Læsetid 6 min.

Sparepolitik, fejl, moral og misbrug

Grundlaget for sparepolitikken er lagt i graven p.g.a. en regnefejl, har man kunnet læse i Information den sidste uges tid. Men den egentlige skandale er, at de to Harvard-professorers artikel overhovedet er blevet anvendt som grundlag for politik
Økonomen Kenneth S. Rogoff er den ene af forfatterne til den artikel, der er blevet flittigt anvendt af politikere som argument for den aktuelle sparepolitik.

Økonomen Kenneth S. Rogoff er den ene af forfatterne til den artikel, der er blevet flittigt anvendt af politikere som argument for den aktuelle sparepolitik.

Eduardo Munoz
3. maj 2013

Ups!« og »En økonomisk teori lagt i ruiner« kunne man læse på Informations forsider hhv. 24. og 25. april og i gårsdagens leder. Baggrunden for dramatikken er, at en meget omtalt artikel af to kendte økonomer fra Harvard om en negativ sammenhæng mellem offentlig gæld og vækst har vist sig at indeholde en regnefejl. Thomas Herndon og medforfatterne Michael Ash og Robert Pollin (HAP) har påvist dette i en ny forskningsartikel, hvor de desuden foretager en række nye beregninger, som ifølge dem selv skaber tvivl om den oprindelige artikels konklusioner.

Den oprindelige artikel fra 2010 af Carmen M. Reinhart og Kenneth S. Rogoff (RR) er blevet flittigt anvendt af politikere som argument for aktuel sparepolitik, f.eks. af Paul Ryan i USA og Olli Rehn, EU-kommissær for økonomiske og finansielle forhold. Derfor har opdagelsen af fejlen naturligt nok relevans uden for akademiske cirkler og har fået mange til at konkludere, at et vægtigt fundament bag sparepolitikken nu er forduftet. Den massive fokus på selve fejlen har desværre betydet, at mere interessante aspekter, som ’sagen’ har tydeliggjort – såsom skæve akademiske publiceringsstandarder, manglende forskermoral og misbrug af forskningsresultater – har fået mindre opmærksomhed. Det følgende søger at råde bod på dette og vil også anholde, at sparepolitikkens fundament er rystet: Der var nemlig aldrig et sådant fundament i RR’s artikel.

Minusprocentens magt

RR har indsamlet data for BNP-vækst og offentlig gæld som procent af BNP for en række lande gennem århundreder. Deres præsentation af data for 20 ’rige’ lande efter Anden Verdenskrig har dog vakt størst opmærksomhed. Her sorterer RR data i fire gældskategorier og præsenterer landenes gennemsnitlige vækst i disse. For offentlig gæld under 90 procent af BNP (dette omfatter tre kategorier) er den tilhørende vækst ca. 3-4 procent. For offentlig gæld over 90 procent er den tilhørende vækst -0,1 procent. Det er alt. Men det er nok til, at artiklen har fået enorm opmærksomhed: Tallet -0,1 procent virker simpelthen voldsomt (de fleste overser derfor også, at RR rapporterer medianvækstraten, altså gennemsnittet af datasættets midterste værdier, som væsentlig højere).

Ingen teori bag

Bemærk at RR udelukkende giver en præsentation af data. Kategorierne for gæld er tilfældigt valgt – ikke fordi data tilsiger det. Præsentationen siger intet om, hvad der påvirker hvad. Er det høj gæld, der forårsager lav vækst eller omvendt? Er det andre faktorer, der påvirker vækst og gæld i modsat retning? Der opstilles ingen teori, der søger at forklare de observerede sammenhænge (så der m.a.o. ingen teori, der kan lægges i ruiner), eller formulerer hypoteser om, hvordan f.eks. finanspolitik påvirker vækst og gæld. Der foretages ikke nogen statistisk analyse af, om de rapporterede vækstrater er signifikant forskellige. Og da der kun optræder syv lande i gældskategorien over 90 procent, og da flere kun har få år med så høj gæld, er det oplagt, at ’-0,1’ ikke er særlig robust. Af alle disse grunde er artiklen helt uegnet som basis for anbefalinger vedrørende offentlig politik. Som akademisk artikel er dens bidrag selve dataindsamlingen, men den skødesløse brug af disse ville normalt ikke gøre artiklen værdig til publicering.

Regnefejlen og de nye data

HAP har i deres artikel som udgangspunkt villet genskabe resultaterne i RR og har modtaget et opdateret regneark med data og beregninger fra RR. Ved arbejdet med dette har de opdaget en kodefejl, som betyder, at RR ikke har medtaget fem af de betragtede 20 lande. Af disse har Belgien offentlig gæld over 90 procent af BNP i adskillige år, og med dets gennemsnitlige vækstrate på 2,6 procent betyder det, at ’-0,1 procent’ nu bliver til ’0,3 procent’. Dét er regnearksfejlen, men hvor pinlig den end er, har den ikke den store betydning.

Mere interessant er, at RR har fundet nye data for flere lande for årene lige efter Anden Verdenskrig. Flere af disse er lande med gæld over 90 procent (Australien, Canada og New Zealand). Det betyder, at HAP kan føje to lande til denne kategori samt opjustere New Zealands vækst. Dét kan mærkes, idet den gennemsnitlige vækst i denne kategori nu bliver 1,9 procent. Endelig foretager HAP alternative beregninger af gennemsnitlige vækstrater, hvor landene ikke vægtes ligeligt, men i forhold til antal år i en given gældskategori. Dette bringer den gennemsnitlige vækst i +90 procent gældskategorien op på 2,2 procent. Hertil skal det blot nævnes, at der ikke er nogen ’rigtig’ måde at vægte lande på (om end HAP kækt kalder RR’s metode for »ukonventionel«). Og så er vi gået fra -0,1 procent til 2,2 procent, og de fleste konkluderer, at der ikke er nogen basis for sparepolitik.

Som det fremgår, har den oprindelige regnearksfejl minimal betydning. Men HAP demonstrerer, at RR’s artikel ikke indeholder holdbare resultater. Inkluderer man flere data, får man markant andre resultater. I relation til diskussionen om sparepolitik er man dog ikke blevet klogere. HAP’s artikel er en udvidelse af en i den sammenhæng helt utilstrækkelig artikel. De foretager dog en statistisk analyse, som viser, at vækst er to procent lavere ved gældsniveauer over 90 procent i forhold til niveauer på 0-30 procent (i forhold til gældsniveauer på 30-90 procent er væksten én procent lavere); dvs. de påpeger også en negativ sammenhæng mellem vækst og offentlig gæld. Men der vises intet som årsagssammenhæng, der er ingen teori, hvorfor dét heller ikke er særlig brugbart som baggrund for finanspolitiske tiltag.

En typisk ’sommer’ artikel

Men man kan med rimelighed spørge om, hvorfor RR overhovedet er blevet publiceret? Og endda i et af professionens mest prestigefyldte tidsskrifter, American Economic Review. Problemet er, at artiklen er publiceret i tidsskriftets sommernummer, som indeholder korte artikler baseret på inviterede foredrag. Artiklerne undergår ikke den normale proces, hvor anonyme eksperter grundigt kommenterer og kritiserer indsendte artikler. I sommernummeret trykkes tingene relativt kritikløst, og det er som regel kendte økonomer, der bliver inviteret (eller nogle, som kender nogen). Det er et problem, som er kendt i professionen, og derfor tillægges disse artikler ikke den store vægt. Og RR’s artikel er en typisk artikel fra et sommernummer. En kort præsentation af noget indledende arbejde med nogle nye data.

Problemet er selvfølgelig, at det kan politikere som Paul Ryan og Olli Rehn ikke vide. De ser stemplet ’American Economic Review’ og tillægger naturligt artiklen stor autoritet. RR har derfor et ansvar. Man kan ikke klandre dem for at skrive en tynd artikel. Det er ikke forbudt at bedrive dårlig videnskab eller lade det publicere ’fint’, når man nu inviteres til det. Men når de ser, at artiklen bruges af politikere på måder, som artiklen ikke giver belæg for, da bør de reagere. Det er deres moralske forpligtelse. Og da deres hjemmesider er fyldt til randen med henvisninger til, hvor deres artikler (inkl. den her diskuterede) er nævnt i medier m.m., kan de ikke påstå, at de er uvidende om artiklens gennemslagskraft.

Ikke et tag selv-bord

Men politikere og meningsdannere skal også tænke sig om. De fremdrager ofte kun analyser, som støtter deres holdning. Og fandtes RR ikke, ville Ryan, Rehn m.fl. sagtens kunne have fundet andre artikler, som støttede deres agenda. Men akademiske arbejder er ikke et tag selv-bord, hvorfra man blot vælger, hvad man kan lide. Videnskab er en benhård og kold hævner i relation til et sådant selektivt misbrug. Man skal smage på det hele, og kun spytte det dårligt tilberedte ud. Denne proces kan så involvere professionel assistance, og mon ikke Ryan og Rehn har lært dette på den hårde måde nu? Denne banale og basale indsigt er kernen i al omgang med akademisk litteratur. Det er synd, at denne indsigt i nærværende ’sag’ bliver forplumret af jublen over et par Harvard-økonomers fejl i et regneark og disse fejls påståede ansvar for aktuel sparepolitik.

 

Henrik Jensen er professor ved Økonomisk Institut, Københavns Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Steffen Gliese
    Steffen Gliese
  • Brugerbillede for John Hansen
    John Hansen
  • Brugerbillede for Benjamin Skou
    Benjamin Skou
  • Brugerbillede for Viggo Helth
    Viggo Helth
  • Brugerbillede for Poul Schou
    Poul Schou
  • Brugerbillede for Stig Bøg
    Stig Bøg
  • Brugerbillede for Kristian Rikard
    Kristian Rikard
Steffen Gliese, John Hansen, Benjamin Skou, Viggo Helth, Poul Schou, Stig Bøg og Kristian Rikard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Viggo Helth
Viggo Helth

Det viser også hvor ukritisk og med hvor stor uvidenhed politikere bruger hvad passer dem bedst for at opkaste sig selv som expert.

Lennart Kampmann, Steffen Gliese og John Hansen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Benjamin Skou
Benjamin Skou

Tak for en nuanceret fremstilling af RR's artikel. Det var til at blive klogere af!

Som ikke-økonom ser jeg sparepolitikken som politik. Alle ønsker fremtidig vækst i Eurozonen, men striden står om, hvilken form for vækst, man ønsker.

Man kan sagtens argumentere for, at sparepolitikken på sigt fører til vækst. Også selv om tidligere eksempler fra Argentina fører i en anden retning. Den disciplinering, der sker i et så tæt politiks samarbejde som EU, skal man ikke underkende. Der er investeret så meget politisk kapital i EU og Euroen, at landene vil gå på kompromis med mange ting for at holde sammen på det hele.

Min holdning er, at selve ECB som en organisation, der ensidigt fokuserer på inflation uden at tage højde for beskæftigelse, er det væsentligste problem. Derudover er finanspagtens arbitrære niveauer for budgetunderskud og gæld en væsentlig hæmsko for det politiske mulighedsrum. Det har intet med videnskab at gøre, men er politik.

En form for vækst kunne finansieres ved at udskyde implementeringen af finanspagten i Sydeuropa indtil 2020 og samtidig skrue op for massive investeringer i den sydeuropæiske industri. Det vil altså sige: give Sydeuropa konkurrencemæssige fordele, der strider mod ideologien i Det Indre Marked.
En anden form for vækst er at blive så tyske som tyskerne - omgå overenskomster for lavtlønnede, udsulte satserne på overførsler til arbejdsløse, kritikløst importere udenlandske løndumpere, øge andelen af working poors m.v. - og samtidig få styr på skatteindbetalingerne, selvfølgelig.
Ingen tvivl om, hvilken form for vækst, der arbejdes for pt. Sydeuropæerne skal rette ind og konkurrenceevne opnås alene ad sparevejen. Punktum.

Spørgsmålet er desuden, hvordan vi reagerer herhjemme, når vi en dag bliver "tilbudt" for alvor at blive så tyske som tyskerne.

Brugerbillede for Steffen Gliese
Steffen Gliese

Det er jo på alle områder, at politikerne handler så uforsvarligt. Prøv at høre, hvordan Antorini plukker i de heldige eksempler og bagatelliserer de elementer, der stiller krav til politikerne.
Al politik går i disse år ud på at friholde politikerne for ansvar! Sådan har det været i mere end et årti, hvor "ansvarlighed" alene har været et spørgsmål om ikke skulle leve op til det, man var valgt til at varetage på borgernes vegne.

Brugerbillede for Steffen Gliese
Steffen Gliese

Der er jo i øvrigt ikke brug for al den vækst, kun at man stopper grådigheden blandt virksomhedsejerne og i det overflødige fedtlag af mellemledere.

Brugerbillede for Kristian Rikard
Kristian Rikard

Tak til professor Henrik Jensen for en i mine øjne fremragende artikel. Ikke mindst fordi den forsøger at splitte diskussionen op i de to relevante bestanddele: Den akademiske og den politisk/kommunikationsmæssige.