International kommentar

Smith, Marx og IMF undsiger Storbritanniens finansminister

Når selv IMF’s frimarkedsideologer ikke vil røre den britiske finansminister nedskæringspolitikker med en ildtang, er det tegn på at selve demokratiet er på spil
Debat
14. maj 2013

Den britiske finansminister, George Osborne, og hans embedsmænd gør sig klar til kamp. De har svoret at gøre livet surt for deres modstandere de næste to uger. Oppositionen udgøres – noget overraskende – af det hold økonomer fra Den Internationale Valutafond, IMF, der er på besøg i Storbritannien for at foretage et almindeligt gennemsyn af politikken.

Hvorfor er dette rutinemøde, som under andre omstændigheder næppe ville være blevet ænset uden for professionelle cirkler, blevet til en konfrontation? Fordi IMF for nylig trak sin støtte til finansminister Osbornes nedskæringspolitik og gentagne gange har opfordret ham til at genoverveje strategien. IMF sagde tilmed, at Osborne »leger med ilden«, når han nægter at skifte kurs.

Den udvikling er forbavsende. I de foregående tre årtier har IMF været nedskæringspolitikkernes bannerfører. I 1997 tvang organisationen tilmed Sydkorea – der på daværende tidspunkt havde budgetoverskud og en af verdens mindste offentlige gældsposter (målt i forhold til BNP) – til at skære i de offentlige udgifter. Først da strategien fik det, der allerede var den største recession i Sydkoreas historie, til at eskalere til en regulær katastrofe, hvor mere end hundrede virksomheder gik bankerot om dagen over fem måneder, foretog IMF en pinlig kovending og tillod et voksende budgetunderskud.

De rige mod de fattige

I lyset af den historie er en formaning fra IMF om at holde igen med nedskæringer som at få besked fra den spanske inkvisition om at være mere rummelig over for kættere. Finansministeren og hans folk burde være bekymrede. Hvis end ikke IMF er begejstret, hvorfor skal den britiske regering så insistere på en politik, som tydeligvis ikke virker efter hensigten? Og hvorfor bliver der presset på for den samme politik over hele Europa? En vis død økonom ville have forklaret det med, at regeringer »i virkeligheden er sat i verden for at beskytte de rige mod de fattige«. Præcis.

De aktuelle politikker i Storbritannien og andre europæiske lande handler i virkeligheden om at få de fattige til at betale for de riges fejltagelser.

Hvis du skulle være i tvivl, så var det ikke Karl Marx, der sagde de berømte ord citeret ovenfor. Han ville aldrig have formuleret sig så primitivt. I hans udgave lyder det med karakteristisk elegance, at »den moderne statsmagt er kun et udvalg, der varetager borgerskabets fællesanliggender«.

Nej, de fordømmende ord blev udtalt af Adam Smith, der skulle forestille at være de frie markedsøkonomers skytshelgen.

For både Smith og Marx var statens klassenatur tydelig. De levede begge i en tid, hvor kun de rige havde stemmeret (i den udstrækning der overhovedet var valg), og der var derfor ringe tilsyn med måden, hvorpå de kunne diktere regeringspolitikken. Med den senere udvidelse af stemmeretten blev statens klassenatur væsentligt tilsløret.

Velfærdsstaten, reguleringen af monopoler, forbrugerbeskyttelse og beskyttelse af arbejdstagerrettigheder er blevet etableret som direkte konsekvens af denne politiske forandring. Demokrati er, på trods af dets begrænsninger, i sidste ende den eneste måde at sikre, at den førte politik ikke alene er til gavn for et privilegeret fåtal.

Det forhold er naturligvis netop årsagen til, at frimarkedsøkonomer og andre, som står på de riges side, har været så negativt indstillet over for demokrati. I gamle dage var frimarkedsøkonomerne indædt imod stemmeret til alle, fordi de mente, det ville ødelægge kapitalismen: fattige ville blot vælge de politikere, som ville lægge hånd på de riges midler og dele ud til de fattige, og dermed ødelægge incitamentet til at skabe velstand, advarede de.

Da universel stemmeret først var blevet indført, kunne de imidlertid ikke åbenlyst være modstandere af demokratiet. Derfor begyndte de at kritisere ’politik’ i det hele taget. Politikere, hed det sig, ville gennemføre politik, der var skadelig for økonomien, men som forøgede deres chancer for at blive genvalgt – trykke flere penge, dele tjenester ud til magtfulde monopoler og øge velfærdsydelserne til de fattige. Det var derfor nødvendigt at holde politikere væk fra de vigtigste beslutninger, lød argumentet.

Et beskåret demokrati

Ud fra denne logik har mange lande siden 1980’erne forskanset de vigtigste politikområder, så politikerne ikke længere har adgang til dem. Der er blevet indført uafhængige centralbanker (som f.eks. Den Europæiske Centralbank), uafhængige reguleringsagenturer (såsom Ofcom og Ofgem) og stramme regler for offentlige udgifter og underskud (som f.eks. reglen om ’balancerede budgetter’). Argumentet lød videre, at vi særligt i økonomiske hårde tider måtte beskytte økonomi fra politik i det hele taget. Sådan blev blandt andet de latinamerikanske diktaturer legitimeret. Den nylige indførelse af ’teknokratiske’ regeringer i Italien og Grækenland bestående af økonomer og bankfolk, som er politisk ’uplettede’, trækker på samme intellektuelle hammel.

Det, frimarkedsøkonomerne ikke fortæller os, er, at den type politik, de vil af med, er selve demokratiet. Når de siger, at vi må beskytte økonomiske politikker fra politik, argumenterer de i virkeligheden for at kastrere demokratiet. Konflikten omkring nedskæringspolitikker i Europa handler dermed ikke blot om tal på bundlinjen, stigende arbejdsløshed og vækstrater. Det handler også om selve betydningen af demokrati.

Som José Manuel Barroso, formanden for Europa-Kommissionen, for nylig anerkendte: Nedskæringspolitikken har »nået muren«, hvad angår »politisk og social opbakning«. Hvis de europæiske ledere, herunder den britiske finansminister, bliver ved at presse mod den mur, vil folk uafvendeligt begynde at stille spørgsmålet: Hvad er meningen med demokratiet, når politik kun er til gavn for en bitte lille minoritet øverst i hierarkiet? Vi befinder os midt i det europæiske demokratis afgørende time, intet mindre.

 

Ha-Joon Chang er økonom © Guardian og Information 

Oversat af Nina Trige Andersen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Ikke kun Smith og Marx, men også Pseudo-Xenofon:
En kunde spørge: Hvordan skulde et saadant Menneske kunne erkende, hvad der er godt for ham elllr for Folket? Jo, det forstaar Mængden, at denne Mands Uvidenhed, Tarvelighed og Sympati er dem mere til Gavn end al den fine Mands Moral, Kundskabsrigdom og Antipati.
Med en saadan Samfundsform vil en Stat ganske vist ikke kunne blive Fuldkommenheden selv, men Demokratiet vil paa den Maade mest underbygges. Det, Folket ønsker, er nemlig ikke selv at have Slavekaar i en Stat med en ideel Forfatning, men at være frit og besidde Magten; om Forfatningen saa er slet, bryder det sig kun lidt om. Thi det, som
du mener ikke er en ideel Forfatning, det er jo netop Forudsætningen for, at Folket har Magten og er frit.
Hvis det nemlig er en ideel Forfatning, du søger, saa vil du finde, at det for det første er de dygtigste, der giver dem Lovene; dernæst vil Eliten straffe de slette Personer, og Eliten vil raadslaa om Statens Sager og vil sætte en Stopper for, at ustyrlige Personer har Sæde i Raadet eller tager Ordet eller deltager i Folkeforsamlingen. Men Folket, ja det vil som Følge af disse gode Reformer aller snarest synke ned i Slaveri.

Flemming Andersen

Vi må og skal begynde at forstå at konsekvensen af individualismen er at hver enkelt af og har ansvaret for samfundet med de valg vi træffer.
Ideologier er i den forbindelse læskærme vi tro vi kan gemme os bagved, med et "jeg troede", men sandheden er at vi som individer, voksne mennesker har pligt til at se og erkende de konsekvenser vore valg har på vore omgivelser.

HC Grau Nielsen

»den moderne statsmagt er kun et udvalg, der varetager borgerskabets fællesanliggender«. Det havde liberalister lige glemt, at deres urfader mente!!!!

Rasmus Kongshøj, Steffen Gliese, Flemming Andersen og Niels-Holger Nielsen anbefalede denne kommentar
Erik Nissen

Fremragende artikel.