Kronik

Rusland hylder sin fortid for at skabe sin fremtid

Stoltheden over Sovjetunionens bedrifter fremmanes i Putins Rusland – et Sovjet, hvis sorte kapitler ifølge den officielle historie primært skyldtes Vestens fjendtlige politik. Elever og folket skal lære at ’elske Moderlandet’ og hade dets fjender. Det kan nemlig legitimere det illiberale pseudodemokrati og tage Rusland derhen, hvor Kreml ønsker det
Russiske soldater passerer foran præsident Putins podium på Den Røde Plads ved den store sejrsparade den 9. maj, der markerede 68 årsdagen for afslutningen af den store Fædrelandskrig, som Anden Verdenskrig kaldes på russisk.

Sergei Bobij lev

18. maj 2013

Den 9. maj rullede kampvognene og militære ladvogne med missiler igen hen over Den Røde Plads i Moskva. Anledningen var Sejrdagen, som markerer Sovjetunionens sejr over Nazityskland. Det var præsident Vladimir Putins idé at bringe militæret tilbage i gaderne, og de mange tilskuere langs ruten kunne bl.a. opleve det ypperste fra dagens forsvar foruden soldater i replika-uniformer fra Anden Verdenskrig eller Fædrelandskrigen, som den betegnes på russisk. I Rusland er bevidstheden om fortidens farer og sejre igen kommet på den nationale dagsorden. Og det er politikerne, som har anbragt den dér.

Sejrsparaden er et af de mest synlige udtryk for en udvikling i Rusland, hvor landets historie er blevet genstand for en intens politisering og genfortolkning, og hvor resultatet skal tjene særlige formål. Blandt ledende politikere er der enighed om, at historieskrivningen i 1990’erne var for negativ, og at man derfor bør styre den i en anden retning. Den tidligere fortolkning, lyder kritikken, var ofte alt for ensidig i sin fordømmelse af både russisk og sovjetisk historie, og resultatet har været en kollektiv skyldfølelse og et identitetsmæssigt tomrum i den russiske befolkning. Historien skal i stedet benyttes til at genrejse Rusland og indgyde borgerne selvtillid.

Den politiserede historie

Men lad os begynde med den nationale historiekommission, som daværende præsident Dmitrij Medvedev nedsatte i 2009. Medvedev er forholdsvis kritisk over for centrale dele af den sovjetiske historie, men også han havde fået nok af både russiske og udenlandske kritikeres hårde dom over denne periode. ’Kommissionen for modvirkning af forsøg på forfalskning af historien til skade for Ruslands interesser’, ja sådan hed den faktisk, bestod af 28 medlemmer, heraf tre historikere, resten politikere, embedsfolk og officerer fra bl.a. sikkerhedstjenesten.

Kommissionens primære opgave var at imødegå uønskede fortolkninger af den sovjetiske rolle i Anden Verdenskrig. Man har ønsket et uimodsagt narrativ om den heroiske indsats i Fædrelandskrigen, og på vejen mod dette måtte man fjerne alle de forstyrrende sten i skoen.

Kommissionen blev opløst igen i 2012 uden at have udrettet meget konkret, men den nåede alligevel at sætte klare grænser for den acceptable historiefortolkning. Det er en fortolkning, som fremhæver det positive; den problematiserer kun nødtvunget, den undskylder ikke, og den stiller især ikke spørgsmålstegn ved Anden Verdenskrig. Officielt censureres der ikke, men der er kommet et politisk vink med en vognstang, og det kan nu ses i forskningen, på museerne og i mindesmærkerne, hvor den sovjetiske soldat, med svulmende muskler og stålsat blik, igen er befrieren.

Pluralisme og så alligevel

Forud for og sideløbende med kommissionens virke var gået et arbejde med at stykke Ruslands Historie sammen, det vil sige den store fortælling, som præsenterer landets fortid, nutid og fremtid i letforståelige termer. Det er især politikere, som dyrker denne disciplin. Således har det også været i Rusland, hvor de har trukket de helt store linjer op for at styrke landets indre sammenhængskraft eller måske bare forsøge at legitimere deres egne politikker.

Putin selv plejer at bifalde, at de russiske skoler har lagt Sovjettidens indoktrinering bag sig, men han tilføjer som regel også, at man skal undgå ideologiske kampe.

På den ene side vil han altså pluralisme, også i historieskrivningen, men han vil samtidig gerne undgå for mange alternative og ikke mindst kritiske synspunkter. Det er det sidste, som vejer tungest, og det kunne vi bl.a. se i 2003, da den russiske regering pludselig trak sin støtte til en ellers meget benyttet tekstbog om landets nyere historie af Igor Dolutskij. Bogen indeholder citater fra ledende oppositionsfolk, og det blev for skrap kost for Kreml, som ikke ønskede, at børnene skulle udsættes for den slags.

I stedet finder man i de fleste skoletasker i dag et eksemplar af Ruslands historie, 1945-2008 (nyeste udgave), udarbejdet af et forfatterkollektiv ledet af Aleksander Filippov.

Sovjetunionen som offer

Bogens tone er ikke så skinger, som mange nok ville forvente. Der oplyses egentlig ganske sobert, og det meste trækkes frem i lyset. Det er dog tydeligt, at bogen har en tendens til at forherlige visse aspekter, mens den ofte vender det halvblinde øje til andre. Forfatterne forklarer selv, at de beskriver Sovjetunionens udvikling »fra dens allerstørste historiske triumf til dens tragiske opløsning«, og de lægger ikke skjul på, at eleverne bør lære »at elske Moderlandet«.

Med dette afsæt konkluderer Filippov og hans kolleger hurtigt, at mange af de sorteste udviklingstræk i Sovjetunionens historie skyldtes Vestens fjendtlige politik. Moskva reagerede så at sige på det voldsomme pres, som kom udefra, og som truede landets eksistens.

Desværre var der så enkelte ledere – måske endda de fleste – som havde fejl og svagheder, som fik dem til at gå længere end det strengt nødvendige. Men den russiske befolknings gejst, foretagsomhed og ikke mindst loyalitet over for staten var, som man kunne forvente, altid i top.Dette syn afspejler ganske godt den historiefortolkning, som Putin selv formidler, og som er en form for middelvej i en ophedet debat. På den ene side står mere konservative kræfter, som ønsker en fortielse af Sovjetunionens uhyrligheder og en fejring af dets påståede storhed, mens vi på den anden side finder mere liberale kræfter, som ønsker et historisk opgør med tvang, undertrykkelse og fornedrelse. Det er en strid, som skærer gennem det politiske system – og gennem det russiske samfund mere generelt. Putins linje giver lidt til begge fløje.Han tager således afstand fra mange af Sovjetsystemets menneskelige omkostninger, men samtidig ser han en del af udviklingen som nødvendig, og det er almindeligt kendt, at han personligt nærer stor nostalgi for livet i Sovjetunionen; Stalin og stalinismen må han naturligvis fordømme, men også her ser han formildende træk, idet man her lagde grundstenen til dét, som senere blev en førende supermagt med atomvåben, rumprogrammer og langtrækkende missiler. Under de rette omstændigheder kan målet tilsyneladende hellige midlerne.

Disse synspunkter er indlejret i Putins store historie. Han ser et Rusland omgivet af fjendtlige magter – dengang som nu og i fremtiden – og som er nødt til at kunne beskytte sig selv mod invasion og mulig udslettelse.

Det gør landet bedst ved at have en stærk og centraliseret magt, og ved at borgerne afgiver dele af deres friheder til gavn for statens udvikling og sikkerhed og på denne måde holder fast i påståede traditionelle russiske værdier.

Et legitimerende fjendebillede

Helt centralt blandt disse står patriotismen, som gennemsyrer det politiske, sociale, kulturelle og forskningsmæssige liv i dagens Rusland. Ingen vil beskyldes for at være upatriotisk og for at stille spørgsmålstegn ved statens bedrifter og vigtigheden af at markere disse. Så når kampvognene og missilerne ruller hen over Den Røde Plads, så klapper alle. Langt de fleste gør det af oprigtig begejstring, men andre følger bare med den dominerende strømning.

Der er naturligvis god grund til at huske på og vise taknemmelighed for den sovjetiske befolknings heroiske indsats og forfærdelige tab, men vi skal være på vagt over for den bagvedliggende (mis)brug af historien: De russiske politikere har sat sig på fortolkningen af deres eget lands historie og har haft held til at fremmane et fjendebillede, som i befolkningens øjne kan legitimere det illiberale pseudodemokrati.

Den ’styrede historieskrivning’ tager Rusland derhen, hvor Kreml ønsker det.

Flemming Splidsboel Hansen er ph.d. i russisk politik

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Per Jongberg
  • Heinrich R. Jørgensen
  • Bill Atkins
Per Jongberg, Heinrich R. Jørgensen og Bill Atkins anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bill Atkins

Der er to aspekter i ovenstående artikel: den heroiske "Store Fædrelandskrig" og den efterfølgende underlige "Kolde krig": et Sovjet, hvis sorte kapitler ifølge den officielle historie primært skyldtes Vestens fjendtlige politik. Den Store Fædrelandskrig får hele opmærksomheden fra Flemming Splidsboel Hansen og det er ok. men jeg glæder mig til at også den Kolde krig får en belysning udfra de russiske arkiver.

Det er da helt naturligt at en nation efterbehandler sine krigstraumer - tænk på i hvor mange år nederlaget ved Dybbøl martrede os danskere - og Frihedskampen under den tyske besættelse? den var i følge Anders Fogh Rasmussen ikke spor heroisk - så vi skulle ifølge magteliten i Danmark kaste os ud i krigsmareridt i både Irak, Afghanistan og Libyen, før vi ifølge denne magtelite – som folk - havde rystet dette nedlage af os, og vi som folk og nation og kunne rette ryggen - aldrig mere skal vi i Danmark lide under den svidende småstatsmentalitet.

Det er altid problematisk når politikere begynder, at grave i jorden blandt rustent krigsmateriel og sønderbrudte knogler.

C Munk, Claus Oreskov, Karsten Aaen, Per Jongberg, Heinrich R. Jørgensen, Stig Bøg, Per Torbensen og Niels Erik Philipsen anbefalede denne kommentar
Niels Erik Philipsen

Splidsboels kronik er et i danske medier og presse sjældent set forsøg på at få os danskere til at forstå, hvad det er Putin er ude på. At genrejse et ødelagt kæmperige hvis ca. 150 millioner indbyggere mistede deres fælles nationale identitet ved kommunismens sammenbrud. Vi taler i DK om problemer med sammenhængskraft i vor homogene samfund på ca 5 mill. Så.....

Den redaktionelle fremlægning er den efterhånden fastlåste: Tendentiøst negativt lettere manipulerende, som alt hvad der angår Putin & Rusland.

Hugo Pieterse, Bill Atkins, Claus Oreskov, Palle Yndal-Olsen, Heinrich R. Jørgensen, Niels Jespersen, Børge Rahbech Jensen og Stig Bøg anbefalede denne kommentar

Umiddelbart husker jeg historieskrivningen som en russisk reaktion på en revanchistisk holdning i de baltiske lande, Ukraine og Georgien. Her blev bl.a. mindesmærker for de sovjetiske tropper flyttet, sprængt i luften og Jusjenko opførte et mindesmærke til ære for Bandera. Det hører til dagens orden at overfalde sovjetiske veteraner 9. maj i Ukraine og i Letland forlyder det, at det er forbudt at bære en sovjetisk orden.
Problemet med vestlige eksperter i russiske forhold er ofte deres forhold til hermeneutikken. De ender med at bekræfte deres egen forudforståelse. Anne Libak ( dansk sprogofficer udråbt udråbt til ekspert ) så f.eks. Saakashvili som den lille David, derfor stemplede hun Rusland som aggressor i 2008. En rapport fra EU vendte om på det forhold.
Splidsboel måler Rusland ud fra et vestligt liberalt demokrati, hvad det aldrig har været. Godt nok erklærede Jeltsin landet for demokratisk og indførte markedsøkonomi, men jeg har hørt russiske eksperter tilbagevise, at landet var mere demokratisk under ham end under Putin.
Den tidligere tysk minister Egon Bahr fortæller, at Helmut Kohl advarede Jeltsin mod at hyre amerikanske eksperter, men da var det allerede for sent. Det er ganske nemt at finde vestlige fjendebilleder fra chokterapien i 90-erne. Putin har erklæret, at landet søger at finde sit eget demokratiske styre (det tager naturligvis tid), måske skulle det danske militær bruge mere tid på at analysere, hvad der gik galt med demokratiet i Kosovo, Afghanistan, Irak og Libyen.

Hans Aagaard, Christian Svenstrup Harder, Hugo Pieterse, Bill Atkins, Per Torbensen, Karsten Aaen, Nic Pedersen, Per Jongberg og Heinrich R. Jørgensen anbefalede denne kommentar
Børge Rahbech Jensen

Ironien er, at denne artikel gør noget af det samme, som den anklager Rusland for. Den påpeger grunde til had mod Rusland, som var Danmarks fjende i 1950 - 1991. Danmark har selv hyldet sin fortid og opfordret til had mod fjender i mere end ti år. Gad vide, om formålene er de samme i Danmark, som de angiveligt er i Rusland?

Hans Aagaard, Karsten Aaen, Heinrich R. Jørgensen, Henrik Darlie og Stig Bøg anbefalede denne kommentar
Heinrich R. Jørgensen

Historien med stort 'H' er som bekendt den løgn, man er blevet enige om at kanonisere. De, der har mulighed for at diktere den nationale historieskrivnings aktuelle indhold og vinkling, har til tider nutidige, overordnede projekter, som motiv til deres handling. Det er åbenlyst, at det russiske projekt handler om at forme det store russiske riges befolkninger til igen at være et stolt og stoisk folkefærd, og ikke mindst et dueligt folk. Et folk og en befolkning, der kan og vil tage vare på sig selv, og hvor solidaritet og fællesskab ikke er tomme floskler.

Vil man bevare fred, må man være rustet til krig. En sådan rustningsindsats består ikke nødvendigvis i en massiv produktionen af militært isenkram og militære installationer, eller omfattende militærtræning og lignende. Det mest væsentlige skridt er rent mentalt, at skabe grundlaget for stoisk offervilje i befolkningen. I hvert fald, når det angår forsvarskrige. Mon ikke parnasset frygter en situation, hvor Moder Rusland igen angribes?

Hugo Pieterse, Jens Thorning og Stig Bøg anbefalede denne kommentar
Kristian Rikard

"Mon ikke parnasset frygter en situation, hvor Moder Rusland igen angribes?". Det tror jeg faktisk ikke. Jeg tror de er mere optagne af "indre" end "ydre" fjender, uanset hvad de så iøvrigt siger!

Christian Svenstrup Harder og Bill Atkins anbefalede denne kommentar
Per Dørup Jensen

Ja, naturligvis skal Putin svines til. Og USA har pudset deres betalte NGO' er på ham. De processer, der førte til Sovjets udvikling og sammenbrud, skal naturligvis forstås i sammenhæng med det vedvarende økonomiske og militære pres, USA og deres allierede bander lagde på Sovjet. Var det ikke for Putin, havde USA og co da for længst smadret Syrien. på samme måde som de omdannede produktionsapparatet og den civile infrastruktur i eks - jugoslavien, Irak og senest Libyen til murbrokker. For at beskytte civilbefolkningen, som de siger - hver gang. Tænk at deres befolkninger kan blive ved med at tro på det. De må da være hjernedøde. Så desværre for Libyen, for det Sorte Afrika og for alle civiliserede mennesker, var Putin ikke ved magten, da NATO vandaliserede Libyen, indsatte en lakajbande og bragte den libyske civilbefolkningen til tiggerstaven. Derudover bombede NATO jo Gaddafi' s Unesco - hædrede Great Man Rivers vandingsprojekt. Vand skulle jo sandelig ikke være et gratis gode for libyerne, men gøres til genstand for profit for multinationale selskaber. Og minsandten om ikke Obama angiveligt er begyndt at vise fredsforhandlingsvilje - samtidig med at han forleden i samklang med Erdogan - fortsatte med at bræge op om at Assad skulle fjernes fra magten. Ligeledes for nogle dage siden berettede Puk Damsgård fra fra det public service finansierede DR 1 om en ulækker scene, hvor en "oprører" havde spist en Assad-soldats lunge, men skyndte sig at sætte episoden ind i en overordnet kontekst om " Assads volds- og torturkultur, der havde fremmet en sådan handling".

Hugo Pieterse, Heinrich R. Jørgensen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Lars R. Hansen

Stig Bøg:

"En rapport fra EU vendte om på det forhold."

Du har altså stadigvæk ikke fået læst den rapport, men forlader dig på den ringe presseomtale.

"South Ossetia did not have a right to secede from Georgia, and the same holds true for Abkhazia for much of the same reasons. Recognition of breakaway entities such as Abkhazia and South Ossetia by a third country is consequently contrary to international law in terms of an unlawful interference in the sovereignty and territorial integrity of the affected country, which is Georgia" - 11.11.

"Russian military action reaching out into Georgia was conducted in violation of international law, Georgian military forces were acting in legitimate self-defence under Article 51 of the UN Charter" - 21.24.

The use of force by Georgia in defence of the attack was at the same time justified in terms of legitimate self-defence - 24.25.

Nic Pedersen

Lad nu bare være, Lars.

Stig Bøg har jo ret.
Men rapporten vakte da betydelig ærgrelse hos mange.

"2.) On the night of 7 to 8 August 2008, a sustained Georgian artillery attack struck the town of Tskhinvali. Other movements of the Georgian armed forces targeting Tskhinvali and the surrounding areas were under way, and soon the fighting involved Russian, South Ossetian and Abkhaz military units and armed elements. It did not take long, however, before the Georgian advance into South Ossetia was stopped. In a counter-movement, Russian armed forces, covered by air strikes and by elements of its Black Sea fleet, penetrated deep into Georgia, cutting across the country’s main east-west road, reaching the port of Poti and stopping short of Georgia’s capital city, Tbilisi. The confrontation developed into a combined inter-state and intra-state conflict, opposing Georgian and Russian forces at one level of confrontation as well as South Ossetians together with Abkhaz fighters and the Georgians at another."

http://www.ceiig.ch/Report.html

Lars R. Hansen

Så Nic Pedersen mener måske ikke at Georgien - jf. international ret - måtte forsøge at nedkæmpe separatisterne - endvidere at Rusland - jf. international ret - gerne måtte gribe militært ind på separatisternes side - samt at rapporten skulle underbygge en sådan opfattelse.

Det er alligevel utroligt!

Lars R. Hansen

Bemærk Stig Bøg påstår - at i konflikten mellem Rusland og Georgien var Georgien aggressor - en fæl løgn, eftersom det var russiske styrker, der angreb georgiske styrker og civile i Georgien, da Rusland, i strid med international ret, greb ind i konflikten mellem separatisterne og Georgien på separatisternes side.

Rapporten udråber på ingen måder Georgien til aggressor - det er simpelthen et faktum - din og Stig Bøg påstand om det modsatte er falsk.

Lars R Hansen:

Jeg skrev:
Anne Libak ( dansk sprogofficer udråbt udråbt til ekspert ) så f.eks. Saakashvili som den lille David, derfor stemplede hun Rusland som aggressor i 2008. En rapport fra EU vendte om på det forhold.
RÆSON har åbenbart den samme opfattelse som jeg:
RÆSON
07.10.2009

I sidste uge offentliggjorde en uafhængig EU-undersøgelseskommission sin rapport om konflikten mellem Rusland og Georgien i 2008. Rapporten fastslår, at Georgiens angreb på udbryderrepublikken Sydossetien ikke var lovligt, og at Ruslands militære svar var forsvarsmæssigt legalt. Newsweek-korrespondent Anna Nemtsova, der dækkede konflikten, forklarer over for RÆSON, at den bestemt ikke er slut, men at den tværtimod kan blusse voldsomt op: ”Det er et spørgsmål om ét forkert skridt i den ene eller anden retning, før det hele kan bryde løs igen.

Lars R. Hansen

Stig Bøg

Jeg ved godt du (m.fl.) fatter minus - men rapporten udråber på ingen måder Georgien til aggressor - ejheller at Ruslands angreb på Georgien således var selvforsvar i overensstemmelse med international ret.

Ligegyldigt hvor i pressen du har fået den opfattelse fra.

Bemærk at pressen blander forskellige forhold sammen - for eksempel gør det forhold, at georgiske styrker i flere tilfælde brød den humanitære folkeret, i lighed med separatisterne og russiske styrker, ikke Georgiens forsøg på at nedkæmpe separatisterne ulovligt i sig selv - hvad rapporten heller ikke anfører.

Din påstand om Georgien af rapporten udnævnes til aggressor i konflikten med Rusland - er og bliver falsk.

Michael Kongstad Nielsen

Nic Pedersen har jo lagt et link til den rapport, som EU-kommissionen bestilte om en uafhængig gennemgang af krigens forløb, og som til manges overraskelse og ærgrelse viste, at det ikke var Rusland, der startede krigen. Der er ikke så meget at diskutere, man må se kendsgerningerne i øjnene.

Bill Atkins

Lars R. Hansen, mener vist at Mikheil Saakashvili var i sin gode ret ...

Torsdag den 7. august 2008 iværksatte georgiske styrker et overraskelsesangreb på det separatistiske Sydossetien. Angrebet kom efter en længere periode med
spændinger mellem de georgiske og sydossetiske styrker og mellem de respektive politiske aktører.

(Forsvarsakademiet)

http://forsvaret.dk/FAK/Publikationer/Briefs/Documents/Sydossetien.pdf

At mene at Mikheil Saakashvili var i sin gode ret til at angribe de russiske fredsbevarende styrker i det separatistiske Sydossetien er på linie med, at mene Nordkorea er i sin gode ret til at angribe amerikanske baser i Sydkorea.

Lars R. Hansen

Bill Atkins,

jeg mener ikke noget - i denne forbindelse - jeg konstatere, at Stig Bøgs påstand om Georgien i rapporten udnævnes til aggressor i konflikten mellem Rusland og Georgien er usand.

Jeg citerer endvidere rapportens udlægning af konfliktens kernepunkt:

"South Ossetia did not have a right to secede from Georgia, and the same holds true for Abkhazia for much of the same reasons. Recognition of breakaway entities such as Abkhazia and South Ossetia by a third country is consequently contrary to international law in terms of an unlawful interference in the sovereignty and territorial integrity of the affected country, which is Georgia" - 11.11.

"Russian military action reaching out into Georgia was conducted in violation of international law, Georgian military forces were acting in legitimate self-defence under Article 51 of the UN Charter" - 21.24.

Lars R. Hansen

Stig Bøg,

i så fald - har du ikke fået meget ud af dine bestræbelser - siden du oplever, at rapporten anfører Georgien angreb Rusland.

Nic Pedersen

"Det er alligevel utroligt!"

Sååh?

Det er vist nok at sige Kosovo her, hvis man ikke vil ud i helt halsbrækkende hykleri?!

Jens Thorning

Patriotisme er det, danskerne jubler over, når de ser Hollywood-film på DR. "The Patriot" hedder Anders Fogh Rasmussens yndlingsfilm. Og Uffe Ellemann-Jensen antydede i et interview, at Rusland intet havde at frygte, når nu de baltiske lande og Ukraine så at sige åndede dem i nakken, de kunne jo bare få mere demokrati på og en dag blive medlem af NATO, hvis de bestod demokratiprøven. Solsjetnitsyn, en af Bent Jensen og Hedegaard & Co.'s helte, støttede Putin. Og når man ser kristne blive udryddet i Irak, Syrien og de arabiske forårslande kan man da godt begynde at forstå russerne, der jo også har deres olie og mineraler at tage vare på. Og hvis USA's idé med at støtte foråret er at få kristne udryddet eller evakueret, så man lissom bedre kan forholde sig til det tilbageværende scenarie, så endnu mere.

Heinrich R. Jørgensen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Lars R. Hansen

Nic Pedersen

Du overvurderer tydeligvis rækkevidden af mit udsagn - jeg har alene gjort opmærksom på - at rapporten ikke anfører Georgien som aggressor.

Rapporten er ganske balanceret på det punkt - deler sol og vind lige - hvad måske bedst kan sammenfattes af endnu et citat fra samme:

"There is no way to assign overall responsibility for the conflict to one side alone. They have all failed" - 36.32.

Michael Kongstad Nielsen

Ja, situationen minder mere om Kosovo. En del at et land ønsker selvstyre, og har fået det i et vist omfang, men så blæser der nye politikske vinde, og selvstyret ønskes inddraget. Samme historie i Sydossetien som i Kosovo. Saakashvili gik til valg på, at Sydossetien og Abkhasien skulle tilbage i fuldt omfang til Georgien. På samme måde ønskede Serbiens Milosevic Kosovos selvstyre reduceret eller ophævet. Jeg vil dog mene, at Sydossetien var længere fremme, da det de facto havde været løsrevet fra Georgien siden Sovjetopløsningen, men det er én af mange detaljer.

I begge situationer greb "moderlandet" til overdreven militæranvendelse for at få provinsen tilbage i folden. Georgien gjorde det under OL i Kina, hvor alle verdens øjne var rettet hen, så man håbede, man ubemærket kunne tvinge Sydossetien til hurtig underkastelse. I Kosovos tilfælde stod hele den vestlige verden (USA og Nato) bag Kosovo, og krævede Serbien ud. Forskellen på de to situationer var, at Nato bombede Serbien tilbage til stenalderen, uden FN-mandat, mens Rusland kun bombede Georgien tilbage til sine normale stillinger, inden det stoppede og trak sig hjem.

Lars R. Hansen

Forresten Atkins,

i tilfælde du skulle være i tvivl - så er der intet i Peter Dahl Thruelsen og Flemming Splidsboel Hansens paper jeg er uenig i - og naturligvis intet som blot antyder, at Tagliavinirapporten skulle anfører, at Georgien angreb Rusland.

Kongstad

Godt set - visse folk her mener så måske - at Serbien var aggressor i konflikten mod NATO!

Peter Pedersen

Kendetegnende for forbavsende mange debattører i nærværende “reklamefolder” er desværre at de helt mangler evnen eller viljen til at forholde sig objektivt til de kilder, man selv – hhv. andre henviser til, og at man heller ikke kan forholde sig objektivt til andres argumenter.

Dette gælder vel at mærke, såfremt oplysningen taler bare en lille smule imod den enkelte debattørs skråsikre bevidsthed om, at ”JEG har ALTID ret – fordi jeg siger det ” – uanset antallet af kendsgerninger om det modsatte.

Har man rent faktisk læst den EU-betalte rapport, ses det, at begge parter kritiseres for at overtræde gældende folkeret.

Georgiens brug af raketkastere, finder rapportens forfattere disproportionalt.

Russernes invasion var en klar overtrædelse af UN CH = FN Chartret – og desuden en overtrædelse af våbenvilen :

(uddrag af KAP. : 18 :)
..”A six-point ceasefire plan was agreed upon, providing, inter alia, for the immediate cessation of hostilities and withdrawal of forces to the positions occupied prior to the armed conflict.

However, the Russian and South Ossetian forces reportedly continued their advances for some days after the August ceasefire was declared and occupied additional territories, including the Akhalgori district which had been under Georgian administration until the August 2008 conflict, even if it is located within the administrative boundaries of South Ossetia as they had been drawn during the Soviet period.

Most of the Russian troops withdrew from their positions beyond the administrative boundaries of South Ossetia and Abkhazia after 22 August, some of them only after an implementation agreement was reached on 8 September 2008 in Moscow or even as late as early October 2008….”

”19.) There is the question of whether the use of force by Georgia in South Ossetia, beginning with the shelling of Tskhinvali during the night of 7/8 August 2008, was justifiable under international law.
It was not.

Georgia had acknowledged that the prohibition of the use of force was applicable to its conflict in South Ossetia in specific legally binding international documents, such as the Sochi Agreement of 1992 or the 1996 Memorandum on Measures to Provide Security and Strengthen Mutual Trust between the Sides in the Georgian-South Ossetian Conflict. Even if it were assumed that Georgia was repelling an attack, e.g. in response to South Ossetian attacks against Georgian populated villages in the region, according to international law,
its armed response would have to be both necessary and proportional.

It is not possible to accept that the shelling of Tskhinvali during much of the night with GRAD multiple rocket launchers (MRLS) and heavy artillery would satisfy the requirements of having been necessary and proportionate in order to defend those villages. It follows from the illegal character of the Georgian military assault that South Ossetian defensive action in response did conform to international law in
terms of legitimate self-defence.

However, any operations of South Ossetian forces outside of the purpose of repelling the Georgian armed attack, in particular acts perpetrated against ethnic Georgians inside and outside South Ossetia, must be considered as having violated International Humanitarian Law and in many cases also Human Rights Law.
Furthermore,
all South Ossetian military actions directed against Georgian armed forces after the
ceasefire agreement of 12 August 2008 had come into effect were illegal as well.
….

21.) When considering the legality of Russian military force against Georgia, the
answer needs to be differentiated. The Russian reaction to the Georgian attack can be divided into two phases:

first, the immediate reaction in order to defend Russian peacekeepers, and second, the invasion of Georgia by Russian armed forces reaching far beyond the administrative boundary of South Ossetia. In the first instance, there seems to be little doubt that if the Russian peacekeepers were attacked, Russia had the right to defend them using military means proportionate to the attack. Hence the Russian use of force for defensive purposes during the first phase of the conflict would be legal.

On the second item second item, it must be ascertained whether the subsequent Russian military campaign deeper into Georgia was necessary and proportionate in terms of defensive action against the initial Georgian attack.

Although it should be admitted that it is not easy to decide where the line must be drawn, it seems, however, that much of the
Russian military action went far beyond the reasonable limits of defence.

This holds true for all kinds of massive and extended military action ranging from the bombing of the upper Kodori Valley to the deployment of armoured units to reach extensive parts of Georgia, to the setting up of military positions in and nearby major Georgian towns as well as to control major highways, and to the deployment of navy units on the Black Sea.

All this cannot be regarded as even remotely commensurate with the threat to Russian peacekeepers in South Ossetia. Furthermore, continued destruction which came after the ceasefire agreement was not justifiable by any means.

It follows from this that insofar as such extended Russian military action reaching out into Georgia was conducted in violation of international law, Georgian military forces were acting in legitimate self-defence under Article 51 of the UN Charter. In a matter of a very few days, the pattern of legitimate and illegitimate military action had thus turned around between the two main actors Georgia and Russia."

Videre undersøger rapporten, om russernes invasion kunne legitimeres som humanitær intervension, eller at beskytte egne statsborgere, der bor i et andet land men begge dele afvises - bla. i konklusionen i pkt 24 :

“Consequently, it must be concluded that the
Russian military action outside South Ossetia was essentially conducted in violation of international law.”

De faktiske begivenheder kunne måske godt i højere grad være inddraget i konklusionerne, men på baggrund af de oplysninger, jeg har indtil videre, ser jeg ikke grund til at kritisere resultatet.

Nic Pedersen

Det bliver jo lidt vanskeligt at påstå, at Serbien angreb NATO-styrker i Kosovo.

Derimod er det utvetydigt klart, at Georgien angreb russiske styrker i Sydossetien.

Michael Kongstad Nielsen

Ja, fordi der allerede var russiske fredsbevarende styrker i Sydossetien. Få, tror jeg nok, men de må have været anerkendt af Georgien. Derfor undrer det også ekstra, at Georgien troede, at Rusland havde glemt deres styrker i Sydossetien og i bare OL-iver ville se igennem fingre med, at de blev medofre for den georgiske, "ude af proportion" magtanvendelse mod Sydossetien

Michael Kongstad Nielsen

Lars R. Hansen,
- det vigtige er efter min mening ikke, om Georgien angreb Rusland, for det gjorde de ikke. Georgien angreb Sydossetien. Og dét på en måde, der var ude af proportion. Det var dér, Georgien var aggressor. Det er dét, rapporten siger.

Lars R Hansen
Du ønsker altså vi plukker af rapporten?
Hvordan tolker du dette?
President Saakashvili’s order on 7 August 2008 at 23.35 and the ensuing military attack on
Tskhinvali turned a low-intensity military conflict into a full-scale armed conflict. Therefore
this action justifiably serves as the starting point for the legal analysis of this conflict.
Conclusion: Despite the differing status of the parties to the conflict (Georgia as a state,
South Ossetia as an entity short of statehood and legally a part of Georgia), the prohibition of
the use of force as endorsed in the UN Charter applies to their relations.

Taking into account all these factors, it can be said that the air and ground offensive against
Tskhinvali on the basis of the order given by President Saakashvili was not proportionate and
therefore the use of force by Georgia could not be justified as self-defence.

Bill Atkins

Michael Kongstad Nielsen, jeg tror du undervurderer sigtet med Mikheil Saakashvili's angreb. Målet var at få Nato til at overreagere, og på god neokonservativ vis udnytte situationen...

...og i øvrigt, Er EU's rapport upartisk? - en offentlig høring mellem parterne i FN-regi ville være interessant.

Peter Pedersen

Kongstad

Kniber det med at læse og forstå længere tekster - eller forstår du bare ikke engelsk ?

Rapporten siger, at det ikke kan afvises, at Georgiens magtanvendelse KUNNE være lovlig, fordi det rent faktisk ikke stod helt klart,
om Georgien (som de hævdede) rent faktisk afviste et angreb mod georgiere i Syd Osetien, - hvilket efter omstændighederne kunne være lovligt.
Derimod var det de anvendte VÅBEN, der fik rapportens forfattere til at konkludere, at aktionen ikke var proportional-

Det fremgår af rapporten, at Rusland derefter invaderede Georgien i strid med både våbenhvile og i strid med FN Chartret, (som du jo ellers altid råber op om) og den gældende folkeret, iøvrigt.

Nic Pedersen

"Er EU's rapport upartisk?"

Temmelig sikkert ikke i udgangspunktet.
Netop derfor var de facto-frifindelsen af Rusland også ret bemærkelsesværdig.

The "McCainiacs" var og er jo heller ikke ganske tilfredse!

Michael Kongstad Nielsen

Bill Atkins - muligvis, jeg ved det ikke. Men jeg tror hensigten var at indfri valgløfter om at få udbryderregionerne tilbage til Georgien i fuldt omfang. Det var populært dengang fra midten af 00-erne, hvor det tidligere under Eduard Sjevardnadse havde været ok., at de havde selvstyre ( i bedste Sovjetånd). Saarkashvili forregnede sig, han var blevet overmodig.. EU-rapporten var vist meget upartisk, det gjorde man et stort nummer ud af, at den skulle være.

Lars R. Hansen

Nic Pedersen:

"Det bliver jo lidt vanskeligt at påstå, at Serbien angreb NATO-styrker i Kosovo."

Serbien angreb da NATO-styrker - i konflikten mellem NATO og Serbien - de skød bl.a. et "fredsbevarende" F-117 fly ned.

Kongstad:

"det vigtige er efter min mening ikke, om Georgien angreb Rusland, for det gjorde de ikke."

Præcis - og det er også derfor Rusland ikke kan påberåbe sig retten til selvforsvar jf. FN-pagten - det blev ikke angrebet.

MKN:"Georgien angreb Sydossetien..."

Korrekt - det bør dog understreges, at Sydossetien er Georgien - også jf. rapporten.

MKN:"Og dét på en måde, der var ude af proportion."

Præcis - men at georgiske styrker anvendte et uproportional middel, og dermed et ulovligt middel (her indiskriminerende artilleriild i byområder) gør ikke selve det at georgiske styrker forsøger at nedkæmpe separatisterne ulovligt - kun den omtalte middel.

Bemærk i øvrigt - at alle sider anvendte midler i strid med den humanitære folkeret - her ikke mindst Rusland.

MKN:"Det var dér, Georgien var aggressor. Det er dét, rapporten siger."

Præcis - i konflikten mellem Georgien og separatisterne - anfører rapporten den georgiske operation den 07.08.08 som startpunkt - altså georgiske styrkers angreb på de separatistiske styrker - dette angreb er dog ikke et angreb på Rusland.

Stig Bøgs påstand var - at i konflikten mellem Rusland og Georgien, da anfører rapporten Georgien skulle være aggressor - hvad ikke er tilfældet.

Efter det georgiske angreb på separatisterne - træder Rusland ind i konflikten på separatisternes side - og de efterfølgende russiske operationer mod Georgien falder ikke under FN-pagtens bestemmelser om selvforsvar.

Bill Atkins

Ja, jeg tvivler på at Mikheil Saakashvili var så naiv at han for alvor troede han kunne tvinge en udbryderstat, der to gange havde stemt for selvstændighed, ind i folden...

...skulle det lykkes så skulle der langt mere power end Georgiens hær kunne klare, bag det uundgåelige opgør med Rusland, i den forbindelse...

...i øvrigt fortalte medierne i tiden efter det georgiske angreb at Tbilisi inden angrebet summede af international investoraktivitet.

Lars R. Hansen

Jeg tror i øvrigt - at de fleste parter i Vesten var nogenlunde tilfredse med rapportens konklusioner, der var næppe mange, som ønskede en større diplomatisk konflikt med Rusland over Georgien - og det ville være sværere at undgå, hvis Ruslands angreb på Georgien blev fremstillet i for skarpt et lys.

Og så er det sådan set ligegyldigt - om Rusland angreb Georgien først eller Georgien angreb Rusland først - der er næppe mange, der er i tvivl om Mikheil Saakashvili overspillede sin hånd.

Lars R Hansen
Jeg skrev:
Anne Libak ( dansk sprogofficer udråbt udråbt til ekspert ) så f.eks. Saakashvili som den lille David, derfor stemplede hun Rusland som aggressor i 2008. En rapport fra EU vendte om på det forhold.
RÆSON har åbenbart den samme opfattelse som jeg:
RÆSON
07.10.2009
I sidste uge offentliggjorde en uafhængig EU-undersøgelseskommission sin rapport om konflikten mellem Rusland og Georgien i 2008. Rapporten fastslår, at Georgiens angreb på udbryderrepublikken Sydossetien ikke var lovligt, og at Ruslands militære svar var forsvarsmæssigt legalt. Newsweek-korrespondent Anna Nemtsova, der dækkede konflikten, forklarer over for RÆSON, at den bestemt ikke er slut, men at den tværtimod kan blusse voldsomt op: ”Det er et spørgsmål om ét forkert skridt i den ene eller anden retning, før det hele kan bryde løs igen.

Jeg mente på ingen måde, at Georgien angreb Rusland, men hvad citatet siger.

Nic Pedersen

"Serbien angreb da NATO-styrker - i konflikten mellem NATO og Serbien - de skød bl.a. et "fredsbevarende" F-117 fly ned."

Nu må du sgu stoppe, Lars - eller søge over på Rokokoposten ;-)

Lars R. Hansen

Okay, Stig Bøg,

en påstand om - at der med tagliavinirapporten skulle blive vendt om på en stempling af Rusland som aggressor - bliver jo nødvendigvis en påstand om Georgien er aggressoren.

Og rapporten anfører ikke Georgien som aggressor i konflikten mellem Rusland og Georgien - den anfører Georgien angreb separatisterne - hvorefter Rusland træder ind i konflikten på separatisternes side.

Jeg vil her ikke henvise til Ræsons udlægning, men selve rapporten.

Nic Pedersen:

"Nu må du sgu stoppe, Lars"

Never! ;o)

Saakashvili ønskede at få Geogien ind i NATO, men stødte på tysk modstand grundet grænsekonflikter. Her kunne en rask krig skabe et helt Georgien.

Bill Atkins

Kristian Rikard du siger, Jeg tror den russiske elite er mere optagne af "indre" end "ydre" fjender

Du ved ofte er den ene fjende forudsætningen for den anden fjende...

Nic Pedersen

Ja, hvad skulle vores "elite" + presse dog f.eks. gøre, hvis de ikke havde russernes gøren og laden til at aflede vores opmærksomhed over for egen gøren og laden med? ;-)