Kommentar

De virkelige milliarder ligger gemt i virksomhedernes madrasser

Vi befinder os midt i en investeringsstrejke: Virksomhederne gemmer på milliarder i kolde kontanter, der kunne udgøre nøglen til genopretning af økonomien
16. maj 2013

Du kender rumlen under en recession: Strømmen i floderne stopper, fabrikkerne går i stå, bankerne smuldrer, og afgrøderne tørrer ud. Eller, for at være mere præcis: Intet af dette sker. Alt hvad vi har brug for af fødevarer, boliger og tøj på kroppen findes stadig. Krisen består i den måde, vi organiserer samfundet.

Hvis vi har lært noget som helst af de sidste fem år, er det, at der ikke findes en socialt neutral måde at løse en sådan krise. En af depressionens store skandaler er måden, hvorpå de rige har scoret kassen, mens de fattige straffes gennem nedskæringer. For nylig beskrev The Guardian, hvordan de 100 rigeste briter gemmer milliarder af vejen i oversøiske skattely.

Bevægelsen UK Uncut har længe påpeget, at man blot ved at lukke huller i skattelovgivningen, der gør det muligt for de rige at beholde deres penge, kunne skaffe tilstrækkeligt skattegrundlag til at overflødiggøre nedskæringer.

Den pointe rummer et element af sandhed. Regeringen har tydeligvis valgt en vej ud af krisen, angiveligt for at afbetale gæld, som har den konsekvens, at endnu mere rigdom og magt bliver overført til de rige og magtfulde.

Kapitalistisk ressourcespild

Noget på sin vis langt mere skandaløst er imidlertid det knapt så kendte forhold, at britiske virksomheder sidder på 318 milliarder britiske pund i kontanter, fordi de ikke kan få øje på profitable investeringsmuligheder. Sådan har det været i årevis. Regeringen har forladt sig på forestillingen om den private sektor som motor i genopretningen. Udvid produktionen og invester, lyder opfordringen fra vicepremierminister Nick Clegg, mens finansminister George Osborne har tryglet virksomhederne om at bistå regeringen i »kampen mod stagnationens kræfter«. År efter år fortæller statistikkerne imidlertid den samme nedslående historie: Virksomhederne nægter at udvide og investere.

Dette må betegnes som en investerings-strejke. Og dens konsekvenser er langt værre end hullerne i skattelovgivningen, fordi investeringskapital er vigtigere for beskæftigelsen og velfærden end de riges forbrug af luksusvarer, som beskyttes af muligheden for skatteunddragelse. Det er et karakteristisk kapitalistisk ressourcespild: Hvis det ikke giver profit, er det ikke umagen værd.

Håber på en ny boble

Samtidig fortsætter stagnationen i udlån på trods af flere års kvantitative lettelser, som skulle gøre det lettere for virksomheder at låne. I den seneste Bank of England-rapport om lånetrends fra april, står der:

»Væksten i udlån til britiske virksomheder var negativ i årets første måneder. Udlånsbestanden til både små, mellemstore og store virksomheder er mindsket over denne periode.«

Dette skyldes delvist, at mange sektorers efterspørgsel på kredit, herunder på boligmarkedet, er stagnerende eller faldende. Problemet for regeringen er, at der ikke kan skabes varig økonomisk genoprettelse drevet af private virksomheder, hvis de bliver ved at holde på deres penge og nægter at låne, fordi de ikke er sikre på profit.

Regeringen antager tilsyneladende, at væksten før eller siden vil finde tilbage til sit tidligere leje. En boble i en eller anden sektor vil medføre en hektisk investeringsbølge og stærkt stigende markedsværdier. Pengestrømmen vil løsne op, boligejere vil føle sig rigere, og man vil kunne gå til valg på et moderat inflatorisk budget.

Demokratiets pisk

For dem, som er bekymrede over udsigten til, at der skabes en ’tabt generation’ uden muligheder for job eller uddannelse, et stigende antal fattige børn og en permanent høj arbejdsløshed, mens vi venter på, at erhvervslivet får hænderne op af lommerne, må der imidlertid findes et andet svar.

Og det svar er enkelt: en ’genopretning’ med det offentlige som drivkraft. Hvis virksomhederne sidder på milliardprofitter, bør vi beskatte dem og gøre brug af de penge. Det er disse skjulte milliarder, vi burde være på jagt efter. Og vi burde gå længere endnu. Hvis bankerne ikke vil arbejde for os, må vi tvinge dem: Nationaliser dem og omdan dem til offentlige forsyningsselskaber.

Det samme gælder de virksomheder, der ikke investerer i den infrastruktur, transport, grøn økonomi og service, vi har brug for – nationaliser dem og skab grundlag for flere højtlønnede jobs. Snarere end at bruge markedspisken til at sænke lønninger og levestandard bør demokratiets pisk bruges til at presse dem opad.

En ’genopretning drevet frem af den private sektor’ har været en stor succes målt på de riges velstandsniveau. Men for alle andre har den strategi alene ført til yderligere stagnation og social uretfærdighed. Det er på høje tid at få fingre i virksomhedernes milliarder og investere dem i genopretning af den offentlige sektor.

Richard Seymour er aktivist, blogger og forfatter til ’The Liberal Defence of Murder and The Meaning of David Cameron’

© The Guardian og Information. Oversat af Nina Trige Andersen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Per Møller
  • Toke Andersen
  • Anders Kristensen
  • Dennis Berg
  • Holger Madsen
  • Brian Rosberg
  • Bob Jensen
  • peter fonnesbech
  • Torben K L Jensen
  • Jakob Clemen
  • Michael Bruus
  • Claus Kristoffersen
  • Jens Falkesgaard
  • Niels Mosbak
  • HC Grau Nielsen
  • Bill Atkins
  • Steen Sohn
  • Niels Engelsted
  • Henrik Darlie
  • Per Torbensen
  • Eva Bertram
  • Erik Jensen
Per Møller, Toke Andersen, Anders Kristensen, Dennis Berg, Holger Madsen, Brian Rosberg, Bob Jensen, peter fonnesbech, Torben K L Jensen, Jakob Clemen, Michael Bruus, Claus Kristoffersen, Jens Falkesgaard, Niels Mosbak, HC Grau Nielsen, Bill Atkins, Steen Sohn, Niels Engelsted, Henrik Darlie, Per Torbensen, Eva Bertram og Erik Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Bertram

Tak for denne artikel! Burde have stået på forsiden med dens velunderbyggede punktering af myten om 'markedets' evne til at løse alle problemer. En myte der flittigt luftes af såvel regering som opposition...

Karsten Aaen, HC Grau Nielsen og Niels Engelsted anbefalede denne kommentar
Niels Engelsted

Når forbrugerne også er lønmodtagerne, kan kapitalen ikke investeres med profit. Det er logisk umuligt. Profitten forudsætter nemlig, at omkostningen til lønmodtagerne er mindre end de producerede varers værdi, og så har lønmodtagere ikke købekraft til at købe dem, når de skal optræde som forbrugere.

Kald det logik for burhøns.

Steffen Gliese, Tue Romanow, Jens Falkesgaard, Grethe Preisler og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar
Henrik Brøndum

De private husholdninger er nu lige saa skyldige i at puge penge som virksomhederne - begge dele er helt forventeligt under krisen.

Om det offentlige trykker nogle penge selv eller opkraever dem i skat fra virksomheder og husholdninger spiller heller ikke den store rolle.

Det svaere er at bruge pengene rigtigt. I Danmark ser vi 27 milliarder til forbedret togtransport, der formodentlig ikke vil faa nuvaerende bilister/flyrejsende til at tage toget, men blot forkorte rejsetiden for dem der allerede rejser med tog. For mig at se mangler der de helt oplagte infrastrukturinvesteringer at haelde penge i.

Maaske burde lyset rettes mere mod restriktioner i stil med f.eks. forbuddet mod organiske oploesningsmidler i maling fra 80'erne. Stramning af granesevaerdier for kraeftfremkaldende stoffer, krav om laengere garanti paa varerne, downsizing af landbrug og fiskeri til en mere skaansom udnyttelse af nature. Tankegangen er den same som paa Kofoeds skole: Det foerste man goer naar man haenger med hovedet lidt under vandet er at stille nogle flere krav til sig selv - og saa gaa i gang med at opfylde dem.

Steffen Gliese, Rasmus Kongshøj og Flemming Andersen anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

@)Henrik Brøndum,

Now you talk business, Mr. Brøndum!

Men den får du aldrig de profithungrende, privatiseringsliderlige sponsorer for neoliberalismens apostle, der sidder på pengene, og det kommercielle mediemarkeds 'coalition of the willing', til at købe.

Og så er vi jo lige vidt igen i en æra, hvor branding af produkterne er Gud, og indholdet i pakkerne er underordnet.

Grethe Preisler

P.S. Kender du følgende gruk, Henrik Brøndum?

Peter og lille Malene stod foran Paradis
de ville skillinge sammen og købe en femøres is.

Peter havde en penge, og Malene havde en penge
- de tálte sammen og talte sammen, og tálte og talte længe.

Sammentællingens facit blev jo tristere jo tiere:
Bitter er fælles fattigdom - og to og to bliver fire.

Henrik Brøndum

@Grethe Preisler

Det er ikke alle forretningsfolk der mangler forstaaelse for hvordan samfundsforholdene paavirker deres biks. Et godt eksempel paa en forretningsmands modtraek til det problem Niels Engelsted fremhaever var jo Ford, der fokuserede paa at arbejderne paa hans fabrik fik en loen saa de selv kunne koebe bilerne.

For den enkelte forretningsdrivende er fokus forest og frememst paa markedet og konkurrenterne - hvis en offentlig regulering er administrativt overkommelig og stiller alle ens er den sjaeldent uoverkommelig.

Henrik Brøndum

@Grethe Preisler

Naeh men nu goer. Jeg forstaar nu ikke helt relationen til emnet. (Men lad for Guds skyld vaere med at skabe for megen opmaerksonmhed om pointen: At man ikke faar flere penge af at taelle dem - jeg lever jo af at saelge systemer der taeller penge).

Grethe Preisler

@)Henrik Brøndum,

Ja goe gamle, arbejdervenlige Henry, der gik i kloster, da han havde skrabet penge nok sammen i sin private pengetank til at købe sig til politisk indflydelse. Og sponserede udbredelsen af 'den smukke Adolfs' evangelium i Guds og Fords eget Land, før han stillede støvlerne for good og gik til sine ariske fædre.

Ham har vi hørt en del om her i puslinglandet, der hygger sig i smug, så længe det går an :-)

Flemming Andersen, Niels Mosbak og HC Grau Nielsen anbefalede denne kommentar
Bill Atkins

@Henrik Brøndum

Et godt eksempel paa en forretningsmands modtraek til det problem Niels Engelsted fremhaever var jo Ford, der fokuserede paa at arbejderne paa hans fabrik fik en loen saa de selv kunne koebe bilerne.

Undskyld mig - Er det et godt eksempel? Vi der har set bilismens udvikling tage fart ved hvordan dette transportmiddel skabte sin egen berettigelse ved at omdannede mennesker og samfund til en eskapistismens materialisation uden fremtid.

Richard Seymour taler for de kollektive løsninger.

Grethe Preisler

P.S. Beklager - jeg har ikke så mange penge at tælle, at jeg behøver systemisk hjælp til at tælle dem. Men held og lykke med salget, vi skal jo leve af et eller andet.

Bill Atkins

Hvis jeg skal komme med et indspark til Richard Seymours udmærkede betragtninger, så skulle det lige være, at jeg ikke tror virksomhederne har stukket merprofitten op under madrassen, men at virksomhederne lader pegene arbejde i andre økonomiske regioner hvor profitten er større (danske virksomheder har 1,2 mio. ansatte i udlandet), eller at de simpelt hen er ude og spille på børserne. Alt imens vores kolleger går arbejdsløse herhjemme.

Lise Lotte Rahbek, Flemming Andersen og Grethe Preisler anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

Jeg tror desværre, at du har ret, Bill Atkins. De 'kloge' narrer de mindre kloge, og det har de altid gjort.

Der er efterhånden ingen grænser for opfindsomheden hos de senest tilkomne medlemmer af 'Gullaschbaronernes Internationale', når det drejer sig om kunsten at opfinde nye måder at dressere små ivrige jagthunde til leve af at æde hinandens afkom og haler, mens 'baronerne' konkurrerer indbyrdes om at stryge profitten og konsolidere deres egne magtmonopoler.

Det er lige før tiden er inde til at genoptrykke Jonathan Swift's pamflet fra 1729: 'A Modest Proposal to preventing children of poor people in Ireland from beeing a burden to their parents and country'. Og dele den gratis ud til dem, der er ved at træde tæerne af hinanden på de lokale jobcentre for at få en lille bid af kagen fra i går, før bageren drejer nøglen om i døren og lukker butikken.

randi christiansen, Elisabeth Andersen, Karsten Aaen og Bill Atkins anbefalede denne kommentar
Bill Atkins

Grethe Preisler, Jeg ser du sætter kloge i "" og jeg tror faktisk heller ikke det er de klogeste der narrer os, for dem møder man jo alle steder, og vel trods alt flest i universitetsverdenen, så jeg vi påstå, at de "kloge" er de virkelig paranoide. Jeg så lige et TV-indslag om Substral-millionæren Hans Schmidt. Han havde kørt sin Hvide Rolls Roys ind i den baggård på Nørrebro hvor han var født og opvokset, og midt i sin ordflom om sin egen rigdom sagde han: "Vi må kæmpe for der ikke nok til os alle" - og så kunne man tænke: bare det gik op for alle de fattige - men vi er ikke paranoide, vi tror på imorgen...

...men måske skal vi sætte hælene i engang imellem, specielt når hovmodet bliver for udtalt. 870 mio. sulter.

randi christiansen, Rasmus Kongshøj og Grethe Preisler anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

Bill Atkins, Hvis oksen vidste, hvor stærk den var etc.

Jeg omvendte min usikre unge dattersøn til socialismen ved at fortælle ham anekdoten om den romerske aristokrat, der stillede forslag i senatet om, at slaver skulle udstyres med et mærke på tøjet, så man kunne kende dem fra de frie mænd og kvinder, der færdedes på stadens markedspladser og torve.

Han blev stemt ned på stedet af senatets flertal, der ikke skulle nyde noget af, at plebsen fik så let adgang til at tælle sig frem til, hvor få de 'frie' i grunden var i forhold resten af den romerske befolkning.

Anders Kristensen, Niels-Holger Nielsen, randi christiansen, Lise Lotte Rahbek, Karsten Aaen, Rasmus Kongshøj, Torben K L Jensen, Bill Atkins og Niels Engelsted anbefalede denne kommentar
Nic Pedersen

"Når forbrugerne også er lønmodtagerne, kan kapitalen ikke investeres med profit. Det er logisk umuligt."

Sludder!

Den ene lønmodtager udbytter hjertens gerne den anden!
Selv de reneste hyklere her ser helst f.eks. deres pensionskroner yngle mest muligt og går næsten utvivlsomt rundt i østasiatisk "slavetøj" og skiver deres indlæg på en PC, hvis komponenter er lavet af en billig kuli (deraf prisen)!

Henrik Brøndum

@Niels Engelsted

Jeg forsoeger bare at angribe din akademiske tilgang til debatten. Enhver samfundsindretning vil have fordele og ulemper, og her er der er I artiklen forslag om stoerre statsstyring af investeringerne - som det i forhold til f.eks. Danmark/England er tilfaeldet I de naevnte lande.

Niels Engelsted

Jo, Henrik, men det må være mere end en ulempe, hvis man har en samfundsindretning, der er funderet på en algoritme, der er logisk umulig.

Hvis du svarer, at vores samfundsindretning--kapitalismen--på trods af al propaganda og Bragesnak i virkeligheden ikke er baseret på denne algoritme, markedsøkonomi, fordi der er alle mulige måder uden om markedet at frarøve de arbejdende værdien af deres indsats, og at det i virkeligheden er det, der holder vores samfundsindretning kørende og iøvrigt altid har gjort det, så må jeg selvfølgelig give mig.

@Niels Engelsted:

"Når forbrugerne også er lønmodtagerne, kan kapitalen ikke investeres med profit. Det er logisk umuligt. Profitten forudsætter nemlig, at omkostningen til lønmodtagerne er mindre end de producerede varers værdi, og så har lønmodtagere ikke købekraft til at købe dem, når de skal optræde som forbrugere.

Kald det logik for burhøns."

Jeg har lidt svært ved at få øje på den logik du taler om. Det lyder som om den bygger på at lønmodtagerne er de ENESTE forbrugere; men det er de jo ikke - kapitalejerne er også forbrugere (og investorer, altså aftagere af produktionen af investeringsgoder). Og så hænger indkomstkredsløbet fint sammen, også i en verden med positiv profit.

Bill Atkins

Poul Schou, jeg kan regne ud du ikke har læst Preben Wilhjelms lille pamflet "Den udeblevne systemkritik - det må du se at få gjort. Men her er et lille uddrag:

---
Kvalitativt forandrede afsætningsvilkår
Men for det kapitalistiske system som helhed er denne modsigelse ikke længere blot et teoretisk problem. Med den moderne teknologis masseproduktion er der sket en kvalitativ ændring siden kapitalismens barndom. Modsat kareten skal den masseproducerede bil kunne afsættes også til de arbejdere, der har produceret den, og til deres klassefæller. Det samme gælder snart sagt al anden produktion, computere, mobiltelefoner, fladskærme, møbler, køkkenudstyr, beklædning osv. - så længe vi holder os fra luksusudgaver af de forskellige produkter, og de udgør immervæk en meget lille del af den samlede økonomi. Hele systemets overlevelse er (især i vor del af verden) blevet betinget af, at der ikke betales den laveste pris for lønarbejde.

Michael Kongstad Nielsen, Flemming Andersen, John Hansen og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar

Bill Atkins,

jeg har ganske rigtigt ikke læst nævnte pamflet. Jeg kan nu heller ikke se at det uddrag du bringer, retfærdiggør Niels' påstand. Al produktion skal gerne kunne afsættes, javist, og en del af kunderne er lønmodtagerne som er med til at producere den. Men det er samtidig ret oplagt at lønmodtagerne ikke udgør hele kundegrundlaget, og hvor bliver den logiske umulighed så af?

ost Ostemad

"Og det svar er enkelt: en ’genopretning’ med det offentlige som drivkraft. Hvis virksomhederne sidder på milliardprofitter, bør vi beskatte dem og gøre brug af de penge.".

God værkstedshumor. Der skal gang i det private erhvervsliv, fordi det er der værdierne skabes, og så kommer der åbenbart et seriøst ment forslag om at tage pengene ud af virksomhederne og bruge dem på flødeskum til folket. Det vil selvfølgelig give en kort opblomstring hos landets bagere, men hvad når pengene er brugt, og det private erhvervsliv nu er nødt til at skære ned fordi de ingen penge har til investeringer? Skal der så skaffes flere penge, så man kan få mere flødeskum? Så kan man brandbeskatte bagerne, for nu er det vel der pengene er, eller hvad?

Men bevares, det giver måske nogen fornuft hvis man anser nationaliseringer som en løsning til at sætte gang i tingene. Det kræver selvfølgelig at man glemmer alt om det sovjetiske/østeuropæiske fallitbo, og at selv et gennemreguleret og topstyret samfund som Kina nu bruger den omvendte strategi, de frie markedskræfter, med pæn succes. Men med den form for logik, hvor man ignorerer enhver form for historie eller anden fakta, kan man jo argumentere for hvad som helst. For der er da bare SÅ MANGE eksempler på succesfulde nationaliseringer, der skabte fremgang og velstand. Nu venter vi så bare på et par eksempler....

Michael Bruus

Det virker rimeligt at hævde, at når økonomien ikke cirkulere, men ophobes, går samfundet mere og mere i stå og det virker også rimeligt at hævde, at det er lang at fortrække at løfte bunden i samfundet, frem for at sende flere ned på bunden.

Og den eneste virkelige forhindring for det, ser ud til at være GRÅDIGHED.

Henrik Brøndum

@Niels Engelsted

Nej jeg mener ikke du skal give dig, med hensyn til en teoretisk kritik - men for en stund se paa output af indretningen i forskellige lande.

Jeg maa medgive f.eks. Preben Wilhelm at markedet er hamrende ustabilt i visse situationer, men derfor mener jeg stadig at en blandingsoekonomi med veldesignede institutioner fungerer bedre og med Joseph Schumpeters ord "mere menneskeligt" end en total afskaffelse af kapitalismen - voldelig revolution eller ikke.

Det er jo alt for nemt for mig, at pege paa mislykkede socialistiske lande som f.eks. Nordkorea - saa det overlader jeg til de liberale taagehorn, men dermed burde det ogsaa vaere muligt for dig at traekke i arbejdstoejet, og pege paa konkrete eksempler paa en bedre samfundsindretning.

Niels Engelsted

Henrik, hvis vi bare ser på outputtet af indretningen i forskellige lande, så er de skandinaviske lande p.t. dem med den bedste indretning. Den er man imidlertid ved at demontere i globaliseringens, finanskapitalens og den kapitalistiske konkurrences navn, og det er denne særlige indretning, der nu historisk har nået et kritisk punkt på grund af indbyggede modsigelser, som den jeg startede med at nævne.

Jeg mener ikke, at det er logisk umuligt at have et samfund, hvor de producerede goder blev forbrugt af befolkningen efter andre og mere ligelige principper end under den eksisterende kapitalistiske klassemodel, men der er ikke idag levende eksempler på et sådant samfund. Dem, der var spiren til, er alle gået under på grund af andre modsigelser.

Grethe Preisler

Ak mangen gåde på vor vej, har vi forgæves grublet over
Thi ofte slog vi selv den streg, vi siden selv er snublet over (Kumbel)

Foreløbig ser det ikke ud som om, de kinesiske mandariners eksperiment med at kombinere de værste træk fra to afprøvede 'systemer' (frie markedskræfter på den ene side og undertrykkelse af enhver opposition mod mandarinernes planer på den anden) er opskriften på vejen frem mod det jordiske paradis.

De arme kinesere er ved at knokle sig til døde, drukne i affald og kvæles røg fra den industri, der skal trække deres levestandard op på højde med 'vores'. Lige som eksemplerne på, at 'markedets ordnende hånd' har medført alt andet end paradisiske tilstande for befolkningerne i de lande, hvor dén har fået lov til at lede og regulere fordelingen af livets goder uden statslig indblanding, er legio.

Og hvad angår de 'mandariner' vi 'selv har valgt' til at lede og fordele ansvaret og goderne i EU og lille Danmark, er der ikke meget, der tyder på sandheden i det gamle ord om, at den Gud giver embede, giver han også forstand.

Måske ville vi alligevel have været bedre farne, hvis vi havde haft lidt mindre travlt med at tage livet af Gud og sætte os selv i hans sted, at vi glemte at overveje konsekvenserne, før vi gav vores samtykke til at slukke for hans respirator.

O Tempora o mores og lægtilæskulihvertum. Her flyder alting, og hvis vi ikke tager os i agt, havner vi nok sammen med vore artsfæller fra andre kontinenter på bunden af det store hav, hvor vi efter sigende påbegyndte vores odyssé mod de evige stjerner, hvis støv vi er opstået af.

Den, der lever, får se, hvor længe det her varer ved. Og den, som er død forinden, må gå nysgerrig i sin grav.

Niels Engelsted

Poul Schou,
det du siger er, at når lønmodtagerne ikke kan aftage vareproduktionen på grund af en købekraft, der nødvendigvis må være mindre end vareproduktionens værdi, så kan ejerne af produktionsmidlerne bare aftage overskuddet selv, så det hele kører rundt alligevel.

Et økonomisk system, hvor ejerne af produktionsmidlerne selv forbruger det producerede (minus det fornødne til arbejdskraftens underhold) kender vi fra middelalderens feudale samfund.

Med andre ord siger du, at kapitalismen kan fungere, bare vi giver den et ordentligt tilskud af feudal økonomi.

Det kan du have ret i. Problemet er bare, at den feudale dosis ser ud til at skulle blive større og større, så vi rask væk er på vej væk fra industrikapitalismen, som vi har kendt den i det 20. århundrede og nærmer sig neo-feudalisme.

Men det er vel ikke uforeneligt med min påstand om, at kapitalismens umulighed er en logik for burhøns?

Niels,

det er sikkert rigtigt at det samme har været tilfældet i middelalderens feudale økonomier. Jeg opfatter det som en identitet der er sand i alle økonomier: Den samlede tilgang (udbud) må være lig med den samlede anvendelse (efterspørgsel). Det gælder både i et kapitalistisk, et feudalt og sikkert også et socialistisk samfund. Der er altså ikke noget specielt feudalt over det - derimod er det klart i modstrid med dit regnestykke om at kapitalismens tankegang er en umulighed, medmindre jeg har misforstået det totalt.
Ofte vil man udtrykke det på den måde at den samlede indkomst i verden kan opdeles i arbejds- og kapitalindkomst (hvis vi udelukkende regner med de to produktionsfaktorer). I de fleste vestlige samfund vil man i øvrigt normalt regne med at den første udgør plus minus to tredjedele af den samlede indkomst, og den sidste den resterende tredjedel. De to tilsammen vil så være lig med den samlede anvendelse, som kan opdeles i umiddelbart forbrug (offentligt og privat) og investeringer. Det hænger fint sammen, uanset hvordan fordelingen rent faktisk er mellem arbejds- og kapitalindkomsten. Hvordan følger kapitalismens umulighed af det regnestykke?

Bill Atkins

Poul Schou du siger Men det er samtidig ret oplagt at lønmodtagerne ikke udgør hele kundegrundlaget, og hvor bliver den logiske umulighed så af?

Her til siger Wilhjelm i det citerede: at luksusforbruget ikke kan kompensere nedgang i masseforbruget, men hvis du ikke vil forstå Wilhjelm så kan du jo også skæve til den krise vi er i lige nu: De rige forbruger sandsynligvis det samme som før krisen, og selv om Staten gør hvad de kan for at sætte gang i forbruget og kaster milliarder ud i form af dyrtid og efterløn m.m., så batter det intet så længe fru Jensen ikke vil være med, men sparer op i stedet, samtidig med at hustandsindkomsten daler, pga. almindelig lønnedgang og fordi hver 1/10 er arbejdsløs.

Karl Marx siger intet om 'afsætningsproblemet' fordi det ikke var tilstede dengang alt blev lavet på konkret bestilling:

med Preben Wilhjelms ord:
Afsætningsproblemet, som af gode grunde ikke spiller nogen større rolle hos Marx, er blevet helt centralt. Når vi hører finans- og økonomiministre af skiftende kulører opfordre den almindelige befolkning til 'at svinge dankortet', er det netop en bøn om at stimulere afsætningen. Det havde været utænkeligt i kapitalismens barndom.

En masseproduktion som forudsætter, at ikke blot et privilegeret mindretal, men det store flertal af befolkningerne kan aftage produkterne, svarer ikke til billedet med proletariatet, som "ikke har andet at tabe end sine lænker". De nye vilkår nødvendiggør også en mere tidssvarende opfattelse af klassekampen, som på Marx' tid kunne beskrives meget enkelt og indtog rollen som den socialt drivende kraft i samfundsudviklingen.

Poul, du må altså læse den pamflet jeg tror den kan findes på nettet hvis du ikke vil ofre de 60 kr. den koster - du vil helt sikkert opdage at den er pengene værd.

Karsten Aaen, Flemming Andersen og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Henrik Brøndum

@Niels Engelsted

Godt at hoere samme stoette til de scandinaviske lande som ogsaa kom fra the Economist forleden. The Economist er paa mange maader lig med London School of Economics. Denne fine institution har jeg 3 indgangsvinkler til:

Min svigerinde har sin Master derfra

Ligeledes en supernoerdet Accentuere konsulent af canadisk oprindelse, jeg arbejdede med i Oslo - hvor vi begge floej ind fra London. Han fortalte at hans far fik et chok da han erfarede, at hans soen ville studere paa denne "marxistiske nonne-fabrik".

Sidste sommer arbejdede jeg hos en investeringsfond i et kontor lige ved siden af, og spiste frokost i samme Cafe som de nyudklaekkede kandidater og deres pavestolte familier - mange af asiatisk oprindelse.

Den danske regerings krisestrategi er aabenbart ved at saelge for meget ud af arvesoelvet i den danske model i stedet for som den burde, at skaere det virkelig overfloedige flaesk fra og komme med nogle nyskabelser.

Du er meget velkommen i klubben af Economist/LSE fans der yder deres beskedne bidrag til at faa dem tilbage paa ret kurs - bl.a. via disse debater.

Niels Engelsted

Poul, hvordan forstår du egentlig kapitalisme?

Jeg forstår det sådan her:
En kapitalist lader en vare producere, hvis værdi er større end omkostningerne ved dens tilblivelse, sælger den på markedet, og realiserer merværdien som profit.

Der er altså to forudsætninger:
1. Varens værdi skal være større end omkostningerne ved dens tilblivelse.
2. Varen skal sælges på markedet.

Hvis vi reducerer dine to faktorer til to karakterer: Kapitalisen og Arbejderen, så fremgår det af 1. at Arbejderen ikke har penge til at aftage hele produktionen. Skal varen sælges i sin helhed på markedet skal en anden end Arbejderen altså købe noget af den.
Har vi kun vores to karakterer og ikke Arabiske Slavehandlere, Caraibiske Pirater, Amerikanske Ganstere, Afghanske Warlords, osv, så er der kun Kapitalisten til at købe den resterende del af produktionen.

Men en kapitalist, der køber sine egne varer, for at realisere sin profit, er selvfølgelig noget vrøvl.

Så kan man lave Kapitalisten om til 10 kapitalister, der bytter rundt mellem hinanden, men gør vel ikke nogen principiel forskel?

Michael Kongstad Nielsen

Er afsætningsproblemet og de øvrige dilemmaer og paradokser, I nævner her, ikke bare udtryk for den drift, kapitalismen (i alle former) har mod vækst. Kun væksten fra år til år kan tilfredsstille og "løse" paradokset, at den gennem arbejde værdiforøgede produktion ikke kan afsættes, da der ikke er købekraft nok. Væksten er lig med forventning om at der senere opnås købekraft. Det er ligesom en boble, hvis nogen har hørt det ord før.

Niels Engelsted

Michael, der er ikke noget at sige til, at der hersker så stor forvirring på det økonomiske område, når der er så mange opfattelser af, hvad en kapitalist er. Men din definition passer vældigt godt med industrikapitalismens nuværende afvikling og forvandling til finanskapitalisme, hvor man lever af ågerrenter, arbitrage, spekulation, insider-handler, og kunstigt skabte bobler og andre parasitiske aktiviteter. Jeg tror dog, at man skal holde fast i, at klassisk kapitalisme handler om at skaffe sig profit og øge sin kapital gennem produktion og ikke udlån og spekulation.

Steffen Gliese

Niels Engelsted, den sidste forudsætning for, at din og min logiske forestilling passer, er det, som globaliseringen har forårsaget: at alle varer kan produceres overalt, og at muligheden for varebytte derfor reduceres, samtidig med at priserne falder pga. overproduktionen, så den enkelte virksomhed ikke kan kompensere for faldende priser ved at sætte produktionen op.

Bill Atkins,

beklager, men jeg kan ikke se det skulle være essentiel at læse Preben Wilhjelms essay. Han er sikkert en klog mand, men der er ikke noget i det du indtil nu har citeret, som virker specielt opsigtsvækkende for mig. Konjunktursvingninger er oplagt et af de store problemer i det økonomiske system vi har, men det er jo ikke just nogen revolutionerende nyhed.

Niels,

nu er kapitalisme ikke et ord der så ofte indgår i mit aktive ordforråd, men jeg forstår det som en markedsøkonomi med (hovedsageligt) privatejede virksomheder og privatejet kapital. Så vi er enige om dit punkt 2 - markedsøkonomien.
Jeg er i øvrigt enig i Michael Pedersens distinktion - det er logisk at skelne mellem kapitalejere og producenter, og det er den førstnævnte det vil være mest rimeligt at kalde kapitalist. I praksis er der dog ofte et væsentligt personsammenfald.
Mht. dit punkt 1 afhænger det af hvad du forstår ved "omkostningerne ved varens tilblivelse". Der er omkostninger af mange slags, men for at gøre det simpelt kan vi opdele dem i råvarekøb, løn til de ansatte og et afkast af kapitalapparatet. I almindelig økonomisk teori vil det sidste være lig med en såkaldt "normalforrentning" af kapitalapparatet hvis der er fuldkommen konkurrence på det pågældende marked. Er der ufuldkommen konkurrence (f.eks. et monopol), bliver indtjeningen typisk større, så der vil være tale om en overnormal forrentning.

Hvis du med "Varens værdi skal være større end omkostningerne ved dens tilblivelse" mener at salgsprisen skal overstige omkostningerne til råvarekøb og lønninger, er vi helt enige, for der skal jo også være plads til i hvert fald normalforrentningen af kapitalen. Vi er dermed også enige i at de samlede lønindtægter i økonomien kan ikke aftage hele produktionen - som nævnt vil de typisk måske svare til to tredjedele af produktionens værdi (her ser vi bort fra at arbejderne typisk også skal betale skat, så deres disponible indkomst bliver mindre end de to tredjedele). Resten af produktionen aftages altså af kapitalejerne (igen hvis vi ser bort fra at staten også kan spille en rolle).

Men hvorfor du ser noget mærkeligt i at kapitalejerne også bruger den indkomst de får - altså ca. en tredjedel af fx Danmarks bruttofaktorindkomst - til at købe varer og tjenesteydelser, ved jeg ikke. Det er da helt naturligt. Tænk fx på alle vores pensionister. De arbejder ikke længere, men lever til dels af renterne af deres egen opsparing, altså af kapitalafkast. Og de har da både naturlige forbrugsbehov og købekraft, skulle jeg mene? Ligesom kapitalejere under pensionsalderen har det.

Bill Atkins

I det omfang arbejdet bliver lønarbejde, bliver producenten industriel kapitalist (Karl Marx, Kapitalen bind 2 side 149)

Bill Atkins

Poul Skov, nogle gange kan det være givtigt for debatten hvis man har teorierne om de vigtigste økonomiske begreber præsent. Der er jo ingen grund til at opfinde den dybe tallerken hver gang det økonomiske kredsløb skal diskuteres, og man risikere med al respekt at løbe rundt i begreberne - det sker jo jævnligt for selv annerkendte økonomer.

Med hensyn til 'en vares værdi' er der skrevet mange udmærkede bøger om Karl Marx’ ”Teorier om merværdien”

Michael Kongstad Nielsen

Hvis nogen går op i, hvem der siger hvad i disse spalter, vil jeg gerne gøre opmærksom på, at der i denne huserer 3 Michael-er, og de er langt fra ens.

Bill Atkins

Peter Hansen siger: globaliseringen har forårsaget at alle varer kan produceres overalt, og at muligheden for varebytte derfor reduceres

Det er muligt at det kan lade sig gøre at producere alt over alt, men den privatkapitalistiske virkelighed er vel at produktionen optimeres på færre og færre hænder og produktionsapparatet skrottes og genopbygges et andet sted hvis lønninger og omkostninger er lavere der. Eksv. Mærsks nedlæggelse af Lindøværftet og udflagning til Sydkorea.

Bill Atkins,
jeg er meget enig i at begrebsafklaring er en givtig ting, ellers bliver debatterne nemt meget forvirrede fordi folk taler forbi hinanden.
Jeg synes derfor fx det er naturligt at folk der diskuterer nationaløkonomi i disse spalter, tager udgangspunkt i Danmarks Statistiks nationalregnskabs officielle begreber. Og der kan man bl.a. læse at lønindkomst + restindkomst (omtrent det samme som "kapitalindkomst") = den samlede primære indkomst. Ser man bort fra udvekslingerne med udlandet, er det desuden lig med den samlede indenlandske produktion, og den er så igen definitorisk lig med forbrug og investeringer. Det følger altså direkte heraf, at lønindkomsten ikke kan betale den samlede anvendelse, men til gengæld at lønindkomst + restindkomst altid vil kunne gøre det (i en lukket økonomi - som f.eks. hele verden).
Så vidt jeg forstår, benægter Niels, og tilsyneladende også du, denne definitoriske sammenhæng når I forfægter jeres "logiske umulighed", som det endnu ikke er lykkedes mig at identificere noget egentligt argument for.
At Preben Wilhjelm (eller Karl Marx) måtte have skrevet noget tilsvarende i deres skrifter, er jo ikke i sig selv noget argument for nogetsomhelst.

Niels Engelsted

Poul Schou, tak fordi du gider.
Er vi nået frem til, at lønindkomst + kapitalindkomst (per definition) kan "betale den samlede anvendelse", hvilket jeg forstår som den producerede vare- og servicemængde? Det lyder meget simpelt og afføder ihvertfald en masse spørgsmål, for eksempel hvordan afsætningskriser overhovedet opstår, og hvad kapitalindkomst egentlig er for noget, det er jo ikke et naturfænomen. Det er nok her, at burhønen ligger begravet. Men nu er det blevet sent, så jeg må vende tilbage ved en senere lejlighed.

Michael Kongstad Nielsen

Hele verden vil altså altid have balance?
Lønindkomst + restindkomst vil altid kunne betale den samlede "anvendelse", der i følge Poul Schou (15.45) betyder: - det, der kan "opdeles i umiddelbart forbrug (offentligt og privat) og investeringer".

Hvad så med opsparing (privat eller offentlig)? Og hvad med oppustede ejendomsværdier, oppustede produktionsapparatsværdier, hengemte værdier på skattely-øer, sort økonomi? Hvor meget af den sorte økonomi er medtaget i verdens statistiske kontorer rapporter? Bare for at tage et par eksempler.

Bill Atkins

Poul din ligning:

'det samlede udbud' afsættes til behovsdækning af 'det samlede forbrug' via 'den samlede indkomst' opdelt i arbejdsindkomst(2/3) og kapitalindkomst(1/3),

forstyrres af afsætningsproblemer på grund af den faldende arbejdsindkomst (kapitalismens delmål) samt det kapitalistiske rod (se MKN 22:39 + gældsætning og renter), med deraf vigende efterspørgsel til følge,

og hvis der ikke er efterspørgsel nok til de varer der er produceret, så hober varerne sig op, og når afsætningen går i stå er der for meget af det hele. For mange produktionsmidler, for mange arbejdere og for mange varer.

Så er dit argument for at det hele kommer på skinner igen; at kapitalindkomstens stigning kan kompensere for den manglende arbejdsindkomst.

Det scenarie du beskriver holder ikke da samfundene vil opleve voldsom urban social uro når forarmelsen af de 80% får indvirkning på 'basalindkomsten' - den indkomst der skal til for at leve et anstændigt liv.

...og jeg vil hellere pege på Peter Hansens løsning: "Alt kan produceres overalt" (19:58) - Slut med globaliseringen. Op med nationalstaten.

Ivan Breinholt Leth

Kapitalejerne skal sendes i aktivering, og hvis de nægter er svaret beskatning eller nationalisering.

Niels Engelsted, afsætningskriser - eller lavkonjunkturer - kan have mange årsager. Man vil normalt forklare det med et negativt stød til enten efterspørgslen eller udbuddet på varemarkedet. F.eks. at forbrugerne får mindre tillid til fremtiden og af den grund nedsætter deres forbrug. Eller at virksomhederne nedsætter deres investeringer, som artiklen handler om, på grund af manglende fremtidstillid. Der sker så blot det at virksomhederne, når de finder ud af at de ikke kan afsætte deres varer, producerer mindre og fyrer nogle medarbejdere, så udbuddet følger med efterspørgslen ned. Nationalregnskabsidentiteten siger således ikke i sig selv noget om kausaliteten.
Det er imidlertid normalt at regne med at den samlede produktion på kort sigt er efterspørgselsbestemt, altså at virksomhederne producerer hvad de kan få afsat. På længere sigt skifter billedet imidlertid, og produktionen er i stedet hovedsageligt udbudsbestemt - dvs. hvor meget vi producerer i DK, er bestemt af hvor stor og dygtig vores arbejdsstyrke er, og hvor stort og effektivt vores kapitalapparat er.
Kapitalindkomst er grundlæggende den betaling en kapital- eller formueejer vil have for at stille sin kapital til rådighed - låne den ud. De fleste mennesker vil gerne have en positiv forrentning hvis de skal stille kapital til rådighed for andre i et længere tidsrum. Og da de personer der ønsker at låne pengene, omvendt er parat til at betale for det fordi de ser en fordel i det, bliver ligevægten et positivt renteniveau.

@Michael Kongstad:

På verdensplan er den samlede opsparing lig med det samlede investeringsniveau; det er en anden definitorisk sammenhæng. Den gælder dog ikke for de enkelte lande fordi man kan placere sin opsparing udenlands i stedet for at lade den gå til indenlandske investeringer - eller omvendt lånefinansiere sine investeringer i udlandet.
Hvor meget af den sorte økonomi der i praksis indgår rundt omkring i de statistiske opgørelser, må du hellere søge oplysninger om andetsteds. I Danmarks officielle BNP indregnes formodet sort arbejde i et vist omfang. Men om statistikkontorerne er gode nok til at måle de forskellige skjulte aktiviteter, ændrer jo ikke på de principielle sammenhænge. Det forårsager bare at det officielle BNP evt. kan have et forkert niveau i forhold til den faktiske produktion. Det er velkendt at der er mange praktiske måleproblemer mht. BNP.

Sider