Kommentar

Thorning er ingen Stauning

Det er absurd at sammenligne Thorning med Stauning, som professor Peter Nedergaard gjorde i Information for nylig. De to socialdemokratiske statsministre kunne næppe ligge længere fra hinanden, hvad angår den politik, de hver især har ført for at få Danmark ud af hhv. 30’ernes depression og 00’ernes finanskrise
Debat
30. maj 2013

Thorvald Stauning og Helle Thorning-Schmidts socialdemokratier hævdes at have lighed med hinanden. Ja gamle Stauning ville formodentlig have sat pligt foran ret, ifølge professor Peter Nedergaard, lidt ligesom dagens socialdemokrater er på vej til (Informations forside m.m. 18. maj).

Læseren får således fremmanet billedet af en nuværende statsminister, der er ved at finde tilbage til partiets sande rødder. Men sammenligningen er på (næsten) alle områder skingrende vanvittig.

Thorvald Staunings socialdemokrati havde lutter fremgang i 1930’erne, hvis vi ser bort fra vigende tilslutning til Folketinget i 1939 (som dog stadig lå klart over partiets 1929-valgresultat). Forklaringen herpå er ikke, at der blev appelleret mere til den enkeltes pligt, selvhjælpsviljen som det hed dengang. Tværtom!

I skyggen af verdenskrisens massearbejdsløshed indebar hver eneste velfærdslovgivning i 1930’erne, at fællesskabet påtog sig et øget ansvar. Tydeligst kom det til udtryk i de løbende ændringer af arbejdsløshedslovgivningen, hvor det offentliges og arbejdsgivernes andel nåede op på 60 procent i 1937. Man kan her registrere en indiskutabel forskydning over mod mere fælles finansiering.

Politik uden om de borgerlige

Men Stauning gik immervæk til bal i den borgerlige helt på linje med Helle Thorning, kunne man indvende. Det er rigtigt, at Staunings socialdemokrati ofte fremstilles som partiet, der stabiliserede samfundsudviklingen gennem stort anlagte kompromisser med de borgerlige partier Venstre og Konservative.

Det er også rigtigt, at Venstre fik lettelser til landbruget mod mere velfærd. Denne beskrivelse tager imidlertid ikke højde for to forhold: Ved Kanslergade-forligets socialreform foretog Socialdemokratiet taktisk retræte, men udelukkende ved at give afkald på elementer i egne udspil, retskrav blev i nogle tilfælde konverteret til skønskrav bestemt af kommunerne. Det samlede resultat var en fremrykning til gunst for fællesskabet.

Da Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre i 1936 også erobrede magten i Landstinget, blev flertalsmajestæten brugt uden forbehold på centrale velfærdsområder: Det gælder lærlingeloven, arbejdsløshedslovgivningen, den banebrydende ferielov, loven mod overarbejde, saneringsloven og nedsættelse af aldersrenteloven til 60 år blev sågar vedtaget med det snævrest tænkelige flertal i Landstinget. Regeringspartierne, det vil sige Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre, viste magt, som de havde agt i en polariseret rigsdag, da de først besad flertallet.

Reformerne havde en moderat virkning, men stødretningen var klar: Hver eneste reform indebar flere rettigheder til arbejderklassen – i enkelte tilfælde alle borgere. Hertil kom de reformer, der blev gennemført takket være et truende flertal.

Protektionisme vs. liberalisme

Jamen et eller andet sted må man da kunne finde belæg for Nedergaards tese. Tjo … Både Stauning og Thorning stod i spidsen for en regering, der ville skabe gunstigere kår for erhvervslivet. Midlerne er blot ganske forskellige:

I 1930’erne var det gennem en protektionistisk orienteret politik, der i ly af Valutacentralen og statsorganiserede handelsaftaler førte til en ny og mere alsidig industristruktur. Socialdemokratiet måtte betale en pris, nemlig indskrænkning i aktionsretten for ikke at udfordre de bilaterale handelsaftaler. Det skabte murren hos sømænd og arbejdsmænd og massiv kritik fra DKP, men denne uro anfægtede på intet tidspunkt Socialdemokratiets suveræne position i fagbevægelsen. I dag gøres der brug af en neoliberal udbudsøkonomi som grundprincip – med flere ledige til følge. Bedringen kommer i overmorgen, siger den knæsatte doktrin. Det sidste skaber vælger- og medlemsflugt.

Nedergaard er næppe tynget af studier i dansk mellemkrigstid.

Søren Kolstrup er velfærds- og arbejderhistoriker og formand i Selskabet til forskning i arbejderbevægelsens historie (SFAH)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

steen ingvard nielsen

Er der mon noget bedre end fakta?

Anders Lundkvist

Helt enig.

Her lidt yderligere belæg. Først dette Stauning-citat fra juni 1931, altså fra begyndelsen af verdenskrisens nedslag i Danmark:

” Den kapitalistisk-liberalistiske teori om nedskæring af de offentlige udgifter i krisetider må bekæmpes, da virkningerne bliver mindre købeevne og forøget arbejdsløshed. Stat og kommune bør netop ved at iværksættelse af offentlige arbejder og ved opretholdelse og udbygning af sociale og kulturelle institutioner for hygiejne, sociallovgivning, skolevæsen osv. bidrage til den størst mulige produktion og omsætning. men da kriserne sikkert vil få lang varighed eller vil være tilbagevendende, må det tilrådes, at staten og kommunerne skaber et organ, der kan tilvejebringe plan for større offentlige arbejders udførelse, således at samfundets indsats på dette område ydes i tider, hvor det private initiativ er lammet af krisevanskeligheder.” (Citatet er fra Svend Aage Hansen og Ingrid Henningsen: Danske Socialhistorie 1914-39, s. 279, Gyldendal 1984).

Altså keynesianisme (før Keynes); udbygning af den offentlige sektor, fordi det private initiativ er lammet; og endda lidt socialistisk planøkonomi, som han andre steder talte begejstret om, fx så Socialdemokraterne dengang ikke Valutacentralens kapitalkontrol som noget midlertidigt, men som et skridt i den rigtige retning.
Heroverfor fører Thorning en nedskæringspolitik, der undergraver købekraften. Hun skærer den offentlige sektor ned (vækst her på sølle 0,4%), ved at fyre statsansatte og ved at tvinge kommunerne til ligeledes at fyre i store bundter; i stedet satser hun på det private initiativ, selv om det – som i 30erne – ikke rokker sig ud af stedet.
Jeg kan kort sagt ane visse forskelle mellem Stauning og Thorning.

Lad os blade videre til side 282 i nævnte bog, der handler om Staunings faktiske beskæftigelsespolitik:

”Visse indgreb havde til formål at skabe mere arbejde /hvormed menes 'arbejde', ikke 'arbejdsudbud', min bemærkning/, andre havde til hensigt at sprede det eksisterende arbejde på flere hænder. Til den første gruppe hørte nødhjælpsarbejder, andre offentlige arbejder, grundforbedringslån, foranstaltninger til fremme af byggeriet og tilskud til merbeskæftigelse. Til den anden gruppe må henregnes den nedsættelse af aldersgrænsen for opnåelse af aldersrente fra 65 til 60 år, som skete i 1937, og visse bestemmelser i overarbejdsloven /nemlig stramninger/ af samme år. Til samme arbejdsfordelende kategori hører, selv om den ikke var bestemt af krisesituationen, ferieloven af 1938, der gennemførte to ugers ferie med løn for arbejdere og funktionærer.”

Her synes jeg man kan ane en vis forskel til Thornings politik. Stauning vil bekæmpe arbejdsløsheden ved at fordele det eksisterende arbejde, Thorning ville have at de beskæftigede skulle arbejde 12 minutter mere og at ældre skal arbejde i flere år; hun vil øge arbejdsudbuddet, selv om det i krisetider betyder øget arbejdsløshed.

Stauning var socialdemokrat, Thorning er liberalist.

Dennis Berg, Heinrich R. Jørgensen og n n anbefalede denne kommentar

"Nedergaard er næppe tynget af studier i dansk mellemkrigstid."

Han er ikke den eneste. Det synes som de fleste danskeres historiske hukommelse er ikke eksisterende.
Nærmest på linie med hvad vi fik at spise i går.

Derfor er det godt Søren Kolstrup tager fat på den ende.

Tak for det

Heinrich R. Jørgensen og Nic Pedersen anbefalede denne kommentar
Dennis Berg

Hun er ikke liberalist, men neo-liberalist.

Dennis Berg

"Hun er ikke bare..." mente jeg.

Næh Dennis Berg

Hun er Egoliberalist

Michael Kongstad Nielsen

Andre meget vigtige forskelle var, at Stauning sørgede for devaluering af kronen, hvilket Thorning aldrig kunne finde på, ja, hun ville anse det for landsskadelig virksomhed, Stauning forhindrede arbejdsgivernes krav om 20 % lønnedgang, og nedlagde forbud mod deres lockoutvarsel mod det meste af arbejdsstyrken, hvor Thorning-regeringen bifalder SAS-ledelsens og andre selskabers nedsættelse af lønnen, og selv laver lockout mod diverse offentligt ansatte.

Rasmus Kongshøj, Dennis Berg og Heinrich R. Jørgensen anbefalede denne kommentar