Kommentar

Uddannelseskløft fordrer kvalitetsløft

16. maj 2013

Claus Jensen, formand, Dansk Metal

I seks år har vi haft den ambitiøse målsætning, at 95 procent af en ungdomsårgang skal gennemføre en ungdomsuddannelse i 2015. Hvis målet skal nås, kræver det en lige så ambitiøs satsning på at forbedre kvaliteten af erhvervsuddannelserne. Dansk Metal har derfor høje forventninger til forårets forhandlinger om kvaliteten i erhvervsuddannelserne, som regeringen har sat i gang. Nøglen er at flere unge gennemfører en erhvervsuddannelse. Hovedparten af de unge, der aldrig tager en ungdomsuddannelse, falder nemlig fra en erhvervsuddannelse.

Regeringens folkeskolereform er et skridt i den rigtige retning. Mere uddannelsesparate afgangselever vil naturligvis medføre, at flere bliver i stand til at gennemføre en ungdomsuddannelse. Men andelen af unge, der tager første skridt og søger ind på en erhvervsuddannelse, er faldet drastisk i løbet af de sidste 10 år. Blot hver femte af folkeskolens afgangselever i 2012 valgte at søge ind på en erhvervsuddannelse. I 2001 var det hver tredje. Ifølge DREAM vil kun 89 procent af 2015-ungdomsårgangen gennemføre en ungdomsuddannelse. Når vi fremadrettet taler om 95-procent-målsætningen bør vi derfor præcisere, at 40 procent af disse skal have en erhvervsuddannelse. En sådan målsætning vil øge fokus på erhvervsuddannelsesområdet både i kroner og i kvalitet. For det er her, de store udfordringer ligger.

Usikkerhed i svendebrevet

Udsigten til problemer med at finde praktikplads, usikkerhed om jobmuligheder og dårligt omdømme får mange unge til at vælge studenterhuen frem for svendebrevet. De der vælger erhvervsuddannelsen oplever ofte, at skolens udstyr slet ikke svarer til virksomhedernes.

Det er frustrerende, når både elever og skolerne selv vurderer, at kvaliteten af skolens teknologi er afgørende for kvaliteten af uddannelserne. Man kan ikke uddanne unge til fremtiden med fortidens maskiner. Universiteternes laboratorier og udstyr blev opgraderet af Globaliseringspuljen, nu er det på tide, at erhvervsskolerne får samme kvalitetsløft med nyt udstyr, efteruddannelse af lærerne, lettere adgang til videregående uddannelse og øget forskningssamarbejde. Det er nødvendigt for at sikre, at flere unge starter på og gennemfører en erhvervsuddannelse.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Viggo Helth
  • Bill Atkins
Viggo Helth og Bill Atkins anbefalede denne artikel

Kommentarer