Klumme

De er skøre, de amerikanere

Der er ikke grænser for antallet af monstrøse, vanvittige sager, der kommer for dagens lys. Alligevel elsker jeg Amerika. Men det er ikke en supermagt, man kan tage ind endsige forstå med danske alen
13. maj 2013

Som barn læste jeg samtlige Asterix-tegneseriealbum. Det var vi en del, der voksede op i 1970’erne, som gjorde. Ud over Vi Unge-bøgerne, og så naturligvis den hengemte udgave af Inge og Steen Hegelers allerede på det tidspunkt klassiske bestseller fra 1962, Kærlighedens ABZ, som min far skjulte under sit tennistøj på den øverste hylde i mine forældres soveværelse. For at mine søskende og jeg ikke skulle korrumperes og læse om farlige sager. Ak ja. Det synes godt nok uendelig langt væk og uskyldigt, nu da enhver femårig med adgang til internettet kan downlade de seneste MILF-videoer på deres mini iPads.

Nå, men som bekendt slutter de fleste Asterix-albums med Obelix’ konstatering: »De er skøre, de romere.« Enten før eller efter at den godmodige, bomstærke kæmpe brokker sig over, at han ikke kan få et skvæt trylledrik, fordi han faldt i gryden som barn.

Romerne var i øvrigt ret afsporede, tyder alt på. Orgier og det hele. Men mon ikke amerikanerne slår dem? Når man ser lidt for meget nyhedsdækning på de lokale tv-kanaler her i Washington, kan man i hvert fald hurtigt få den tanke. Tag nu den store historie fra sidste uge, der også er blevet behørigt skrællet af de danske medier. Tre brødre torturerer, gennembanker og terroriserer tre unge kvinder (to af dem børn de første år) i ni år i et hus en halv kilometer fra det sted, hvor de alle er forsvundet fra. Mishandlingerne var så alvorlige, at en af de tre kvinder aborterede fem gange, efter at den hovedmistænkte Ariel Castro gjorde hende gravid igen og igen. Politiet ignorerede flere henvendelser fra naboer om, at der da vist var noget galt.

Men så flygter en af de andre unge kvinder med sit barn. Historien er breaking news i dagevis og for at kommentere uhyrlighederne indkalder medierne en perlerække af andre kidnappede ofre fra det seneste årti, herunder naturligvis Jaycee Lee Dugard, der i dag må betegnes som USA’s mest berømte overlevende kidnappede kvinde. Hun forsvandt, da hun var 11 år gammel og undslap først 18 år senere, da hun havde født sin gerningsmands to børn og i øvrigt havde identificeret sig fuldkommen med ham, et fuldendt eksempel på Stockholm-syndromet.

Andre makabre og uhyggelige sager dukker op flere gange dagligt. Elskere, der parterer hinanden. Forældre, der myrder alle deres børn og begår selvmord. Skoleskyderier, kannibaler, pædofile præster og spejderledere, generaler, der er chefer for undersøgelseskommissioner nedsat for at tackle sexforbrydelser i den amerikanske hær – dem er der mange af – som går på druk og overfalder kvinder i deres fritid. Skoler, som spærrer børn med sukkersyge og narkolepsi inde i små rum som straf og anklager dem for vold mod embedsmænd, når de brokker sig. Hjemløse, der ender som tv-stjerner, dommere, der sender stribevis af uskyldige unge i fængsel og i behandling, fordi de får procenter – en slags kommission – fra de institutioner, der får børnene i behandling. Og sådan kan man blive ved. Hvis man ser for meget day time television, kan man få den tanke, at USA er et galehus. En supermagt, der er kørt totalt af sporet. Sunket ned i gæld, junk food og perversioner med en Kongres, der ævler løs og en præsident, der ingenting kan få bestemt eller vedtaget.

Og det er naturligvis noget gedigent vrøvl. En karikatur, som man imidlertid – lidt lige som konspirationsteorier – kan finde mængder af ’beviser’ på, hvis man bare leder de rigtige steder og lukker alt andet ude.

»Det kan alt sammen forklares med størrelsen,« forklarede Ronald Reagans eminente gamle spindoktor, Anthony Dolan, til mig, da jeg havde været i USA et stykke tid og havde ham til bords ved en middag.

»Størrelsen?« spurgte jeg. »Hvad mener De?«

»Jo, når et land bare er stort nok, så er antallet af zanies (tosser, red.) derefter. Der er simpelt hen mange rigtig sindssyge mennesker i Amerika. Det glemmer mange. De udgør ikke flertallet, men de leverer rigeligt med drama, uhygge og underholdning til 24/7 mediemøllen,« erklærede han og fortsatte: »I er så små, Danmark. Og så har I alle de institutioner og offentlig kontrol over det hele. Vi foretrækker jo at lade mennesker være i fred. Og medierne kan gøre, lige hvad de vil. Det har alt sammen sine omkostninger.«

»Jovist,« svarede jeg. Der er sikkert en hel del, der er faldet i gryden som børn.

Annegrethe Rasmussen er udenrigskorrespondent og blogger på www.usanu.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Inger Sundsvald
Inger Sundsvald anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bill Atkins

Hold da op! Så har Kina ca. 4 gange flere tosser ... der er nogle forhold omkring Informations mange underlige artikler om Kina, der pludselig falder på plads hos mig. Skaleringens magt. Sejt.

Torben Lindegaard

Herlig artikel - Jeg elsker at læse Annegrethe Rasmussen.
Også selvom jeg aldrig ville få en præsidentiel spindoktor til bords, det gør det bare endnu mere spændende.

Michael Borregaard

Det mest 'sindsyge' drama af dem alle er efter min mening troen på trickle-down-economics, blandt de små forretningsdrivende.

Som eksempel blandt flere som er vigtige for den fremtidige debat kan nævnes, at Paul Ryan, der er en tro tilhænger af Trickle Down-Economics, under valgkampen hævdede, at præsident Kennedys reduktion af den marginale skatterate fra 91 til 70 procent i 1964 stimulerede økonomisk vækst. Her viser historiske data, at Kenndy-Johnsons skattelettelser fandt sted i en periode med moderat økonomisk vækst. Økonomen Bruce Bartlett, en tidligere tilhænger af trickle-down peger på, at kun en tredjedel af den statsindtægt der forsvandt, i kraft af en lavere skat, blev genindtjent. Dette er blot en af mange som modbeviser teoriens effekt, for den økonomiske vækst som ifølge teorien fremkommer som resultat, gavner ikke hele samfundet.

Ronald Reagan besluttede sig for i 1980 at gå Supply side economics planken ud og udførte i 1981 og med skattereformen i 1986 en nedsættelse af marginalbeskatningen fra 70 til 28 procent. Dette førte heller ikke til en højere vækst.

I tilfældet Reagans økonomiske blev resultatet, at skattelettelserne i realiteten resulterede i lavere skatteindtægter for staten der i kombination med øgede militærudgifter resulterede i massive underskud på statsbudgettet. Set i forhold til det amerikanske bruttonationalprodukt steg gælden fra 32,5 procent til 53,1 procent og USA gik fra at have været det internationale økonomiske systems største kreditor til verdens største skyldner.

George W. Bush - som tidligere havde kaldt Reagans økonomi for voodooøkonomi - fulgte trop. Ved partikonventet i 1988 holdt Bush Senior sin berømte tale, hvor han sagde: Kongressen vil presse mig til at hæve skatterne, og jeg vil sige nej. Og de vil presse på, og jeg vil sige nej. Og de vil presse på igen, og jeg vil sige: Read my lips, no more taxes.

Da Clinton hævede topskatten i 1993 til henholdsvis 36 og 39,6 procent skete det uden en republikansk stemme. At der rent faktisk var rekordvækst efter Clintons skatteforhøjelse er blevet ’glemt’ af de konservative historieskrivere, der i stedet hæfter sig ved præsidentens efterfølgende nedsættelse af kapitalindvindingsskatten i 1997.

Angående Clinton generelt. Var det gode, at han var i stand til at hæve topskatten. Men, under overfladen er billedet ikke så rosenrødt. For Clintons` demokrater satte ekstra kul på spekulationen, så den overgik de brølende 1920ere. USA blev drevet som et investeringsselskab på Wall Street, der skulle tjene penge og trække kapital til fra udlandet. Spekulation og finansiel gearing var naturlige elementer. Clinton var så at sige i pagt med den altid flygtige tidsånd - there is now alternative - for det var under Clinton at der for alvor blev sat turbo på udlån til folk, der var for fattige til at betale dem tilbage.

Da Bush kom til i 2000 og overtog efter Clinton var det en logisk følge, at sænke skatten igen. Værst gik det dog med Bushs` skattelettelser, disse førte til et spekulationsboom i boligsektoren og inflation i aktiemarkedet med en finanskrise som følge.

Clinton var arkitekt som skabte suprime for i de glade 90er var det demokraterne og Clinton som blokerede for reformer af Fannie Mae og Freddie Mac, og det hele blev under Bush primetime.

Viser studier af trickle-down-economics er det, at den økonomiske vækst som ifølge teorien fremkommer som resultat, gavner ikke hele samfundet. Moral Hazard… hedder det i øvrigt, når en part, der er skærmet fra risici handler anderledes end når vedkommende står til at få det hele irivende hovedet, hvis det ramler. Og tro mig, det er ikke de superrige, i hvilken du finder de fleste fortaler for, at skat er statssanktioneret tyveri som er ramt, til gengæld er mange af de små erhvervsdrivende som agiterer for trickle-down-economics ramt, hvorfor det ikke andet end kan undre en, at de bliver ved med at støtte op om ideen. Hvorfor man ikke andet end kan konkludere, at de er 'sgu' skøre mange af alle de små selvstændige erhvervsdrivende i Amerika, som ikke er i stand til at se, at de støtter op om en teori, som er til skade for deres egen eksistensberettigelse.

Toke Andersen

"USA er et galehus. En supermagt, der er kørt totalt af sporet. Sunket ned i gæld osv osv.."
Og det står langt, langt værre til end man får indtryk af ved at læse Annegrethes indlæg. At der enkelte steder, ved kysterne, findes stater og bysamfund baseret på nogenlunde civiliserede principper og med en nogenlunde oplyst befolkning ændrer intet på at de dominerende mønstre i dette verdens mest bevæbnede land, er ekstremt primitive og reaktionære.
At kalde USA for en syg nation er et urimeligt angreb på andre syge nationer som fx Ungarn, Grækenland eller Venezuela.
USA udviser alle de tvivlsomme kvaliteter man forventer hos en Banan-republik, bare med bedre legetøj og større kanoner.

Anthony Dolan udviser et imponenrende talent for det, der ikke bare er blevet USA's mest udbredte forsøg på selviscenesættelse, men landets eneste reelle overlevelsesstrategi: Total benægtelse af fakta og erfaring, koblet med religiøs selvovervurdering, en pervers fortælling om de amerikanske muligheder og en vanvittig forståelse af begrebet ret.

Og det kan man sagtens elske. Jeg elskede min egen tid i USA.
Men det kræver at man enten er så forblændet af fortællingen om hvor fantastisk det går, eller som Dolan og måske også Annegrethe, konstant og bevidst kigger væk fra de ubehagelige sandheder.

Annegrethe Rasmussen

Tak Torben Lindegaard!
@Niels Engelsted. Også tak for din interessant kommentar om økonomi og hvem, der tror på hvad i USA. Jeg er ked af at måtte forstyrre dit billede af mig, men jeg er stort set enig med dig i den kritik. Jeg finder den økonomiske ulighed i USA forstyrrende og pervers. Også selv om den skaber dynamik og innovation i et vist omfang. Og jeg finder det også interessant, at opbakningen til det mest neoliberale/libertære økonomiske verdenssyn er stærkest blandt de mennesker, der intet får ud af det.
Som jeg vist har skrevet en del gange - men gerne gentager - så foretrækker jeg faktisk vores, den skandinaviske, velfærdsstat med alle dens mangler og dårligdomme. Den perfekte samfundsmodel findes som bekendt ikke. Men den mindst ringe - lige som denne avis - er der, vi må starte.
Hvad angår min egen privilegerede (husk nu e'et formaner jeg strengt :-) levevis indenfor the Beltway så behøver jeg da ikke forsvare den overfor nogen. Hvorfor skulle jeg det? Den er ikke under angreb. Vores skat er gået op her i huset som følge af Obamas bedrift - en af få - 1. januar 2013. Det er fint med mig. Som dansker kan man have svært ved at brokke sig over den sag - om end vi da også betaler for egen sundhed og skole her i huset. Som tidligere nævnt har vi faste udgifter for omkring 105.000 kroner om måneden. Så sjovt nok - efter skat - ja, så er der mindre tilbage til personligt forbrug (det overrasker mig gang på gang) end de mange af mine danske venner fra den københavnske kulturelle/politiske klasse, der er mine venner i DK, har at gøre godt med. Om det blot er udtryk for, at uligheden i DK er stærkt stigende, skal jeg ikke gøre mig klog på. Men noget tyder jo på det.
Alt godt
Annegrethe Rasmussen

Esben Maaløe

Det ER altså svært at læse din artikel som andet end en bortrationalisering af det vanvid der præger USA. For godt nok har de qua deres høje befolkningstal også mange loonies ... men deres loonies er jo deres mindste problem. Din artikel kommer til at fremstå som en lang stråmand pga. konteksten "USA".

Esben Maaløe

(og så burde jeg lave en lang liste over det officielle USAs vanvid -- det gider jeg ikke, den bør være velkendt :) )

Niels-Holger Nielsen

Så er de nok ikke startet med hænderne?

'Andre makabre og uhyggelige sager dukker op flere gange dagligt. Elskere, der parterer hinanden.'