International kommentar

Tiden er kommet til at forlange det umulige

FN’s årtusindmål skal snart erstattes af andre mål. Der er brug for alternativer til den eksisterende økonomiske vækstmodel, som ikke holder i længden
Debat
10. maj 2013

I 2000 opstillede FN sine Millennium Development Goals, der skal være opfyldt i 2015. Det er gået bedre, end man kunne have frygtet. Der er således grund til at tro, at en del af målene rent faktisk bliver nået. Denne relative succes har naturligvis bevirket, at man nu er i fuld gang med at formulere nogle nye såkaldte post-2015-mål. Om få uger kommer FN’s nedsatte High Level Panel of Distinguished Persons med et bud, de vil præsentere for FN’s generalsekretær.

Men meningerne er delte på alle leder. Nytter det noget? Nogle civilsamfundsorganisationer mener, at det er »verdens vigtigste debat«. At få opstillet nogle globale mål for, hvordan vi sikrer os, at kloden udvikler sig på en måde, så vi ikke har de nuværende 15 millioner mennesker årligt, der dør af sult, samtidig med at vi sviner og bruger energi og andre naturressourcer, som om vi var lemminger, er for nogle helt essentielt. Og denne gang skal vi formulere mål, der ikke kun retter sig mod at udrydde fattigdommen i dens forskellige former. Vi skal have alle verdens lande med på at sikre en mere bæredygtig udvikling, så vi undgår global økologisk nedsmeltning.

Tomme ord?

Andre stemmer mener, at det er tomme ord, der alligevel ikke kan nås til enighed om: Det er noget, FN prioriterer højt, fordi alt andet, de har rørt ved siden 11. september 2001, har været en fiasko. Det giver ikke mening, når vi ikke engang kan blive enige om små lavpraktiske forordninger, som f.eks. den efterhånden gamle internationale vedtagelse om at give 0,7 procent af BNP i udviklingsbistand. Opstillingen af mål uden bindende tilsagn om massiv finansiering risikerer at underminere det internationale systems legitimitet yderligere.

Den samlede ngo-stand risikerer ydermere at fungere som figenblad for FN’s High Level Panel. De kan nu, efter at civilsamfundsorganisationer i hele verden er kommet med deres forskellige input, hævde, at de har haft en »frugtbar, inklusiv dialog med en bred vifte af repræsentanter for fattige og marginaliserede befolkningsgrupper«. Og så ellers komme med et mere eller mindre indholdstømt dokument, der ikke forpligter nogen til noget som helst.

Paradoksal rationalitet

Mellem verdens forskellige lande er uenighederne ligeledes enorme. De fattige lande kræver retfærdighed – nu må de rige lande holde for. De nye mellemindkomstlande kræver retten til vækst og til de ressourcer, denne vækst kræver. Og de rige lande er ikke indstillet på selv at stille om.

Samtidig er vi i en lidt spøjs situation, som filosoffen Slavoj žižek har påpeget: Vi diskuterer nogenlunde sagligt og ædrueligt, at vi er ved at bevæge os mod voldsom global opvarmning, økologisk nedsmeltning, omfattende forurening, gigantisk fødevareusikkerhed og udtømning af vitale naturressourcer. Men samtidig er vi ude af stand til overhovedet at forestille os et økonomisk system, der er bare en lille smule ændret i forhold til den globalt herskende neoliberale model. At være ’realpolitisk’ vil med andre ord sige at formulere sig inden for en diskurs, der anerkender en økonomisk rationalitet, der synes uomgængelig, men som samtidig kan få fatale og irreversible konsekvenser.

De danske civilsamfundsorganisationer er gået sammen om at lave et positionspapir, som vi præsenterede for regering og folketing i februar. Det er klart, at vi her har skullet finde en til tider vanskelig balance. Som civilsamfundsorganisationer synes vi, det er naturligt, at vores forslag til en post-2015-dagsorden bør være visionært; det bør præsentere forestillingen om et alternativ til den nuværende økonomiske vækstmodel, som man ikke behøver at være revolutionær for at kunne se ikke holder i længden.

Samtidig skal man tage udgangspunkt i en eller anden form for politisk realisme, medmindre man bare vil stå på sidelinjen og råbe. Her har det i noget omfang knebet. På civilsamfundskonferencer rundt omkring i verden bliver der gang på gang vedtaget resolutioner om, at vi kræver »stop for global ulighed«, »en ny social kontrakt«, »væk med skattely« – alt sammenudmærkede forslag, men måske nok lidt mere ambitiøse, end folk egentlig gør sig klart.

Medlemmer af High Level-panelet har udtalt, at det nok er begrænset, hvad man kan forvente at få mobiliseret af forpligtende finansiering til en ambitiøs post-2015-dagsorden. Her er det imidlertid værd at holde sig for øje, at hvis der er den politiske vilje blandt magthaverne, er det jo netop muligt at tage vidtgående beslutninger med dramatiske internationale konsekvenser. Da bankerne for nylig var i klemme, var det tilsyneladende ikke vanskeligt at finde endog overordentligt store statslige midler til at sikre dem.

Det har ligeledes været muligt at mobilisere astronomiske beløb til terrorbekæmpelse. Tusinder af milliarder er brugt i Afghanistan og Irak (uden at nævne de menneskelige ofre). Men også f.eks. de omfattende antiterrortiltag, som enhver flypassager døjer med, har kostet enorme ressourcer.

Man skal således være forsigtig med at afskrive politiske dagsordner som urealistiske. Og med de gigantiske globale udfordringer er det måske ligefrem på sin plads at genoplive den gamle 68-parole:

»Vær realist – forlang det umulige.«

 

Henrik Nielsen er akademisk medarbejder på NGO FORUM’s sekretariat. Se de danske civilsamfundsorganisationers positionspapir på www.ngoforum.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her