franske oplysningstids store figurer med tanker om frihed og lighed. Han betragtede autoritet som et onde, og hans tanker fik stor betydning for den franske revolution og den lange vej mod demokrati. I den forstand står vi alle i gæld til ham.

Spørgsmålet er, om dette også er tilfældet i forhold til det, han måske er allermest berømt for herhjemme, nemlig hans tanker om opdragelsen. De blev nedskrevet i Emile eller om opdragelsen, og hovedpointen er, at man så vidt muligt skal undgå civilisationens ødelæggende indvirkning på det naturligt perfekte barn, der til gengæld skal have enorm frihed, både fysisk og psykisk. Det er ikke svært at se, at der i høj grad stadig ligger rousseausk tankegods bag det meste både offentlig og privat børneopdragelse i Danmark.

Paradoksalt nok er det ikke just tilfældet i hjemlandet Frankrig, hvor der lige fra børnehavealderen er regler, man skal rette sig efter og masser af kæft trit og retning – med et dansk udtryk.

Jeg har nu i adskillige år fulgt et seminar om Rousseau på en psykiatrisk klinik i Paris, hvor en psykiater og psykoanalytiker undersøger filosoffens talrige psykiske symptomer, der bliver tydelige, når man læser hans skrifter. Udover at være en af revolutionens fædre havde Rousseau det nemlig selv ekstremt dårligt. Han var både hypokonder og paranoid samt en masse andre diagnoser hæftet på i tidens løb. Han var også mildest talt en dårlig far. De børn, han fik med Thérèse Leasseur, blev alle blev sendt på børnehjem, for Rousseau følte sig ikke selv i stand til at opdrage dem.

Men det betyder jo ikke i sig selv, at hans teorier om børneopdragelse ikke er ’rigtige’ alligevel, tænker vi så i Danmark.

Her betragter vi i høj grad psykisk lidelse som fysisk forårsaget. Diagnoserne sker på baggrund af symptomer – med stor inspiration fra den amerikanske diagnosemanual, DMS, som det meste af Europa har overtaget.

Lad der ikke være tvivl om, at Jean-Jacques Rousseau i dag ville være på stærk medicin. Men et af de temaer, der udfoldes på det psykiatriske hospital, er psykoanalysens erfaring om, at symptomer kan betragtes som forsøg på at helbrede sig selv.

Udover de andre symptomer kunne Rousseau ikke sidde stille. Han vandrede, tænkte og skrev som et vandfald. Titlen En ensom vandrers drømmerier burde – i vores diagnosetid – måske retteligt have heddet ’en paronid ADHD’s verdensfjernhed’ i bedste DMS-ånd.

I øjeblikket eksploderer antallet af børn med diagnosen ADHD i Danmark. Og heldigvis ser det ud til, at vi ikke har tænkt os udelukkende at behandle medicinsk. Det er nemlig påfaldende at konstatere, at der i Frankrig ikke diagnosticeres nær så mange tilfælde af hyperaktivitet som i USA eller Danmark. Det skyldes for det første selvfølgelig, at Frankrig ikke i nær så høj grad diagnosticerer ud fra DMS som visse andre lande. Men det skyldes også, at franskmænd i det hele taget ikke er særligrousseuaske i deres børneopdragelse.

For hvad nu hvis vore børn (og Rousseau før dem) prøver at helbrede sig selv med deres symptomer? Hvad er det, der rumsterer i en krop, der ikke kan sidde stille, og som hele tiden søger grænser?

Lille Jean-Jacques’ mor døde kort efter fødslen. Han blev opdraget af en fraværende far. Så udover at bevare en nostalgi over den absolutte moderkærlighed, var der heller ingen far, der hjalp ham til at finde sin plads i samfundet – eller til at blive sat på plads, som det hedder på dansk med et gran af afsky.

For børn er det tryghedsskabende og dybt konstruerende at have faste rammer. Det er måske en af grundene til, at der er mindre ADHD i det autoritære Frankrig. Men hvem skal så sætte dem? En mor kan ikke gøre det helt i egen høje person, for så kommer hun – set med de psykoanalytiske briller – til at udgøre en stor almægtig tyran, hvis vilje man aldrig kan slippe ud af. Der må et tredje element til at få et barn til at finde sin plads, og det kan sagtens være symbolsk. Der skal være en henvisning til et samfund, en almen lov, alt det, som Rousseau syntes, var så forfærdeligt. Og det kan godt inkarneres i en skikkelse, man måske kunne kalde far. Eller måske bare kunne kalde faderens funktion. Vi kunne måske i Danmark begynde at være lidt mere stolte af vore rammer og stå inde for dem?

Så nej, det som sker for vore børn, når de får psykiske lidelser, er ikke kun kemiens eller mors skyld. Det er heller ikke kun fars skyld. Måske skyldes det især en helt misforstået rousseausk opfattelse af, at et menneske ’naturligt’ finder sin plads. Det gør det bare ikke.

 

Tine Byrckel er psykoanalytiker og manuskriptforfatter

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Søren Rehhoff

@ Michael Kongsted Nielsen

"og så blandes en amerikansk diagnosemanual kaldet DMS ind i billedet, som almindelige læsere ikke har den fjerneste anelse om, hvad er, og i Frankrig er der mindre ADHD end i Danmark, så der kan I selv se."

Den amerikanske diagnosemanual hedder "Diagnostic and Statistical Manual" der er skrevet noget om det i Information her på det sidste bl.a. her:

http://www.information.dk/460697

så almindelige læsere har i hvert fald haft en mulighed for at gøre sig bekendt med det.

Michael Kongstad Nielsen

Uha, det lyder ligesom at være på terrorlisten..

Hugo Barlach

Nå men, tilbage til Rousseau. "Emile" understøtter Jean-Jacques Rousseaus overordnede samfundsfilosofiske betragtninger: den sociale kontrakt, almenviljen og, ikke mindst, oplysningens krav om, at ræson'en var den udfordrende faktor til de gamle autoriteter (kirke og konge) ved udgangen af enevælden. Altså en oplysningstidens forløber for revolutionsepokens 'les philosophes' som eksempelvis Condorcet m.fl., der i Frankrig dannede udgangspunkt for de moderne europæiske demokratiers tilblivelse.

"Emile" er Rousseaus, skal vi sige antropologiske, forankring af opgøret med enevælden, i en diskurs, der frigør sig fra Gud som autoritet. Og her bygger Rousseau videre på hovedværkerne fra Spinoza, Ockham m.fl., der med tilværelsen som indsats, satte Kirkens autoritetsforhold på spil. Og så kender vi resten af den historie: engelsk filosofi, fransk filosofi og ikke mindst tysk filosofi ydede adskillige bidrag til sammenhængen. Men tager man temperaturen i idehistorisk forstand betød såvel fransk som tysk samfundsfilosofi mere for dannelsen af de moderne demokratier end de engelske på tidspunktet. Og så ved jeg godt, at de moderne neoliberalister har forsøgt at gidseltage det forhold, idet de allerhelst vil høre om sig selv, Locke, Hobbes m.fl., men sagen ér, at egennytten ikke før nu har spillet nogen afgørende rolle for de principper, som staterne dengang grundlagdes med.

Rousseau er samfundsfilosof først og fremmest. Og forholdet til faderen er et ældgammelt psykoanalytisk kneb, der mistænker enhver samfundsfilosofi for at være begrundet i personlighedsdannelsen, fremfor i den betydning, som kravet på en ræsonnabel stat kan fordre. Også i dag har protesten de samme vilkår. Den aggressivt indstillede stat beskylder individet for fejltagelser om egen rolle som deltager i offentligheden. Man må ytre sig, men helst på magtens side for ellers ignoreres man helst. Egennytte eller social kontrakt? Og det er her, at idehistorien blot tillader sig kærligt at arkivere Jean-Jacques Rousseau som samfundsfilosof. "Emile" ligeledes. Læser man værket som vinden blæser, risikerer man at begå den 'synd' at læse værket ud af sin samtidige sammenhæng...

Med venlig hilsen

Heinrich R. Jørgensen og Mihail Larsen anbefalede denne kommentar
Inger Sundsvald

”Også i dag har protesten de samme vilkår. Den aggressivt indstillede stat beskylder individet for fejltagelser om egen rolle som deltager i offentligheden. Man må ytre sig, men helst på magtens side…”

Ja, og nogen identificerer sig åbenbart med denne stat.
Så kan man komme ud for det festlige udsagn, at Dostojevskij ikke ville have værdsat, at jeg bruger mit avisabonnement til, i det offentlige rum, at komme med uforpligtende meningstilkendegivelser.

Hvad er det for en uorden? ;-)

Heinrich R. Jørgensen og Vibeke Rasmussen anbefalede denne kommentar
Søren Rehhoff

@Hugo Barlach

"Læser man værket som vinden blæser, risikerer man at begå den 'synd' at læse værket ud af sin samtidige sammenhæng..."

Nu er det sådan, at Rousseaus tanker også bruges i en nutidig pædagogisk sammenhæng og det er vel på den baggrund det også kan være relevant at forstå og kritisere ham. At man i den sammenhæng nok læser ham mere løsrevet fra hvilken rolle han har spillet rent idehistorisk, er vel ikke det samme som, at læse ham som vinden blæser, det er bare at læse ham udfra nogle nutidige præmisser.

Hugo Barlach

Kære Inger

Hvorfor i alverden forsøger du at tage mig til indtægt for en kontrovers, du har med Mihail i tråden? ! Jeg læser med fornøielse begge jeres indlæg, men jeg tror ærligt talt, at der er tale om en storm i et glas vand. Kender jeg Mihail ret, har han såmænd nok ladet sin begejstring for klassikerne få et lidt manuduktions-mæssigt præg her og dær' i tråden, men han er jo et venligt menneske i bund og grund. Og jo, fyr du såmænd bare løs i det offentlige rum. Og så gemmer jeg gerne jeres skarpeste ytringer i våbenskabet, indtil I får brug for dem igen...

Søren Rehhoff

Det har jeg heller ikke hævdet. Nu er det jo sådan at én af mine vejledere i Ph.D- sammenhæng engang i det forrige århundrede senere blev rektor for Danmarks Pædagogiske Universitet. Så du kan med sindsro konstatere, at jeg ikke undervurderer Rousseaus position i den pædagogiske diskurs. Men jeg vil stadig hævde, at Jean-Jacques først og fremmest markerer sig som samfundsfilosof og viljen til at tale magten midt imod...

Med venlig hilsen

Inger Sundsvald og Heinrich R. Jørgensen anbefalede denne kommentar
Hugo Barlach

Og Nå Mihail, så fik du osse' besøg af Informations kommentarcensur, kan jeg se. Og jeg er heller ikke sikker på, at censuren altid er særlig klog. Men måske én af redaktørerne måske vil svare på de henvendelser, jeg har stilet til dem om præcis ræsonen i at luge ud i diverse forløb. Jeg er nemlig ikke ubetinget enig i viljen til at retouchere fra debatredaktørens side. Min kritik har gået på, om indsigten i emne-sammenhængene rent faktisk står mål med censuren. Men jeg har foreløbigt ikke hørt en squid' fra redaktionen

Med venlig hilsen, Information

Søren Rehhoff

@ Hugo Barlach

"Søren Rehhoff

Det har jeg heller ikke hævdet. Nu er det jo sådan at én af mine vejledere i Ph.D- sammenhæng engang i det forrige århundrede senere blev rektor for Danmarks Pædagogiske Universitet. Så du kan med sindsro konstatere, at jeg ikke undervurderer Rousseaus position i den pædagogiske diskurs. Men jeg vil stadig hævde, at Jean-Jacques først og fremmest markerer sig som samfundsfilosof og viljen til at tale magten midt imod..."

Jo, men den her klumme/leder handler jo om Rousseaus indflydelse på vores syn på opdragelse og pædagogik og han bliver jo sådan set også anerkendt som samfundsfilosof i indledningen.

Inger Sundsvald

Kære Hugo Barlach
Undskyld jeg brugte din formulering, som passede perfekt til det jeg ville sige om ”manuduktionen”, og som jeg ikke selv kunne have fundet på i farten. Det var ikke meningen at blande dig ind i sagen, kun at påpege det absurde.

Når nedladenheden bliver for massiv (noget som meget ofte sker også på denne netavis, og især overfor kvinder), bliver jeg af og til noget knotten. Til denne artikel konkluderes og tolkes der lige lovlig frit og med ond vilje på hensigter og kvalificeret baggrund i kommentarerne.

Hugo Barlach

Jow Inger. Rart at høre, at du har den kritiske sans i behold. Så ka' vi jo sige med det borgerlige credo: "uh, lad os endelig ikke snakke mere om det". ;o)

Hugo Barlach:

Rousseau ville til enhver tid frasige sig enhver association med Spinoza. Det ville forøvrigt de fleste oplysningsfilosoffer inklusive Voltaire. Condorcet ville sandsynligvis ikke, men han ville tilgengæld selv protestere mod at blive sat i bås med Rousseau.

Hugo Barlach

Men Sune, det er heller ikke det, der er tale om. Men derimod den overleverede vilje til opgør med de daværende magtstrukturer. Måler man værker indbyrdes er der med al selvfølgelighed tale om divergenser. Fra ord til ord. Imidlertid kan man konstatere, at overgangen til oplysningen rent faktisk fik den konsekvens, at revolutionsepokens teoretikere fik grundlaget for at forelægge en ændring i magt-relationerne. Med kirken som taber i forhold til, hvorledes autoritet kunne gøres gældende. Termen ræson taler sit eget tydelige sprog i den forbindelse.

Når jeg nævner eksempelvis Spinoza, er det fordi. at den daværende traditionsbundne henvisthed til moralens autoritetsfordring i forhold til revolutionsepoken, bliver grundlagt tidligt og før oplysningsfilosofferne får mulighed for at træde i karakter. Og dermed var der en række af filosoffer, som måtte gå i eksil i fristæderne efter offentliggørelsen af hovedværkerne. Det laves der historisk set om på efterhånden, som oplysningen får moment. Og derfor er det nødvendigt at tage det historiske perspektiv på sig, når man læser de enkelte indspil.

Ræson ændrer sig med andre ord med tiden. Fra tid til anden. Epoke til epoke. Skulle man give en moderne pendant, er neoliberalismen og de ultraliberale formentligt en faktor, som overgår til historien som et samfundsfilosofisk indspil af mere dubiøs karakter. Hvilket Corydon og hans automonologiske økonomiforståelse nok slet ikke forstår en disse af. Men Rousseau og fremkomsten af en samfundsfilosofisk diskurs er ny for oplysningen, men samtidig grundlagt i et tidligere opgør med autoritetsfordringen. Der ér ingen, der kommer fordringsløst ind i tilværelsen, alle står på skuldre, om end ikke direkte på hinandens. Og det forhold ser jeg da frem til fortsætter. Der vil altid være en tænkning over magt. Og på begge sider af den. Så kan du jo, Sune, reflektere over, hvilken side du er på, ikke sandt?...

Med venlig hilsen

Sider