International kommentar

Den virkelige Obama-skandale er de ulovlige krige i Libyen og Pakistan

Skandalerne omkring AP og skattemyndighedernes arbejde er blot politiske sideshow. Det virkelig bekymrende er præsident Obamas brug af ulovlig militærmagt
18. maj 2013

Hysteriet i Washington DC har nået et højdepunkt denne uge. Sammenfaldet af hele tre skandaler med Det Hvide Hus som omdrejningspunkt har givet hele randen af politiske analytikere hjerteflimmer i deres iver efter at afdække sandheden bag Obama-regeringens løgne.

Der mangler imidlertid én ting: faktiske beviser for, at nogen har gjort noget galt. Skatteskandalen (om at skattemyndighederne angiveligt har underkastet konservative grupper særligt strenge undersøgelser, red.) er givetvis den politisk mest giftige, men det er fortsat uklart, om nogen i Obama-administrationen var klar over, hvad der gik for sig.

At justitsministeriet har udstedt en kendelse, der kræver Associated Press’ opkaldslister udleveret, er langt mere foruroligende, fordi det giver et glimt af, præcis hvor nidkær anklagemyndigheden er i forbindelse med Justitsministeriets undersøgelser af lækager fra Obama-administrationen.

Endelig har vi Benghazi, den mest hysteriske af alle skandalerne.

Benghazi som politisk våben

Det er dog efterhånden blev umuligt at finde hoved og hale i, præcis hvad der er så skandaløst ved Benghazi. Er det, at regeringen nægtede at sendte søværnet eller specialstyrkerne eller luftvåbenet ind for at redde gidslerne, et argument, der hviler på, hvad den tidligere forsvarsminister Bob Gates har betegnet som en »tegneserieagtig« opfattelse af, hvordan militær magt kan bruges?

Eller er det, at Det Hvide Hus har nedtonet sandsynligheden for et terrorangreb i Libyen, på trods af at præsident Obama beskrev det som et sådant få dage efter angrebet?

Eller er det, at Det Hvide Hus havde sminket udmeldingerne med henblik på, at amerikanerne – to måneder inden præsidentvalget – fortsat skulle opfatte præsidenten som kompromisløs i kampen mod terrorisme?

Sandheden er naturligvis, at Benghazi aldrig har handlet om at finde sandheden, men snarere om at bruge tragedien som et politisk våben mod Obama og nu Hillary Clinton, idet hun kører sig i stilling til 2016-valget.

Obamas smuthul

Det betyder imidlertid ikke, at Obama-administrationen tager sig særlig flatterende ud, hvad angår Libyen.

Den største ironi ved hele Benghazi-spørgsmålet er i virkeligheden, at den rigtige skandale, som Kongressen i det store og hele har set bort fra, er, at præsident Obama for to år siden udkæmpede en krig i Libyen, som var udtryk for en skamløs udvidelse af præsidentens muligheder for krigsførelse.

Da Obama i 2011 beordrede amerikanske krigsfly i aktion i Libyen, besværede han sig ikke med forinden af skaffe Kongressens opbakning. Ifølge bestemmelserne i War Powers Resolution (WPR) er præsidenter forpligtet til at orientere Kongressen inden for 48 timer efter igangsættelse af militært engagement, og herefter har de 60 dage til at få den officielle godkendelse af Kongressen. Får de ikke det, må engagementet afvikles inden for 30 dage.

Traditionelt har præsidenter skumlet over disse bestemmelser, men i vid udstrækning fulgt dem. Men ikke Obama. Han fandt et smuthul i loven, nemlig at han kan undgå WPR-bestemmelserne, hvis USA ikke kan siges at være direkte involveret i »kamphandlinger«. Og sådan fortolkede Det Hvide Hus engagementet i Libyen, på trods af, at amerikanske fly smed bomber, affyrede missiler fra havet, og ifølge visse redegørelser også samarbejdede med britiske tropper på landjorden.

Selv Obamas egne juridiske rådgivere mente, at dette måtte betegnes som »kamphandlinger«, der krævede Kongressens godkendelse, men den vurdering blev underkendt af præsidenten.

Hvad værre er: Regeringen udvidede derpå lige så skamløst missionen i Libyen fra at være forebyggelse af humanitær katastrofe til at være en aktiv indsats for omstyrtning af regimet, en plan, der som bekendt lykkedes.

Krigen ved Pakistans grænse

Det mest oprørende ved dette misbrug af præsidentembedets magt er, at det samme sker igen nu – tilsyneladende uden at nogen løfter et øjenbryn.

I sidste måned afslørede Jonathan Landay fra McClatchy News Service på baggrund af lækkede efterretningsrapporter Washingtons formentlig dårligst bevarede hemmelighed, nemlig at amerikanske droneangreb i Pakistan ikke er rettet mod al-Qaeda-ledere, men snarere mod militser, der krydser grænsen til Afghanistan.

Det er problematisk af to årsager. For det første fordi det er i modstrid med, hvad Obama-regeringen selv har meldt ud omkring målet med droneangrebene.

For det andet fordi angrebene mod Talebans fodsoldater i Pakistan ikke er omfattet af the Authorization to Use Military Force (AUMF), som blev vedtaget i Kongressen i 2001. Dermed er de uden for al rimelig tvivl ulovlige, ikke blot ifølge amerikansk, men også ifølge international lov.

Daværende præsident Richard Nixon endte med at blive indklaget for rigsretten for lignende handlinger i Cambodja under Vietnamkrigen.

Ikke at Obama nødvendigvis skal indklages for en rigsret, men en smule større opmærksomhed fra Kongressens side omkring præsidentens brug af militær magt er mildest talt på sin plads.

Juridisk legitimitet til brugen af amerikansk militærmagt er ikke et spørgsmål om takt og tone, men et forfatningsmæssigt krav og et bolværk mod misbrug af præsidentembedets magt.

Efter alt at dømme har Obama-regeringen nu udkæmpet to krige, som helt tydeligt kan anses for ulovlige; én i Libyen og én – igangværende – i Pakistan.

Se, dét er en skandale, som er værd at hidse sig op over.

 

Michael Cohen er fast klummist for The Guardian og Observer

© The Guardian og Information

Oversat af Nina Trige Andersen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Benno Hansen
Benno Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu