Kommentar

Adam Smith - en nuancernes mand

Den samme Smith, der tages til indtægt for, at markedet skal have lov at passe sig selv, var faktisk skeptisk indstillet over for datidens økonomiske elite og hyldede et skatteprincip, hvor de bredeste skuldre skulle bære mest
17. juni 2013

Mia Amalie Holsteins kronik den 6. juni – Er mennesket og markedet sympatisk, Adam Smith? – gør op med nogle udbredte misforståelser af Adam Smith, men hun gør sig selv skyld i andre.

Holstein giver en kort, men ganske fin introduktion til Smiths forestilling om ’sympati’, og forklarer, hvordan Smiths moralfilosofiske overvejelser generelt gik igen i hans økonomiske tænkning. Det påstås imidlertid også, at i vores tid bør venstrefløjen ikke have patent på at hævde, at mennesket er sympatisk – højrefløjen har i lige så høj grad ret til at påberåbe sig vigtigheden af sympatien, for det gjorde allerede Adam Smith. Det gjorde Smith rigtignok – men hvis det har været lidt sløjt med at få understreget den pointe siden 1776, kan misforståelsen vel tilgives. Problemstillingen relaterer sig til en mere grundlæggende pointe: Moralfilosofien er siden Smiths tid stort set blevet udfaset fra den økonomisk, liberale mainstream. Smiths teori viser rigtignok, at den økonomiske liberalisme er et mere righoldigt intellektuelt felt end opfattelsen er i dag, men senere liberalister har ikke altid fulgt hans initiativ.

Holstein kritiserer, at i forsøget på at »sikre det bedst mulige samfund for borgerne«, er venstrefløjen »tilbøjelig til at gøre brug af ’politiske midler’, som er baseret på en ugengældt tilegnelse af andres arbejdskraft (dvs. beskatning) med en stor offentlig sektor til følge.« Hvis denne pointe skal forestille at kunne fremføres med reference til Smith, er det værd at nævne, at han aldrig var principiel modstander af hverken beskatning eller offentlige investeringer.

Smith og de bredeste skuldre

For Smith var politiske tiltag ikke nødvendigvis ’usympatiske’, heller ikke i den forstand Holstein ynder at bruge ordet: at de havde uheldige konsekvenser. Offentlige investeringer skulle etablere ’offentlige goder’ såsom infrastruktur og uddannelsesinstitutioner, netop fordi produktionen af disse ikke var en konsekvens af markedets virke. For at kunne gennemføre sådanne investeringer var der brug for offentlige indtægter – skatter – og Smith mente, at princippet for beskatning var, at de bredeste skuldre skulle bære de tungeste byrder.

Hvad så med Smiths holdning til offentligt arbejde og Holsteins påstand om, at »de varme hænder … kan langt nemmere isne og blive kolde i en offentlig ansættelse, hvor markedet ikke lynhurtigt belønner eller straffer«? Hvis Smith var principiel modstander af offentlig ansættelse ville hans hænder have været iskolde. Han arbejdede som toldkommissær i mere end et årti hen mod slutningen af sin karriere.

Holstein bebrejder »nogle på venstrefløjen« for at tro, at »penge korrumperer følelser mellem mennesker«. Smith mente faktisk, at efterstræbelsen af penge og profit kunne have en uheldig effekt på de, som fejlagtigt associerede materiel rigdom med lykke. Markedsøkonomien kunne fremme grådighed og ødselhed lige så vel som selvkontrol og mådehold. Smith var en særdeles nuanceret tænker og støttede markedsøkonomien, fordi han mente den overvejende – ikke udelukkende – havde en positiv moralsk indvirkning.

Forretningslivets ’skrigeri’

Det gennemgående problem, ved den type økonomisk politik Smith kritiserede, var ikke incitamentssammenbrud pga. velfærdsydelser, konkurrenceforstyrrelse ved overdreven miljøregulering eller andre moderne fænomener. Kritikken var møntet på en politik, som var influeret af økonomiske eliter og resulterede i lovgivning, der gavnede egne interesser. Datidens magtfulde forretningsfolk påstod, at deres aktiviteter var til samfundets bedste. Smith afviste dette som »skrigeri og sofisteri«. Han hævdede, at de generelt havde en interesse i at »undertrykke« og »konspirere imod« offentligheden.

Smith var fortaler for, at alle burde deltage i økonomien på lige vilkår. For at afbalancere de økonomiske eliters indflydelse udtrykte han f.eks. støtte til regulering, som kom lønmodtagerne til gode. Smith var bl.a. bekymret over, at eliterne alt for ensidigt påpegede den negative inflatoriske effekt af høje lønninger, mens effekten af høje profitrater blev ignoreret – udelukkende fordi sidstnævnte gavnede dem selv. »Profitraten«, tilføjede han, »er altid højest i de lande som bevæger sig hurtigst imod afgrunden.«

Holstein kunne jo foreslå, at sådanne problemstillinger – bare for afvekslingens skyld – tages op af Cepos på kommende møder med sponsorer og lydhøre politikere …? Blot et forslag.

 

Martin E. Petersen er kandidatstuderende i filosofi og samfundsfag, AU, og skriver p.t. speciale om Adam Smiths og John Stuart Mills økonomiske liberalisme

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Olaf Tehrani
  • Jens Kofoed
  • Toke Andersen
  • Henrik Brøndum
  • Niels Mosbak
  • Søren Rehhoff
  • Jens Thaarup Nyberg
  • Viggo Helth
Olaf Tehrani, Jens Kofoed, Toke Andersen, Henrik Brøndum, Niels Mosbak, Søren Rehhoff, Jens Thaarup Nyberg og Viggo Helth anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvad er det med liberalisterne, Cepos og de blå cand. øk'er? Hvorfor skal de blive ved at tærske langhalm på en økonom fra 1700 og hvidkål? Alle ved i dag, at hans "usynlig hånd" ikke fungerer til andet end at snyde produktionsoverskuddet ned i lommerne på de der har nok i forvejen – Mattæuseffekten styrer og den er der faktisk ikke ret meget sympatisk ved.

Vær nu ærlige og bekend jer til ham, der rent faktisk styrer virkeligheden her i det 21. århundrede - nemlig Milton Friedman og alle hans djævle i finansverdenen.

Men det er måske en for afslørende og vedkommende diskussion for en liberalistfantast.

John Hansen, Jan S. Larsen, lars abildgaard, Niels Mosbak, Karsten Aaen og Niels-Holger Nielsen anbefalede denne kommentar
Søren Rehhoff

@ Bill Atkins

"Hvad er det med liberalisterne, Cepos og de blå cand. øk'er? Hvorfor skal de blive ved at tærske langhalm på en økonom fra 1700 og hvidkål? Alle ved i dag, at hans "usynlig hånd" ikke fungerer til andet end at snyde produktionsoverskuddet ned i lommerne på de der har nok i forvejen – Mattæuseffekten styrer og den er der faktisk ikke ret meget sympatisk ved.

Vær nu ærlige og bekend jer til ham, der rent faktisk styrer virkeligheden her i det 21. århundrede - nemlig Milton Friedman og alle hans djævle i finansverdenen.

Men det er måske en for afslørende og vedkommende diskussion for en liberalistfantast."

Jeg forstår ikke rigtig den her kritik. Martin E. Petersen, som ikke er fra Cepos, påpeger vel bare, at man ikke kun kan bruge Adam Smith som ukritisk fortaler for, at alt i samfundet skal underlægges markedsmekanismen, som eksempelvis Cepos nok kunne ønske sig. Desuden er der jo nok ikke nogen stor hemmelighed, at Milton Friedmans ideer har præget temmelig meget af den moderne økonomiske tænkning og politik, så der er vel ikke ligefrem behov for nogens bekendelse.

Jeg tænkte nok efter afsendelsen at jeg ville blive en smule misforstået (min skyld). Mit indlæg er ikke en kritik af Martin E. Petersen som både har en filosofisk og en historisk vinkel i sin tilgang til Adam Smith, og jeg mener da også at Adam Smith har noget at sige økonomer i dag - men mit indlæg er en kommentar til den dyrkelse af Adam Smith der pludselig opstår omkring genudgivelsen af hans bog "Nationernes velstand". Der bliver arrangeret debataftner i Cepos lokaler som om Adam Smith har noget vigtig at fortælle i dag. Enhver konklusion baseret på Adam Smith vil uvægerligt støde på argumentet om at dette og hint ikke var aktuelt på hans tid.

Således vil jeg mene at Milton Friedman er meget mere aktuel og interessant - alene af den grund at han peger på borgerløn som et plaster på monetaristernes raid mod staten og velfærden.

Jeg læser iøvrigt Martin E. Petersens afsluttende opfordring til en debat om profitraternes himmelflugt i et samfund i kollaps som et forsøg på at få Cepos og Mia Amalie Holstein ud i en debat med et aktuelt indhold - istedet for det bevidstløse: "Markedets afhængighed af parternes gensidige sympati".

Tiden kalder på realisme og ikke fantasisme.

n n, John Hansen, Pia Nielsen, lars abildgaard, Niels Mosbak og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
John Rohde Jensen

@Bill,

Tak for citatet om Friedman og borgerlønen. Ligesom Adam Smith, var Milton Friedman ikke nær så ekstrem som hans tilhængere. Dette indikerer at tilhængerne, på trods af deres fanatisme, ikke har været i stand til at forstå deres profet.

Dette lader desværre til at være et generelt problem for profeter. Det må være hårdt for dem at se, hvad der bliver gjort og sagt i deres navn. Med den slags tilhængere behøver man ikke fjender for at ens navn bliver trukket gennem sølet. Det klarer tilhængerne fint selv.

Kristian Rikard, n n og Henrik Brøndum anbefalede denne kommentar
John Rohde Jensen

@Henrik Brøndum,

Jeg er lidt støvet på det, men sidste gang jeg tog et kig på Marx så var hans anbefalinger for at opretholde kapitalistiske system ikke til at kende fra klassisk socialdemokratisk politik.

Faktisk kan man argumentere for at det er socialdemokratiet, der har holdt røven oppe på kapitalismen.

MEN, nu har vi jo fået vores eget New Labour ...

Et af Marx`s formål var at kritisere det kapitalistiske system. Hvilket der vist stadigvæk er god grund til. Systemet skaber tydeligvis enorme uligheder.

Socialismens fokus er uligheden i samfundet. Det der sker for øjeblikket er åbenbart at socialdemokratiet nu gør op med dette, bl.a. ved at ansætte en finansminister som bestemt ikke er socialist. De mener heller ikke mere at de skal bedømmes på om der i deres regeringsperiode vil blive mere eller mindre ulighed.
New Labour - har da heller ikke skabt mere lighed i UK, men derimod større ulighed i børnedødelighed mellem rig og fattig; større ulighed i uddannelsessystemet og sundhedssystemet; større økonomisk ulighed mellem rig og fattig.

Esben Maaløe

"»de varme hænder … kan langt nemmere isne og blive kolde i en offentlig ansættelse, hvor markedet ikke lynhurtigt belønner eller straffer«"

IGEN synes blå noget der strider mod umiddelbar oplevelse af empiri. Det er da ikke offentlige hospitaler der afviser folk eller opfylder sin behandlingspligt så billigt som overhovedet muligt ved f.eks. at undlade bedøvelse.

Det sker på hospitaler i USA. Du kan godt få syet flængen, men hvis du ikke har penge bliver du ikke bedøvet ...

"Smith var bl.a. bekymret over, at eliterne alt for ensidigt påpegede den negative inflatoriske effekt af høje lønninger, mens effekten af høje profitrater blev ignoreret – udelukkende fordi sidstnævnte gavnede dem selv. »Profitraten«, tilføjede han, »er altid højest i de lande som bevæger sig hurtigst imod afgrunden.«"

Man skulle tro at Smith set ind i den nuværende økonomi.

Flot og gennemskrevet artikel - tak for det.