Umiddelbart ligner det en løjerlig anstrengelse for at vride de sidste dråber ud af den værdidebat om Islam og islamisme, der fulgte i kølvandet på 9/11 og karikaturkrisen i 00’erne. CEPOS-ideologen Jacob Mchangama står bag en nyligt offentliggjort debatfilm, hvori han forfægter synspunktet om at ytringsfriheden er truet. I introduktionen til filmen taler Mchangama om at kampen for ytringsfrihed har været hans kald siden karikatur-krisen. Det lyder religiøst, og det er også den fornemmelse man sidder tilbage med efter små tyve minutters bombardement med billeder af vrede muslimer, flagafbrændinger og blødende mænd på bårer – præsenteret som var de fældende beviser på at ytringsfriheden er hårdt trængt.
Desværre er Mchangama’s indlæg en myte-booster, der spinder videre på forestillingen om at vestens frihedsværdier er truet på livet af vrede muslimer. Den efterlader en seer som mig med følelsen af, at vi danskere atter bliver forsøgt manipuleret og trukket rundt i manegen af en stærk ideologisk dagsorden. Denne gang ser det ud til at de normative præmisser er farvet af forestillingen om et CEPOSland, hvor absolut grænsefrihed fører til lutter lyksalighed. En normativ præmis som selv de gamle græske filosoffer har stillet spørgsmålstegn ved, og en præmis moderne stater for længst har erfaret er en utopi.
Selv i USA, som ofte fremhæves som ytringsfrihedens foregangsland, er ytringsfriheden ikke absolut.
Forfatningens vide beskyttelse af ytringsfriheden betyder ikke, at den bliver fortolket på en måde der ser igennem fingre med ytringer der fremprovokerer vold, lovbrud eller kompromitterer nationale sikkerhedsinteresser. Og andre amerikanske love sætter grænser, fx lovgivningen omkring børnepornografi og reguleringer af reklamebranchen.
Da jeg for nylig skulle søge om visum til USA i forbindelse med et gæsteforskerophold, skulle jeg i en standardformular ikke skrive under på, at jeg går ind for den absolutte ytringsfrihed, men derimod på, at jeg aldrig har krænket andres religionsfrihed. Så selv foregangslandet USA står for en balance, og ytringsfriheden er selv dér ikke hævet over andre hensyn.
Til trods for utopien om den grænseløse frihed, så skal der ikke herske tvivl om at Mchangama har ret til at abonnere på den, og jeg har ret til at finde den mærkværdig. Og hvis enten jeg eller de der måtte være uenige i, hvad jeg skriver bliver bidt af en gal hund og begynder at true andre på livet, fordi vi tror det vil styrke vores sag, så har vi jo i et velfungerende retssamfund og et veludrustet politikorps til at skride ind. Og gudsketak og lov for det. Egentlig kunne jeg bare stoppe her for meget længere er problemstillingen i sin natur ikke.
Ytringsfriheden tages som gidsel
Grunden til, at jeg finder det nødvendigt at dvæle lidt ved sagen er, at vi i den hjemlige debat gang på gang har oplevet ytringsfrihedssagen blive taget til gidsel i et større emotionelt drama, der handler om at vi igen og igen skal bekræfte overfor hinanden, og overfor vores fjender, at vi ikke lader os kue.
For nogle handler det nok mindre om ideologi og mere om at det ovenpå karikaturkrisen havde en terapeutisk virkning at blive ved med at bekræfte det indlysende: vi må sige hvad vi vil, og ikke acceptere vold, trusler eller drab. Men hver gang vi går i selvsving over ytringsfriheden og dermed taler konflikten op, går vi hen og styrker fjendebilledet hos dem vi ikke ynder at være enige med. I sådanne øjeblikke er der grund til at stoppe op og kigge indad. Fordi det virker som om ytringsfrihed er blevet til religion på samme måde som når religiøse er religiøse på den ubehagelige, absolutistiske, ja fundamentalistiske måde. Vi ender med aktivt at eskalere en konflikt, vi ret beset har en interesse i at afmontere. Selvom det eneste vi i grunden behøver, er at gøre som vi plejer, sige hvad vi vil og lade politiet og efterretningsorganisationerne gøre deres arbejde, hvis nogen bryder landets love eller pønser på det. Jeg tror vi er en del borgere, der efterhånden gerne vil have ytringsfriheden tilbage, for dens omdømme er ved at blive ruineret ved at blive brugt som verbal brosten i en ideologisk kampagne, der lanceres som ’Islam-kritik’. Så nej tak til at ytringsfrihed skal gøres lig med blåstemplingen af hadetale.
Kollisioner
Mchangama’s debatfilm, der bærer den dramatiske titel ”Collission!” virker manipulerende, fordi der er en slående skævhed i de eksempler han præsenterer. Der er intet forkert i at vise, hvordan voldstrusler fra muslimske rabiate har forhindret Kurt Vestergaard i at passe sit arbejde, og dermed nyde sin fulde frihed. Det forkerte – hvis man vil rejse en bred og neutral debat som man skulle tro CEPOS-tilhængere havde interesse i - består i at fortie den bredere tendens til selvcensur og frihedsbegrænsning, som rammer alle og enhver der har voldelige opponenter. Der er jo oplagte eksempler på ’sekulær’ knægtelse af ytringsfriheden – fx dødstruslerne mod Julian Assange, ophavsmanden bag Wikileaks – hvilke som regel er helt fraværende i ytringsfrihedsfundamentalisternes optegninger af trusselsbilledet.
Hertil kommer, at ganske almindelige muslimer i vesten kvantitativt set betaler en højere pris for at være dem de er, end islam-kritikere – ikke mindst på baggrund af det skævvredne billede som indlæg som Mchangama’s giver. I 2012 rapporterede FBI i USA, at der har været en massiv stigning af hadeforbrydelser mod muslimer siden 2001 og at man de seneste år kan se et mønster mellem islam-bashing propaganda og den anti-muslimske vold mod tilfældige mennesker med ’muslimsk udseende’.
Også i Danmark viser PET’s statistikker at hadeforbrydelser mod muslimer er et væsentligt problem. Forbrydelserne finder ikke sted i et vakuum, men kommer i forlængelse af organiseringen af anti-islam bevægelser, der stik mod alle fakta er sluppet afsted med at legitimere sig selv ud fra stråmandsargumentet om at Islam-kritik er et tabu i vesten. Hvis der er noget der i den grad fyldt debatsiderne i danske aviser siden Glistrup luftede sit ubehag over muhammedanerne, så er da Islam og muslimers forhold til deres tro.
For mig at se er det både unødigt dramatisk og unuanceret at beskrive de liberale værdier som truet af religion i eksistentielle termer, men vælger man alligevel den stil, så ville et mere balanceret indlæg vise den anden side af mønten også. For fundamentalistisk sekularisme kan virke på præcis samme intimiderende og frihedsbegrænsende måde som religion, når det er kritiserbart. Tag bare hvordan sekularismen historisk har fundet udtryk i Tyrkiet og Frankrig, hvor særforbud mod det religiøse i det offentlige rum har krænket religiøses frihedsrettigheder. Man behøver ikke engang at bevæge sige udenfor andedammen for at finde eksempler på lignende intolerance. Tag bare Netto, der med deres personalepolitik har signaleret, at medarbejdere med tørklæde helst skal gemmes af vejen i lagerlokalerne fremfor ved at sidde ved kasseapparatet.
Både i Danmark og i USA har organiserede islamofober gjort hvad de kunne for at kapre ytringsfrihedsdagsorden efter 9/11. Derfor er det endnu vigtigere at forholde sig neutralt til spørgsmålet, hvis man gerne vil rejse en konstruktiv debat. Tror man virkelig på at ytringsfriheden er truet på livet, så er det i bedste fald en bredere tendens, og en bestræbelse på at blotlægge den ville ikke være så voldsomt diskriminatorisk i forhold til de mange sager, hvor folks friheder begrænses af trusler, uanset religion/ikke-religion og uanset hvilken religion. De tre sager Mchangama fremhæver i sin debatfilm handler alle om rabiate muslimer, og gør det derfor vanskeligt at skelne hans indlæg fra den koordinerede kampagne, der kommer fra ekstreme bevægelser som den amerikanske Tea Party's anti-Islamiske fløj og fra vores eget hjemlige cirkus under navnet Trykkefrihedsselskabet.
Uhyrligheder der kommer fra disse kanter har alt for længe fået nærring fra ideologiske intellektuelle, der har svært ved at bevare det faktuelle, neutrale og videnskabelige blik. Desværre udøver mange mere nøgterne akademikere selvcensur overfor den debat. Den besværlige kritiske dialog erstattes med en afvæbnende hovedrysten bag de akademiske mure, måske fordi modspillet minder om ubehagelig propaganda og ikke fremstår som en debat man kan tage i fuld ædruelighed.
Med sin debatfilm, rejser Mchangama spørgsmålet om, hvorvidt religiøse følelser bør have forrang for ytringsfrihed. Men selve dikotomien er falsk. At du enten har religiøse følelser, eller går ind for ytringsfrihed for andre end dig selv er ikke måden de fleste balancerede mennesker gør regnskabet op. De fleste religiøse mennesker rummer begge dele, så hold nu op med at relancere præmissen om at religiøsitet er omvendt proportionelt med moderne liberalisme. Desuden er det ikke religiøse følelser, der altid er problemet. Det er ikke kun folk med religiøse følelser, der synes at dem der krænker dem skal have en på kassen. Krigen mod Terror var for eksempel en krig lanceret som et forsvar for frihed, liberale følelser om man vil, og alle mulige i Afghanistan og Pakistan har siden fået en på kassen. Problemet er i bedste fald meget bredere: de fleste, der opfatter sig selv som en del af ’civilisationskampen’ vil sætte grænser på modpolens frihed.
Ofte hører vi i den danske debat, at ytringsfriheden er under pres fra dem, der kalder på respekt for religiøse følelser. Men hvis vi ser nærmere på den hjemlige debat, hvem er det så der taler for at begrænse ytringsfriheden for at respektere religiøse følelser?
Blasfemilovgivningen i Danmark var vel ikke designet og indført af radikale muslimer? Hertil kommer, at de der mest højlydt argumenterer for at sætte grænser jo er dem, der vil have begrænset Islamisters rettigheder, fx når Dansk Folkeparti hyler op omkring Hizb ut Tahrir og deres brug af offentlige lokaler. Det vil sige at både dem der taler højlydt for at annullere alle grænser for ytringsfriheden og dem, der taler højlydt imod faktisk deler båd, fordi de alle ser sig selv i aktiv kamp mod de radikale islamister.
Det handler om at holde tungen lige i munden, når man skal afkode hvad Mchangama’s budskab bag filmen er. For der er den demokratiske debat om hvor de forskellige frihedsværdiers grænser går, og om vi er bedst tjent med eller uden en regulerende lovgivning i form af fx racisme- og blasfemiparagraffen. Det er en grundlæggende problemstilling i ethvert moderne retssamfund, at man skal definere balancen mellem forskellige friheds- og beskyttelsesrettigheder på den mest hensigtsmæssige måde, og her vil der altid være uenigheder. Mchangama og CEPOS vil have begge afskaffet og fred være med den mening. Men hvorvidt hadetale og opfordringer til vold også skal accepteres som en del at ytringsfriheden er diskuterbart, og spørgsmålet skal ikke affejes med udhulede slogans om, at vi har brug for Islam-kritik. Vi har historiske eksempler, for europæerne står Holocaust som det stærkeste, der viser, hvor galt det kan gå, når hadetale ikke reguleres. Problemet er at fuldkommen frihed ikke sikrer neutrale vilkår til alle parter, men som regel ender med at gå ud over samfundets svageste, og de i forvejen marginaliserede. Den herreløse samtale forudsætter at alle har lige magt, og det har de ikke.
Det mærkværdige ved de ultraliberale stemmers indlæg i ytringsfrihedsdebatten er, at de fletter deres hjemlige juridiske modstand mod de to regulerende [Marker]paragraffer sammen med forestillingen om den globale civilisationskamp. Rabiate muslimers voldshandlinger bruges som ’beviset’ på at vestens centrale frihedsrettigheder er truet. Den ulogiske logik er derfor, at vi må markere overfor dem, at vi ikke lader os kue ved at fjerne lovgivningens begrænsninger. Problemet er også, at det langt fra er dokumenterbart, at politiske attentater begået af rabiate muslimer handler om lige netop ytringsfrihed – at det virkelig er det, at radikale muslimers kamp går imod. Forskningen siger jo noget andet: at det er opfattelsen af at være under angreb og blive ydmyget, der driver værket.
Mona Kanwal Sheikh, Phd., Post doc. DIIS.
Kære Mona Sheikh
Når du skriver ”Også i Danmark viser PET’s statistikker at hadeforbrydelser mod muslimer er et væsentligt problem”, hvad er det så for statistikker du præcis tænker på?
Den eneste, og seneste, statistik, som jeg finder hos PET(https://www.pet.dk/Publikationer/RACI-indberetning.aspx) bekræfter ikke din påstand. Ifølge den PET’s tal er muslimer den mindst udsatte religiøse minoritet i Danmark sammenlignet med jøder og buddister.
"Problemet er også, at det langt fra er dokumenterbart, at politiske attentater begået af rabiate muslimer handler om lige netop ytringsfrihed"
Såe - Det er da ellers ikke fordi der mangler eksempler -
Hvad handlede fatwaen mod Salman Rusdie om?
men hvis man vælger at gøre sig blind så......
Linket hos PET fører til en række rapporter med tal, der egentlig er for små til at lave konkret statistik på. Det er endnu sværere at finde nogle tal til påstanden om at "muslimer er den mindst udsatte religiøse minoritet" som Henning mener at finde, når de få tal med sammenstilling i nyeste rapport kun kan læses som det modsatte. Her kunne man også jonglere lidt med en lommeregner, en skønsmæssig optælling af totaler og lidt procentregning for at relativisere tallene, samt rumle lidt om forskelle i mørketal og mediebevågenhed - men da Sheikhs argumentering slet ikke forholder sig til omfang, men blot løst kalder hadforbrydelser mod muslimer for et "væsentligt problem", har hun da fint belæg for dette udsagn.
Mon de fleste "had-forbrydelser" herhjemme, bliver begået af muslimer, set i forhold til deres antal ?
Hvem ved ?
Had-forbrydelser af en hver art skal bekæmpes, herom ingen tvivl ; Det gælder alle retninger de kommer fra.
Det Mona Sheik åbenbart stadig ikke fatter er, at enhver kun står til ansvar overfor loven.
Derfor er ytringsfriheden i fare, hvis det lykkedes personer som Mona Sheik at indføre forbud mod kritik og hån af religioner.
For dette er den eneste måde at undgår kritik og hån af religioner. Et ønske om en fælles selvcensur på området er ikke alene dybt naivt, men ligeledes bagstræberisk.
Hej Tom.
Min konklusion bygger på tallene som findes på rapportens side 10, som jeg sammenholder med størrelsen af de respektive trossamfund som jeg finder på religion.dk.
Jeg er enig i at hadforbrydelser er et væsentligt problem for den enkelte forurettede, men jeg synes at det er at tage munden for fuld at tale om et 'væsentligt problem' for muslimer som gruppe.
@carsten
kritik og hån er helt forskellige ting. hån er i vid udstrækning omfattet af loven.
og at påberåbe sig retten til at håne noget som helst virker egentlig ret primitivt.
Bare ikke nær så primitivt som at ville forbyde det!
(udover injurielovens rammer, selvfølgelig)
@Mona
Grove hadeforbrydelser (mord etc.) mod muslimer er det ikke netop noget vi har set i vore nabolande til hver side, Sverige og Tyskland, hvor ytringsfriheden netop har været begrænset mht diskussion af om yderligere indvandring fra muslimske lande var ønskeligt.
Henrik D.
Ret mig hvis jeg tager fejl; Men påberåber du dig ikke retten til at håne kapitalismen, DF og ultranationale ?
Og tænk Henrik D..
Der findes stadig folk der mener at Mohammedtegningerne var en hån mod muslimer, selv om de ikke kom i nærheden af at overskride nogen love !.
Så ikke alle er tilfredse med hvad lovene omfatter
Vejen mod demokrati startede med kritik og hån af religion.
En proces Islam også en dag skal gennemleve for fuldt flor.
Først den dag Islam har skilt islamismen fra, kan alle muslimer leve i fred og fremgang.
Den dag i dag er det stadig mest muslimer der slår andre muslimer ihjel, på grund af religionen.
Henrik Darlie
Håne primitivt?
Du tænker selvsagt på denne sag?
http://www.information.dk/461808
Det er i alle tilfælde det eneste eksempel jeg kan komme på hvad det at håne religiøse fanatikere. Ikke mindst af den type der mener at de har en gud givet ret til at bestemme hvem man har lov at gå iseng med og hvordan og hvornår det må gøres, hvordan man bør klæde sig og hvornår man må afklæde sig og hvad man har lov at spise og ikke.
Kun en snotforvirret postmodernistisk relativistisk inspireret individ kan komme på den ide at ytringsfrihed er et religiøst dogme
Aner ikke hvem Mona Sheikh er, og jeg har ikke set den omtalte film.
Men JM er normalt kendt som det eneste tænkende medlem af Cepos.
Det virker måske absurd, Cepos jo i egen optik er en tænketank. Men virkeligheden er nærmere at Cepos er en slags klub for folk der helt grundlæggende har misforstået nogle ellers rimelige simple ting.
Ytringsfriheden er dog ikke rigtigt truet bare fordi en flok bevidstløse religiøse brider protesterer i gaden over en eller anden latterlig gammel nars stupide tegninger i en dansk provinssprøjte.
Selv ikke hvis enkelte brider går helt over gevind og truer med at slette den gamle nar permanent eller springe denne jydske parodi på en nyhedsformidler i luften, vil ytringsfriheden være nævneværdigt truet.
Det er jo sådan at vi i dette land og på planeten som helhed har et enormt antal af latterlige gamle mænd og inkompetente provinsaviser at give af.
Meget præcist formuleret Toke, Amen!
Når jeg bliver gået på klingen således: "Jamen, er du slet ikke demokrat", svarer jeg som regel: "Nej, jeg er Kristen". Og, alligevel er jeg plaget af et frygteligt, overdrevet demokratisk sindelag. Hvordan hænger det sammen?
Ytringsfrihed er ingen religion, men for megen religion haemmer ytringsfriheden.
Fulkdstændig korrekt Timmermann
Det er helt lige som med Polio. Hvorfor skal vi lade vores børn vaksinere når vi nu ikke i mange år har set polio i vort land?
Det er jo ren ren rødvin i krystalglas sådan noget.
Desuden får børnen sikkert Autisme af det
Carsten Hansen, 28/5 - 21.48 - 'enhver står kun til ansvar over for loven' - et meget tillidsfuldt, ja nærmest religiøst forhold til loven, du her udtrykker.
Loven er ikke en endelig størrelse givet af en ufejlbarlig Gud, men er udtryk for den - måske - bedste jura, mennesket pt formår, og er og bør derfor være genstand for stadig efterprøvelse og diskussion.
Du er altså ikke - hvor gerne du end vil - i besiddelse af den endegyldige løsning på den udfordring, som består i at finde en passende modus vivendi ifht ømtålelige områder. Jeg er helt sikker på - bare for at gentage mig selv fra tidligere - at du fx ikke træder på din kones ligtorne, bare fordi det ikke er forbudt?
Sålænge vi ikke er fuldt oplyste om endegyldige lovmæssigheder, vil vi være bedst tjente med at gebærde os med empati og gensidig respekt. Det er en misforståelse at tro, at det er nødvendigt at fornærme andre for at forsvare ytringsfriheden.
'Ligtorne'
Randi C.
Uanset hvor meget du væver, så står alle kun til ansvar for loven.
Dine personlige holdninger kan aldrig komme til at diktere hvad der ytres eller ej.
Du er derimod frit stillet til at anmelde hvem som helst, hvis du mener loven er overtrådt.
Du er også frit stillet til at at arbejde for at lovene bliver ændret.
Hvis du ikke vil forsvare ytringsfriheden under ansvar for loven, så må du i gang med at plædere for censur. Din plæderen for selvcensur, efter hvad du mener der skal selvcensureres, får du nok ikke ret mange til at godtage.
Som den berømte svenske karikaturtegner Rieber Hansson udtalte på DR2 tirsdag d. 28/5 13 :
"Skal jeg står til ansvar for alle de tolkninger af mine tegninger, folk fra hele verden foretager ?".
Mit svar; Ja, men kun overfor loven i det land du bor. Alt andet er absurd !
Carsten - jeg taler ikke om at bryde loven men om, at den kan diskuteres og evt revideres.
Roj - enhver vurderer med sig selv, hvad der er nødvendigt i situationen.
Randi.
Jamen debatter du bare loven ; Uanset hvad din holdning er til loven og uanset om den bliver ændret, så står vi alle kun til ansvar overfor loven !.
Men fortæl os da gerne hvad du mener skal revideres i loven.
Carsten - og forhåbentlig også din egen samvittighed. Fantastisk for dig at der er overensstemmelse imellem den og loven
Randi.
Hvad er det du vil have lavet om ?
Yttringsfriheden er på ingen måde en religøs tvangsforestilling, men kun et værktøj på vejen frem mod mere åbenhed og ærlighed. Et værktøj, som grænseløs er istand til bedre forståelse for hinanden, bryde mure ned og åbne for nye perspektiver, hvor yttringsfriheden er et grundlæggende værktøj, som aldrig må drages i tvivl og aldrig bruges som "mobning" , hvis forståelsen ikke længere er tilstedeværende..
Ytringsfrihed og religion er 2 forbundne begreber i nutidens verden.
Sågar kristne håner kristne fundamentalister og vice versa og moderate muslimer håner islamister og vice versa.
Og selvfølgelig på kryds og tværs med ateister som medaktører.
Det er helt OK. Ytringsfriheden er umistelig.
Randi
det er jo netop det der er pointen ikke. Mange andre end mig mener netop at der somme tider ikke er andre mulighede end provokerende happeninghs. Og vi skal derfor ikke hverken censurerer eller forbyde, for den slags er en del af et frit og åbent samfund. Netop derfor går vi ind for afskaffelse af blasfemiparagraffer af enhver art.
Hvad er det egentligt Mona Sheik og andre mener ?.
"ytringsfriheden er ikke truet, så hold jeres bøtte"
;-)
Carsten - du har et usundt forhold til loven, hvis du ikke mener, at den bør være under løbende evaluering
Randi.
Hvem har sagt at love ikke skal være under løbende evaluering ?
Faktisk bør blasfemi-paragrafen helt afskaffes, hvis jeg skal komme med et forslag.
Men måske du vil berige os med dine forslag til ændringer ?
Så længe evalueringer ikke indebærer at religioner og andre ideologier ikke skal hverken håndhæves eller beskyttes mod kritik, ironi og satire er enhver overevejelse om lovrevision mere end velkommen
Hvis Randi ikke vil svare angående ændringer, så må vi nøjes med at gætte.
Er det en skærpelse af lovene der ønskes ?
Er det decideret censur der ønskes ?
Er det en form for konsensus i hele befolkningen om hvad der må siges = Altomfattende selv-censur ?
Hvad er det Mona Sheik vil ha`?
Hvad er det Randi vil ha`?
Du skulle prøve at tænke dig grundigt om og få lidt entydighed ind på dette punkt Randi. Man kan ikke, som du, forsvare kvinders ret til abort og så samtidig støtte ideer om at mulimske præster skal bestemme hvordan kvinder går klædt, hvornår, hvordan og med hvem de går i seng. Det hænger bare ikke sammen og du er komplet ude på ntynd is hvis du tror at præsterne i Tunesien ikke opfatter disse mulimske kvinders satire og ironi i optræden som netop en hån der bør straffes med pisk hvis ikke døden.
Du kan ikke ha en holdning når det gælder danmak og en når det gælder Tunesien og virkeligheden er at det er altid først og fremmest med netop denne type satire, ironi og - om du vil det - provokation - at vi andre bekæmpede kirken, siden frigjorde os fra dens sorte greb og fik presset ytringsfriheden igennem og netop ytringsfrihed var også en forudsætning for at kvinder kunne gennemføre den lange serie af blasfemiske aktioner der udgjorde grundlaget for at vi kunne vinden retten til fri abort. Den slags kommer ikke uden sværdslag, pæn dialog har sine begrænsninger når du står over for en kompakt masse af religiøse fanatikere som ikke gide lytte til dig men istdet peger på sætninger i en bog de mener repræsentere guds vilje og derfor ikke er til debat.
Robert - hvordan i al verden du har fået brygget sammen, at jeg støtter muslimske præsters ret til at bestemme over kvinders klædedragt og sexliv, det ka jeg ikke liige computere - jeg kan forsikre dig for, at jeg ikke frivilligt finder mig i at mine menneskerettigheder krænkes. Jeg er også strateg - hvorledes opnås bedst det ønskede resultat - Don Quichote og Sisyfos er sidste akt
Til dem herinde som mener at ytringsfriheden i Danmark er under press og som gerne vil have racisme og blasfemi loven afskaffet, bør læse hvad Tryggefrihedsselskabet, Den danske forening, Uriasposten, Vederfølgne, SIAD og mange andre skriver på deres hjemmesider. At de pågældende mennesker bag disse sider ikke rusker tremmer, er i min optik et udtryk for enorm ytringsfrihed. Hvis man har brug for at være mere nedgørende, forhånende, racistisk og intolerant end det. Ja så siger det en hel del om personen.......
Den logiske konsekvens af de holdninger du udrtrykker Randi.
Du kan ikke lave love der ikke medfører lighed for loven. Du kan fx ikke lave love der kun forbyder nazistiske demonstrationer - uden at disse vil ende som et forbud mod demonstrationer i al almindelighed.
Du kan derfor ikke håndhæve et forbud mod blasfemi uden at dette også vil medvirke til og kan og givet vil blive anvendt til at forhindre muslimske kvinder i at demonstrere - som de nævnte her - og dermed kæmpe med de redskaber de nu engang finder er de rigtige - for at frigøre sig fra deres fanatiske medsøstre og brødres favntag.
Poul Brunhøj
Tja det er sådan nogen som Preben Wilhjelm du henvender dig til. Jeg f.eks. mener at man bør haver det du kalder en 'racisme' paragraf (det hedder den nemlig ikke og denb retter sig ikke kun mod racisme). Men jeg er fuldkommen enig med Wilhjelm og alle andre progressivt instillede mennesker at man ikke i et moderne og frtit samfund kan have blasfemi-paragraffer. Det er middelalderligt og vi har brugt hele oplysningstiden og mere end 200 år på at frigøre os fra sådan noget. Man er tilmed ophørt med at anvende den paragraf, og skulle man begynde igen ville det være et styrt tilbageskridt al den stund at 'religionskritik er forudsætningen for al kritik'
Poul B.
Nu er det jo ikke sådan, at jeg (og sikkert også Robert O), er enige i de udsagn der kommer fra SIAD, Hedegaard, DF og andre på den yderste højrefløj.
Men ytringsfriheden gælder for alle; Også for ekstremistiske islamister der håner og latterliggør demokratiet og for folk fra venstrefløjen der håner og latterliggør folk fra SIAD osv.
Ytringsfriheden kommer under pres for alle, hvis lovene skærpes eller hvis folk forfølges og trues pga deres ytringer.
Det er altid godt at vide hvor vi har hinanden Randi :-)
Randi.. 01.00
Bliver du ved med ture frem med at jeg mener at love ikke kan/skal laves om ?
Eller mener du stadig at der skal aftales en fælles moral angående ytringer mod religioner?.
Selvfølgelig kan love laves om; Det kræver blot et folketingsflertal. Det kaldes demokrati. Men naturligvis er demokratiet i stæk opløsning, hvis ytringsfriheden begrænset for bestemte grupper.
Et "fælles fodslag for alle", når det gælder takt og tone, ligger på linje med succesfuld salg af sand i Sahara.
Jeg synes det er helt fint, når folk f.eks. skriver at Lars Hedegaards udtalelser er helt ude hampen; ja tilnærmelsesvis rablende gale.
Men at lave en kobling til ytringsfriheden og så meget som bare antyde at den skal begrænses, er ligeledes tilnærmelsesvis rablende galt.
Og naturligvis er ytringsfriheden i fare. Det ved f.eks. Naser Khader, Kurt Westergaard + kolleger, Lars Hedegaard, JP-ansatte, Pia Kjærsgaard, Pernille Rosenkranz-Theil noget om
Mona Sheikh har en god pointe med at rejsespoergsmaalet om ytringsfrihed er en religion. Men udsagenet siger ikke noget om ytringsfrihed - derimod siger det meget om religion.
Religion er et meget bredt begreb - og det er nemt at misbruge hvis samfundet indfoerer saerlige rettigheder for det religioese. Jeg kan f.eks. med inspiration i de indiske hellige koeer introducere en grise-religion hvor vi tilbeder grisen, og forlanger at den faar saerlig beskyttelse. Grisen maa ikke laengere omtales som uren, den maa kun slagtes med vores tilladelse etc.
Blasfemiparagraffen havde maaske mening i en homogen national verden med konventionelle trykte medier, i en international verden hvor alt spredes kloden rundt i samme sekund det er ytret giver den ingen mening. Hvis den skulle opretholdes, maatte enhver der ville sige noget jo foerst undersoege om det nu kunne fornaerme eller virke hadefuldt for samtlige smaareligioner verden rundt - og der kunne min lille grisereligion nok faa foelgeskab af en del andre usaedvanlige forekomster.
Dem der beklager sig over religioes fornaermelse er en forholdsvis stor del af muslimerne, en relativt mindre del af de kristne medens joeder, hinduer og buddhister ikke helt forstaar problemet. (Hermed ikke vaere sagt at disse grupper ikke udsaettes for forfoelgelse - men det er noget andet).
Hvis man har let ved fornaermelse maa man enten oeve sig paa at vende det doeve oere til - eller isolere sig i sin egen verden - jeg anbefaler det foerste.
Så er det tid til lidt ligegyldig middags-galde.
Jeg vil starte med at sige, at jeg ikke har set Mchangamas film, så kritikken her går ikke på kritikken af filmen.
For det første vil jeg påpege, hvordan jeg er glad for at høre, at begrebet "religion" for danskere er gået hen og blevet et alment kendt skældsord. Ordet "religion" bringer straks billeder frem af dumme masser, der hylder tankeløshed i alle dets former. Godt at vi er kommet så langt!
Jeg kan også godt lide, at hun refererer til det antikke Grækenlands begrænsning af ytringsfriheden, som om det at man slog Sokrates ihjel, fordi han "forpurrede ungdommen", var god regulering af "hadtale".
Jeg er helt vild med, hvordan hun mener, at Nettos tørklædeforbud på nogen måde er "frihedsberøvende" for danske muslimer, mens Tunesiens eneste kendte femen-aktivist blev banket sønder og sammen af sin egen familie, og til stadighed er truet på livet.
Jeg er glad ved den måde, hun påpeger, at blasfemilovgivningen ikke blev installeret af muslimer, som om religion i så fald ikke længere har noget med sagen at gøre.
Og hvordan hun mener, at ytringsfriheden ikke er truet, selvom hun lige bagefter påpeger, at USA ikke længere vil høre på hån af Islam og religion. Landet hvor der i øvrigt ikke var en eneste nyhedskanal, der i sin tid ville vise de danske muhammedtegninger.
Det eneste jeg finder så absolut smagløst og hæsligt ved artiklen, at jeg ved, at kun en selvhadende vesterlænding kunne have skrevet det, er hendes påstand om, at holocaust fandt sted, fordi man måtte sige for meget.
Jøsses-kineser! Er det blevet ulovligt at åbne en historiebog? Ja man kunne nok risikere at håne nogen, havde man lært at læse jo!
I øvrigt synes jeg, at hvis man ikke må "håne" og begå "hadtale", så skal biblen og koranen censureres som det første. Mindre ville være hyklerisk. De to bøger er fyldt af det mest infame og groteske snavs, alt lige fra infanticide, incest, massemord af uskyldige og voldtægt for ikke at nævne den modbydelige hadtale der handler om, at alle der ikke tror, er uværdige, beskidte og skal brænde for evigt. Altsammen befalet af Gud, hvilket selvfølgelig gør det godt.
Det er en ordentlig mundfuld fra så middelmådig en bunke litteratur. Jeg er fornærmet! Kan jeg få en paragraf der beskytter ateister mod religiøs hadtale nu? Eller er ateister stadig den eneste minoritet, det er okay at gøre nar ad i det offentlige?
Og til sidst vil jeg påpege, at ytringsfriheden er skrift på et stykke papir. Jeg skal ikke have Mchangama eller Sheikhs tillade til at håne alverdens religioner. Den ret tager jeg mig helt uden deres hjælp.
Ytringsfrihed kontra trusler.
En sætning som: "Du skal komme til at fortryde dine udtalelser"
Er det en legitim ytring, eller er det en trussel ?
I tiden op til Krystalnatten var det let at finde forhånende og ringeagtende ytringer i tysk presse. Mens helt konkrete trusler imod jøderne var sværere at finde.
Alligevel skete såvel Krystalnatten som Utoya massakren.
Negationen må blive en regel om at enhver debat må indledes med ordene.
"Jeg håber debatten vil få et sådant forløb, at du ikke kommer til at fortryde dine udtalelser"
Det er da totalt hjernedødt !!!
Skal ytringsfrihed give mening, skal det også være muligt at komme med udtalelser, som det fantasifulde sind muligvis kan opfatte truende.
Eller skal vi til at indføre noget så gammeldags som civilisation og god opførsel ?
Sider